Anmeldelse: Mari Jungstedt - Jeg kan se dig

Jeg havde egentlig lagt Mari Jungstedts bøger på hylden og besluttet at NU var jeg altså færdig med dem. Jeg var godt underholdt i starten af hendes forfatterskab, men så gik der simpelthen alt for meget parforhold og ulykkelig kærlighed i den. Derfor er jeg sprunget over de sidste par stykker, men da ”Jeg ser dig” kom ind ad min dør sammen med en invitation til et online bogbloggermøde med Mari, læste jeg bagsideteksten og besluttede, at den lød så tilpas interessant, at jeg tænkte den skulle have en chance.

Historien starter med 5 universitetsstuderende, som tager på hyggeweekend på en øde ø. Kort før afgang springer den ene fra, hvilket bliver hans held. Næste dag, findes de 3 døde og den 4. i chok. Frida som den overlevende hedder, har svært ved at genkalde sig hvad der skete – i hvert fald når hun taler med politiet, for når vi er med i hendes tanker, så står det forholdsvist klart, at hun husker en del mere end hun giver udtryk for. Men hvorfor? Og var det held eller tilfælde, at hun blev skånet på øen? Er hun stadig i fare?

Karin og Knutas, skal finde hoved og hale i mysteriet. Vi er med på sidelinjen og følger deres tanker i opklaringsarbejdet, hvilket giver os rig mulighed for at gætte med. Jeg elsker at gætte med! Jeg havde et par bud undervejs, men var ikke sikker i min sag. Desværre afslørede forlaget tematikken i bogen, inden jeg var færdig med at læse, så derfor kunne jeg godt regne ud, hvilken retning jeg skulle kigge efter morderen. Det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen og jeg er glad for at jeg gav bogen en chance.

Størstedelen af de foregående bøger, har været én stor omgang problemfyldt Johan/Emma og Karin/Knutas ulykkelig problemfyldt kærlighed. I ”Jeg kan se dig”, er det hele ligesom faldet til ro. Karin og Knutas er et par og alt kører uden det store hurlumhej. Johan og Emma har det tilsyneladende godt og han spiller faktisk kun en mindre rolle i bogen her, sammen med fotografen Pia Lilja. I det hele taget er det dejligt forfriskende, at det endelig er drabssagen der er i fokus.

Bogen er ikke så lang – kun 276 sider, men det er god underholdning fra start til slut. Vi er ikke med når selve mordene sker, men vi er med i tiden lige op til - uhyggen og det snigende ubehag kom krybende ind under huden på mig. Det er ikke en fastpace historie, men heller ikke en langsommelig. Den ligger et sted lige midt imellem med et fint spændingsniveau og en god historie som fangede mig og holdt fast i min læselyst hele vejen igennem. Jeg er glad for at jeg gav den en chance og selvom jeg manglede at læse de foregående bøger i serien, så havde jeg ingen problemer i at følge med. Tvært imod, var det som at komme tilbage til et gammelt bekendtskab.

Anmeldelse: Julie Hastrup - Vildskud

Jeg glæder mig altid til en ny Julie Hastrup-krimi. Til tider er der knald på gru og spænding og andre gange ikke helt så meget. Denne 8. bog i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm, hører til i den sidste kategori.

Dette er meget tydeligt en bog, som står forfatterens hjerte meget nært. En bog, hun har været nødt til at skrive, fornemmes det. Denne bog handler om selvtægt og de følelser der raser i en person, som har oplevet at en i den nære familie mister livet eller er udsat for meningsløs og umotiveret grov vold.

Nikolaj Bille er sorgterapeut og leder en sorggruppe med tre mennesker i dyb sorg. Alle har de mistet en i deres nærmeste familie og alle har de svært ved at slippe sorgen. Fælles for dem er også, at de har brug for en syndebuk at give skylden for deres tab. En at bebrejde og en de kan lægge alle de svære følelser over på. Da gruppen får et 4. medlem som helt tydeligt bærer nag og som ikke lægger skjul på sine tanker om hævn over den person, som hun mener er skyld i sin søsters død, vender stemningen i gruppen. Mille, som hun hedder, får pludselig hele gruppens vrede frem og deres møder tager en drastisk drejning.

