Anmeldelse: Øbro og Tornbjerg - Det norske job

Jeg havde det lidt blandet med at skulle igang med Det norske job. Den er fjerde del af en serie og de forrige to havde jeg mildest talt pænt svært ved at komme igennem. Jeg synes de var tunge og halvkedelige, men samtidig kan jeg lide skrivestilen og persongalleriet. Jeg var klar til at høre fortsættelsen, men ikke helt parat til at småkede mig gennem læsningen. Man skal passe på med at være forudindtaget, kan jeg hilse og sige. Det skulle vise sig, at denne bog (i min verden i hvert fald) var alt andet end kedelig. Tvært imod havde jeg lyst til at læse videre hver gang jeg lige havde et ledigt øjeblik.

Vi følger igen kriminalpsykologen Katrine Wraa og hendes kollega og nu kæreste, Jens Høgh. Sammen venter de en baby. Denne gang, får de et tip om, at Jim Hellberg – forbryderen som de jagede i bog nr 2, Djævelens ansigt, er blevet set i Caribien. Det ligner en nem sag, at troppe op på tropeøen og hente ham, men der kommer noget amerikansk efterretningstjeneste ind over og planerne ændres.

I starten af bogen, afholder Katrine et foredrag for sine kollegaer. Oplægget handler bl.a om psykopatisk adfærd. Det fungerer så fint, da det medvirkede til, at jeg hele tiden havde fokus på, hvor psykopatisk en adfærd Jim Hellberg har, når han lyver og manipulerer med de folk der er omkring ham. Meget af tiden følger vi Jim og hans liv på øen. Vi følger hans tanker omkring mødet med den smukke norske Gry og gruppen af yogaentusiaster, som slår sig ned på hans strand. Begge dele, kommer til at fylde en stor del af hans hverdag – det ene er uden tvivl mere positivt end det andet for ham. Eller er det?? Da jeg lige havde læst om Jims første møde med yoga, ville skæbnen, at min træningsmakker, mente at det var en god idé, at vi prøvede yoga. Det er længe siden jeg har grinet så meget som den time det varede. Vi sad aller bagerst i lokalet og det var vist godt. Ingen af os kunne tage det seriøst og vi græd af grin så tårerne trillede – men helt stille indeni os selv, da folk tilsynesladende tog det yderst seriøst. Der var helt stille i lokalet bortset fra instruktørens monotone let nasale stemme og de snøftelyde der hørtes fra vores hjørne i lokalet. Vi priste os lykkelige for, at alle sad med lukkede øjne og bøjede hoveder. Herefter forstod jeg til fulde, Jim Hellbergs modvilje :) :)

Alt i alt synes jeg det er en super god bog som er spændende og til tider rørende. Jeg kan godt li bøger hvor alting ikke bare sker som forventet og med lykkelig udgang. Lige i det her tilfælde, må jeg så alligevel erkende, at dens slutning irriterer mig en lille smule. Ikke pga det der sker, men mere fordi jeg er ved at køre en lille smule træt i fordrukne eller psykisk ustabile hovedpersoner. Det kan næsten kun komme til, at gøre sig gældende i næste del af denne serie. Hvis der bliver en næste del altså, men det håber jeg :)

4 krimiperler får Det norske job.