Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Selfies

Hvis man spørger mig, så er Selfies den hidtil bedste bog af Jussi Adler-Olsen. Udover ”Kvinden i buret” og ”Flaskepost fra P.”, har jeg ikke været en del af den ovenud begejstrede fanskare, men med denne her, har Jussi skabt noget helt igennem godt. ”Selfies” er spændende fra ende til anden og samtidig er den både interessant og humoristisk.

Og netop humoren, er et af Jussis kendetegn. Normaltvis er det dog hovedsageligt samtalerne personerne imellem, som er sjove, men i denne her, er det også personkarakteristikkerne, der er trukket helt ud i alle vores fordomme. Bistandsklienterne Denise, Jazmine og Michelle, er beskrevet så fuldendt, at jeg ikke kunne lade vær at smile. Bogens titel ”Selfies”, bygger udfra min tolkning, på disse tre pigers opførsel, som i bund og grund også kan vendes til selvfede eller selvoptagede. Det er dog ikke ren sjov det hele, for på trods af, at der tegnes et billede af en flok trælse tøser, så husker forfatteren at fortælle os om deres baggrunde. Ikke noget der bliver gået meget i dybden med, men nok til, at jeg som læser, fik en lille klump i halsen, over den skæbne de har fået.

Pigernes socialrådgiver, Anne-Line Svendsen, har også fået nok af pigernes attitude, løgne og sociale bedrageri. Hun sætter sig for, at skille sig af med dem, én gang for alle. Så er historien ligesom i gang.

Carl Mørck og Assad, har også deres at slås med. De står med et nyt mord, som har så mange lighedspunkter med en af de gamle sager de efterforsker, at det ikke kan være et tilfælde. Samtidig forsøger de at hjælpe deres kollega, Rose, som er gået helt i hundene med psykisk sygdom. Roses fortid er så grim, at det er lige før det trækker tårer. En del af handlingen i ”Selfies”, udspiller sig via Roses tanker, hvilket gør det endnu mere autentisk.

Så vil jeg ikke afsløre meget mere. Jeg er vild med den her bog. Det er som om Jussi har ændret på noget i sin skrivestil, selvom det på sin vis, stadig er det samme omkring humoren. Måske er det bare fordi denne her har et dybere og mere snørklet plot, hvilket jeg synes er fantastisk. Jeg elsker, når jeg kan mærke min hjerne køre på højtryk hele vejen igennem en bog, for at finde frem til hvordan det hele hænger sammen.

Kanon god bog. Jeg stikker den 5 store krimiperler.

Har du lyst til at følge med på Facebook også? Klik lige HER for at komme direkte videre :)

Kvinden i buret - The movie :)

Her til aften har jeg været i biografen og se forpremieren af Jussi Adler-Olsens "Kvinden i buret".
Nu hører jeg ikke til de dedikerede Jussi-fans, så jeg var spændt på hvad jeg ville synes om filmen. Jeg havde bestemt mig for, at jeg ville være åben overfor den og ikke på forhånd være negativt stemt. Jeg synes jo det startede lidt uheldigt ud, med en casting af Nikolaj Lie Kaas som Carl Mørck. Skal vi ha en mand, som ham der beskrives i bøgerne, så er vi nok nærmere ovre i Jussi selv. I hvert fald i de indre billeder jeg har. Men jeg var som sagt åben og faktisk viste Nikolaj sig, at være et rigtig godt valg. Jeg kan nemlig virkelig godt li Nikolaj Lie Kaas. Jeg kan ikke ret godt li Carl Mørck. Den Carl Mørck vi får af Nikolaj, er ikke den Carl Mørck vi får i bøgerne. Det er jeg ganske godt tilfreds med :) Vi må heller ikke glemme Assad - Carl Mørcks hjælper. Ham havde jeg ikke set før og jeg synes det var dejligt at vi fik et nyt ansigt i stjernerækken. Hans navn er Fares Fares og han spillede rollen fantastisk godt.

Og filmen var overraskende god. Faktisk næsten bedre end bogen fordi vi slap for langtrukne scener. Stemningen gennem hele filmen var uhyggelig og flere gange sad jeg med hænderne oppe for ansigtet, klar til at gemme øjnene. Til tider grænsede den osse til det kvalmende og det var lige før jeg lagde slikposen tilbage i tasken... men osse kun lige før ;) Da vi første gang ser den bortførte kvinde sidde i sit bur, løb der en isnende kulde ned ad ryggen på mig og jeg tænkte lige et kort øjeblik, om jeg mon kunne holde det her ud i 1½ time. Heldigvis blev det ikke ved på samme måde, men jeg holdt vejret mange gange i løbet af filmen.

Alt i alt en virkelig god film, som jeg vil anbefale jer at ta ind at se når den har premiere 3. oktober.