Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Hviskende lig

Hviskende lig, er 3. del i Dennis Jürgensens serie om Roland Triel. Denne gang, skal vi møde to brødre, hvoraf den ene er retarderet og starter ud med, at kvæle en ung ridepige, allerede i prologen. Så er vi ligesom i gang.

Samtidig bliver der fundet et lig i den nærliggende mose. Det er en ung kvinde og hun er ligeledes kvalt. Pigen har ligget i mosen i omkring 40 år. Måske lidt for påfaldende et tilfælde, men jep, der er selvfølgelig en sammenhæng mellem de to lig.

Alt imens Triel forsøger at opklare mordet på den unge pige, kører han stadig, i al hemmelighed, sin egen lille private efterforskning omkring mordet på sin kone. Denne gang, har han uventet hjælp, i form af journalisten Thor Brandt, som ellers har været ærkefjende nr. 1, gennem de forrige to bøger, Løbende tjener og Dansende røde bjørne. For mig, var det den sag, der var den mest interessante. Til det sidste var jeg sikker på, at nu fik vi endelig opklaret det mysterium og fundet frem til morderen. Jeg blev egentlig lidt ærgerlig, da jeg fandt ud af, at det ikke var tilfældet. På den anden side, så efterlader bogen her, et par ret spændende løse ender omkring morderen. Dem er jeg er spændt på at få mere læsetid omkring. Noget peger desværre på, at Triels datter, Andrea, har tænkt sig at blande sig i opklaringen i næste del. Det magter jeg nok ikke helt. Jeg synes det vil være for urealistisk, men jeg er spændt på hvordan forfatteren, løser den del. Måske jeg tager helt fejl :) 

Hvis man ser bort fra enkelte ting der nok ikke kunne forekomme i virkeligheden, så synes jeg alt i alt, at Hviskende lig, er en rigtig god og medrivende bog. Til tider blev den ligefrem rørende og gav mig en klump i halsen. Det er svært ikke at have medfølelse, for den retarderede mand og hans skæbne!

4 krimiperler skal den have, for den indeholder gode plots og masser af spændende opklaringsarbejde! Jeg ser frem til at læse bind 4!

For at følge med på Facebook - klik her :) 

Anmeldelse: Stephenie Meyer - Kemikeren

Jeg har det som om jeg lige har læst en film.. kender I det? Når hele bogen, er skrevet i så tydeligt og billedligt et sprog, at man ser hver eneste handling, som en scene i en film. Sådan var det for mig, med Kemikeren. Hver gang jeg holdt læsepause, føltes det, som at blive afbrudt i en film jeg var ved at se.

Vi møder Juliana, eller Alex eller.. ja hvad hedder hun egentlig vores hovedperson? Hun har arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste. Hendes job som kemiker, var med til på grummeste vis, at knække selv de mest hårdkogte terrorister. Enheden hun arbejdede for var tophemmelig, og derfor er der heller ikke nogen der savner hende, da hun pludselig forsvinder. Juliana kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger og jagten på hendes liv er gået ind. Da vi møder hende, har hun levet sådan i flere år. På flugt og med skiftende identiteter. Altid paranoid og med højeste sikkerhedsforanstaltninger sat i værk.

Da hendes tidligere chef kontakter hende, øjner hun en chance for, at få gjort op med fortiden og de mennesker der vil hende til livs. Hun føler sig nødsaget til at hjælpe ham, for derved at hjælpe sig selv. Det bliver på alle måder et skæbnesvangert foretagende.

Normalt er jeg ikke til alt for meget kærlighedsliv i de krimier jeg læser. Helst bare lige på og indviklet plot med masser af blod og gru. Det her er en hel anden slags bog. Den er kategoriseret som thriller, hvilket nok rammer meget godt plet. Den er spækket med masser af spænding og action, tilsat en god portion kærlighed. Heldigvis spildes tiden ikke med unødvendige sexscener, og det at læse bogen, føles som sagt,  som at se en film.  Derfor passer kærlighedshistorien virkelig godt ind, og man kan sige, at handlingen mere eller mindre, tager udgangspunkt i den. Det fungerer og jeg er vild med den her bog.               

Jeg er helt overbevist om, at vi på et eller andet tidspunkt, kommer til at kunne tage i biografen og se en filmatisering af Kemikeren. Og jeg sidder der helt sikkert - på bagerste række i mørket, med maven fuld af popcorn og høje forventninger!