Vildskud er en anderledes Julie Hastrup-krimi. Der er skruet ned for kærlighedsforhold og de følelser der er forbundet med det. Vi hører om følelserne omkring Niclas, som stadig er indlagt i Sverige og i gang med genoptræningen. En lille snert af følelser omkring en anden person, som jeg personligt godt gad have set udvikle sig - men måske næste gang. Forbrydelserne og opklaringen af dem, fylder en del – det er godt. Dog synes jeg, at krimidelen bliver lidt tynd og med for mange ”tilfældigheder” på en eller anden måde. Allerede før side 100, havde jeg dannet flere mulige scenarier i hovedet, som mere eller mindre viste sig, at holde stik. Der er ikke rigtig noget nyt i selve krimidelen, og plottet kunne have udviklet sig mere overraskende end som så.

Det der fylder mest i Vildskud, er det psykologiske, synes jeg. Og på den gode måde, for den er dyb og den er følelsesladet og den sætter tanker i gang og den giver klump i både mave og hals. Den rammer ret flot spot on, på alle de forbudte og tabubelagte følelser. Følelser om hævn og ønsket om at se de ”skyldige” lide lige så meget som man selv gør. At også de, får ødelagt deres liv. Men det er skruen uden ende, for som Julie Hastrup helt diskret trækker frem, så ønsker en af personerne at hævne en, der har mistet livet pga hævn. Det bliver tydeligt på mere end én måde, hvorfor selvtægt er en dårlig idé, selvom det kan føles som det eneste, der umiddelbart kan lindre ens sorg.

Hvis jeg skulle give karakterer udelukkende ud fra et krimiperspektiv, så ville jeg nok lande Vildskud på 3 krimperler, men den har et vigtigt budskab og jeg var både fanget og rørt hele vejen igennem, så derfor ender den på 4 krimiperler.

Anmeldelse: Kim Faber & Janni Pedersen - Satans sommer

Jeg vil gerne indrømme, at jeg er virkelig svær at stille tilfreds når det kommer til krimier. Måske har jeg bare læst for mange og kræver for meget efterhånden. Jeg vil gerne rystes og have den der isnende følelse i kroppen, af at blive skræmt. Der skal ske noget. Der må gerne være følelser og der må gerne være vedkommende emner og forhold der udvikler sig – venskaber så vel som kærlighed. Det kan også være okay med et langsommere tempo, så længe jeg føler mig fastholdt i historien og spændingen holder. Det gjorde den desværre ikke for mig i ”Satans sommer”.

Juncker som stadig bor i sin fars hus i Sandsted, får en sag om en højtstående advokat, som findes skudt i en park. Samtidig bliver hans ekskone, Charlotte, kontaktet af en person som har beviser på, at terrorangrebet, som skete i forrige bog, Vinterland, kunne have været forhindret og at 19 mennesker som blev dræbt under angrebet, kunne have været i live i dag. Da Juncker ikke ønsker at samarbejde med Charlotte, drager hun i stedet hans kollega Signe, ind i sagen. Det varer ikke længe før de to er ude, hvor de har rigtig svært ved at bunde.

Som nævnt i begyndelsen, så er jeg nok svær at stille tilfreds efterhånden. Satans sommer får rigtig meget ros rundt omkring, men jeg er altså nødt til at stå ved, at jeg kedede mig gennem størstedelen af bogen. Der sker simpelthen for lidt for mig. Der er alt for meget parforhold og tanker omkring parforhold. Der er enormt meget snak og selvom jeg synes det allerbedste ved bogen egentlig er det sproglige aspekt, så synes jeg samtidig at der er alt for meget overflødig snak – fx at en person genfortæller alt det til en kollega, som vi lige har læst. Her kunne man have nøjes med at skrive ”han fortalte hvad der var sket …” eller noget i den stil. Beskrivelserne af personer og omgivelser, er fantastiske og medvirkende til at gøre det hele mere levende for læseren, men der er også grænser for, hvor detaljeret det behøver at være hver gang – at et kontor er lille, er rigeligt for mig at få at vide – jeg behøver ikke vide hvor mange der måske kunne være derinde på en god dag, f.eks. Først godt 300 sider inde i bogen, begynder spændingen, som desværre også brydes af en lidt for nem opklaring – ”Elementært, kære Watson”, står der endda i bogen. Lidt for elementært for mig desværre.

