Anmeldelse: Lars Kepler - Kaninjægeren

Endelig kom der længe ventet ny krimi fra Lars Kepler. Jeg indrømmer blankt, at jeg er en lille smule forelsket i Joona Linna og han har været savnet.

I denne bog, starter Joona ud i fængsel og jeg må komme med endnu en indrømmelse – jeg har faktisk glemt hvorfor. Det havde dog ikke nogen betydning for handlingen, og bogen starter lige på og rå, med en spændingsscene der gav hjertebanken og et uhyggeligt, blodigt, brutalt mord. Så ruller spændingsbussen ellers derudaf og holder tempoet i jævn høj fart hele vejen.

Det brutale mord, er på ingen ringere, end Sveriges udenrigsminister. Saga Bauer sættes på sagen og tadaaa, ja rigtig gættet, hun får en meget højtstående herre, til at sørge for, at de får lov at benytte sig af Joonas hjælp og skarpe hjerne. Det varer heller ikke særlig længe, før han har opdaget, at hvad man først efterforsker som terror, i stedet viser sig, at være en gal mands værk. Et uhyggeligt og gennemtænkt værk, som bunder i hævn på grusommeste vis.

Her i huset, har vi en sødeste kanin. En meget tam dværgvædder, som bor i vores stue og er meget højt elsket af hele familien. Når man har sådan en størrelse, så er der lige et par steder i bogen, som stikker i ens kaninhjerte. Bortset fra det, så synes jeg det er fremragende læsning, med alle de brutale udspekulerede mord. Jeg havde kuldegysninger og tog flere gange mig selv i, at holde vejret grundet det høje spændingsniveau.

Jeg er vild med den her bog. Jeg ønskede ikke at den skulle slutte, på trods af, at den er intet mindre end 576 sider lang.

Kaninjægeren er 6. del i serien om Joona Linna og Saga Bauer. Den efterlader os, med en cliffhager, som gør det pisse irriterende (pardon my French), at skulle vente på bog nr 7 :) :)

5 kæmpe krimiperler fra mig. 

Har du lyst til at følge med på Facebook? Så klikker du bare lige HER :)

Anmeldelse: Lars Kepler - Sandmanden

Det var ikke mange minutters fred og ro jeg fik i min grundvold, imens jeg læste den her bog!! Pyw ha altså... Jeg følte, at jeg konstant sad og holdt vejret eller havde iskold rislen ned af ryggen. Sandmanden er en af den slags bøger, hvor forfatteren (i dette tilfælde forfatterne) formår, at få mig til at få dén dér følelse af, at der står en lige i nærheden og iagttager mig. En følelse af total uhygge der fylder kroppen!

Sandmanden starter hvor Ildvidnet slutter. Vi følger fangen Jurek Walter på den topsikrede lukkede hospitals-/fængselsafdeling hvor han sidder fængslet for de mord han har begået. Da Mikael Kohler-Frost pludselig dukker op, efter at have været forsvundet i 13 år, står det klart, at Jurek Walter har en medhjælper – noget som Joona Linna har haft mistanke om i alle disse år. Der bliver dannet en hemmelig mission under Rigskriminalpolitiet og de sender en agent ind undercover til Jurek Walter. En som skal kunne nå ind til ham og få ham til at afsløre sine hemmeligheder. Hvem andre end Saga Bauer kunne sættes på denne opgave. Saga får en opdigtet diagnose og bliver sendt ind som patient og fange på lige fod med Jurek. End ikke lægerne på afdelingen kender hendes sande identitet.

Faktisk er det lige præcist Saga Bauers ophold på Den retspsykiatriske sikringsenhed på Löwenströmska Sjukhuset, som gør Sandmanden så afsindigt spændende. Hver gang vi hoppede hen og hørte om andre personer i bogen, sad jeg og ventede på, at vi kom tilbage til Saga. De ting hun bliver udsat for og de ting der foregår i det forholdsvist korte ophold på afdelingen, er beskrevet så jeg konstant vekslede imellem kvalme og nervøsitet. Osse Joona bliver udsat for umenneskelige ting i denne bog og slutningen efterlader os med en tomhed, idet den lidt kan være enten den totale slutning for Joona Linna eller en helt ny begyndelse. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Under alle omstændigheder, så håber jeg på den nye begyndelse, for Sandmanden var så suveræn en bog, at det ville være synd hvis de stoppede her. Jeg vil ha mere Joona Linna og jeg vil osse ha mere Saga Bauer.

Skal jeg alligevel smide et minus på bordet, så bliver det samme minus som jeg nævnte da jeg skrev anmeldelse om forrige bog i serien ”Ildvidnet”. Hele bogen er skrevet i nutidsform, hvilket jeg lige skulle vænne mig til, da det er anderledes end jeg er vant til, men så virker det faktisk ret godt. Da bogen nærmer sig slutningen og morderen er fanget osv, så finder forfatterne det af en eller anden grund nødvendigt, at skære hele plottet ud i pap for os. De slår pludselig over i datid og tegner og fortæller ned til mindste detalje hvordan alt er foregået. Ting som jeg i hvert fald ikke havde skænket en tanke og som ikke havde været nødvendige at få at vide, for at plottet alligevel var plausibelt for mig. Det ødelagde mere end det gavnede og jeg synes det er voldsomt ærgerligt at de gør det. Det skal de lade vær med!!

Jeg er ærlig talt lidt træt af, at den her bog er slut. 5 krimiperler herfra!!!!!