Anmeldelse: David Garmark - Sort arv

Jeg har glædet mig til denne bog, da jeg var ret glad for den forrige i serien, ”Rød tåge”. 
David Garmark er dygtig med sit sprog og skiller sig tydeligt ud fra mængden. Særligt dialogerne personerne imellem, er dagligdags og nutidige og i høj grad medvirkende til, at danne læserens billede af karakterernes personligheder.

Max Munk er taget til Ribe, hvor hans kræftsyge far ligger på sit dødsleje. Max kommer for at få svar på spørgsmål om sin afdøde søster. Hvorfor begik hun selvmord for 25 år siden og hvorfor tyder noget nu på, at søsteren alligevel ikke er død? Max får SÅ meget mere end dét fra sin far og ender i et endnu større dilemma og med endnu flere tanker og spørgsmål. En af David Garmarks forcer, er netop at ramme plet på de personlige følelser og den sorte samvittighed. Det formår han også her. Vi mærker vreden og vi føler smerten.

Under opholdet i barndomsbyen, møder Max en tidligere veninde. En han lovede at komme tilbage og hente, men endte med at brænde af. Og hvad er nu også dét for noget med at man som kvinde ”skal hentes”? Men altså, Edith som hun hedder, beder Max om hjælp til at finde sin forsvundne datter, Caroline. Caroline har været depressiv og har leget med det okkulte. Max siger i første omgang nej, men da forsvindingssagen begynder at trække tråde mod barndomshjemmet, Munkenæs Gods, bliver han alligevel grebet af sagen.

Der er masser af fuld fart fremad i ”Sort arv”. Der sker enormt mange ting og jeg erkender, at det blev en anelse rodet for mig i længden. Til tider også lidt for mange ”tilfældigheder”. Der er en hel del tråde at hitte rede i og jeg synes et enkelt element bliver lidt overflødigt og dermed mest føles som unødvendigt fyld, der ikke er vigtigt for historien – hvis jeg siger ulvene, så har jeg ikke sagt for meget.

Alt i alt har jeg det blandet med bogen her. En krimi er det jo, men der er så meget fokus på alt muligt, så jeg synes på en eller anden måde det føltes mere som en rigtig god fortælling. En slægtsroman som møder en spændingsroman og toppes med noget okkult, lidt action og en hel del humor. Jeg har svært ved at sætte fingeren helt præcist på hvad det er der driller mig.

Nu lyder det hele så negativt, og det er VIRKELIG ikke meningen. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide bogen og jeg sætter især pris på Max Munk. Jeg er ikke sikker på, han er en jeg havde lyst til at snuppe en kop kaffe og en hyggesnak med – til dét virker han for kold og socialt akavet, men jeg synes det er forfriskende med en hovedperson som ikke er som alle de andre. Ingen superhelt, ingen superhjerne og bedst af det hele – heller ingen sur drukkenbolt. Han er på en eller anden måde bare helt almindelig og nede på jorden. Jeg var godt underholdt hele vejen igennem og jeg gættede løs på, hvordan det mon hang sammen. Jeg fik ret i noget af det, bl.a. omkring Caroline. Jeg havde dog troet en anden udvikling til sidst, men den kan måske at komme endnu. Der er stadig en del løse tråde, som mangler at blive bundet sammen. Og jeg glæder mig til mere, når 3. del – ”Hvidt had” udkommer til næste år.

Anmeldelse: David Garmark - Rød tåge

Kender du det, at du starter på en bog som du ingen forventninger har til overhovedet? Sådan en bog var Rød tåge for mig. Jeg anede intet om, hvilken stil jeg ville møde, da jeg gik i gang. Det viste sig hurtigt, at David Garmark kan noget med ord. Eller måske med sproget i det hele taget. Han forstår på en eller anden måde, at lege med sproget, gøre historien dybere og mere detaljeorienteret, men uden at det bliver tungt, kedeligt og langtrukket. Tværtimod.

