Anmeldelse: Pernille Boelskov - Brudzonen

Brudzonen er 3. del i Pernille Boelskovs serie om præsten Agnethe Bohn og hendes fætter, politibetjent, Lars Bohn Hansen. Jeg har læst begge de foregående (”Granitgraven” og ”Bornholmerdybet”), men af en eller anden mystifystisk grund, har jeg kun anmeldt Granitgraven. Alle tre bøger er gode og anbefalelsesværdige. 

I denne 3. del, er det ellers gode forhold mellem Lars og Agnethe sat på prøve. Normalt er de gode til at samarbejde, men af årsager jeg ikke kan nævne uden at afsløre vigtige begivenheder i de to første bøger, så er der altså kold luft imellem dem nu. Agnethe, som er præst og helst vil have tingene på det rene, forsøger at række hånden ud til Lars, men han er lidt af en træmand, så det er ikke nemt. I stedet koncentrerer hun sig om at hjælpe en ung mand, Tomasz, som lige er blevet far og i forbindelse med fødslen, mistede sin kone. Svigerforældrene ønsker forældremyndighed over den lille pige, fordi Tomasz er stum. Agnethe sætter sig for at rode i hans fortid som bådflygtning fra Polen, for derved at hjælpe ham til at begynde at tale igen.

Samtidig efterforsker Lars og hans kollegaer et mord på en ung mand, som ved første øjekast ser ud som en sexleg med dødelig udgang. Den dræbte viser sig at være forsker og have gravet i en fortid, som har at gøre med polske bådflygtninge og bornholmske fiskere under den kolde krig. Lars og kollegaerne går i hans fodspor for at finde ud af om der er en forbindelse. En mørk historie, begynder at tegne sig og der er helt tydeligt nogen, som vil gå langt for at undgå, at skandalen kommer frem i lyset.

Brudzonen er ligesom sine to forgængere i serien, ganske velskrevne. Fantasien hos forfatteren er god og plottet hænger godt sammen. Ganske vist, havde jeg tidligt luret hvem der var morderen, men det var skruet således sammen, at jeg ikke var sikker før til sidst.

Tempoet i bogen er stille og roligt og jeg må erkende, at jeg synes den var længe om at komme ordentligt i gang og jeg blev ikke for alvor fanget før til halvvejs igennem bogen. Slutningen er til gengæld både hæsblæsende og uhyggelig. Måske har det noget at sige, at alting foregår på en ø og omgivelserne på en eller anden måde føles lidt ”begrænsede”. Samtidig er det også netop de særlige omgivelser, der gør historien anderledes. Jeg er vist ikke nem at stille tilpas. Men uanset hvad, så er personerne virkelig fint beskrevet og alle er de sympatiske og meget ”menneskelige”. Jeg sætter pris på dem alle, måske lige med undtagelse af et enkelt røvhul, men lad os nu se hvordan dét ender 😊

Jeg er glad for denne serie og glæder mig til den næste.

4 af 6 krimiperler til Brudzonen.

Følg mig på FACEBOOK og/eller følg mig på INSTAGRAM

Anmeldelse: Daniel Cole - Bødlen & Slutspil

Da Daniel Coles debut, Kludedukken, udkom for et par år siden, var jeg helt og aldeles fuldstændig solgt. Allerede dengang var Cole i gang med bog nr. 2 og det var svært at være nødt til at vente på den. Næsten 3 år skulle der gå, før ventetiden var forbi og så er vi endda dobbeltheldige, for i mellemtiden er der også skrevet en bog mere i serien, som forlaget har valgt at udgive samtidig.

At begge bøger udgives samtidig, er et temmelig genialt træk. Selvom Det er to historier og to bøger, så starter Slutspil præcis hvor Bødlen slutter, så man kan næsten sige, at det er én lang bog. Hvis man som jeg er helt tosset med skrivestilen i Daniel Coles bøger, så bliver det bare aldrig for langt, selvom de to bøger til sammen, fylder lige omkring 800 sider.

