Anmeldelse: Belinda Bauer - De smukke døde

Meget få krimiforfattere mestrer, at mixe en god omgang humor med brutale mord. Nu lukker man jo nok også sjældent en krimi op, for at komme til at grine, men når det lykkedes at drysse små smil ind i en blodig mordgåde, uden at tage fokus fra uhyggen, så er det altså ret suverænt. Paul Cleave mestrer det, Stuart MacBride mestrer det og nu har jeg fundet ud af, at Belinda Bauer også mestrer det.

Eve Singer er kriminalreporter på en tv-station. Hun er dygtig, men hendes chef er hård og kræver umuligheder af hende. Eve har brug for mord - de døde betaler hendes husleje. Og mord får hun snart. Grusomme mord begået af en galning. En syg morder, hvis mål er, at skabe kunst i form af mord begået og foreviget i det offentlige rum. Og her kommer Eve ind i billedet, for nu er vi tilbage ved det faktum, at Eve har brug for mord – og morderen har brug for Eve.

Mordene er blodige, og plottet er både spændende og interessant. ”At leve på lånt tid”, får pludselig en helt anden og meget håndgribelig betydning. Vi følger også morderens tanker undervejs. På en eller anden måde, så kunne jeg godt sætte mig ind i baggrunden for hans hensigter, men tak til Belinda Bauer, for ikke at skildre ham, så vi føler sympati for ham og tak for en slutning, som fik mig til at klappe i hænderne af fryd. En slutning som jeg altid ønsker den, men som man sjældent får. Så har jeg vist ikke afsløret for meget.

Jeg kan virkelig godt lide Eve. Hun er sød og menneskelig, men samtidig stærk og grænseoverskridende, hvis sidstnævnte kan hjælpe hende til, at opnå sine mål. Eve bor sammen med sin far. Han er svært dement og sætter en stopper for Eves sociale liv. Hans sygdom og deres forhold, er skildret på en varm og kærlig måde, tilsat et twist af humor på den fine måde.

Jeg er vild med den her bog og jeg håber inderligt, at det er starten på en ny serie. 

Frk. Tines krimitanker, er nu både på Facebook og Instagram 

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Den du elsker

Jeg vil godt indrømme, at jeg var kørt godt og grundigt træt i Mari Jungstedts bøger om Karin, Knutas, Johan og sidstnævntes parforhold. Virkelig godt og grundigt. Jeg havde ikke tænkt mig, at læse flere bøger i serien. Men så var der en af mine Krimifan-bloggerkollegaer, som sagde, at den faktisk var rigtig god. Vi plejer at have nogenlunde samme smag i krimier, så.. arg okay – den får en chance.

Og det skulle vise sig at være et fint valg, for bogen er ganske rigtigt helt okay.

Denne gang, bliver ejendomsmægler Sanna Widding brutalt myrdet med en boltpistol. Vi følger hende imens mordet sker, og vi følger de efterfølgende ofre imens mordene sker. Det giver lige spændingsniveauet et ekstra twist. Karin og Knutas skal opklare sagen, som trækker tråde i flere retninger og gør det svært for dem, at finde ud af hvilke spor de skal forfølge. Sanna Widding var i gang med at sælge en gård, som ejes af 3 søskende. 3 søskende som ikke er enige om, at sælge deres barndomshjem. Undervejs springer vi i tiden, ligesom vi også springer imellem personer.

På en eller anden måde, er det som om det er en anden forfatter end hende der har skrevet de andre bøger i serien. Johan og hans skrantende parforhold er helt skrevet ud af historien – tak for det! Det var virkelig også bevet trættende at læse om. Mordgåden er snørklet og historien er i det hele taget mere brutal end Jungstedts bøger plejer at være. Det virker som om der er blevet strammet op og barberet fra. Undervejs følger vi også morderens tanker og vedkommende er ikke sådan lige at regne ud. På en eller anden måde, synes jeg også plottet mangler noget substans, men det er overraskende og tankevækkende. Vi slipper (næsten) for romantik i denne bog, men jeg skal da lige love for, at den får hele armen på lyserøde skyer i slutningen. Så meget at det nærmest bliver komisk og sådan nærmest lidt… ej.. mener hun det seriøst?

