Jeg havde det lidt blandet med at skulle igang med Det
norske job. Den er fjerde del af en serie og de forrige to havde jeg mildest
talt pænt svært ved at komme igennem. Jeg synes de var tunge og halvkedelige,
men samtidig kan jeg lide skrivestilen og persongalleriet. Jeg var klar til at
høre fortsættelsen, men ikke helt parat til at småkede mig gennem læsningen.
Man skal passe på med at være forudindtaget, kan jeg hilse og sige. Det skulle
vise sig, at denne bog (i min verden i hvert fald) var alt andet end kedelig.
Tvært imod havde jeg lyst til at læse videre hver gang jeg lige havde et ledigt
øjeblik.
Vi følger igen kriminalpsykologen Katrine Wraa og hendes
kollega og nu kæreste, Jens Høgh. Sammen venter de en baby. Denne gang, får de
et tip om, at Jim Hellberg – forbryderen som de jagede i bog nr 2, Djævelens
ansigt, er blevet set i Caribien. Det ligner en nem sag, at troppe op på
tropeøen og hente ham, men der kommer noget amerikansk efterretningstjeneste
ind over og planerne ændres.
I starten af bogen, afholder Katrine et foredrag for sine
kollegaer. Oplægget handler bl.a om psykopatisk adfærd. Det fungerer så fint,
da det medvirkede til, at jeg hele tiden havde fokus på, hvor psykopatisk en
adfærd Jim Hellberg har, når han lyver og manipulerer med de folk der er
omkring ham. Meget af tiden følger vi Jim og hans liv på øen. Vi følger hans
tanker omkring mødet med den smukke norske Gry og gruppen af yogaentusiaster,
som slår sig ned på hans strand. Begge dele, kommer til at fylde en stor del af
hans hverdag – det ene er uden tvivl mere positivt end det andet for ham. Eller
er det?? Da jeg lige havde læst om Jims første møde med yoga, ville skæbnen, at
min træningsmakker, mente at det var en god idé, at vi prøvede yoga. Det er
længe siden jeg har grinet så meget som den time det varede. Vi sad aller
bagerst i lokalet og det var vist godt. Ingen af os kunne tage det seriøst og
vi græd af grin så tårerne trillede – men helt stille indeni os selv, da folk
tilsynesladende tog det yderst seriøst. Der var helt stille i lokalet bortset
fra instruktørens monotone let nasale stemme og de snøftelyde der hørtes fra
vores hjørne i lokalet. Vi priste os lykkelige for, at alle sad med lukkede
øjne og bøjede hoveder. Herefter forstod jeg til fulde, Jim Hellbergs modvilje :) :)
Alt i alt synes jeg det er en super god bog som er spændende
og til tider rørende. Jeg kan godt li bøger hvor alting ikke bare sker som
forventet og med lykkelig udgang. Lige i det her tilfælde, må jeg så alligevel
erkende, at dens slutning irriterer mig en lille smule. Ikke pga det der sker,
men mere fordi jeg er ved at køre en lille smule træt i fordrukne eller psykisk
ustabile hovedpersoner. Det kan næsten kun komme til, at gøre sig gældende i
næste del af denne serie. Hvis der bliver en næste del altså, men det håber jeg
:)
4 krimiperler får Det norske job.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar