Anmeldelse: Steen Langstrup - Tabu

Jeg har længe ønsket at læse noget af Steen Langstrup, da jeg flere steder har ladet mig fortælle at han er lidt af en gysets mester. Det var derfor med høje forventninger, at jeg gik i gang med at læse hans seneste bog, Tabu. Jeg skulle dog næsten halvvejs ind i bogen, før der begyndte at ske løjer.

Forretningsmanden Klavs har købt en forladt ø i Caribien. Han og hans hustru Jeanette har inviteret deres to voksne børn, Birk og Ulrikke, samt Ulrikkes kæreste David, til at holde jul på øen. Jeanette drømmer om en traditionel dansk jul med duft af julesmåkager, and, julemusik masser af familiehygge og hele pivtøjet. Men familien har gennemlevet en tragedie og derefter lagt låg på og man kan sige, at deres familiebånd er brudt. Jeanette nærer et håb om, at der kan rettes op på skaderne når de er omgivet af sol, varme, flamingoer og idyl. Så let er det bare ikke og da der varsles om storm i orkanstyrke, bryder både Jeanette og alle hendes planer om hyggelig familiejul sammen.

Oven i den dårlige stemning og den begyndende storm, ser flere af familiemedlemmerne en fremmed mand på den ellers øde ø. Det varer ikke længe, før det første mord bliver begået. Pga stormen, har familien ikke længere mulighed for at tilkalde hjælp fra fastlandet. Uvejret raser værre og værre efterhånden som mørket falder på.

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg har det meget blandet med denne bog. Jeg gik i gang med at læse den i troen på at det var en krimi og i håbet om masser af uhygge. Som nævnt tidligere, skulle jeg næsten halvvejs ind i bogen, før der begyndte at ske noget der var bare lidt krimiagtigt. Og ja, der er elementer af uhygge når man kommer længere ind, men for mig var der ingen overraskelser hvad angår morderen og plottet sådan overordnet. Med undtagelse af ”hvorfor”, så havde jeg temmelig tidligt gennemskuet hvem der var morderen og de få små overraskelser undervejs, løftede ikke spændingskurven særlig højt.

MEN … denne bog er så meget andet end en krimi. Dens titel, Tabu, er vanvittigt rammende for indholdet. Den rørte mig og den fik mig virkelig til at spekulere. Specielt den midaldrende overklassefrue, Jeanette, er så optaget af sig selv og sine egne behov, at det på ingen måder går op for hende, at det ret beset er hendes skyld, at den familie hun forsøger at binde sammen, er faldet fra hinanden pga hende og hendes behov for at tie følelser ihjel. At begge hendes børn er følelsesmæssigt ødelagte og hun ikke aner hvad hendes mand foretager sig. At hun selv springer ud i grænseoverskridende handlinger i trods, uden de store skrupler over hvem hun sårer – i dette tilfælde sin egen familie. Jeg har stadig masser at sige og i dette tilfælde, kunne det have været godt at have haft en læsegruppe at dele alle tankerne med. Og vreden – for hun gjorde mig sgu sur 😊

Bogen er skrevet, så vi får alle personers synsvinkler, hvilket virker super godt.

Jeg er nødt til at give bogen 2 krimiperler, fordi jeg ud fra et krimimæssigt synspunkt finder den forudsigelig og uoriginal, men det gør samtidig lidt ondt i hjertet fordi den er så interessant og absolut anbefalelsesværdig. Især tror jeg den vil være meget egnet som læsegruppebog hvis gruppen sætter pris på et psykologisk aspekt. Det her er ikke en bog man lige sender ud af systemet igen efter endt læsning.

