Viser opslag med etiketten Nora Sand. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nora Sand. Vis alle opslag

torsdag den 22. februar 2018

Anmeldelse: Lone Theils - Heksedrengen


Jeg er jo først lige kommet med på Nora Sand-vognen, så det var ret dejligt, at det var netop som der udkom en tredje del i serien.

I Heksedrengen, er Nora lidt mere fortravlet end normalt. Hun bor stadig i London og arbejder som korrespondent. Det blad hun skriver for i Danmark, har fået ny chef og der satses nu hårdt på online-udgaven af bladet. Nora har en sag hun gerne vil forfølge. En sag hun kommer på sporet af, da en af hendes kilder findes brutalt myrdet og maltrakteret på en kirkegård. Chefen derhjemme, ønsker i stedet, at hun skal skrive om den danske realitystjerne og den russiske oligark, som ligger i skilsmisse. Parret kæmper om den fælles søn og faren forventes at tage alle kneb i brug. Nora ønsker ikke at spilde sin tid på sensation, men da parrets lille søn forsvinder, fanger sagen alligevel hendes interesse.

Hvor den forrige bog i serien, kom til at handle lidt (alt) for meget om Noras forhold til Andreas, er der her droslet kraftigt ned på den fløj og krimisagerne er igen i fokus. Det sætter jeg stor pris på, for Lone Theils er virkelig dygtig til at skabe en følelse af uhygge, som får det til at risle koldt ned af ryggen på mig. Hun skriver så autentisk, at jeg gang på gang bliver i tvivl om, hvor vidt Nora klarer sig ud af de ting hun roder sig ud i, eller om der venter en uventet fare bag det næste hjørne hun drejer om.

En ting jeg har bidt mærke i, med denne serie er, at der spises ret så ofte og der beskrives hvad personerne indtager. Det er ikke noget der sker ret tit i andre bøger, men jeg synes personligt det er ret fantastisk. Det er ikke noget der får lov at fylde, men som bare er med til at gøre Nora endnu mere autentisk.

Jeg synes det er et spændende og yderst interessant emne der tages op. Uden at sige for meget, kan jeg røbe at vi er inde at vende omkring sort magi. Det kan måske skræmme nogen læsere, fordi man automatisk tænker, at det er ”urealistisk”. Til det kan jeg sige, at denne historie er yderst realistisk og emnet er noget der finder sted i virkeligheden. Det gør den bare endnu mere grum. En virkelig fremragende fortælling.  


Jeg kan kun give Heksedrengen 5 krimiperler med på vejen. 




Du kan også følge med både på Instagram og Facebook 😍

fredag den 9. februar 2018

Anmeldelser: Lone Theils - Pigerne fra Englandsbåden + Den blå digters kone


I slutningen af januar, blev jeg kontaktet af forlaget Lindhardt og Ringhof.  De spurgte om jeg havde lyst til at komme til bloggermøde med forfatter Lone Theils, i forbindelse med udgivelsen af hendes nye bog. Jeg havde hørt godt om bøgerne, men jeg havde endnu ikke fået dem læst. Jeg tænkte, at nu var et godt tidspunkt at gå igang, så det gjorde jeg. 

Pigerne fra Englandsbåden:

Den første bog i serien er Pigerne fra Englandsbåden. Jeg må nok krybe til korset og indrømme, at det måske har været noget med titlen, som gjorde, at jeg ikke havde læst bogen. Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad præcist, men jeg kan sige, at det var en fejl. 

Hovedpersonen i serien, hedder Nora Sand. Hun er en person, som er meget let at holde af. Hun er ligetil og sej, men samtidig fuld af følelser. Hun er dygtig og klog og hun er engageret i sit arbejde.
Nora Sand er journalist og arbejder som korrespondent i London. 
I "Pigerne fra Englandsbåden", køber Nora en kuffert, som indeholder billeder, som viser sig, at være taget af en seriemorder. To unge piger, forsvandt midt i 80'erne, på en tur til London med den ungdomsinstitution, de var anbragt på. Pigerne er aldrig blevet fundet, men Nora dykker ned i sagen og pludselig begynder sagen at trevles op. Det går ikke roligt for sig og jeg skal indrømme, at jeg holdt vejret i spænding flere gange. 

Jeg synes det er en enormt velskrevet krimi. Både sprogligt og indholdsmæssigt. Den var så spændende, at jeg næsten ikke kunne stoppe med at lytte - ja, jeg havde ikke lige bogen liggende, så jeg snuppede den som lydbog, hvilket var en fejl, men mere om det om et øjeblik. Vi følger selvfølgelig også med i Noras privatliv, hvor hun ikke helt kan finde ud af sine følelser for en tidligere skolekammerat, Andreas. Heldigvis får det ikke lov til at fylde alt for meget, men personligt har jeg slet ikke brug for kærlighed i krimi. 

Og så til det med lydbogen. Pyyh altså, der er virkelig stor forskel på oplæsere. Hende her kan jeg simpelthen ikke anbefale. Hun laver stemmer, så hendes stemme bliver dyb ved alle mænd .. ja og kvinder også for den sags skyld. Hun laver dialekter som hun ikke har styr på, således at en fra Aalborg kommer til at lyde som en lidt doveret Århusianer. Ikke nok med det, så lægges trykket på ordene konstant forkert, så det flydende i historien hele tiden blev brudt. Så det kan ikke anbefales. Det var heldigt, at bogen er så god som den er 😄

5 store krimiperler til Nora sand fra mig.



Den blå digters kone:

Det er ikke så ofte, at jeg har muligheden for at køre flere dele af en serie lige efter hinanden. Det er heller ikke altid at jeg gider. Det gad jeg godt med de her bøger. Jeg befandt mig mere end almindeligt godt i selskab med Nora Sand. Det skal dog indrømmes, at selvom det var behageligt, så var handlingen ikke helt så fængende i denne bog som i den første. Det var som om forholdet til Andreas kom til at fylde alt alt for meget. Lidt romance i krimi kan gå an, men når hovedpersonen pludselig hele tiden tænker på kærligheden eller bekymrer sig om den, så kommer jeg til at kede mig. Den blå digters kone kom derfor aldrig op på siden af sin forgænger. 

Trods det, så er det alligevel en virkelig god og spændende bog. Den lægger ud med, at Nora får til opgave at hjælpe en illegal flygtning med at finde hans kone. De blev adskilt undervejs og hun er nu forsvundet sporløst. Nora kaster sig som sædvanlig hovedkulds ind i mysteriet og selvom det bliver farligt, bakker hun ikke ud. Hun kommer på sporet af grufulde ting, som jeg ikke vil komme ind på her. Jeg synes det er en større oplevelse at læse netop det, hvis man ikke kender noget til plottet overhovedet. Men det er grumt og umenneskeligt kan jeg godt afsløre. 

Desværre tager kærligheden overhånd i denne bog og uhyggen kommer heller ikke helt på højde med første bog. Spændingen er der heldigvis, men jeg synes ikke jeg kan give den mere end 3 krimiperler. 


Vil du følge med på Facebook klik HER. Vil du følge med på Instagram, klik HER