Meget få krimiforfattere mestrer, at mixe en god omgang
humor med brutale mord. Nu lukker man jo nok også sjældent en krimi op, for at
komme til at grine, men når det lykkedes at drysse små smil ind i en blodig
mordgåde, uden at tage fokus fra uhyggen, så er det altså ret suverænt. Paul
Cleave mestrer det, Stuart MacBride mestrer det og nu har jeg fundet ud af, at
Belinda Bauer også mestrer det.
Eve Singer er kriminalreporter på en tv-station. Hun er
dygtig, men hendes chef er hård og kræver umuligheder af hende. Eve har brug
for mord - de døde betaler hendes husleje. Og mord får hun snart. Grusomme mord
begået af en galning. En syg morder, hvis mål er, at skabe kunst i form af mord
begået og foreviget i det offentlige rum. Og her kommer Eve ind i billedet, for
nu er vi tilbage ved det faktum, at Eve har brug for mord – og morderen har
brug for Eve.
Mordene er blodige, og plottet er både spændende og
interessant. ”At leve på lånt tid”, får pludselig en helt anden og meget
håndgribelig betydning. Vi følger også morderens tanker undervejs. På en eller anden måde, så kunne jeg godt sætte mig ind
i baggrunden for hans hensigter, men tak til Belinda Bauer, for ikke at
skildre ham, så vi føler sympati for ham og tak for en slutning, som
fik mig til at klappe i hænderne af fryd. En slutning som jeg altid ønsker den,
men som man sjældent får. Så har jeg vist ikke afsløret for meget.
Jeg kan virkelig godt lide Eve. Hun er sød og menneskelig,
men samtidig stærk og grænseoverskridende, hvis sidstnævnte kan hjælpe hende
til, at opnå sine mål. Eve bor sammen med sin far. Han er svært dement og
sætter en stopper for Eves sociale liv. Hans sygdom og deres forhold, er
skildret på en varm og kærlig måde, tilsat et twist af humor på den fine måde.
Jeg er vild med den her bog og jeg håber inderligt, at det
er starten på en ny serie.