Anmeldelse: Sofie Sarenbrant - Skammekrogen

Jeg har læst enkelte bøger af Sofie Sarenbrant og efterfølgende havde jeg besluttet, at hendes bøger ikke var noget for mig. Men så fik jeg at vide, af en af mine Krimifan-kollegaer, som jeg plejer at dele krimismag med, at hun synes den var god. Hun sagde at hun troede jeg ville kunne li den. Da jeg havde en dag på sofaen, med et hoved der var påvirket af den kroniske hjernerystelse som til tider driller mig røvsygt meget, besluttede jeg at lytte til den på Mofibo. Den er indlæst af Karin Rørbech, og det gør hun virkelig godt!

Min Krimifan-bloggerkollega, Betina, fik ret. Jeg synes faktisk rigtig godt om den. På trods af, at jeg ikke kendte hovedpersonen, Emma Sköld, på forhånd, så synes jeg hendes karakter trådte tydeligt frem og jeg følte på intet tidspunkt, at jeg manglede baggrundsviden fra tidligere bøger. Det væsentlige er skildret i lette små detaljer, så det ikke behøver tage unødig plads. Det sætter jeg pris på.

Ud over Emma, så følger vi flere forskellige mennesker og deres synsvinkler. Herunder Emmas niece Julia, som er udsat for mobning af ekstrem grov karakter og som ikke vælger at dele det med nogen. I hvert fald ikke med sine forældre eller andre der står hende nær. Vi følger også en ukendt kvinde, som fortæller om en barndom fuld af svigt – desværre også fra en mor, som valgte at begå selvmord, da kvinden og hendes brødre var små. Vi følger en mand som ligger levende begravet og efterhånden som sløret løftes, bliver vi klar over, at mandens plan i første omgang, var at begå selvmord.

I det hele taget fylder selvmord en hel del i denne bog. Man kan vel sige, at det er dens hovedtema og jeg synes det er en virkelig interessant og vigtig vinkel. For ja, selvfølgelig er selvmord et kæmpe svigt af de personer der efterlades. Det kaster skyld og skam over dem, for ikke at tale om den store sorg og følelsen af magtesløshed de er efterladt med. Men netop magtesløsheden er givetvis også det der overmander en selvmorder. At være drevet helt derud, hvor man ikke ser anden løsning, hvor man er så langt nede i et sort hul af sorg eller depression, at intet andet føles som en mulig udvej.

Jeg synes plottet er fedt og jeg synes det er virkelig godt tænkt. Det giver stof til eftertanke. På den lidt negative skala, så synes jeg vi efterlades med en meget åben afslutning på sagen, så jeg forestiller mig, at der kommer mere til historien. Der er flere løse ender til den, synes jeg. Spændende ender, som jeg gerne vil høre mere om. Derudover afsluttes bogen også med en cliffhanger som samtidig må blive starten på næste del. Jeg synes på en eller anden måde, at jeg blev efterladt med en lidt flad fornemmelse og ingen form for forløsning overhovedet. Derudover, så synes jeg det er en kedelig tendens, at det altid er hovedpersonens nærmeste der kommer ud for diverse uhyrligheder. I denne bog, er det Emmas niece. Det kunne, efter min mening, lige så godt have været en fremmed der fortalte samme historie. Det ville ikke have gjort en forskel for historien - det ville derimod have gjort den mere troværdig. Denne tendens er Sarenbrant langt fra ene om.

Men jeg var godt underholdt hele vejen. Bogen er skrevet i et stille og roligt tempo som ligesom bare flyder let afsted. Jeg blev både fanget og fastholdt og ønskede at vide hvad der mere kom til at ske. Der er til gengæld smæk på det psykologiske og der er fortællinger der giver ondt i maven. Julias historie gav både klump i halsen og et stærkt håb om, at hendes plageånd ikke får lov at slippe afsted med sine grusomheder.

Alt i alt en velskrevet bog med et godt plot og et interessant og vigtigt emne. 

Skammekrogen er 7. del i serien om kriminalinspektør Emma Sköld, men nye læsere som mig, kan sagtens springe på toget her, uden at det føles som om man mangler nogle stoppesteder.