Anmeldelse: Jo Nesbø - Kniv

Åh hvor jeg dog elsker Harry Hole og åh hvor jeg dog synes, at Jo Nesbø er en brilliant forfatter. Det hele flyder ligesom bare afsted på den lækre måde. Jeg blev draget ind i historien med det samme og havde svært ved at give slip igen.

Jeg synes det er en anelse svært, at skrive for meget af handlingen, uden at afsløre en væsentlig del, som I selv skal have lov at overraskes over, når I læser. Jeg kan dog godt afsløre, at Rakel har smidt Hole ud. Det har taget hårdt på ham og Harry er røget seriøst på drukvognen igen. Samtidig havner han midt i sit livs mareridt, hvilket er endnu sværere, når man ligger i blød i sprit. Men vi kender jo alle sammen Harry Hole … han formår at trække sig selv mere eller mindre ud af alkoholbadet og indlede jagten på en tidligere kending. En person, som ønsker hævn over Harry og som samtidig voldtager unge kvinder når de har ægløsning. En person som bruger kniv, når han dræber.

Endnu engang har Nesbø skrevet en fuldstændig fantastisk Hole-bog. En bog som fangede mig og som gav mig lyst til at læse i alle ledige stunder. Jeg var sikker på, at jeg havde gennemskuet plottet forholdsvist tidligt. Jeg nåede at tænke, at det var en mikrosmule kedeligt, men så skal jeg da ellers lige love for, at røven blev taget på mig. Jeg burde efterhånden kende Jo Nesbø godtnok til at vide, at alt kan ske. Og alt sker. Og arg altså en slutning – det er jo ikke til at holde ud, at der (grangiveligt, for at bruge et Hole-ord) skal gå en evighed, før vi får mere Harry Hole! Og så behøver I vist ikke høre mere for at vide, at her er noget at glæde sig til. 

Det er ikke en hverken skræmmende eller uhyggelig historie, men den er ekstremt godt gennemtænkt. Har man ikke læst de forrige bøger i serien, så skal man ikke starte her. 

6 krimiperler til Kniv, Jo, Harry og slænget.

Anmeldelse: David Lagercrantz - Manden der søgte sin skygge

Jeg har været en smule længe om at komme i gang med ”Manden der søgte sin skygge”. Jeg tror det skyldes, at forrige bog, på trods af, at jeg endte med at synes godt om den, var lidt længe om at fange mig. Det var imidlertid ikke tilfældet med denne.

Jeg er ikke en af dem, som har været helt oppe at ringe over Millenium-serien. Som jeg også nævnte i min anmeldelse af ”Det der ikke slår os ihjel”, så synes jeg egentlig nr. 2 og 3 i serien var forholdsvis kedelige. Jeg synes det mest spændende er Lisbeth og hendes hackerevner og hævnakter. Denne 5. bog, handler hovedsageligt om netop det. Om Lisbeth, som vil hjælpe og hævne en medindsat i fængslet og mordet på hendes gode ven, Holger Palmgren. Jeg blev fuldstændig grebet af historien helt fra start og gentagne gange, tog jeg mig selv i at tænke, at ham Lagercrantz faktisk gør det vanvittigt godt. Jeg er dybt imponeret over hans evne til at brygge videre og gå i dybden med Lisbeths historie og fortid – en historie han ikke selv har startet, men som han på fineste vis fører videre. Samtidig synes jeg det står klart, at vi har at gøre med en super dygtig forfatter – også sådan rent sprogligt. Hvor vidt det er godt eller skidt, at nogen skriver videre på historien efter Stieg Larssons død, forholder jeg mig ikke til. Jeg forholder mig til den enkelte historie, og den her synes jeg virkelig godt om.