Bogens hovedperson er anderledes end de fleste hovedpersoner jeg har læst om. Han er greve med det fornemme navn Maximilian Theodor af Munkenæs. Han mistede sin mor som spæd og hans far evnede aldrig, at vise hverken kærlighed eller omsorg for ham og hans søster. Max Munk, kalder han sig i dag, er efterforskningsleder hos politiet og har taget skarp afstand fra både sin far og adelsstanden generelt. Det meste af tiden, i hvert fald. Max er mand med stort M. Han er glad for kvinder på den respektfulde måde. Han er forelsket i sin partner Merian, hvilket er endnu en anderledes vinkel i denne bog. Merian er nemlig også tiltrukket af Max og ingen af dem skjuler det for den anden. De har sex med hinanden når de har brug for det, og arbejder derudover professionelt sammen som kollegaer.

I begyndelsen af historien, er Max suspenderet og rejst til Malaga for at finde sin søster Leonora. Hun har været forsvundet i 25 år, men har nu givet et livstegn fra sig. Max bliver dog hentet hjem til Danmark af Merian, inden han kommer rigtigt i gang med at lede.

På en lille ø, Hvidø, som i øvrigt ikke eksisterer i virkeligheden, bliver liget af en mand fundet. Der er ingen tvivl om, at det er mord. Øen huser ikke ret mange mennesker til daglig og en stor del af dem er adelige. Det bliver ret hurtigt tydeligt, at de fleste har noget at skjule, men folk virker skræmte, så det er ingen let opgave for Munk og Merian, at finde ud af hvad der foregår. Der bor tilsyneladende en kvinde i skoven, som folk mener er heks. Samtidig huserer der et sagn om en Ellepige, som kommer hvert hundrede år, for at slå drenge ihjel. Max er ikke overtroisk anlagt, men efter forskellige episoder, får han alligevel sået tvivl. Hvad er sandhed og hvad er historier som beboerne fortæller, for at få dem til at overse det væsentlige?

Personligt er jeg mest til krimier der er så realistiske som overhovedet muligt. Ikke alt muligt overnaturligt hejs, der gør selv de umulige ting mulige. Jeg frygtede lidt, at denne bog kunne være sådan en type bog, men det er den ikke. Der flirtes lidt med det overnaturlige, men samtidig lader forfatteren en kulde skinne igennem, som gjorde, at jeg fornemmede at der var noget andet på spil. Plottet er vældig godt skruet sammen og ikke noget jeg på nogen måde kunne have forudset. Bogen fastholdte min interesse hele vejen igennem og selvom det egentlig ikke er en tempofyldt actionpacked krimi med brutale mord og grusomme detaljer, så indeholder den alligevel en gennemgående spænding, som topper til slut med en overraskelse.

Søsteren Leonora og hendes forsvinding, hører vi ikke meget mere til, så jeg regner med, at næste del i serien kommer til at handle om, at følge sporene efter hende. Max er en stærk hovedperson. Sådan en jeg følte jeg kom til at kende og sådan en jeg glæder mig til at læse mere om. Sådan en jeg blev en lille smule forelsket i. Så trilogi … nej vel, David? Ham her slipper jeg ikke efter kun to bøger mere!! Og skriv venligst næste bog hurtigt. #tak 😉

Til sidst en lille opfordring. Jeg startede egentlig ud med at læse bogen i fysisk form. Da jeg på et tidspunkt var nødt til at lægge den fra mig, valgte jeg i stedet at tjekke Mofibo om den lå der som lydbog. Det gjorde den simpelthen og det viste sig samtidig, at den er indlæst af forfatteren selv. Det gør han så eminent godt, at jeg faktisk endte med at lytte resten af bogen i stedet for at læse. Lækker stemme med alle de rigtige betoninger. Opfordring hermed givet videre til jer med lydbogstjenester 😊