”Hvordan fanger man en morder der allerede er død?” spørges der på bogens forside. Kludedukkemorderen er der gjort kål på … eller er der? For pludselig begynder folk at dø – folk som på den ene eller den anden måde havde en forbindelse til Kludedukkesagen.

Og i Bødlen bliver det grumt endnu engang. Med bestialske mord, groteske handlinger og et plot som ikke er til at gennemskue og som har twist efter twist, der gør at man som læser bliver fuldstændig opslugt. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg elskede hvert sekund.

I ”Slutspil” er der lagt temmelig meget låg på brutaliteten. Her gælder det et af de her mysterier med et lukket rum. Var det mord eller selvmord, når liget findes i et aflåst rum, som er fuget indefra? Det kræver nok ikke det helt store af en garvet krimilæser, at regne ud at det var mord. Men hvordan, hvem og hvorfor?

Hvor der var fuld knald på Bødlen, så foregår Slutspil i et meget stille og roligt tempo. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde håbet på lidt mere vildskab, for Cole mestrer det bestialske på grænsen til det vanvittige. Når det så er sagt, så gør det ingenting i dette tilfælde, for udover det bestialske, så mestrer Daniel Cole også humoren. Igen og igen og igen trak jeg på smilebåndet over de komiske små bemærkninger der flyver både imellem hovedpersonerne, men også bare flettet ind i teksten som det mest naturlige. Det er så vanvittigt forfriskende og for mig er det med til at sætte Daniel Cole på min absolutte topliste. Han skriver simpelthen imponerende lækkert.

Der er et temmelig stort persongalleri og til at starte med, er det tungen lige i munden for at hitte rede i dem. Der gik dog ikke lang tid før jeg havde et rigtig fint kendskab til dem alle og deres personligheder. Endnu en ting, som denne forfatter formår på fineste vis. Jeg er vild med dem alle, men Baxter, Wolf og Rouche, har en særlig plads.

Jeg kan kun sige, at hvis du endnu ikke har læst Kludedukken, så skynd dig at gøre det. Hvis du allerede har læst den, så ved du hvad der venter dig med de kommende to. Jeg vil anbefale dig at læse dem begge lige efter hinanden, for Slutspil starter som sagt i samme øjeblik, som Bødlen slutter. Det eneste minus er, at det kun var 800 sider og sidste side er læst i denne trilogi. Jeg har undersøgt om der er flere bøger af Daniel Cole og sørme om vi ikke er heldige at han afleverede manuskript til en stand alone i april. Den vil jeg se frem til at læse!

Fuld perleplade til både Bødlen og Slutspil.

Læs evt. min anmeldelse af Kludedukken lige H E R (Da anmeldelsen af Kludedukken blev skrevet, gav jeg kun op til 5 krimiperler. Havde jeg skrevet den i dag, ville den få 6 perler)

Du kan også følge min blog både på INSTAGRAM og FACEBOOK 

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen sæson 3 "Hævnen"

Så blev det endelig tid til 3. sæson af Pyromanen. Denne del har fået undertitlen ”Hævnen” og er efter sigende sidste del. Æv, siger jeg bare, for hold fast hvor er det bare en god serie!

Jeg har efterhånden læst en hel del krimier og der skal åbenbart mere og mere til at skræmme mig eller overraske mig når det kommer til plot. Jeg elsker at gætte med på hvem morderen er eller hvordan plottet hænger sammen. Det er selvfølgelig en lille sejr til mig selv når jeg gætter rigtigt, men allerbedst er det altså når jeg overraskes og ikke havde regnet den ud. Det havde jeg ikke her!

Jeg har sagt det før og jeg vil godt sige det igen … jeg er vild med Inger Wolfs bøger. Hun har lige den der ekstra tand af det grusomme og selvom Sebastian Vinther og Klara Larsson er kærester i denne del, så fylder parforholdet og dets problematikker minimalt. Der er dog skruet ned for grumskaben i denne, men spændingen er i top hele vejen og jeg var ude på kanten af stolen flere gange.