Jeg må også hellere løfte sløret lidt for handlingen. Lisbeth sidder i fængsel, hvor hun opfører sig eksemplarisk, men fra sidelinjen følger hun med i, hvordan en bande hærger og styrer fængslet. Hvordan især en enkelt kvinde bliver mishandlet og hvordan vagterne vender ryggen til i frygt. Lisbeth er de uskyldiges ven og hun tager sagen i egen hånd. Vi følger hendes kamp og sideløbende følger vi historien bagom, så vi bid for bid, får afsløret hvorfor den unge kvinde er havnet i fængsel. En tragisk historie om stolthed, svigt og kærlighed. Lisbeths egen fortid, bliver også trevlet op. Hun beder Mikael om at undersøge en person, hvilket fører ham dybt ned i en velbevaret hemmelighed. En hemmelighed, som nogen vil gøre alt for at bevare hemmelig.

Næste efter ”Mænd der hader kvinder”, synes jeg denne er den bedste i serien. Jeg synes Lagercrantz gør det fremragende.

Fem krimiperler får den af mig.

 Hvis du har lyst til at følge med på Facebook og Instagram, bliver jeg glad :) 

Anmeldelse: Mats Strandberg - Hjemmet

Hjemmet er bog nr. 2 fra svenske Mats Strandberg. Første bog hed Færgen og begge bøger er præget af et overnaturligt element. Hvor den første handlede om vampyrer, har denne djævelen som omdrejningspunkt. Eller måske er det noget andet tilsvarende ondt - det finder vi ikke helt ud af. 

Vi følger flere forskellige personer undervejs, men vores hovedpersoner er Joel og Nina. Joel er vendt tilbage til den lille by, fordi hans mor er blevet dement. Han har passet hende et stykke tid, men nu har hun fået plads på demenshjemmet "Fyrreskyggen". På Fyrreskyggen arbejder Nina. Joel og Nina har en fortid sammen, som bedste venner, men det sluttede brat og på en uhensigtsmæssig måde. Snart begynder underlige ting at ske på Fyrreskyggen. De demente ældre bliver bange og utrygge og begynder at se ting, som ikke umiddelbart er synlige for andre. Efterhånden som hændelserne eskalerer, finder Nina og Joel ud af, at de er nødt til at stå sammen. 

Hjemmet har en uhyggelig forside, synes jeg. Jeg synes også at scenen ligesom er sat, for en uhyggelig historie. Desværre synes jeg simpelthen ikke der skete nok. Den krybende uhygge, som jeg havde sat mine forventninger op efter, udeblev desværre helt for mig. Jeg kan godt være med til det overnaturlige til en vis grænse, men når det kommer til djævlebesættelse og lignende, så står jeg altså åbenbart af. For mig blev bogen langsommelig og kedelig og jeg kunne simpelthen ikke svinge mig op til at finde noget som helst uhyggeligt eller spændende ved den. Til gengæld synes jeg de demente ældre er skildret virkelig fint og respektfuldt. Jeg har selv Alzheimers demens inde på livet, da min svigerfar er ramt af det. Bogen gav indblik i sygdommen og hvad vi kan forvente med tiden. På den måde blev jeg rørt af fortællingen. 

Bogen er betegnet som en hjertegribende gyser. Hjertegribende er jeg meget enig i. Gyser ... not so much. 

2 perler må den desværre nøjes med. 

Frk Tines Krimitanker er både på Facebook og Instagram. Jeg vil blive glad, hvis du har lyst til at følge med der også! 

Interview med Geir Tangen

På årets krimimesse i Horsens, var jeg så heldig, at få lov at interviewe norske Geir Tangen, som er aktuel med krimien Maestro. 

Tine: Vil du starte med at fortælle nye læsere lidt om dig selv, og hvem du er som person?

GT: Jeg er 47 år gammel og kommer fra Haugesund, som ligger på vestkysten af Norge. Jeg har arbejdet som lærer siden 1996. Jeg begyndte at skrive i 2010 og i 2012, kasserede jeg et manuskript, som aldrig blev til noget. Så brugte jeg de næste tre år, på at skrive Maestro. Jeg har haft en krimiblog i Norge siden 2012 og jeg elsker krimi, hele genren og alt det som hører dertil.

Tine: Din bog Maestro er bygget over en sang af et norsk band – Kaizers Orchestra. Hvorfor og hvordan? Jeg har læst teksten, men forstår den ikke helt. Vil du forklare nærmere?