Vil du også følge med på Facebook? Klik så bare lige HER

Anmeldelse: Stuart MacBride - En sang for de døde

Da sidste side var vendt i En sang for de døde, var jeg simpelthen nødt til at suse direkte ind på forfatterens website. Jeg skulle vide hvor mange bøger der er i serien om Ash Henderson. Aaaargg.. bare for at opdage at der kun er de to! Men det kan da ikke passe?? 

Heldigvis, har Stuart MacBride skrevet endnu en serie. En meget lang serie endda, så der er håb forude. Det danske forlag har trøstet mig med, at der bliver udgivet en bog fra den anden serie, til maj. Pyw… jeg håber den kan måle sig med Ash Henderson-serien. Det bliver spændende.

Jeg har lige været tilbage og kigge på min anmeldelse af første del i serien Hilsner fra de døde, og jeg kan stort set sige næsten det samme om denne bog. Til forskel, er Ash ikke længere en man har ondt af. Han kører sit eget løb, omend under skarp overvågning af overordnede og et squad team, der står parat med udstyret klar, hvis Ash bevæger sig længere end 100 meter væk fra sin fodlænkemakker, kriminalpsykolog Alice McDonald. Han er knapt så voldelig nu. Det betyder ikke, at han ikke stadig deler håndmadder ud til højre og venstre på den kølige måde. Har heller ikke de store skrupler, ved at bruge vold generelt. Ordet møgsvin får vi også genopfrisket en håndfuld gange eller to :)

Inside man, kaldes morderen de jagter. Han bortfører unge sygeplejersker, sprætter dem op og syr en dukke ind i maven på dem. Derefter syr han dem sammen igen og efterlader dem på øde steder. Men vi kommer vidt omkring. Vi runder også en sag om misbrug af børn, en forsvundet dreng, en psykopatisk voldtægtsmand og sidst men ikke mindst er der Mrs. Kerrigan, som stadig plager Ash. Jeg tog mig selv i at tænke, at sidstnævnte sag trak lidt i langdrag. Der var selvfølgelig en mening med det og det hele går op i en højere enhed, hen ad vejen.

Bogen er skrevet i jeg-form fortalt af Ash Henderson. Der er masser af humor og gang på gang kom jeg til at smile midt i alt blodet, døden og volden. Stuart McBride skriver i det mest fantastiske sprog og jeg elsker simpelthen den geniale måde han mestrer at blande de mest uhyggeligt udtænkte plots med den fedeste humor.

Til maj siger de… der er godtnok lang tid til. Til gengæld kan vi glæde os til, at møde Stuart MacBride på Krimimessen i Horsens 2017.

Hvis du ikke allerede har læst Hilsner fra de døde, så snup den først. Det er bedst i rette rækkefølge. 

Jeg bliver så glad, hvis du også vil følge med på Facebook :)

Anmeldelse: Paul Cleave - Slagtehuset

Så er der endnu en super suveræn krimi fra Paul Cleave. Hans hovedpersoner skifter lidt, men også denne gang er det Theodore Tate vi følger. Cleaves bøger er anderledes end de fleste andre krimier, idet vi ofte ret hurtigt får at vide hvem morderen er. Det gør vi også i Slagtehuset, og bogen deler sig ligesom i to dele, hvor den ene del fortælles af Tate i jeg-form og i den anden halvdel følger vi morderens tanker, men dog i 3. person. Det fungerer ret effektivt, da vi på den måde kan leve os ind i bevæggrundene for gerningsmandens handlinger. Man kan fristes til at tro, at det kan blive kedeligt, når man ikke skal gætte på morderens identitet, men jeg lover, at det aldrig bliver kedeligt med Cleave!

Som alle de andre bøger i serien, udspiller handlingen sig i den New Zealandske by, Christchurch. Vores morder lægger hårdt ud med et killingspree, som på dansk betyder en morder, der dræber løs til højre og venstre. Bedst som betjentene er nået ud til et gerningssted, bliver de ringet op, at der er fundet endnu et lig. Og sådan fortsætter det, indtil de begynder at ane sammenhængen.

For 15 år siden, blev en lille pige fundet voldtaget og knivdræbt i et forladt slagtehus. Morderen blev fanget og fængslet, men en enkelt person, synes ikke at han og flere andre, fik straf som fortjent. Han er ondskabsfuld og selvom jeg på en eller anden måde godt kan sætte mig i hans sted, så kan jeg det alligevel ikke overhovedet. Det er simpelthen for ondskabsfuldt og der er flere helt uskyldige der bliver straffet på grusommeste vis. Der var masser af følelser der udspillede sig i mig, imens jeg læste Slagtehuset. Selvom Cleave er mester til at drysse humor ind i det dystre, så var glæde ikke en af de følelser jeg var igennem. Hele historien er præget af et dystert tæppe af sorg, vrede, hævn, straf og frygt.