Den gennemgående historie i de to forrige sæsoner, har været Klaras fortid i Sverige. Hvad skete der egentlig dengang da hun var 8 år og forsvandt sporløst i et helt år? Lag for lag er sløret blevet løftet, men først i denne sæson 3, får vi den endelige afsløring. Der bliver dog ikke givet ved dørene, så vi må vente til de sidste sider før vi har alle brikkerne i puslespillet på plads.

En tragedie i Lycksele, som er byen Klara voksede op i og hvor hun i sin tid også blev bortført, oplever en tragedie. Et forældrepar bliver brutalt myrdet og deres yngste datter på 8 år forsvinder. Pigen har en slående lighed med Klara da hun forsvandt og da der bliver fundet en sort elefanthue på gerningsstedet, er det oplagt for det svenske politi, at hente Klara ind til afhøring. Måske husker hun noget, som kan kaste lys over sagen. Både Klara og makkeren Sebastian er nysgerrige af sind. Det varer ikke længe før de er rodet godt og grundigt ind i opklaringsarbejdet, selvom det ikke er med svenskernes gode vilje. Klara er opsat på at få løst sin barndoms mysterium.

Jeg er normalt ingen hurtiglæser, men denne her fløj jeg igennem på bare et par dage. Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig igen og heldigvis bød forgangne uge på både en fridag og en weekend uden de helt store planer. Det er simpelthen så fremragende et sammenstrikket plot. Der er en masse tråde, men ikke nogen det er svært at holde styr på, for først hen mod slutningen går det op for os, hvor mange bolde der egentlig er i luften. Jeg synes det er både genialt og forfriskende, når det hele bare spiller og når intet er så ligetil som det umiddelbart ser ud. Jeg har armene i vejret af begejstring!

Super ærgerligt, hvis det her virkelig er det sidste vi skal høre til Sebastian og Klara. Jeg er vild med dem begge og jeg ville gerne følge dem videre.

Endnu engang scorer Pyromanen fuld perleplade 🔥🔥🔥🔥🔥🔥

Læs evt. mine anmeldelser af sæson 1 "Sorger" og sæson 2 "Giften"

Anmeldelse: Kim Faber & Janni Pedersen - Satans sommer

Jeg vil gerne indrømme, at jeg er virkelig svær at stille tilfreds når det kommer til krimier. Måske har jeg bare læst for mange og kræver for meget efterhånden. Jeg vil gerne rystes og have den der isnende følelse i kroppen, af at blive skræmt. Der skal ske noget. Der må gerne være følelser og der må gerne være vedkommende emner og forhold der udvikler sig – venskaber så vel som kærlighed. Det kan også være okay med et langsommere tempo, så længe jeg føler mig fastholdt i historien og spændingen holder. Det gjorde den desværre ikke for mig i ”Satans sommer”.

Juncker som stadig bor i sin fars hus i Sandsted, får en sag om en højtstående advokat, som findes skudt i en park. Samtidig bliver hans ekskone, Charlotte, kontaktet af en person som har beviser på, at terrorangrebet, som skete i forrige bog, Vinterland, kunne have været forhindret og at 19 mennesker som blev dræbt under angrebet, kunne have været i live i dag. Da Juncker ikke ønsker at samarbejde med Charlotte, drager hun i stedet hans kollega Signe, ind i sagen. Det varer ikke længe før de to er ude, hvor de har rigtig svært ved at bunde.