Når det så er nævnt, så synes jeg vi skal slutte af med det positive, for Satans sommer indeholder også en masse gode ting. Det der springer mig mest i øjnene, er autenciteten. Specielt journalistdelen er på en eller anden måde, meget anderledes end andre bøger med journalister i hovedrollerne. Det er tydeligt at Faber og Pedersen, er professionelle på området og ved præcis hvordan det foregår når en stor sag er gravet frem og tingene går løs. Der er også lagt en masse energi i at gøre karaktererne autentiske. Deres følelser og deres tanker og deres indbyrdes samtaler, giver en fin dimension til historien. Nu ved jeg godt, at jeg lagde ud med at skrive, at der er for meget snak, men samtidig, så er netop snakken og samtalerne og måden de udspiller sig, noget af det der løfter bogen. Som jeg også skrev om den første bog af Faber & Pedersen, så er de mestre i skønne vendinger og leg med sproget. Billedlige beskrivelser, der fik mig til at smile og til tider endda næsten juble lidt.

Hen mod slutningen (og desværre først dér), begynder tingene at ske og det beskrives, så det giver ondt i maven. Ikke fordi det er modbydeligt, men fordi det er trist.

Der er mange bolde i luften her. Ikke alle bolde fra forgængeren ”Vinterland” kommer i spil, men afslutningsvis er der noget der tyder på, at den del jeg havde glædet mig mest til, kommer i spil på et senere tidspunkt. Det ser jeg frem til, ligesom jeg også ser frem til at finde ud af hvad der sker med Juncker og Signe efter denne omgang af ”ulydighed” fra deres side 😀

Kend din krimiforfatter: Stefan Ahnhem

1. Hvor er du født og vokset op?  Född i Stockholm, uppväxt i Helsingborg.
2. Må vi se et billede af dig som barn (eller ung? - hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar)
   
3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange? Min mor kommer från Tyskland, arbetade som sömmerska och vidareutbildade sig sedan till sekreterare. Tre halvsystrar, alla yngre samt tre bonussyskon.
4. Hvor har du gået i skole? Helsingborg. Tekniskt gymnasium, samt ett år manusutbildning i Stockholm på RMI Berghs.
5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor? Matematik. Har alltid gillat problemlösning.
6. Hvad var det værste fag og hvorfor? Kemi. Fick aldrig grepp om alla de där formlerna.
7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige? Den där lite knasiga killen.
8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være? Ta det lugnt. Det kommer att ordna sig.
9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single? Gift.
10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn) Pojke (26), flicka (23), pojke (10), flicka (6)
11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje? Rooibus-te
12. Hvad er dine livretter? Älskar nästan all slags mat.
13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger? Älskar nästan allt från 60-talet fram till idag. Prince, Kate Bush, Beck, Kraftverk, Beatles, Tylor the Creator mm.
14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab? Min familj, musik, mat, film.
15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter? Manusförfattare till film och TV.
16. Hvad fik dig igang med at skrive? Så många berättelser som skulle ut.
17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du? Det kändes overkligt och nervöst, men samtidigt fantastiskt kul. Champagne och prinsesstårta.
18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet) The Weeknd, hummus, Den store bagedust
19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan? Irmas flødeboller
20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det? Nu i Coronatider och osäkerheten om hur världen kommer att se ut på andra sidan. att inte kunna träffa ina vänner och framför allt min mor.
21. Hvornår har livet gjort dig mest glad? Alla gånger jag blivit far.
22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter? Läser så mycket jag hinner, vilket är alltför lite. Gillar många olika genrer. Det finns så mycket bra.
23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet? Ja, hur mycket som helst. Har just börjat komma igång :)
24. Hvad er din dårligste vane? Äta sötsaker.
25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til? Att göra ett musikquizz.
26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv? Tar ett glas vin och äter god middag. Går på bio, konsert, reser till Mallorca. Allt det man inte får göra nu.
27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor? Den senaste X sätt att dö tillsammans med Motiv X. Trodde aldrig att jag skulle lyckas få ihop det så bra. 
28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier og hvad er vigtigt for dig i dine bøger? Hängivna läsare över hela världen. Att de är spännande och överraskar och är omöjliga att räkna ut hur de ska sluta. Att de har något på hjärtat.
29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. Åkte mycket skateboard när jag var yngre. Alltid sämst på karaoke.
30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er igang med at skrive? Ser till att komma ihåg dem.
31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige? Otålig.
32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende? Att jag har humor.
33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver? Hemma i mitt arbetsrum.
34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? (Hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar)
35. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med? Nej.
36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier? Kan tänka mig att skriva om allt så länge det är en bra historia.
37. Hvor vil du helst holde ferie? Storstad eller strand
38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende? Fabian Risk. Släpp arbetet och ta bättre hand om din familj.
39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser? Risk 6.
40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind. Besök din lokala bokhandlare och köp några böcker. I dessa tider behöver de allt stöd de kan få.