Jeg er helt tosset med Paul Cleaves bøger. Den slags bøger der fylder mig med en indre boblen af iver efter at læse mere mere mere… Slagtehuset er ingen undtagelse, men jeg synes trods alt ikke den har helt så stærkt et plot som de forrige og heller ikke helt den samme uhygge og tørre humor som ellers normalt er kendetegnende for Cleaves bøger. Derfor lander Slagtehuset på 4 krimiperler, men den er stadig en ret fantastisk bog.  

Følg gerne med på Facebook også :)

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Enhjørningen

Jeg synes på en eller anden måde, at Enhjørningen er svær at anmelde uden at afsløre for meget af noget der ikke skal afsløres, før man selv læser bogen. Det er ikke en af den slags bøger, hvor man som læser kan gætte med på hvem der har ”gjort det”. I stedet er det højt tempo og spænding på topniveau hele vejen igennem. Plottet afsløres drypvis og som læser, havde jeg virkelig svært ved at stoppe. Jeg skulle hele tiden liiiige have et kapitel mere med. Overvejede endda, at tage en fridag fra arbejde, for at få lov at læse færdig :)

Nå.. men hvis jeg alligevel skal forsøge mig med lidt af handlingen uden at ødelægge noget for andre, så har vi kort fortalt Michael Sander og Lene Jensen, som ligger i skilsmisse efter Michael har været i kassen med en anden kvinde. Michael og Lene arbejder på hver sin sag, men det står dog hurtigt klart at de er tæt forbundne. Trods ægteskabelige stridigheder, kan de to heldigvis sætte sig selv til side og arbejde – nogenlunde fornuftigt - sammen.

Lenes sag handler om en ung kvinde, som findes skuddræbt i en skov. Lene har en teori om, at kvinden er stukket af fra en nærliggende ø, som ejes af rigmanden Bertram Monell. Samme rigmand, har Michael arbejdet for ad flere omgange. Senest har han hjulpet ham med, at lokalisere hans døde søn.

Bogens titel Enhjørningen, henviser til en person som er genetisk perfekt, forstået sådan, at de har optimale evner og ingen arveanlæg for sygdomme. Altså ekstremt sjældne, som navnet antyder. Hvad ville der kunne ske, hvis en sådan persons arvemasse, faldt i de forkerte menneskers hænder. Og så er min mund ellers lukket.

Virkelig god bog. Ekstremt spændende og efter min mening placerer den sig lige i røven på første del i serien, Trofæ, som trods alt, stadig er min favorit.  

Følg med på Facebook :) 

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Syge sjæle

Følelsen hvor du synes det er svært, at skulle påbegynde en ny bog, fordi den du lige har lukket, var så afsindigt god, at du ikke kan få den ud af kroppen… kender du den følelse? Sådan har jeg det lige nu, efter at have vendt sidste side i Kristina Ohlssons nyeste bog ”Syge sjæle”. Gyser kalder de den. Hvad det mere præcist dækker over, når det gælder bøger, er jeg ikke sikker på. Én ting er dog sikkert – spændingen starter i første afsnit og så kører det ellers derudaf til bogen er slut. Fy for poks, hvor er det en nervepirrende bog. Den efterlod en konstant følelse af uhygge og gav det ene sug i maven efter det andet.

For ti år siden, forsvandt tre personer fra byen Kristianstad i Sverige. Tre uger senere dukker den ene af de forsvundne op igen. Lukas hedder han og er stærkt forslået, mishandlet og med et hoved så ødelagt, at hukommelsen er væk. Lukas forlader byen og vender ikke tilbage før 10 år senere. Hans forældre bor hvor de også boede dengang, og Lukas finder spor der tyder på, at han har været på jagt efter en morder før han forsvandt. Eller er det ham selv der er ondskaben – morderen?

Samtidig med at Lukas vender tilbage, vender også barndomsvennen David tilbage til byen. Med sig, har han sin gravide kone Anna. De har købt den gamle præstegård og er i gang med at sætte den i stand. Men der florerer en historie om en seriemorder der engang boede i præstegården og da Anna kommer ud for en masse uhyggelige og uforklarlige ting, begynder uhyggen for alvor at krybe ind under huden.