Som nævnt i begyndelsen, så er jeg nok svær at stille tilfreds efterhånden. Satans sommer får rigtig meget ros rundt omkring, men jeg er altså nødt til at stå ved, at jeg kedede mig gennem størstedelen af bogen. Der sker simpelthen for lidt for mig. Der er alt for meget parforhold og tanker omkring parforhold. Der er enormt meget snak og selvom jeg synes det allerbedste ved bogen egentlig er det sproglige aspekt, så synes jeg samtidig at der er alt for meget overflødig snak – fx at en person genfortæller alt det til en kollega, som vi lige har læst. Her kunne man have nøjes med at skrive ”han fortalte hvad der var sket …” eller noget i den stil. Beskrivelserne af personer og omgivelser, er fantastiske og medvirkende til at gøre det hele mere levende for læseren, men der er også grænser for, hvor detaljeret det behøver at være hver gang – at et kontor er lille, er rigeligt for mig at få at vide – jeg behøver ikke vide hvor mange der måske kunne være derinde på en god dag, f.eks. Først godt 300 sider inde i bogen, begynder spændingen, som desværre også brydes af en lidt for nem opklaring – ”Elementært, kære Watson”, står der endda i bogen. Lidt for elementært for mig desværre.

Når det så er nævnt, så synes jeg vi skal slutte af med det positive, for Satans sommer indeholder også en masse gode ting. Det der springer mig mest i øjnene, er autenciteten. Specielt journalistdelen er på en eller anden måde, meget anderledes end andre bøger med journalister i hovedrollerne. Det er tydeligt at Faber og Pedersen, er professionelle på området og ved præcis hvordan det foregår når en stor sag er gravet frem og tingene går løs. Der er også lagt en masse energi i at gøre karaktererne autentiske. Deres følelser og deres tanker og deres indbyrdes samtaler, giver en fin dimension til historien. Nu ved jeg godt, at jeg lagde ud med at skrive, at der er for meget snak, men samtidig, så er netop snakken og samtalerne og måden de udspiller sig, noget af det der løfter bogen. Som jeg også skrev om den første bog af Faber & Pedersen, så er de mestre i skønne vendinger og leg med sproget. Billedlige beskrivelser, der fik mig til at smile og til tider endda næsten juble lidt.

Hen mod slutningen (og desværre først dér), begynder tingene at ske og det beskrives, så det giver ondt i maven. Ikke fordi det er modbydeligt, men fordi det er trist.

Der er mange bolde i luften her. Ikke alle bolde fra forgængeren ”Vinterland” kommer i spil, men afslutningsvis er der noget der tyder på, at den del jeg havde glædet mig mest til, kommer i spil på et senere tidspunkt. Det ser jeg frem til, ligesom jeg også ser frem til at finde ud af hvad der sker med Juncker og Signe efter denne omgang af ”ulydighed” fra deres side 😀

Kend din krimiforfatter: Stefan Ahnhem

1. Hvor er du født og vokset op?  Född i Stockholm, uppväxt i Helsingborg.
2. Må vi se et billede af dig som barn (eller ung? - hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar)
   
