Anmeldelse: Jo Nesbø - Kniv

Åh hvor jeg dog elsker Harry Hole og åh hvor jeg dog synes, at Jo Nesbø er en brilliant forfatter. Det hele flyder ligesom bare afsted på den lækre måde. Jeg blev draget ind i historien med det samme og havde svært ved at give slip igen.

Jeg synes det er en anelse svært, at skrive for meget af handlingen, uden at afsløre en væsentlig del, som I selv skal have lov at overraskes over, når I læser. Jeg kan dog godt afsløre, at Rakel har smidt Hole ud. Det har taget hårdt på ham og Harry er røget seriøst på drukvognen igen. Samtidig havner han midt i sit livs mareridt, hvilket er endnu sværere, når man ligger i blød i sprit. Men vi kender jo alle sammen Harry Hole … han formår at trække sig selv mere eller mindre ud af alkoholbadet og indlede jagten på en tidligere kending. En person, som ønsker hævn over Harry og som samtidig voldtager unge kvinder når de har ægløsning. En person som bruger kniv, når han dræber.

Endnu engang har Nesbø skrevet en fuldstændig fantastisk Hole-bog. En bog som fangede mig og som gav mig lyst til at læse i alle ledige stunder. Jeg var sikker på, at jeg havde gennemskuet plottet forholdsvist tidligt. Jeg nåede at tænke, at det var en mikrosmule kedeligt, men så skal jeg da ellers lige love for, at røven blev taget på mig. Jeg burde efterhånden kende Jo Nesbø godtnok til at vide, at alt kan ske. Og alt sker. Og arg altså en slutning – det er jo ikke til at holde ud, at der (grangiveligt, for at bruge et Hole-ord) skal gå en evighed, før vi får mere Harry Hole! Og så behøver I vist ikke høre mere for at vide, at her er noget at glæde sig til. 

Det er ikke en hverken skræmmende eller uhyggelig historie, men den er ekstremt godt gennemtænkt. Har man ikke læst de forrige bøger i serien, så skal man ikke starte her. 

6 krimiperler til Kniv, Jo, Harry og slænget.

Anmeldelse: Jo Nesbø - Tørst

Tørst… titlen kunne være valgt – og velvalgt – til alle de mange Jo Nesbø-fans, som har tørstet efter mere Harry Hole så længe. Jeg selv er en af de mange. Jeg har aldrig helt troet på, at Harry var et afsluttet kapitel, men han er en af den slags mænd, som er værd at vente på! 😊

Der er gået tre år, siden vi sagde farvel til Harry Hole efter Politi. Han er ikke længere efterforsker, men underviser i stedet på Politiskolen i Oslo. Det kræver nok ikke den store detektiv at regne ud, at Harry bliver overtalt til at medvirke i opklaringen af endnu en sag, for Oslo politi. Morderen – Dæmonen, som Harry aldrig fangede, er på arbejde igen. Denne gang giver han den som vampyrist – en person som dræber for at drikke blod. Og jeg lover jer, at der bliver drukket blod. Før jeg startede på bogen, forstod jeg ikke coverbilledet. Det kom jeg til på kvalmende vis 😀😱

Jeg må indrømme, at jeg havde spekuleret på, om denne 11. bog, nu kunne leve op til de skyhøje forventninger jeg havde til den. Det kunne den i allerhøjeste grad. Jeg synes faktisk det er svært at skrive anmeldelsen af den, for jeg er så højt oppe at ringe, at jeg har svært ved at begrænse mig. Jeg har lyst til at fortælle og fortælle, for den indeholder bare så meget genialitet. 

Den starter lækkert, den slutter lækkert og alt der imellem er også bare gennemlækkert. Den har blod, den har uhygge, den har grusomhed, den har dybere tanker, den har det psykologiske spil og så har den samtidig følelserne med. De kærlige af slagsen. Den har vist egentlig bare det hele. Dens plot er snørklet og selvom jeg faktisk tidligt havde gennemskuet hvem morderen var, og hvad der var motivet, så fik jeg aldrig lov helt at tro på det. Der er så mange mistænkelige personer, at det var umuligt at føle sig sikker. Det holdt min hjerne i omdrejninger hele vejen. 

Om bogen slutter med en vild cliffhanger eller bare har en grum afslutning, ved jeg ikke med sikkerhed. Sikkert er det dog, at ventetiden til Harry Hole 12, kommer til at føles ekstremt lang!

Vil du følge med på Facebook?

Anmeldelse: Jo Nesbø - Blod på sneen

Dette er ingen traditionel Jo Nesbø-bog som vi kender ham fra serien om Harry Hole. Der er knapt så meget dybde i hovedpersonen – lejemorderen Olav – og der er knapt så meget tyngde. Næsten slet ingen faktisk. Blod på sneen er en både let og letlæst bog, men som jeg ser det, er det lige præcist det, som gør den så god. Det er en bog som gjorde mig glad imens jeg læste den, fordi der midt i alt alvoren, er smidt den ene efter den anden fantastiske sætning ind, som fik smilet frem. Jeg elsker simpelthen sproget i den, som bare er så flydende og nogen steder næsten grænser til det poetiske men samtidig er totalt humoristisk midt i alt det groteske.

”Jeg blev siddende og gloede på fiskebollerne, som flød rundt i noget, jeg ville tro var sæd, hvis jeg ikke vidste bedre. Nå ja, når jeg tænkte mig om, så vidste jeg faktisk ikke bedre”.

I Blod på sneen møder vi som sagt lejemorderen Olav Johansen, som er lejemorder fordi han, ifølge ham selv, er for dum til alt andet. ”Jeg har læst, at et menneskehoved vejer omkring fire et halvt kilo, og med en fart på halvfjerds kilometer i timen udgør det en samlet kraft, som man skal have bedre evner i matematik end mig for at regne ud”.  Olav får til opgave at slå sin chefs kone ihjel, men Olav går hen og bliver forelsket i hende og da han samtidig begår en brøler af rang, beslutter han, at tage hende med sig. Så let lader chefen dog ikke Olav slippe og de indleder en kamp, som ikke er slut før den ene af dem er død.

Egentlig er det lidt fjollet, at man sidder og kommer til at holde af og holde med en koldblodig lejemorder, som skyder familiefædre i hovedet uden at blinke og som saver hoveder af folk og kaster rundt med dem. Det tænkte jeg lidt over, og nåede frem til, at det nok mest handler om, at alle der medvirker i bogen her er mere eller mindre kriminelle og Olav er egentlig et godt og sødt menneske, som nok bare ikke er så super skarp. Det kan han jo ikke være når han ikke føler nogen form for anger og stadig bare lever i sin lyserøde drømmeverden parallelt med lejemorderverdenen.

Blod på sneen er ikke hvad jeg vil kalde en egentlig krimi, men der er masser af action, blod og kynisk udførte mord. Jeg synes det på alle måder er en lækker lille bog – min datter på 11 mener, at dens røde sider er seje :) En god historie, som er hurtigt læst og det er altså også ret fedt indimellem. Ikke alle bøger behøver være flere hundrede sider lange.

Arh, jeg tror sgu jeg giver den.. hmm bum bum 4 krimiperler fordi den gjorde mig glad. Men forvent ikke noget der overhovedet nærmer sig samme kaliber som fx Snemanden eller Politi, for så bliver du alvorligt skuffet. Tag den som et hyggeligt actiondrama som er ret fedt skrevet. Intet andet.