Anmeldelse: David Garmark - Sort arv

Jeg har glædet mig til denne bog, da jeg var ret glad for den forrige i serien, ”Rød tåge”. 
David Garmark er dygtig med sit sprog og skiller sig tydeligt ud fra mængden. Særligt dialogerne personerne imellem, er dagligdags og nutidige og i høj grad medvirkende til, at danne læserens billede af karakterernes personligheder.

Max Munk er taget til Ribe, hvor hans kræftsyge far ligger på sit dødsleje. Max kommer for at få svar på spørgsmål om sin afdøde søster. Hvorfor begik hun selvmord for 25 år siden og hvorfor tyder noget nu på, at søsteren alligevel ikke er død? Max får SÅ meget mere end dét fra sin far og ender i et endnu større dilemma og med endnu flere tanker og spørgsmål. En af David Garmarks forcer, er netop at ramme plet på de personlige følelser og den sorte samvittighed. Det formår han også her. Vi mærker vreden og vi føler smerten.

Under opholdet i barndomsbyen, møder Max en tidligere veninde. En han lovede at komme tilbage og hente, men endte med at brænde af. Og hvad er nu også dét for noget med at man som kvinde ”skal hentes”? Men altså, Edith som hun hedder, beder Max om hjælp til at finde sin forsvundne datter, Caroline. Caroline har været depressiv og har leget med det okkulte. Max siger i første omgang nej, men da forsvindingssagen begynder at trække tråde mod barndomshjemmet, Munkenæs Gods, bliver han alligevel grebet af sagen.

Der er masser af fuld fart fremad i ”Sort arv”. Der sker enormt mange ting og jeg erkender, at det blev en anelse rodet for mig i længden. Til tider også lidt for mange ”tilfældigheder”. Der er en hel del tråde at hitte rede i og jeg synes et enkelt element bliver lidt overflødigt og dermed mest føles som unødvendigt fyld, der ikke er vigtigt for historien – hvis jeg siger ulvene, så har jeg ikke sagt for meget.

Alt i alt har jeg det blandet med bogen her. En krimi er det jo, men der er så meget fokus på alt muligt, så jeg synes på en eller anden måde det føltes mere som en rigtig god fortælling. En slægtsroman som møder en spændingsroman og toppes med noget okkult, lidt action og en hel del humor. Jeg har svært ved at sætte fingeren helt præcist på hvad det er der driller mig.

Nu lyder det hele så negativt, og det er VIRKELIG ikke meningen. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide bogen og jeg sætter især pris på Max Munk. Jeg er ikke sikker på, han er en jeg havde lyst til at snuppe en kop kaffe og en hyggesnak med – til dét virker han for kold og socialt akavet, men jeg synes det er forfriskende med en hovedperson som ikke er som alle de andre. Ingen superhelt, ingen superhjerne og bedst af det hele – heller ingen sur drukkenbolt. Han er på en eller anden måde bare helt almindelig og nede på jorden. Jeg var godt underholdt hele vejen igennem og jeg gættede løs på, hvordan det mon hang sammen. Jeg fik ret i noget af det, bl.a. omkring Caroline. Jeg havde dog troet en anden udvikling til sidst, men den kan måske at komme endnu. Der er stadig en del løse tråde, som mangler at blive bundet sammen. Og jeg glæder mig til mere, når 3. del – ”Hvidt had” udkommer til næste år.

Anmeldelse: Paul Cleave - Whatever it takes

Der er ingen tvivl om, at Paul Cleave er på toplisten over mine favoritforfattere. Han har en evne, som jeg sætter kæmpe pris på, men som virkelig hører til sjældenhederne. Han blander brutalitet, grusomhed, grov vold med en tør humor, som kan få mig til at trække på smilebåndet, selv når det går vildest for sig. Til gengæld ved han også hvornår humoren skal i baggrunden, så han i stedet får læsernes hjerter til at græde.