GT: Ja det vil jeg meget gerne. Jeg var ude med min søn og skulle køre ham hjem til sin mor. På vej tilbage igen, så hørte jeg denne sang, Maestro, i radioen. Så skete det, at jeg for første gang lyttede efter teksten. Ja, tænkte jeg, dér har vi min krimihistorie! En Maestro er en der styrer et orkester og som styrer alle mennesker omkring sig. Alle de tre bøger i den planlagte trilogi, handler om en af sangene fra Kaizers Orchestra, så det var udgangspunktet. Den næste hedder Hjerteknuser og den tredje hedder Død mands tango.

Tine: Bygger de så påhandlingen i sangene?

GT: Ja, jeg har hentet inspiration fra sangene. Jeg brugte de ting, som jeg synes er bedst og brugte dem i historien.

Tine: Du er selv krimiblogger og har dermed læst en masse krimier. Har du brugt din erfaring fra læsningen, til at beslutte hvad dine bøger skal indeholde og hvad de måske ikke skal indeholde?

GT: Ja. Det har jeg 😊 Jeg har læst ca 2-300 krimier de sidste 3-4 år, og Maestro er på mange måder en hyldest til krimigenren – det er min lille kærlighedserklæring til krimigenren. Jeg har plukket fra de bedste og har taget lidt fra alle hylder af det jeg synes var bedst og brugt det på min måde. Det handler jo om to ting. Det handler om, at jeg er vældig glad for denne genre og drømmer om at skrive noget, som på en måde kunne være en hyldest til denne genre. Det handler også om at lære, for det er et fag. At skrive krimi er et fag. Det ville være helt forkert ikke at undersøge, hvad det fx er, som Jo Nesbø kan. Hvorfor kan folk lide at læse hans bøger. Hvad er det med Jussi Adler-Olsen, som gør, at tusindvis af mennesker sidder og venter på næste bog? Det må jo være et eller andet de gør og det har jeg forsøgt at fange ind i Maestro.

Tine: Du er i gang med 2. del af en trilogi. Ved du allerede nu, hvad der kommer til at ske i bog 3?

GT: Ja det ved jeg. 2. bog kommer ud til maj i Norge, så den er færdig. Det er bog 3, jeg sidder og arbejder på nu. Der har jeg planlagt alt frem til slut og er nu et par kapitler inde i selve skriveprocessen. Jeg arbejder altid sådan som forfatter, at kapitel for kapitel, er ganske nøje planlagt først, og så sætter jeg mig ned og skriver bagefter. Forfattere arbejder meget forskelligt. Nogen sætter sig bare ned og skriver og så bliver det som det bliver, imens andre har nogen stikord eller en synopsis på bare 5-6 linjer om hvad hvert kapitel skal indeholde.

Tine: Kan du løfte sløret en lille smule for, hvilket emne bog 2 handler om?

GT: Ja, det kan jeg godt. Bog 2 – Hjerteknuser – har sin handling ud fra Viljar Ravn Gudmundssons søn, Alexander. Han er 17 år og har ADHD. Han er til en fest, en ganske våd fest med masser af alkohol. Han vågner dagen efter, med en død pige i sengen. Alt peger imod Alexander, som selv intet husker fra aftenen. Der er 7-8 kapitler i bogen, som har en anden synsvinkel, så for hver synsvinkel, drejer historien sig, og bliver en anden. Så mordet er den ene side, men så er der også et personligt drama, som opstår mellem Lotte Skeisvoll og Viljar Ravn Gudmundsson, som forvandler deres liv drastisk. Hvad det er skal ikke afsløres, men i hvert fald dukker der flere og flere døde mennesker op, som alle har med festen at gøre.

Tine: Hvornår kommer den på dansk, ved du det?

GT: Den er som sagt færdig og udkommer i Norge til Maj. Jeg forestiller mig foråret 2018 i Danmark, men jeg ved det ikke.

Tine: Jeg kan godt lide, at det hele ikke er så lyserødt – at de gode ikke altid bliver reddet i sidste øjeblik. Er det en stil du bevidst har valgt? Fortsætter du samme brutale stil i de kommende bøger?