Jeg er simpelthen fuldstændig betaget af den her bog. Jeg synes den er intet mindre end suveræn. Forfatteren formåede at skabe følelsen af uhygge imens jeg læste, og samtidig er det sådan en bog, der lod en lille snert af samme uhygge, sidde i kroppen på mig, selv når jeg havde lagt den fra mig. Jeg elsker, at min hjerne kørte på højtryk konstant, fordi det er en af den slags bøger, som lægger op til, at man som læser, skal gætte med. Så jeg gættede og gættede og jeg kom da også i nærheden af sandheden, men aldrig tæt nok på, til at regne sammenhængen ud. Jeg ville ønske, jeg stadig havde den her bog til gode. Jeg har stadig længsel i kroppen efter at læse mere… og den slutning altså.. aaargh….

5 kæmpeperler til ”Syge sjæle”, hvis titel i øvrigt rammer fuldstændig spot on!!

Vil du følge Frk. Tines krimitanker på Facebook?

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Selfies

Hvis man spørger mig, så er Selfies den hidtil bedste bog af Jussi Adler-Olsen. Udover ”Kvinden i buret” og ”Flaskepost fra P.”, har jeg ikke været en del af den ovenud begejstrede fanskare, men med denne her, har Jussi skabt noget helt igennem godt. ”Selfies” er spændende fra ende til anden og samtidig er den både interessant og humoristisk.

Og netop humoren, er et af Jussis kendetegn. Normaltvis er det dog hovedsageligt samtalerne personerne imellem, som er sjove, men i denne her, er det også personkarakteristikkerne, der er trukket helt ud i alle vores fordomme. Bistandsklienterne Denise, Jazmine og Michelle, er beskrevet så fuldendt, at jeg ikke kunne lade vær at smile. Bogens titel ”Selfies”, bygger udfra min tolkning, på disse tre pigers opførsel, som i bund og grund også kan vendes til selvfede eller selvoptagede. Det er dog ikke ren sjov det hele, for på trods af, at der tegnes et billede af en flok trælse tøser, så husker forfatteren at fortælle os om deres baggrunde. Ikke noget der bliver gået meget i dybden med, men nok til, at jeg som læser, fik en lille klump i halsen, over den skæbne de har fået.

Pigernes socialrådgiver, Anne-Line Svendsen, har også fået nok af pigernes attitude, løgne og sociale bedrageri. Hun sætter sig for, at skille sig af med dem, én gang for alle. Så er historien ligesom i gang.

Carl Mørck og Assad, har også deres at slås med. De står med et nyt mord, som har så mange lighedspunkter med en af de gamle sager de efterforsker, at det ikke kan være et tilfælde. Samtidig forsøger de at hjælpe deres kollega, Rose, som er gået helt i hundene med psykisk sygdom. Roses fortid er så grim, at det er lige før det trækker tårer. En del af handlingen i ”Selfies”, udspiller sig via Roses tanker, hvilket gør det endnu mere autentisk.

Så vil jeg ikke afsløre meget mere. Jeg er vild med den her bog. Det er som om Jussi har ændret på noget i sin skrivestil, selvom det på sin vis, stadig er det samme omkring humoren. Måske er det bare fordi denne her har et dybere og mere snørklet plot, hvilket jeg synes er fantastisk. Jeg elsker, når jeg kan mærke min hjerne køre på højtryk hele vejen igennem en bog, for at finde frem til hvordan det hele hænger sammen.

Kanon god bog. Jeg stikker den 5 store krimiperler.

Har du lyst til at følge med på Facebook også? Klik lige HER for at komme direkte videre :)

Anmeldelse: Jakob Melander - Elektra

Fredag d. 23. september, var jeg til bloggerarrangement med Jakob Melander, Bibelselskabet og en lille håndfuld andre bloggere.

Bibelselskabet, er jo ikke det selskab, Jakob Melander normalt udkommer på, så de lagde ud med at fortælle hvordan aftalen var kommet i stand. De fortalte, at de ønskede at udgive en krimi, med en slags nyfortolkning, af nogle af de bibelske historier. De kontaktede Jakob, som synes idéen lød som en sjov udfordring. 

Jeg vil gerne lige slå fast, at hvis man som jeg, på ingen måde er kristen og ikke tror på hverken gud eller Jesus, så vil dét med den bibelske historie, ikke være noget du skænker en eneste tanke. Jeg kan da godt se, at der er en drejning omkring Kain og Abel, men jeg havde aldrig tænkt tanken, hvis ikke andre havde nævnt det på mødet.

