Jeg havde egentlig lagt Mari Jungstedts bøger på hylden og
besluttet at NU var jeg altså færdig med dem. Jeg var godt underholdt i starten
af hendes forfatterskab, men så gik der simpelthen alt for meget parforhold og
ulykkelig kærlighed i den. Derfor er jeg sprunget over de sidste par stykker,
men da ”Jeg ser dig” kom ind ad min dør sammen med en invitation til et online
bogbloggermøde med Mari, læste jeg bagsideteksten og besluttede, at den lød så
tilpas interessant, at jeg tænkte den skulle have en chance.
Historien starter med 5 universitetsstuderende, som tager på
hyggeweekend på en øde ø. Kort før afgang springer den ene fra, hvilket bliver
hans held. Næste dag, findes de 3 døde og den 4. i chok. Frida som den
overlevende hedder, har svært ved at genkalde sig hvad der skete – i hvert fald
når hun taler med politiet, for når vi er med i hendes tanker, så står det
forholdsvist klart, at hun husker en del mere end hun giver udtryk for. Men
hvorfor? Og var det held eller tilfælde, at hun blev skånet på øen? Er hun
stadig i fare?
Karin og Knutas, skal finde hoved og hale i mysteriet. Vi er
med på sidelinjen og følger deres tanker i opklaringsarbejdet, hvilket giver os
rig mulighed for at gætte med. Jeg elsker at gætte med! Jeg havde et par bud
undervejs, men var ikke sikker i min sag. Desværre afslørede forlaget
tematikken i bogen, inden jeg var færdig med at læse, så derfor kunne jeg godt
regne ud, hvilken retning jeg skulle kigge efter morderen. Det ødelagde heldigvis
ikke læseoplevelsen og jeg er glad for at jeg gav bogen en chance.
Størstedelen af de foregående bøger, har været én stor
omgang problemfyldt Johan/Emma og Karin/Knutas ulykkelig problemfyldt
kærlighed. I ”Jeg kan se dig”, er det hele ligesom faldet til ro. Karin og
Knutas er et par og alt kører uden det store hurlumhej. Johan og Emma har det
tilsyneladende godt og han spiller faktisk kun en mindre rolle i bogen her,
sammen med fotografen Pia Lilja. I det hele taget er det dejligt forfriskende,
at det endelig er drabssagen der er i fokus.
Bogen er ikke så lang – kun 276 sider, men det er god
underholdning fra start til slut. Vi er ikke med når selve mordene sker, men vi
er med i tiden lige op til - uhyggen og det snigende ubehag kom krybende ind
under huden på mig. Det er ikke en fastpace historie, men heller ikke en
langsommelig. Den ligger et sted lige midt imellem med et fint spændingsniveau
og en god historie som fangede mig og holdt fast i min læselyst hele vejen
igennem. Jeg er glad for at jeg gav den en chance og selvom jeg manglede at
læse de foregående bøger i serien, så havde jeg ingen problemer i at følge med.
Tvært imod, var det som at komme tilbage til et gammelt bekendtskab.