GT: Ja det har jeg. Hvis du kigger på en forfatter som Jo Nesbø, som er en af mine absolut favoritter, så gør han noget af det samme. Du som læser, regner jo med, at du kan stole på mig som forfatter. Du tænker at det skal nok gå godt, men så opdager du, at nej det gør det ikke, hvilket øger spændingen for læseren. Det handler dog ikke bare om at chokere læseren, men også om hvordan mine hovedpersoner skal udvikle sig.

Tine: Nu har du allerede nævnt en af de krimiforfattere, du selv sætter størst pris på, men er der flere?

GT: Ja jeg er jo vældig glad for Jo Nesbø. Så synes jeg også rigtig godt om Jussi Adler-Olsen og de første 4 af hans bøger. Det er noget med humoren hos Adler-Olsen som jeg godt kan lide. Jeg synes det er spændende og lidt hyggeligt, at bruge humoren i krimi. Så de to står højt, sammen med Arne Dahl, som lige har udgivet Skyggezone på dansk. Han er meget litterær når han skriver og bruger et meget smukt sprog. Når du føjer det til spændingen, bliver det virkelig godt. Det var en svensk, en dansk og en norsk 😊

Tine: Hvilken er den bedste krimi du nogensinde selv har læst?

GT: Det var Panserhjerte af Jo Nesbø. Da jeg havde læst den, så tænkte jeg ja!, sådan nogen bøger har jeg også lyst til at skrive. Jeg kan måske ikke gøre det så godt som ham, men jeg er inspireret af hans måde, at skrive på.

Tine: Overskriften på årets krimimesse i Horsens, er Grådighed. Hvad får det ord dig til at tænke på?

GT: En af de syv dødssynder. Grådighed, får jo folk til at begå kriminelle handlinger, men det er også noget med, at vi lever i en tid hvor vi er meget grådige på, at alt skal dreje sig om os selv. Vi kom ud af en tid, hvor man prøvede at passe på hinanden og ind i en tid, hvor vi prøver at passe på os selv. Det er jo også en form for grådighed. Jeg tror det er vigtigt, at både jeg som forfatter og andre forfattere, sætter fingeren på det.

Tine: Sidste spørgsmål – er du glad for, at Lord Bendtner er kommet til Rosenborg?

GT: Ha ha ha.. nej, det er jeg jo ikke, for jeg er ikke Rosenborg-fan. Jeg er med FK Haugesund, så jeg ville jo gerne, at Bendtner var kommet til Haugesund i stedet for Rosenborg. Men for norsk fodbold, så er det strålende 😁

Tine: Det var mit sidste spørgsmål og så vil jeg gerne sige tusind tak, for at jeg måtte få lov at interviewe dig! 

Anmeldelse: Jo Nesbø - Tørst

Tørst… titlen kunne være valgt – og velvalgt – til alle de mange Jo Nesbø-fans, som har tørstet efter mere Harry Hole så længe. Jeg selv er en af de mange. Jeg har aldrig helt troet på, at Harry var et afsluttet kapitel, men han er en af den slags mænd, som er værd at vente på! 😊

Der er gået tre år, siden vi sagde farvel til Harry Hole efter Politi. Han er ikke længere efterforsker, men underviser i stedet på Politiskolen i Oslo. Det kræver nok ikke den store detektiv at regne ud, at Harry bliver overtalt til at medvirke i opklaringen af endnu en sag, for Oslo politi. Morderen – Dæmonen, som Harry aldrig fangede, er på arbejde igen. Denne gang giver han den som vampyrist – en person som dræber for at drikke blod. Og jeg lover jer, at der bliver drukket blod. Før jeg startede på bogen, forstod jeg ikke coverbilledet. Det kom jeg til på kvalmende vis 😀😱

Jeg må indrømme, at jeg havde spekuleret på, om denne 11. bog, nu kunne leve op til de skyhøje forventninger jeg havde til den. Det kunne den i allerhøjeste grad. Jeg synes faktisk det er svært at skrive anmeldelsen af den, for jeg er så højt oppe at ringe, at jeg har svært ved at begrænse mig. Jeg har lyst til at fortælle og fortælle, for den indeholder bare så meget genialitet. 