Vores hovedperson er nok mest Andreas, som er tidligere politibetjent, søn af politichefen og som mistede sin bror i en skudepisode for 10 år siden. Der er dog en hel del flere jeg-fortællere med, men Andreas er den vi kommer tættest ind på livet af. Andreas er stadig optaget af drabet på sin bror, som aldrig er blevet opklaret. Da der sker et røveri, med stort set samme udgang, sætter Andreas endnu engang liv i sagen, hvilket mildest talt ikke falder i god jord hos politiet.

Samtidig bliver en højtstående politiker slået ihjel og Andreas bliver kontaktet af dennes far og søster, som også er Andreas’ ekskæreste. Hun gør ham stadig blød i knæene, så han har svært ved at takke nej til deres ønske om, at hjælpe dem. En sideløbende historie om ekskærestens far Johannes, som foregår i Grækenland i 1973, giver ekstra dybde til historien og trækker selvfølgelig sine spor frem til de sager der står for opklaring i nutiden. 

Alt i alt en super god historie, som holdt mig interesseret hele vejen igennem. Den er virkelig velskrevet og i et sprog der er hverdagsagtigt og bare flyder og får personerne til at fremstå troværdige. Undervejs havde jeg egentlig tænkt, at bogen skulle lande på 4 krimiperler, men da vi nåede slutningen, blev det hele ligesom lidt for let efter min mening. Det er ikke opklaringsarbejdet der får Andreas og politiet på sporet af gerningsmanden. Det er et brev/dagbog, hvor det hele er skrevet ned og upti vupti, så har de stykket det hele sammen, inklusiv gerningsmandens følelser, motiv og hvordan alting i øvrigt ellers hænger sammen. Det er lidt en skam, synes jeg, for plottet er egentlig super godt og temmelig brutalt. Derfor lander Elektra på 3 krimiperler. Det er dog stadig en virkelig god og tankevækkende bog om hvad både kærlighed og dybt sort had, (måske) kan drive mennesker til.

Jeg bliver så glad, hvis du også vil følge med på Facebook :)

Chris Carter gæster Danmark til oktober

Det er ved at være rigtig længe siden, at Chris Carter har besøgt os her i Danmark. Nu skal vi heldigvis ikke vente ret meget længere. Plusbog.dk har inviteret ham til henholdsvis Herning d. 25. oktober og København d. 26. oktober. 

Frk. Tines krimitanker (altså mig ), deltager naturligvis i Herning, sammen med Forlaget Jentas  Jeg glæder mig! Mon vi ses? 

Læs mere på forlagets Facebookside,hvor du også finder links til billetbestilling. 

Anmeldelse: Lukas Hviid Petersson - Corvus Corax

Jeg har lidt svært ved at skrive anmeldelse af denne bog. Jeg føler mig lidt som Thomas Blachman der afviser de unge håbefulde talenter med hård hånd. Forfatteren til Corvus Corax er kun 14 år. Derfor er det endnu sværere at komme med en ærlig mening om bogen. Jeg brød mig simpelthen ikke om den. Sproget var alt for umodent med alt for mange detaljer og beskrivelser af ligegyldigheder. Jeg sad hele tiden med følelsen af, at læse en dansk stil fra en folkeskoleelev med en livlig fantasi. Bevares, for en 14-årig er det super flot skrevet, men helt objektivt set fra min side og vurderet som en almindelig krimi, så spiller det bare ikke.

Bogen foregår i det amerikanske, hvor en række prostituerede bliver myrdet. Betjenten Mike, er på sagen og udover at arbejde med den professionelt, så har han samtidig sin egen lille hemmelige efterforskning kørende, hvor han får hjælp af en tidligere prostitueret.

Der er en del fortællere i bogen og jeg fandt det svært at hitte rede i, hvornår det var den ene og hvornår det var den anden, da det ikke fremgår af teksten hver gang. Plottet er rodet og tyndt og der er ikke styr på realiteter. Alt i alt vil min konklusion være, at forfatteren skal øve sig i en del år endnu, før han kaster sig ud i flere ”voksenbøger”.  Jeg tænker han kan blive god med tiden, for han kan tydeligvis et eller andet. Personligt er jeg til de makabre krimier og Lukas Hviid Petersson, har fat i noget af det grumme hist og pist.