”Whatever it takes” er Cleaves seneste bog, udgivet i maj 2019. Den er endnu ikke udgivet på dansk, så hvis du ønsker at læse den nu, så må du forberede dig på det engelsksprogede.

Vi kommer ind i historien, hvor politibetjent Noah Harper, er i gang med at tæve en mand sønder og sammen, for at få ham til at afsløre, hvor han har gemt den 7-årige Alyssa Stone. På den positive front, så finder Noah pigen i tide og får hende hjem til hendes familie igen. Han lover Alyssa, at han aldrig vil lade noget dårligt ske hende igen – at han altid vil passe på hende. Bagsiden af medaljen er, at manden som han brutalt tæver en afsløring ud af, er sheriffens søn. Sheriffen er ikke typen man spøger med, så da han beder Noah forsvinde fra den lille by for evigt og aldrig sætte sine ben i byen igen, så retter Noah Harper ind. Han forlader, sin hustru, sit hjem og sin by, for aldrig mere at vende tilbage.

12 år senere, får han en opringning fra sin ekskone, som han ikke har talt med siden han forlod Acacia Pines. Alyssa Stone er forsvundet igen og selvom politiet mener, at hun har forladt byen af personlige årsager, så er hendes far, som ligger på sit dødsleje, sikker på, at der er sket hende noget. Noah Harper, er en mand der holder ord. Han vender tilbage til Acacia Pines, for at finde Alyssa. Sheriffen er også en mand der holder ord, så det varer ikke længe, før Noah har fået sin første dragt prygl og trusler på livet, hvis han ikke tager sit gode tøj og flyver tilbage hvor han kom fra.

Men Noah Harper kan tåle en omgang tæsk. Og han kan i høj grad også selv uddele tæsk. I det hele taget bliver der langet mere end almindeligt mange øretæverover disken i denne bog. Faktisk så mange, at jeg til sidst tænkte ”aaaarh, nu kan han da vist ikke tåle mere vold, hvis han skal overleve”. Men han tager hvad der kommer og han gør hvad han mener der skal gøres … alt sammen krydret med den der helt fantastiske tørre humor, som lige sætter prikken over i’et. Jeg er vild med Noah Harper og jeg håber virkelig at vi får mere af ham, nu hvor det ikke umiddelbart ser ud til, at vi får lov at få mere Theodor Tate. 

Dette er egentlig hvad jeg vil kalde en lidt langsommelig bog. Der er ikke meget udvikling i handlingen til at begynde med, selvom den på alle måder er pakket med action. Ind imellem tog jeg mig selv i at tænke ”så, kom nuuuu …” men så skete der uventede ting og følelsen forsvandt. Sjov kombi egentlig, som dog fungerer som det skal. Selvom bogen har et lidt langsomt tempo, så er det alligevel den slags bog, som kræver at man som læser lige vender en side mere … og én mere og … man ved bare, at der er noget stort i vente og ganske rigtigt. Jeg havde på ingen måde regnet ud hvad der ville ske og at den omgang hævn jeg håbede på, pludselig ikke var det vigtigste. Overhovedet. Slutningen kalder på en efterfølger, så jeg krydser hvad krydses kan.

Paul Cleave er fra New Zealand og plejer at skrive bøger der foregår netop dér. Denne bog er dog flyttet til en lille soveby i USA. Det fungerer virkelig fint og beskrivelsen af byen står skarpt, på trods af, at byen er fiktiv.

Jeg er vild med Paul Cleaves bøger. Han er den type forfatter, som fortjener at blive fremhævet for sine bøger, fordi han i mine øjne, er en smule overset. Det er synd, når han har sådan et enormt talent. Han bruger ikke sine jeg-fortællere til at snyde os læsere, han bruger dem til at styrke deres personlighed for os. Og det virker. Virkelig godt endda. Hver gang jeg har lukket en bog af Paul Cleave, så føler jeg et savn og en længsel efter mere.

"Paul Cleave er en mester i mørke thrillers", står der på forsiden af bogen. Jeg er fuldstændig enig!