Den starter lækkert, den slutter lækkert og alt der imellem er også bare gennemlækkert. Den har blod, den har uhygge, den har grusomhed, den har dybere tanker, den har det psykologiske spil og så har den samtidig følelserne med. De kærlige af slagsen. Den har vist egentlig bare det hele. Dens plot er snørklet og selvom jeg faktisk tidligt havde gennemskuet hvem morderen var, og hvad der var motivet, så fik jeg aldrig lov helt at tro på det. Der er så mange mistænkelige personer, at det var umuligt at føle sig sikker. Det holdt min hjerne i omdrejninger hele vejen. 

Om bogen slutter med en vild cliffhanger eller bare har en grum afslutning, ved jeg ikke med sikkerhed. Sikkert er det dog, at ventetiden til Harry Hole 12, kommer til at føles ekstremt lang!

Vil du følge med på Facebook?

Anmeldelse: Geir Tangen - Maestro

Her har vi at gøre med en helt ny krimiforfatter, men en som tydeligvis har styr på at skrive en krimi der fænger fra første side.

Den ene af vores hovedpersoner, journalisten Viljar Ravn Gudmundson, modtager en mail, der forudsiger et mord. Viljar tager det ikke rigtig seriøst, men sender det alligevel til politiet. Da mordet bliver en realitet, bliver Viljar mistænkt og beskyldt for at ønske opmærksomhed. Snart dukker endnu en mail op og det bliver hurtigt tydeligt, at der er tale om en bindegal morder, som ikke er bange for at efterlade sig spor, i jagten på den helt rigtige måde, at udføre sine brutale mord. Og lad mig bare slå fast, at her ikke er sparet på mord eller detaljer omkring dem. Som regel er der en eller anden grænse, for hvem der bliver slået ihjel og ”de gode”, bliver som regel reddet i sidste øjeblik. Sådan er det ikke her. Der myrdes løs til højre og venstre. Vi har at gøre med en morder, som har skrevet sin egen drejebog og hvor han selv er dukkeføreren, der planlægger hvordan tingene skal foregå. Viljar er ikke længere mistænkt, men jaget.

Jeg kan virkelig godt li den her bog og den her forfatter. Jeg synes også godt om bogens hovedpersoner, journalisten Viljar og politiefterforskeren Lotte Skeisvoll. Jeg oplevede bogen som spændende fra start til slut. Et enkelt sted, måtte hånden lige op foran munden i forfærdelse. Der er masser af små drejninger, som gør, at morderen ikke er sådan lige at regne ud. Jeg havde en i kikkerten længe, men var samtidig klar over, at det nok var et twist. Ganske rigtigt. Jeg blev overrasket, selvom det alligevel ikke var så overraskende endda.

Bogen manglede på ingen måde spænding, men alligevel savnede jeg noget uhygge. Jeg blev ikke skræmt på et eneste tidspunkt. Derfor lander Maestro på 4 krimiperler i stedet for 5.

Jeg sætter pris på at vide, at der er planlagt en trilogi. Så håber jeg der er skrevet lidt mere af det creepy ind i de næste to. Fantastisk med en ny og lovende forfatter på banen. Nårh ja... så er der også skrevet en sjov lille, men meget overraskende og original, gimmik ind i bogen :) 

Synes du det kunne være hyggeligt at følge med på Facebook også? Se med lige H E R  :)

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Syge sjæle

Følelsen hvor du synes det er svært, at skulle påbegynde en ny bog, fordi den du lige har lukket, var så afsindigt god, at du ikke kan få den ud af kroppen… kender du den følelse? Sådan har jeg det lige nu, efter at have vendt sidste side i Kristina Ohlssons nyeste bog ”Syge sjæle”. Gyser kalder de den. Hvad det mere præcist dækker over, når det gælder bøger, er jeg ikke sikker på. Én ting er dog sikkert – spændingen starter i første afsnit og så kører det ellers derudaf til bogen er slut. Fy for poks, hvor er det en nervepirrende bog. Den efterlod en konstant følelse af uhygge og gav det ene sug i maven efter det andet.

