Viser opslag med etiketten Klaverstemmeren. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klaverstemmeren. Vis alle opslag

fredag den 25. marts 2016

Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Hendes iskolde øjne


Så sad jeg der og troede jeg skulle i gang med nyeste bog af Carin Gerhardsen, da det gik op for mig, at jeg havde glemt alt om at få læst den forrige bog ”Hendes iskolde øjne”. Så måtte jeg i gang med den først..

Grunden til, at jeg ikke har været sådan helt overivrig efter at få den læst, skyldes nok hovedsageligt, at jeg synes Klaverstemmeren var lidt tam. Jeg har ellers altid været glad for Carin Gerhardsen og synes det var ærgerligt, at hun tabte tråden til de spændende krimier hun ellers plejer at skrive. Med Hendes iskolde øjne, er hun tilbage på sporet – her er masser af spænding og masser af twistet plot, der giver læseren mulighed for, at gætte med på hvordan det hele hænger sammen. På intet tidspunkt bliver den kedelig eller langtrukket og selvom det er en bog på 376 sider, føltes det som om jeg bare fløj igennem den.

Hendes iskolde øjne er 6. del af Hammarby-serien med Sjöberg, Petra Westman, Hamad og alle de andre. Denne gang er det forsvundne kvinder de skal forsøge at finde. Den ene bliver meldt savnet af sin mand, forvundet fra sit hjem på trods af sygdom. Den anden, en ung pige, forsvinder efter en tur i byen med veninderne. Temaerne i bogen er bl.a. hustruvold, psykisk terror og undertrykkelse. Imens jeg læste, vekslede jeg imellem spænding og ondt i maven, over den forfærdelige måde, mennesker kan behandle hinanden på eller ting de udsætter hinanden for. I denne bog, er det på flere måder børnene der betaler prisen.

Der er rigtig mange tråde at hitte rede på her. Flere sager der måske, måske ikke lapper ind over hinanden. Indimellem er det lidt urealistisk den måde sagerne krydser hinanden på, men det er alligevel ikke noget der generer læseoplevelsen det vilde. Jeg synes det er fedt at læse en bog, hvor trådene er mange, men der alligevel er helt styr på dem og det er der her.

Carin Gerhardsen er tilbage på spændingssporet og jeg glæder mig til, at gå i gang med Tykkere end vand, lige om et øjeblik :)




Vil du følge med på Facebook? Klik her :)




søndag den 1. juni 2014

Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Klaverstemmeren


Klaverstemmeren er 5. bog i Hammerby-serien og også denne gang, har Carin Gerhardsen formået at skrive en god og letlæst krimi. Sådan rigtig super spændende og nervepirrende bliver den dog aldrig. Det er lidt ærgerligt, for Gerhardsen har tidligere bevist, at hun er i stand til at skrive bøger som får dig ud på kanten af stolen. 

I Klaverstemmeren, følger vi endnu engang kriminalassisten Petra Westman og resten af det sædvanlige crew. Det er fint, for jeg kan virkelig godt li dem alle sammen, men jeg synes efterhånden det er en svært tynd suppe der bliver kogt på Petras voldtægtssag. Hvorfor trække det sådan i langdrag, frem for skrive en solid krimi som afslører hele balladen og får det ud af verden så vi kan komme videre. Det begynder at grænse til det irriterende.
Når det så er sagt, så var jeg godt underholdt hele vejen. Bogen er god og velskrevet. Nok mest hvad jeg vil betegne som en hyggekrimi. Den starter med fundet af en ung nøgen kvinde. Hun befinder sig i choktilstand foran klaverstemmeren John Gideons dør. Gideon selv, er der ingen spor af. Hans naboer fortæller, at han er kendt for at have mange unge piger på besøg. De lægger ikke skjul på, hvad de mener der foregår i lejligheden imellem klaverstemmeren og de unge piger. Det viser sig, at den unge pige er blevet voldtaget og er meget medtaget. Hun vedbliver, at holde munden lukket omkring hvad der er sket hende. Det bliver Westman og resten af holdets opgave, at finde ud af hvorfor pigen ikke vil tale. Hendes bror har en tidligere dom for netop voldtægt... er det mon den retning holdet skal lede??

Alt i alt en god og velskrevet krimi, men en lille smule langtrukken og med en kende for mange tilfældigheder. Har du læst de forrige 4 bøger i serien, så læs også denne. Jeg glæder mig da også til nr 6 og håber Carin Gerhardsen skruer lidt op for spændingen igen.

3 krimiperler til Klaverstemmeren