Anmeldelse: Chris Carter - Nemesis

De fleste af jer, har jo nok efterhånden opdaget, at Chris Carters bøger er mine absolutte favoritter. Derfor kan jeg ligeså godt bare lægge ud med at sige, at jeg endnu engang imponeres over hvor P I S S E intelligente plots den mand evner at finde på! Det er altid snørklet og overraskende. Bedst som jeg tror jeg har regnet den ud, så upti wupti, så twister han balladen og jeg spærrer øjnene op i overraskelse. Også denne gang. Jeg nåede lige at tage mig selv i at tænke, at det måske ikke var så originalt tænkt som det plejer at være og så vendte bøtten.

Husker du Lucien Folter fra ”Ondskab”? Han er tilbage og denne gang vil han have hævn. Over Robert Hunter, som Lucien mener er skyld i hans 3½ år bag tremmer, samt tabet af hele hans ”forskningsprojekt”. Lucien er ikke psykopat – han er bare gennemsyret ond og helt bevidst om det. Samtidig er han også helt bevidst om, hvordan man slår et menneske ihjel, uden at slå det ihjel. Dræb alle de personer, som vedkommende elsker og holder af. Og tvivl ikke på, at det er det, Lucien Folter har tænkt sig at gøre.

Hunter, som ellers er en af de klogeste og skarpeste kriminalbetjente, kommer til kort her. Det er næsten lige før Lucien bliver en tand for overmenneskelig i sine evner, men også kun næsten. Når jeg kigger på hvad bogen ellers rummer af konstant spænding og gru, så gør det ikke noget, at både helten og den psykopatiske morder, bliver en smule for effektive.

Som sædvanlig giver Carter den hele armen med de blodige og detaljerede beskrivelser omkring mordene. Samtidig er der flettet en del true facts ind, som tilsætter grumsomhederne endnu mere realisme. Der er masser at glæde sig over, hvis man sætter pris på de modbydelige og blodige billeder, man kan danne i sin indre biograf. Der blev forholdsvis stille på personalestuen, da jeg gav mig til at fortælle mine kollegaer om detaljerne i et af de mord der bliver begået i bogen. Øjenæbler der er poppet pga overophedning, bragte ikke den store begejstring frem hos andre end mig 😊

Han har gjort det igen - så kort kan det siges. Grusomhedernes mester numero uno.

Anmeldelse: Chris Carter - Ondskab

Bum... så gjorde han det lige igen – skrev en krimi i absolut topklasse! Ondskab udkom på engelsk d. 29. juli og allerede 3 dage senere, strøg den direkte ind som nr 5 på Sunday Times bestsellerliste!

Jeg havde glædet mig voldstomt til denne bog, men jeg var samtidig en smule nervøs over at gå igang. Chris Carter havde meldt ud flere gange, at Ondskab, var en del anderledes og uden det samme pace som hans foregående bøger. Jeg synes egentlig han har lydt mere nedtrykt end optimistisk, når han har talt om hvordan læserne mon ville modtage den. Han havde ikke behøvet, at bekymre sig.

Denne gang bliver Robert Hunter udlånt til FBI. De har fanget en mand, som nægter at tale med andre end Hunter. Manden viser sig at være Lucien Folter – Hunters roommate fra psykologistudiet. Dengang var de bedste venner og Hunter indvilliger i at tale med ham, da han er overbevist om, at der må være tale om en fejl.

En stor del af bogen, foregår med interviews af en seriemorder som er så grum og ondskabsfuld, som de sjældent er set. En seriemorder, som kender psykologien bag de kriminelle handlinger og ikke mindst den, som FBI-agenterne bruger på ham. Han indrømmer blankt, at have en lang række menneskeliv på samvittigheden, men ligene er gemt godt af vejen og han nægter at fortælle hvor de befinder sig, med mindre Hunter og FBI samarbejder med ham, om hans krav. Han sidder med alle kortene på hånden.

Selvom bogen er anderledes end de foregående, så vil jeg bestemt ikke mene, at den ikke har et pace. Tværtimod. Jeg tog mig selv i flere gange, at holde vejret imens jeg læste og gribe så hårdt om bogen, at mine hænder gjorde ondt. Ondskab er ikke bare spændende og vanvittigt ond, den er også hjerteskærende trist og den afslører langt om længe hvorfor Hunter er den enspænder han er.

Ondskab er den første af Chris Carters bøger som skal udgives på det amerikanske marked. Jeg ved, at han har haft mange kvaler omkring det, da han ikke mente, at denne var den rette bog for dem at starte med. Jeg er sådan set enig med ham, men ikke pga af det manglende pace eller at bogen er anderledes end de andre – udelukkende fordi jeg mener, at alle der endnu ikke har læst Chris Carter, bør starte fra en ende af. Når det så er sagt, så synes jeg sagtens man kan læse denne uden at have læst de andre først.

Ondskab, er endnu en yderst intelligent og velskrevet krimi, som er kendetegnende for Chris Carter. I mine øjne, er det her måske hans bedste bog til dato!

5 krimiperler!