For ti år siden, forsvandt tre personer fra byen Kristianstad i Sverige. Tre uger senere dukker den ene af de forsvundne op igen. Lukas hedder han og er stærkt forslået, mishandlet og med et hoved så ødelagt, at hukommelsen er væk. Lukas forlader byen og vender ikke tilbage før 10 år senere. Hans forældre bor hvor de også boede dengang, og Lukas finder spor der tyder på, at han har været på jagt efter en morder før han forsvandt. Eller er det ham selv der er ondskaben – morderen?

Samtidig med at Lukas vender tilbage, vender også barndomsvennen David tilbage til byen. Med sig, har han sin gravide kone Anna. De har købt den gamle præstegård og er i gang med at sætte den i stand. Men der florerer en historie om en seriemorder der engang boede i præstegården og da Anna kommer ud for en masse uhyggelige og uforklarlige ting, begynder uhyggen for alvor at krybe ind under huden.

Jeg er simpelthen fuldstændig betaget af den her bog. Jeg synes den er intet mindre end suveræn. Forfatteren formåede at skabe følelsen af uhygge imens jeg læste, og samtidig er det sådan en bog, der lod en lille snert af samme uhygge, sidde i kroppen på mig, selv når jeg havde lagt den fra mig. Jeg elsker, at min hjerne kørte på højtryk konstant, fordi det er en af den slags bøger, som lægger op til, at man som læser, skal gætte med. Så jeg gættede og gættede og jeg kom da også i nærheden af sandheden, men aldrig tæt nok på, til at regne sammenhængen ud. Jeg ville ønske, jeg stadig havde den her bog til gode. Jeg har stadig længsel i kroppen efter at læse mere… og den slutning altså.. aaargh….

5 kæmpeperler til ”Syge sjæle”, hvis titel i øvrigt rammer fuldstændig spot on!!

Vil du følge Frk. Tines krimitanker på Facebook?

Anmeldelse: David Lagercrantz - Det der ikke slår os ihjel

Det tog mig lidt lang tid at komme ordentligt i gang med den her. Jeg synes egentlig den var spændende fra start, men det var som om den bare ikke kunne holde mig fanget. Om det skyldtes bogen eller min egen koncentration, vides ikke helt. Under alle omstændigheder, nåede jeg et punkt, hvor jeg alligevel holdt snuden i bogen og havde lyst til at læse i den hver gang jeg havde et ledigt øjeblik.

Der har været meget snak om hvor vidt det er okay, at en anden forfatter skriver videre på Stieg Larssons Millenium-serie. Jeg kan se både for og imod, men sådan overordnet set, så er jeg faktisk ligeglad. Jeg er ikke en af dem der synes Milleniumtrilogien var fantastisk. Jeg slæbte mig igennem de første mange sider af Mænd der hader kvinder, hvorefter den tog fart og blev helt forrygende. De næste to bøger i serien, synes jeg egentlig mest var halvkedelige og lidt langtrukne. Jeg savnede mere af Lisbeths hackerevner og hendes fotografiske hukommelse. Det fik jeg i stedet i Det der ikke slår os ihjel og jeg synes samtidig, at den var mere spændende end dens to forgængere. Om personerne er ramt spot on… sikkert ikke, men jeg bemærkede det ikke. Jeg synes tværtimod bare det var fedt at være i selskab med Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander igen.

Denne gang bliver computergeniet Frans Balder myrdet. Hans svært autistiske søn, ser det hele, men hans liv bliver skånet, da morderen kender til hans handicap og vurderer at drengen ikke udgør en fare. Her tager han imidlertid fejl, for drengen, som i øvrigt hedder August, besidder en særlig evne, som kan afsløre morderens identitet. Det varer ikke længe før August er den jagede. Politiet har en læk, hvilket Lisbeth snart finder ud af og hun sætter alt ind på at hjælpe den lille dreng.

