Nu her, et par dage efter jeg er blevet færdig med Dødesporet, vil jeg ikke sige, at det er en historie der på nogen måde har sat sine spor i mig. Efter sidste side var læst, har jeg ikke tænkt mere på den udover hvad jeg skulle skrive i anmeldelsen.
Alligevel vil jeg sige, at jeg synes det er en rigtig god
bog. Den var spændende hele vejen igennem og jeg kedede mig på intet tidspunkt.
På den anden side blev jeg heller ikke på nogen måder, hverken rystet eller
skræmt. Jeg savnede lidt noget mysterie og detektivarbejde, for det synes jeg
ikke rigtigt der er noget af. Det er som om Louise og Eik får det hele serveret
eller bare tilfældigt falder over tingene. Det er lidt ærgerligt, synes jeg.
Dødesporet handler en hel del om asatroen, hvilket er et
spændenende emne, omend det vist er taget lidt til ekstremerne i denne bog. Drengen
Sune forsvinder under et ritual i skoven, og Louise og Eik bliver sat på sagen.
Drengens mor er syg og ligger for døden og alligevel vælger hans far, at lyve
for politiet om hans forsvinden. Drengen kommer fra Hvalsø, som også
tilfældigvis er Louises fødeby, så historien om hendes ekskæreste Klaus, der
hængte sig, får vi fortsættelsen og endeligt afslutningen på. Nu mangler vi så afslutningen på Eiks forsvundne
kæreste. Mon ikke hun dukker op i næste bog og laver rod i Louises følelsesliv.
Dødesporet er en god bog. Den var hurtigt læst, for jeg
havde lyst til at blive ved at læse når jeg først gik igang. Spændende og
tempofyldt synes jeg osse den er. Desværre synes jeg ikke der er så meget krimi
over den – mere i kategorien spænding, eftersom vi som læsere aldrig får lov at
gætte med på noget som helst eller forholde os til hvem der kunne være morder. Derfor lander den på 3 krimiperler.