Anmeldelse: S. K. Tremayne - Faldet

Faldet går under betegnelsen psykologisk thriller eller domestic noir. Handlingen foregår hovedsageligt på en øde ø, hvor netdækningen er sparsom og telefonforbindelsen mere eller mindre ikkeeksisterende. Eneste vej derud er søvejen, så familien bestående af Angus og Sarah Moorcroft, samt deres datter Lydia… eller er det Kirstie?.. må benytte en gummibåd når de skal til fastlandet.

Sarah og Angus er flyttet dertil fra London. De har brug for at komme væk fra fortiden og begynde på en frisk, langt ude i ingenting. Angus har arvet øen og det faldefærdige fyrmesterhus efter sin mormor og stedet virker perfekt for parret, som stadig efter et år, forsøger at bearbejde savnet af deres døde tvillingepige. Til at begynde med, virker stedet perfekt og idyllisk, men snart begynder uhyggen at snige sig ind gennem sprækkerne i det gamle hus. De har begravet deres datter Lydia, men var det nu også hende der døde den skæbnesvangre dag, hvor den ene at de helt identiske tvillingepiger, faldt ud over altanen? Forskellige ting tyder pludselig på, at de har taget fejl. Eller er det Angus der ikke har rent mel i posen? Eller Sarah? Eller måske er det den overlevende datter som er fuld af ondskab?

Vi har at gøre med en af den slags bøger, hvor man hele tiden er i tvivl om, hvem man kan stole på, hvem der er den gode og hvem der er bindegal. For man ved at man bliver snydt, men det er ikke til at regne ud hvordan. Præcist sådan forløb det også her. Jeg havde også regnet plottet en lille smule ud, men jeg var langt omkring undervejs og helt spot on, var mit bud ikke.

Jeg kunne virkelig godt li den her bog. Gang på gang løb det mig koldt ned af ryggen og kulden og uhyggen i bogen, er næsten til at tage og føle på. Ind imellem, fik jeg også følelsen af, at forfatteren ønskede at lede tankerne i retning af det overnaturlige. Alligevel, ramte handlingen mig ikke helt så hårdt som håbet. Jeg synes til tider fortællingen kørte i ring og blev lidt langtrukket. Lidt de samme ting de blev ved at trampe rundt i. Det blev trivielt og jeg havde ingen problemer med at lægge bogen fra mig, midt i et kapitel, om aftenen. Alligevel blev jeg grebet og jeg tog mig selv i, at have lyst til at fortælle om bogen til mine kollegaer næste dag på job :)

Hvis jeg kunne give halve perler, ville Faldet lande på 3½. Det kan jeg ikke, så den får lov at snige sig op på en lille firer :)

Vil du følge mig på Facebook, så klik lige HER

Anmeldelse: Bernard Minier - Iskold død

Indrømmet – jeg var længe om at komme i gang med denne bog. Jeg er ikke verdens hurtigste læser, så størrelsen på den, gjorde, at jeg udsatte den et stykke tid. Jeg indrømmer også, at jeg har været længe om at komme igennem den, men det var bestemt ikke bogens skyld, men må tilskrives den træthed, de fleste af os oplever, når vi starter på arbejde igen, efter en dejlig lang sommerferie :)

Vores hovedperson, politikommisær Martin Servaz, bliver kaldt ud til et gerningssted, med et yderst brutalt mord… mordet er dog ikke på et menneske, men på en hest. Først bliver han vred over at spilde sin tid, men det viser sig snart, at hestens ejer er en meget rig og betydningsfuld mand. Da endnu et brutalt mord, bliver begået, står det klart for Servaz og hans makker Irene Ziegler, at en galning er løs. Måske endda en galning, som allerede burde sidde i en topsikret forvaringsanstalt i bjergene.

Undervejs følger vi også en nyansat psykolog på forvaringsanstalten. Allerede på hende første arbejdsdage, fatter hun mistanke til, at der foregår noget uldent og hun sætter gang i sin egen lille efterforskning.

Iskold død, foregår i vinterkulden, men flere gange i løbet af læsningen, mærkede jeg kuldegysningerne i kroppen, på trods af de varme dage vi har lige nu. Hændelser beskrevet, så jeg tydeligt kunne leve mig ind i situationen og tog mig selv i at blive lidt bange. Jeg elsker når en krimi kan gøre det ved mig.

Selvom jeg synes ”Iskold død”, er en virkelig god krimi, så er den også anderledes, på en eller anden måde, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Måske er det fordi sproget er anderledes når bøger er oversat fra fransk. Det tager mig altså lidt tid, at vænne mig til, at de siger De og Dem til hinanden. Ret specielt. Men plottet fejler bestemt ingenting. Der er både spænding, twist og uhygge i den her. Den lægger også – forhåbentlig – en lille smule op til en fortsættelse af serien og det vil jeg glæde mig til! 