3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange? Min mor kommer från Tyskland, arbetade som sömmerska och vidareutbildade sig sedan till sekreterare. Tre halvsystrar, alla yngre samt tre bonussyskon.
4. Hvor har du gået i skole? Helsingborg. Tekniskt gymnasium, samt ett år manusutbildning i Stockholm på RMI Berghs.
5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor? Matematik. Har alltid gillat problemlösning.
6. Hvad var det værste fag og hvorfor? Kemi. Fick aldrig grepp om alla de där formlerna.
7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige? Den där lite knasiga killen.
8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være? Ta det lugnt. Det kommer att ordna sig.
9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single? Gift.
10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn) Pojke (26), flicka (23), pojke (10), flicka (6)
11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje? Rooibus-te
12. Hvad er dine livretter? Älskar nästan all slags mat.
13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger? Älskar nästan allt från 60-talet fram till idag. Prince, Kate Bush, Beck, Kraftverk, Beatles, Tylor the Creator mm.
14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab? Min familj, musik, mat, film.
15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter? Manusförfattare till film och TV.
16. Hvad fik dig igang med at skrive? Så många berättelser som skulle ut.
17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du? Det kändes overkligt och nervöst, men samtidigt fantastiskt kul. Champagne och prinsesstårta.
18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet) The Weeknd, hummus, Den store bagedust
19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan? Irmas flødeboller
20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det? Nu i Coronatider och osäkerheten om hur världen kommer att se ut på andra sidan. att inte kunna träffa ina vänner och framför allt min mor.
21. Hvornår har livet gjort dig mest glad? Alla gånger jag blivit far.
22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter? Läser så mycket jag hinner, vilket är alltför lite. Gillar många olika genrer. Det finns så mycket bra.
23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet? Ja, hur mycket som helst. Har just börjat komma igång :)
24. Hvad er din dårligste vane? Äta sötsaker.
25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til? Att göra ett musikquizz.
26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv? Tar ett glas vin och äter god middag. Går på bio, konsert, reser till Mallorca. Allt det man inte får göra nu.
27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor? Den senaste X sätt att dö tillsammans med Motiv X. Trodde aldrig att jag skulle lyckas få ihop det så bra. 
28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier og hvad er vigtigt for dig i dine bøger? Hängivna läsare över hela världen. Att de är spännande och överraskar och är omöjliga att räkna ut hur de ska sluta. Att de har något på hjärtat.
29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. Åkte mycket skateboard när jag var yngre. Alltid sämst på karaoke.
30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er igang med at skrive? Ser till att komma ihåg dem.
31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige? Otålig.
32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende? Att jag har humor.
33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver? Hemma i mitt arbetsrum.
34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? (Hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar)
35. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med? Nej.
36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier? Kan tänka mig att skriva om allt så länge det är en bra historia.
37. Hvor vil du helst holde ferie? Storstad eller strand
38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende? Fabian Risk. Släpp arbetet och ta bättre hand om din familj.
39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser? Risk 6.
40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind. Besök din lokala bokhandlare och köp några böcker. I dessa tider behöver de allt stöd de kan få.

Anmeldelse: Paul Cleave - Whatever it takes

Der er ingen tvivl om, at Paul Cleave er på toplisten over mine favoritforfattere. Han har en evne, som jeg sætter kæmpe pris på, men som virkelig hører til sjældenhederne. Han blander brutalitet, grusomhed, grov vold med en tør humor, som kan få mig til at trække på smilebåndet, selv når det går vildest for sig. Til gengæld ved han også hvornår humoren skal i baggrunden, så han i stedet får læsernes hjerter til at græde.

”Whatever it takes” er Cleaves seneste bog, udgivet i maj 2019. Den er endnu ikke udgivet på dansk, så hvis du ønsker at læse den nu, så må du forberede dig på det engelsksprogede.

Vi kommer ind i historien, hvor politibetjent Noah Harper, er i gang med at tæve en mand sønder og sammen, for at få ham til at afsløre, hvor han har gemt den 7-årige Alyssa Stone. På den positive front, så finder Noah pigen i tide og får hende hjem til hendes familie igen. Han lover Alyssa, at han aldrig vil lade noget dårligt ske hende igen – at han altid vil passe på hende. Bagsiden af medaljen er, at manden som han brutalt tæver en afsløring ud af, er sheriffens søn. Sheriffen er ikke typen man spøger med, så da han beder Noah forsvinde fra den lille by for evigt og aldrig sætte sine ben i byen igen, så retter Noah Harper ind. Han forlader, sin hustru, sit hjem og sin by, for aldrig mere at vende tilbage.

12 år senere, får han en opringning fra sin ekskone, som han ikke har talt med siden han forlod Acacia Pines. Alyssa Stone er forsvundet igen og selvom politiet mener, at hun har forladt byen af personlige årsager, så er hendes far, som ligger på sit dødsleje, sikker på, at der er sket hende noget. Noah Harper, er en mand der holder ord. Han vender tilbage til Acacia Pines, for at finde Alyssa. Sheriffen er også en mand der holder ord, så det varer ikke længe, før Noah har fået sin første dragt prygl og trusler på livet, hvis han ikke tager sit gode tøj og flyver tilbage hvor han kom fra.

