Anmeldelse: Matthew Arlidge - Kongens efterfølger

Hvis du endnu ikke har læst noget af Matthew Arlidge og hvis du godt kan lide krimier med brutal vold og detaljerede beskrivelser af gerningssteder, så anbefaler jeg, at du går i gang med denne serie. Den er ikke så brutal som Chris Carter eller Cody McFadyen, men den lugter lidt derhen ad. Kongens efterfølger ar 5. bog i rækken. Jeg anbefaler, at du starter med den første, "Okker gokker".

Hvis du allerede har læst serien, så kender du kriminalkommissær, Helen Grace. Hun er ikke som andre hovedpersoner jeg har læst om. Hun har lig i lasten af den grusomme slags. Ingen tvivl om, at hun er mærket af sin bagage, men hun er ikke ødelagt og nedbrudt – tvært imod er hun mere viljestærk og arbejdsom end de fleste. Det gør sig også gældende i Kongens efterfølger, men Helen er oppe imod nogen, som ønsker hende det værste. Ikke bare én, men flere personer, ser deres snit, til at forsøge at få hende ned med nakken.

Jeg havde ondt i maven gennem store dele af den her bog. Den er på en eller anden måde, så hjerteskærende. Helen kæmper, men det er ikke nemt. Det kan godt være, at hun er stærk og sej, men hun har brug for lindring af sine smerter, og det søger hun via SM. Den fysiske smerte lindrer den psykiske. Hun kender derfor til miljøet, på trods af, at hun altid har opsøgt smerten diskret. Da der sker et brutalt mord i en S/M-klub, viser det sig, at offeret er en person som hun kender særdeles godt og holdt af. Det bringer hende helt ud af fatning og det påvirker hende i en sådan grad, at hun ikke formår at lede sine underordnende og have øjne for deres indbyrdes kamp. Først da næste mord sker, begynder det at dæmre for hende, at morderen måske forsøger at ramme hende personligt. Ret meget mere, ønsker jeg ikke at afsløre af handlingen. Det skal komme som en overraskelse, når man læser.

Helen Grace er ikke en person som ønsker medlidenhed. Hun holder sig fra alt hvad der hedder parforhold og til dels også venskaber. Netop derfor, bliver hun alligevel en person jeg føler medlidenhed med. Hun er så ensom i alle livets henseender og hun har ingen – overhovedet – at betro sig til. Derfor er hun også alene, da tingene vender sig 180 grader og peger på hende. Men hun kæmper, for det er sådan hun er indrettet. Bogen forærer os en cliffhanger af en afslutning, som gjorde mig mundlam og som straks fik mig til at søge efter udgivelsesdato for næste bog. Ønsker man at læse den næste på dansk, må tålmodet strække sig helt til engang i oktober eller november. Kan man ikke vente, må man snuppe den på engelsk.

5 ud af 6 krimiperler til Kongens efterfølger.

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dukkehuset

Ruby vågner i sin seng. Hun har tømmermænd og orker ikke at åbne øjnene. Hun trækker dynen tættere om sig, men noget er ikke som det bør være. Duften er forkert. Ruby åbner øjnene og finder sig selv i en fremmed seng. Spærret inde i et kælderrum. 

Liget af en ung kvinde bliver fundet gravet ned på en strand. Hun har ligget der i flere år, men ingen har meldt hende savnet. Nogen har sendt dem beskeder fra hende, så familie og venner har ikke anet uråd.

Så er stilen ligesom lagt for denne 3. del i Matthew Arlidges serie om Helen Grace. Grum, creepy og med en fuldstændig forskruet morder. Der er højt tempo og spænding fra start til slut. Helen Grace er ikke den typiske heltinde. Hun er stærk og sej udadtil, men indeni har hun ar, som aldrig forsvinder. Det er ikke noget som får lov at tage meget plads i bogen, men mere noget som vi fornemmer eller som bliver afdækket bid for bid. Personligt synes jeg, at hun er en super cool hovedperson. En som jeg føler jeg kommer til at kende når jeg læser, og en som jeg savner at høre mere om, når de sidste sider er vendt. I det hele taget er Matthew Arlidge en forfatter, som jeg synes bliver bedre og bedre bog for bog. Jeg ærgrede mig da bogen var slut og over at der nu er ventetid helt til hen omkring september, før næste bog er på hylderne. Hans bøger er velskrevne og når jeg læser dem, føles det lidt som at se en film. Kæmpe plus.

Specielt med denne serie, vil jeg anbefale at du starter fra bog nr. 1. Der sker en hel del ting i de to første bøger, som der henvises til i denne. Der er også baggrundsviden om hovedpersonerne, som bedst forstås hvis man ved hvad der hentydes til. 

Dukkehuset gav mig den der helt særlige følelse af spænding i hele kroppen, men efter flere overvejelser, kommer den ikke helt op til de nye 6 perler. Den ligger dog på grænsen, så det bliver 5 store perler 😊

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Okker gokker

Her har vi at gøre med en af den slags krimier, som lader ofrene træffe et valg for overlevelse. Et rigtig svært og tæt på umuligt valg. En af den slags bøger, som sætter tankerne i gang hos os læsere. Hvad ville vi selv vælge at gøre, og kan det virkelig passe, at man kommer helt derud, hvor de dyriske instinkter styrer?

I Okker gokker, bliver et ungt kærestepar fanget og efterladt på et øde sted. De bliver efterladt med en pistol og får at vide, at ingen kommer ud i live, med mindre man vælger, at tage livet af den anden, med pistolen. Hvad de vælger, vil jeg ikke afsløre, men det er hjerteskærende. Snart følger flere ofre og det står hurtigt klart for politikommisær Helen Grace, at morderen er ekstremt kold og kynisk. Hun har sin egen dagsorden og hun stopper ikke, før hun har bragt sin plan til ende.

Jeg kan godt lide hele det set up, der er i den her bog. Det er lidt fedt fundet på, netop fordi jeg som læser, blev grebet af spekulationer. Både i forhold til, hvad jeg selv kunne tænkes at gøre, men også i forhold til de forskellige ofre og sammensætningen af de indbyrdes forhold de har. Er der forskel på hvordan et kærestepar ville handle, frem for hvordan to kollegaer ville forholde sig. Og så er der hele forløbet efterfølgende. For hvem er det egentlig der får den værste straf? Den der bliver skudt, eller den der redder sig selv, men må leve til evig tid med både sin egen fordømmelse af sig selv, men også den fordømmelse, som afdødes familie og venner pålægger en?

Okker gokker, er ikke blot tankevækkende, men også en yderst spændende og medrivende bog. Vi følger politiarbejdet og samtidig følger vi ofrene i deres pinsler. Der er flere overraskelser undervejs og jeg kedede mig på intet tidspunkt. Hovedpersonen Helen Grace er stærk, men hun har dæmoner hun kæmper med. De kommer mere og mere frem undervejs. Hun er bestemt en personlighed, som jeg glæder mig til at følge.

Jeg tror sgu jeg stikker den fem krimiperler