For at følge på Facebook - klik H E R

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Du går ikke alene

Jeg troede egentlig, at Mari Jungstedt havde afsluttet sin serie om Knutas, Karin og Johan, efter hun havde skrevet bog med kæresten, Ruben Eliassen. Men nej, den serie ser ud til at fortsætte videre og videre.

I "Du går ikke alene"' er vi altså atter tilbage på Gotland sammen med de efterhånden meget velkendte personer. I denne bog er det dog Karin der på en måde er i fokus, da Knutas er på orlov ovenpå en hændelse som skete i forrige bog i serien. Når jeg siger, at hun "på en måde" er i fokus, så skyldes det, at vi også følger Knutas i hans hjem og med hans tanker og gøremål. Han er da heller ikke helt uden for drama, da det ser ud til, at nogen har et udestående med ham og udsætter ham for modbydeligheder.

En lille treårig pige, er med sin mor på arbejde. Pludselig er hun væk, og da det går op for hendes forældre, at hun ikke er at finde, bliver politiet tilkaldt. Der er ikke mange spor at gå efter, og det varer ikke længe, før endnu en pige bliver taget.

Sideløbende følger vi en mand, som opdager, at hans kone har et lidt lyssky sidegeshæft kørende om natten, imens han selv er på arbejde. Det gør ham selvfølgelig både ked af det og vred, så han søger hjælp i kirken, bag om ryggen på sin kone.

Personligt synes jeg nok, det var en god idé, hvis Mari Jungstedt startede forfra med en helt ny historie. Jeg synes der er tærsket nok langhalm på de her personer og det bliver simpelthen bare for kedeligt. I det mindste slap vi for Johan og hans evindelige problemer med kæresten, men i stedet er det så Karin og Knutas der er blevet kærester og deres indbyrdes forhold og usikkerhed på hinandens følelser osv, vi skal trækkes rundt i. Plottet er tyndt og nemt regnet ud. Der er ikke nogen snørklerier ved opklaringen, som vi skal delagtigøres i som læsere og alt i alt, er det en pænt tam historie. Den er dog ikke så lang og dermed let læst.

Anmeldelse: Stuart Macbride - Hilsner fra de døde

Hold kæft det her er en fed bog! Beklager sproget, men jeg er simpelthen nødt til at slå fast, at det her er en af de bedste bøger jeg har læst i længere tid! Den er forholdsvis lang, 446 sider, men ikke en eneste side for meget - faktisk nærmere for lidt.

Bogens hovedperson,  Kriminalbetjent Ash Henderson, er også bogens jeg-fortæller. Det er på alle måder, hans fortælleform, der gør bogen så fantastisk. Hans måde at tænke på, hans ligeglade væremåde og så hans tørre erkendelser af ting der foregår omkring ham. Ordet møgsvin, bliver brugt flittigt. Bogens handling, er alt andet end sjov, men alligevel, havde jeg smil på læben gennem næsten hele bogen. Det er de små detaljer der gør det hele og jeg er dybt imponeret af forfatteren, Stuart Macbrides fantasi! 

Hilsner fra de døde, foregår i en lille by i Skotland. Her har en syg morder med tilnavnet Birthday Boy, hærget gennem mange år. Hans tilnavn har han fået, da han tager pigerne 4 dage før deres 13 års fødselsdag. Året efter på datterens fødselsdag, modtager forældrene et hjemmelavet fødselsdagskort, med et billede af deres datter, levende, skrækslagen og bundet til en stol. Sådan fortsætter det år efter år og billederne viser tydeligt hvad pigerne har været udsat for. Først mange år senere, modtager de det kort, som endeligt giver dem vished om deres datters død. I 8 år, har politiet arbejdet på sagen, men uden spor og også uden lig.  

Hilsner fra de døde, er en af den slags bøger, jeg har lyst til at anbefale til alle. Den er rå og brutal, den er ond og makaber og samtidig er den sjov. Den er støvsuget for alt der omhandler parforhold og sex. Jeg ved godt det er lidt en floskel, men skulle jeg læse én bog denne sommer, så skulle det være den. Det er en af den slags bøger, der sætter sig dybt. Medfølelsen med Ash, som gemmer på den største mest hjertegribende hemmelighed af alle - hans egen datter er blevet taget af Birthday Boy. Da bogen begynder, har han netop modtaget kort nr 5, hvor hun er groft tortureret, men stadig i live. Han ved, at han vil blive taget af sagen, hvis nogen kender hans hemmelighed, så alle inklusiv hans ekskone, tror, at datteren er stukket af hjemmefra. Da bogen var slut, var jeg slet ikke færdig med den og jeg var fuld af uopklarede spørgsmål. Jeg håber lidt, at der er en del mere i serien og samtidig synes jeg det er lidt fedt, med noget at tænke over, som er overladt til min egen fantasi.

