Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Brudekjolen

Brudekjolen er lidt en anderledes krimi, synes jeg. Der er ikke noget politi eller andre der forsøger at opklare en forbrydelse. Vi følger et offer og en gerningsmand på skift og det fungerer super godt, at vi først hører den ene side og derefter den anden. På trods af fravær at det sædvanlige politi eller andre opklaringsenheder, så er bogen alligevel spækket med mystik og jeg spekulerede som en vanvittig på, hvordan plottet var skruet sammen. Brudekjolen er ikke en del af en serie, så hvis du endnu ikke har læst noget af Pierre Lemaitre, kan du sagtens starte her.

Sophie Auverney havde engang det hele. Hun var lykkeligt gift og ventede et barn. Hendes karriere kørte på skinner. Så begyndte hun at glemme alt muligt og har samtidigt blackouts hvorfra hun intet husker. Da vi møder hende, har hun mistet alt og arbejder som barnepige, for en lille dreng på 6 år. Da Sophie en dag bliver vred på drengen og han dagen efter ligger død, kvalt i sine egne snørebånd, bliver Sophie for alvor bange og stikker af. Hun planlægger en flugt og en ny identitet, men nogen ved stadig hvem hun er og hvor hun gemmer sig. En person som har en plan med hende og ikke har tænkt sig at lade hende slippe væk.

Man kan sikkert kalde denne bog for en psykologisk thriller eller noget i den stil. Den spiller i hvert fald i høj grad på følelserne. Den havde mig fanget fra start til slut og størstedelen af tiden var det med tilbageholdt åndedræt. Den er vanvittigt spændende og de mange små kapitler gjorde, at jeg hele tiden lige skulle snuppe et kapitel mere. Det er en bog, der er virkelig svær at lægge fra sig.

Brudekjolen er oversat fra fransk og det fremgår tydeligt i oversættelsen. I Frankrig bruger man tilsyneladende stadig, at tiltale hinanden med De, Dem og Deres. Det er også brugt i oversættelsen og jeg synes det virker underligt og upersonligt. Det tog mig lidt tid at forene mig med, men jeg vænnede mig til det hen ad vejen. Politi og politibetjent, er også oversat til gendarm og gendarmen… småtingsafdelingen det ved jeg godt, men det er bare med til at forstyrre fordybelsen. Alligevel er jeg vild med den her historie og når sidste side er vendt, er der stadig ting at spekulere over. Den fortjener topkarakterer.

Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Rosy og John

Rosy og John, er 4. del i Pierre Lemaitres serie om Camille Verhoeven. Selvom der står bagpå, at det er en kort spændingsroman, så vil jeg mene, at den nærmere kan betegnes som en kriminovelle. For at være helt ærlig, så aner jeg ikke hvad forskellen er, men den her er bare temmelig kort J

En bombe sprænger midt i Paris. På mirakuløst vis, er der ingen der mister livet, men ødelæggelserne er massive. Kort tid efter, melder en ung mand sig selv og der er ikke meget tvivl om, at det virkelig er ham der er gerningsmanden. Han påstår, at have lagt 7 bomber rundt om i Paris. Èn bombe om dagen de næste 7 dage eller indtil politiet efterkommer hans krav. Næste bombe er placeret under en børnehave, siger han. Politiets specialstyrke, forsøger at presse ud af ham hvor bomberne er gemt, men den unge mand holder stejlt på sit. Camille Verhoeven, har hele tiden en fornemmelse af, at noget ikke stemmer.  Kort tid efter, sprænger endnu en bombe!!

Jeg har det sådan lidt blandet med den her bog. På den ene side, synes jeg egentlig ikke der skete noget særligt undervejs. Jeg savnede spænding og uhygge og synes lidt at handlingen blev for ”pæn”, hvis man kan sige det sådan. Det hele tager dog en uventet drejning til sidst og det var denne drejning der gjorde, at jeg blev ved at tænke over bogen bagefter. Sproget er anderledes end de bøger jeg plejer at læse. I Frankrig bruger man åbenbart stadig betegnelsen De, når man taler til andre mennesker. Bogen er bygget op af korte sætninger og selvom det egentlig forstyrrede min læsning en smule, så synes jeg samtidig det er fint, at læse noget anderledes og blive rykket lidt ud af min comfort zone engang imellem.

Har du læst de forrige tre bøger i serien, Iréne, Alex og Camille, så må du nok også have den her med. Personligt har jeg kun læst Alex, men synes stadig den her er en fin og tankevækkende lille historie. Dog ikke en jeg ikke kunne have været foruden.

Vil du også være med på Facebook?

Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Alex

Den smukke pige Alex, bliver brutalt overfaldet og smidt ind i en varebil, en aften hun er på vej hjem. Hendes overfaldsmand har bygget et lille bitte bur, hvor Alex holdes fanget uden at kunne rette sig op og uden noget særligt mad eller drikke. Hun hejses op under loftet i en øde fabrikshal og her kæmper hun en ulige kamp om livet imod sin overfaldsmand.

Samtidig bliver Kriminalbetjent Camille Verhoeven sat på sagen. Det er ikke den bedste start han får på opgaven, idet han stadig kæmper med sorgen over, at have mistet sin egen kone ved bortførelse og drab. Camille er en meget lille mand i ordets bogstavelige betydning, men han er hård og sej og går målrettet efter en opklaring af sagen.

Bogen er opdelt i 3 dele. Hver del twister historien og den jeg troede var offer, var det ikke alligevel og den jeg troede der var koldblodig og kynisk, havde pludselig min dybeste medfølelse. Kanon god måde at opbygge en krimi på, som jeg ikke er stødt på tidligere i denne form.

Egentlig synes jeg det er en super god bog. Hvis det var muligt at pille dele af den, som forstyrrede min læsning en del, ville den være endnu bedre. For det første er det sproget. Jeg synes ikke det flyder. Sætningerne er bratte og meget anderledes end hvad jeg er vant til at læse. Personernes tanker er rodet rundt imellem hinanden, så det til tider kan være lidt svært at holde styr på dem. Om det kan være fordi bogen er oversat fra fransk, kunne være en mulighed, men under alle omstændigheder synes jeg det ødelagde noget for mig. Jeg synes også der er nogen lidt ligegyldige omstændigheder med i bogen, såsom Camilles afdøde mor og hans kvaler omkring salget af hendes malerier. Det bliver for langt og uden pace og fik mig til at kede mig tilsidst.

Der er dog ingen tvivl om, at selve plottet (hvis man kan kalde det sådan), vil være noget jeg kommer til at tænke over et stykke tid endnu. Grum historie, grum skæbne og jeg håbede til det sidste, at retfærdigheden måtte ske fyldest :)

Det overordnede tema vil jeg ikke nævne, da det vil ødelægge noget af overraskelsen i historien.

4 krimiperler til Alex fra mig