Men Noah Harper kan tåle en omgang tæsk. Og han kan i høj grad også selv uddele tæsk. I det hele taget bliver der langet mere end almindeligt mange øretæverover disken i denne bog. Faktisk så mange, at jeg til sidst tænkte ”aaaarh, nu kan han da vist ikke tåle mere vold, hvis han skal overleve”. Men han tager hvad der kommer og han gør hvad han mener der skal gøres … alt sammen krydret med den der helt fantastiske tørre humor, som lige sætter prikken over i’et. Jeg er vild med Noah Harper og jeg håber virkelig at vi får mere af ham, nu hvor det ikke umiddelbart ser ud til, at vi får lov at få mere Theodor Tate. 

Dette er egentlig hvad jeg vil kalde en lidt langsommelig bog. Der er ikke meget udvikling i handlingen til at begynde med, selvom den på alle måder er pakket med action. Ind imellem tog jeg mig selv i at tænke ”så, kom nuuuu …” men så skete der uventede ting og følelsen forsvandt. Sjov kombi egentlig, som dog fungerer som det skal. Selvom bogen har et lidt langsomt tempo, så er det alligevel den slags bog, som kræver at man som læser lige vender en side mere … og én mere og … man ved bare, at der er noget stort i vente og ganske rigtigt. Jeg havde på ingen måde regnet ud hvad der ville ske og at den omgang hævn jeg håbede på, pludselig ikke var det vigtigste. Overhovedet. Slutningen kalder på en efterfølger, så jeg krydser hvad krydses kan.

Paul Cleave er fra New Zealand og plejer at skrive bøger der foregår netop dér. Denne bog er dog flyttet til en lille soveby i USA. Det fungerer virkelig fint og beskrivelsen af byen står skarpt, på trods af, at byen er fiktiv.

Jeg er vild med Paul Cleaves bøger. Han er den type forfatter, som fortjener at blive fremhævet for sine bøger, fordi han i mine øjne, er en smule overset. Det er synd, når han har sådan et enormt talent. Han bruger ikke sine jeg-fortællere til at snyde os læsere, han bruger dem til at styrke deres personlighed for os. Og det virker. Virkelig godt endda. Hver gang jeg har lukket en bog af Paul Cleave, så føler jeg et savn og en længsel efter mere.

"Paul Cleave er en mester i mørke thrillers", står der på forsiden af bogen. Jeg er fuldstændig enig!

Kend din krimiforfatter: Jussi Adler-Olsen

1. Hvor er du født og vokset op?

Jeg er født i København, men anser mig delvis som vendelbo, da det meste af min opvækst foregik på det Psykiatriske hospital i Brønderslev.

2. Må vi se et billede af dig som barn (eller ung? - hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar)

Vedhæftet - ca. 4-5 år på Peblinge Dossering og 19 år med guitaren. 

3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange?

Min far var overlæge og min mor hjalp ham på mange måder, bl.a. var det hendes ide, at starte daglægevagten i København. På det tidspunkt var min far praktiserende læge, og hun kunne se, at der var et behov for lægehjælp uden for de almindelige arbejdstider. Mine forældre havde et tæt arbejdsfællesskab og skrev bl.a. flere bøger sammen. Jeg har tre ældre søstre og voksede op i et trygt og kærligt hjem.

4. Hvor har du gået i skole?

Først i Roskilde, så i Brønderslev og siden i Brøndby, jeg blev student fra Rødovre Statsskole.

5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor?

Jeg har altid været nysgerrig, mit yndlingsfag har altid været det, hvor jeg syntes læreren gav mig mest viden. Men ærligt talt, så var jeg ret god til det meste, ikke mindst til sløjd, dansk og historie. Latin havde jeg kun et år, og der kunne jeg nok have gjort mere ved det. 