Den ligger og vipper lidt mellem 3 og 4 perler, men ender på 3. Den har det brutale, men den mangler alligevel noget. Noget dybde måske. Den er på en eller anden måde meget let læst. 

Vil du følge bloggen på Facebook?

Anmeldelse: Finn Halfdan - De uskyldige døde

De uskyldige døde, er den anden selvstændige krimi fra Finn Halfdan. Også denne gang, har vi at gøre med en hovedperson, som i mine øjne, er temmelig speciel. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg mener om hende. Hun er på en eller anden måde irriterende i sin hardcore facon. Altid negativ og småsur. På den anden side er hun fascinerende og meget anderledes end de fleste hovedpersoner, hvilket egentlig er ret okay.

Maya Leander fører et helt almindeligt halvkedeligt liv som journalist på et dagblad i Roskilde. En aften kører en Ferrari op på siden af hende og en tidligere kollega, spørger om hun har lyst til en tur. De ender på elskovsweekend i Sverige og Maya tager sig selv i, at få følelser for kollegaen Nicholas Holm. Allerede om mandagen bliver Maya afhørt af politiet – mistænkt for mordet på Nicholas!

Forskellige ting, som jeg ikke vil afsløre her, gør, at Maya går i gang med sin egen undersøgelse af sagen. Det bliver en hæsblæsende omgang, som bl.a. bringer hende til Spanien i kløerne på en flok ukendte, men grumme typer. Maya får hjælp fra en kant hun ikke havde lyst til at få hjælp fra, men når man er desperat, gør man ind imellem ting, som ikke er efter bogen. Det er et af bogens temaer – at man ind imellem går så langt for en god sags tjeneste, at det ikke længere er så god en sag.

Jeg var underholdt hele vejen igennem bogen. På en eller anden måde, synes jeg den lugter lidt af actionfilm. Jeg ved godt det ikke er så velset at sætte kønsmærkater på bøger – ordet femikrimi er i hvert fald blevet et udskældt ord. Ikke desto mindre, så mener jeg denne krimi er mest en mandekrimi. Hovedpersonen er ganske vist en kvinde, men hun er, som tidligere nævnt, så hardcore, at hun ikke minder om andre kvindelige hovedpersoner. Jeg vil gerne slå fast, at mandekrimi ikke er negativt ment. Tvært imod. Jeg har tænkt mig at tage den med på sommerferie, så min kæreste kan læse den.

Og så til det med perlefordelingen. Jeg tror jeg er nødt til at lave om på mit system. Hos mig er tre perler ikke dårligt. Det betyder en god og spændende bog. Velskrevet og med et godt plot. Det betyder dog også, at den i mine blodhungrende og uhyggesøgende øjne, mangler noget. Og selvom den her faktisk fik mig til at holde vejret tilsidst, og selvom den faktisk havde et ret fedt og uventet element hen mod slutningen, så rystede den mig ikke, som jeg gerne vil rystes og skurken havde jeg hurtigt gennemskuet. Dog bestemt en god og meget velskrevet bog, som holdt mig interesseret hele vejen. Jeg vil glæde mig til at læse bog nr. 3!


Update: Efter at have skrevet denne anmeldelse, har jeg gået og tænkt og jeg har haft lidt ondt i maven over antallet af perler. Jeg synes egentlig bogen er så fint skrevet, at den fortjener en perle mere. Det har den hermed fået!

Vil du følge med på Facebook? Klik H E R

 Læs min anmeldelse af "Et nødvendigt offer"

Krimitanker på Instagram

Jeg forsøger mig i øjeblikket med en Instagramprofil for Frk. Tines krimitanker. Følg meget gerne med hvis du har lyst. Den findes under navnet frk._tines_krimitanker

:)