Vi får også en hel masse computersnak, for Frans Balder var nået langt i udviklingen af kunstig intelligens. Samtidig var han på sporet af it-kriminalitet på højeste plan og var på sporet af dem der havde hacket sig ind og stjålet nogle af hans opfindelser og solgt dem videre til anden side. Ind imellem bliver det lige teknisk og tungt nok, men ikke noget der på for alvor generede min læsning.

Noget af det jeg savnede i Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, var mere om Lisbeths hackerevner og også når hun hævner uskyldige, som er blevet udsat for vold og fornedrelse. Som nævnt tidligere, får vi mere af netop det i denne gang.

Alt i alt, synes jeg det er en god og spændende bog og jeg synes helt klart man skal give den en chance hvis man har læst de forrige tre. Den kan for så vidt også godt læses uafhængigt af de andre, men jeg synes jo altid, at serier bør læses i rækkefølge for at få det fulde udbytte af personernes udvikling osv.

4 krimiperler fortjener den :)

Glem ikke, at du også kan finde mig på Facebook :)

Anmeldelse: Jo Nesbø - Blod på sneen

Dette er ingen traditionel Jo Nesbø-bog som vi kender ham fra serien om Harry Hole. Der er knapt så meget dybde i hovedpersonen – lejemorderen Olav – og der er knapt så meget tyngde. Næsten slet ingen faktisk. Blod på sneen er en både let og letlæst bog, men som jeg ser det, er det lige præcist det, som gør den så god. Det er en bog som gjorde mig glad imens jeg læste den, fordi der midt i alt alvoren, er smidt den ene efter den anden fantastiske sætning ind, som fik smilet frem. Jeg elsker simpelthen sproget i den, som bare er så flydende og nogen steder næsten grænser til det poetiske men samtidig er totalt humoristisk midt i alt det groteske.

”Jeg blev siddende og gloede på fiskebollerne, som flød rundt i noget, jeg ville tro var sæd, hvis jeg ikke vidste bedre. Nå ja, når jeg tænkte mig om, så vidste jeg faktisk ikke bedre”.

I Blod på sneen møder vi som sagt lejemorderen Olav Johansen, som er lejemorder fordi han, ifølge ham selv, er for dum til alt andet. ”Jeg har læst, at et menneskehoved vejer omkring fire et halvt kilo, og med en fart på halvfjerds kilometer i timen udgør det en samlet kraft, som man skal have bedre evner i matematik end mig for at regne ud”.  Olav får til opgave at slå sin chefs kone ihjel, men Olav går hen og bliver forelsket i hende og da han samtidig begår en brøler af rang, beslutter han, at tage hende med sig. Så let lader chefen dog ikke Olav slippe og de indleder en kamp, som ikke er slut før den ene af dem er død.

Egentlig er det lidt fjollet, at man sidder og kommer til at holde af og holde med en koldblodig lejemorder, som skyder familiefædre i hovedet uden at blinke og som saver hoveder af folk og kaster rundt med dem. Det tænkte jeg lidt over, og nåede frem til, at det nok mest handler om, at alle der medvirker i bogen her er mere eller mindre kriminelle og Olav er egentlig et godt og sødt menneske, som nok bare ikke er så super skarp. Det kan han jo ikke være når han ikke føler nogen form for anger og stadig bare lever i sin lyserøde drømmeverden parallelt med lejemorderverdenen.

Blod på sneen er ikke hvad jeg vil kalde en egentlig krimi, men der er masser af action, blod og kynisk udførte mord. Jeg synes det på alle måder er en lækker lille bog – min datter på 11 mener, at dens røde sider er seje :) En god historie, som er hurtigt læst og det er altså også ret fedt indimellem. Ikke alle bøger behøver være flere hundrede sider lange.

Arh, jeg tror sgu jeg giver den.. hmm bum bum 4 krimiperler fordi den gjorde mig glad. Men forvent ikke noget der overhovedet nærmer sig samme kaliber som fx Snemanden eller Politi, for så bliver du alvorligt skuffet. Tag den som et hyggeligt actiondrama som er ret fedt skrevet. Intet andet.