6. Hvad var det værste fag og hvorfor? 

Jeg har ikke haft noget værste fag - dog var matematik i gymnasiet ikke min favorit, men jeg tog siden revanche og kastede mig over statistik på universitetet.

7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige

God, opfindsom og en rigtig frisk kammerat, håber jeg

8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være?

Husk at være ung, giv dig selv lov til at prøve så meget af som muligt. Det gjorde jeg heldigvis også. Jeg havde nogle meget forstående forældre, så den fik ikke for lidt.

9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single?

Jeg har været sammen med Hanne i 50 år.

10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn)

En søn på 30

11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje?

Lidt af hvert, kaffen skal helst have rigeligt med mælk, te kan være mange forskellige, dog ikke med hyben og andre sure bær, og til mine måltider drikker jeg fortrinsvis vand eller mælk.

12. Hvad er dine livretter?

Jeg elsker karryretter, wokretter, gratiner, supper .... Jeg kan blive ved. Men IKKE sushi, kalkun og lam. Puha.

13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger? 

Jeg har et stort behov for at lytte til musik, og jeg kan slet ikke skrive uden at have sublim musik i mine ører. Jo bedre det er, jo mere skal jeg kæmpe for at skrive næsten ligeså godt. Stilarten er sådan set ligegyldigt, bare det er godt komponeret  og udført. Men jeg nyder både klassisk musik og moderne. Traditionel jazz keder mig dog, mens fusionsmusik tænder mig.

14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab? 

Åhh, mange ting, men først og fremmest min familie.

15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter?  

Jeg havde en lang karriere indenfor forlagsverdenen, inden jeg selv blev forfatter. Da jeg var helt ung havde jeg et tegneserieantikvariat, mens jeg læste, jeg har komponeret musik til Valhalla, jeg har siddet i koordinationsgruppen for fredsbevægelsen, har selv været forlægger i eget forlag, og jeg har arbejdet som administrerende direktør i Bonnier koncernen.

16. Hvad fik dig igang med at skrive?

En gammel plan skulle udleves, og da min kone og jeg havde sparet nok op til, at vi kunne klare os uden mine indtægter i nogle år blev vi enige om, at jeg skulle prøve.

17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du?

Stor tilfredshed og med enorme forventninger til modtagelsen. Jeg aner ikke, om jeg fejrede det.  

18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet)

Som sagt: Jeg er ikke vild med hverken lammekød, kalkun, sushi eller gedeost. 

19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan? 

Institutionsmad. 

20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det?

Da jeg mistede ham, jeg følte var min næsten storebror, i en bilulykke i Brasilien. Der var jeg 15 år. Herudover har jeg haft kræft for en del år tilbage i to omgange, det var svære perioder.

21. Hvornår har livet gjort dig mest glad?

Min familie gør mig lykkelig, og sidste år fik jeg et barnebarn. Hver gang jeg tænker på hende, får jeg en inderlig følelse af lykke. 

22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter?

Jeg har altid læst meget, men det kniber lidt med at få tid til det nu, hvor jeg skal bruge ganske meget tid på mit eget. Men John Steinbeck vender jeg altid tilbage til.

23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet? 

I Afdeling Q serien udfordrer jeg mig selv. Jeg prøver at skrive hver enkelt roman i denne serie på en ny måde. F.eks. havde vi en klassisk "car chase" i Flaskepost fra P og en traditionel efterforskningsroman i Den Grænseløse. I det hele taget er serien om Afdeling Q et eksperimentelt projekt, der, når serien er færdig, kan læses som én lang roman med en gennemgående krimi/thriller - hvad skete der på Amager, da Hardy blev skudt og Anker dræbt, og hvilke konsekvenser havde det. I bind 10 bliver dette afsløret.

24. Hvad er din dårligste vane?

Spørg Hanne - ha ha! Men det er nok, at jeg er lidt for vild med at spille visse endeløse spil på min mobil.  

25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til?

Jeg synes faktisk, at jeg skriver ganske godt. Og så er jeg en habil handyman. Jeg kan klare de fleste arbejdsopgaver i et byggeri og i hjemmet. 

26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv? 

Så trækker jeg nogle timer eller dage eller uger ud af kalenderen og er sammen med Hanne. Men at se på fodbold på Camp Nou eller i tv er absolut også noget, jeg dyrker. Ligesom tv-serier, når de er bedst, og det er f.eks. La Casa de Papel, der får danske og andre tv-serier til at blegne.  

27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor? 

Jeg er egentlig ganske tilfreds med dem alle, og desværre, kan man sige, har nogle af de mest kontroversielle emner, jeg har skrevet om, vist sig at ske i virkeligheden. Kvinden i Buret blev skrevet før Natascha Kampush blev fundet i kælderen. Og Hun Takkede Guderne, hvor jeg nævner et flys styrt i et højhus og distribuering af miltbrandbreve, blev skrevet før 9/11 og Washington Dekretet blev skrevet før Trump blev præsident.

28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier, og hvad er vigtigt for dig i dine bøger? 

Det er at udfolde plots og situationer med ofte oversete magtmisbrug og at give bud på, hvordan man kan gøre op med dem. Ingen af mine romaner må distancere sig fra virkeligheden og den tid, hvori de udspiller sig.  

29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. 

Jeg elsker f.eks. at gå i Sketchers, jeg er et ultra-B-menneske, jeg elsker tørt rugbrød, jeg bader kun i vand over 29 grader, jeg er ekstremt kuldskær, mit yndlingsdyr er myreslugeren. 

30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er igang med at skrive? 

Før jeg begynder at skrive, bruger jeg al den tid, der er nødvendigt på research og på at skrive en synopse. Når først den er på plads kan jeg starte selve skrivningen, og i denne del af processen er langt det meste i mit hoved. Ofte får jeg de bedste ideer, lige når jeg er ved at vågne, så har hjernen arbejdet med problemet og givet mig nye indfaldsvinkler og løsninger. 

31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige? 

Omsorgsfuld, tror jeg.

32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende? 

Min sekretær siger, at mange kommenterer, at jeg er ganske ligetil. Nogle forestiller sig, at når man er blevet kendt, så påvirker det mennesker, men jeg er, som jeg altid har været og for nogle er det uventet. 

33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver?  

Jeg kan skrive hvor som helst, bare jeg har min gode gamle PC med Word Perfect 5.1.-programmet installeret. 

34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? (Hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar) 
Vedhæftet (udsigt fra skrivebord)

35. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med? 

Som sagt elsker jeg at gå til Barcelonas kampe, når jeg er dernede, ligesom jeg følger levende med i VM og EM i fodbold. Men en tennismatch på højt plan i tv, specielt kvindernes turneringer, og hele forløbet under de Olympiske Lege vil jeg meget nødigt gå glip af. Er der tid til et Formel 1 løb eller Le Mans, så er jeg også på, og også gerne live.

36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier? 

Jeg skriver aldrig om forbrydelser begået imod små børn. Jeg hader også splatterbeskrivelser. Og så vil jeg aldrig skrive om de alt for oplagte emner, som de fleste spændingsforfattere i perioder elsker at kaste sig over. Jeg leder efter emner, der er mine og kun mine, hvis overhovedet muligt, haha. 

37. Hvor vil du helst holde ferie? 

Hvor som helst, bare Hanne er med. Og det er jo meget godt i disse tider, hvor man ikke kan rejse. 

38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende?  

Ha, jeg taler da jævnligt med personerne i mine bøger, i hvert fald dem, der er med i Afdeling Q. 

39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser? 

Q9 - og så får du ikke mere at vide...

40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind.

Ja tak - tag nu coronaen seriøst. Selvom der nu bliver løst lidt op for karantænen, så skal vi stadig passe på.