Anmeldelse: Karin Slaughter - Mord for øje

Engang for lææænge siden, læste jeg en bog af Karin Slaughter. Mørk treenighed, eller noget i den retning, hed den. Det var en del af serien om Will Trent. Jeg kan huske, at jeg synes den var så tilpas underlig, at jeg ikke har haft behov for, at læse mere af Slaughter siden. Folk rundt omkring, er begejstrede for hende, har jeg selvfølgelig godt bemærket, men aaarh, jeg synes ikke helt jeg orkede mere underlighed. Men så kom hendes bog "De smukkeste", som var en stand alone. Jeg satsede, læste den og blev fuldstændig blæst bagover. Suveræn bog... så nu var jeg ligesom hooked og tænkte, at hun skulle have en chance mere. Som den opmærksomme læser jeg er (host), har jeg selvfølgelig fanget, at der er hele tre serier at vælge imellem, af Karin Slaughter. Jeg ville selvfølgelig godt springe over Will Trent indtil videre, så jeg lagde ud med første del i serien om Sara Linton. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for det var lige præcis en bog efter mit hoved!

Sara er børnelæge på et hospital i en mindre by, i de amerikanske sydstater. Som bijob, hjælper hun politiet som retsmediciner, når de har brug for det. Det plejer bare at være mindre problemer, men pludselig står Sara og politiet i Grant County, bogstavelig talt med et lig mellem hænderne. Den unge kvinde er ilde tilredt og er blevet mishandlet og voldtaget på bestialsk vis. 

Sara Lintons eksmand, Jeffrey, som er byens vicekriminalbetjent, er den, som sammen med sit team, skal forsøge at opklare det grufulde mord. I den lille by hvor alle kender alle, er det svært ikke at tage sagen personligt. Sara har en fortid, som hun forsøger at glemme, men som gør det endnu mere magtpåliggende for hende, at få fanget morderen. Hendes fortid er ved at indhente hende, selvom hun gør hvad hun kan for at undgå det.

Jeg er hermed meldt ind i klubben af Karin Slaughter-tilhængere. Jeg kan næsten ikke vente til at komme igang med næste del i serien. "Mord for øje", har alt det, der gør en krimi til noget særligt i mine øjne. Den har spændingen, den har det gode plot, som ikke lige er til at gennemskue. Jeg havde en idé om morderen, men var trods alt ikke sikker. Motivet var da også overraskende om end ikke noget, man kunne have regnet ud. Der er masser af blod og bestialske voldsomheder udpenslet i detaljer. Ingen tvivl om, at Slauhgter har haft fantasien i omdrejninger. Jeg synes det er fantastisk, når der ikke springes over hvor gærdet er lavest, og det gør der bestemt ikke her. Jeg er fan! 

Anmeldelse: Camilla Grebe - Når isen brister

"Når isen brister", handler om den unge kvinde Emma, som indleder et forhold til sin øverste chef, Jesper. Han ønsker det hemmeligholdt pga pressen, så ingen kender til deres hemmelighed. En dag hører Emma pludselig ikke mere fra Jesper og snart findes liget af en kvinde, i hans hjem. 

Hos politiet famler man i blinde, men da mordet ligner et tidligere uopklaret mord, beder de adfærdspsykologen Hanne Lagerlind, om hjælp. Hun er specialiseret i voldsomme gerningssteder og hjalp også politiet i den tidligere sag. 

Der er mange følelser i denne bog og jeg synes næsten den mere er en kærlighedshistorie end en krimi. Både mellem Emma og Jesper og mellem Hanne og Peter. Bevares, der er da også et psykologisk spil, men jeg synes på ingen måde det er særlig dybt eller enestående. Det tog mig ganske vist lidt tid, at nå frem til det twist der er, men desværre afsløres det lidt for tidligt, så vi hele tiden er et skridt foran gennem resten af bogen. Når politiet er på sporet af noget, eller når de er i vildrede, så ved vi allerde hvad der er sket. Det er ærgeligt, for det gør bogen kedelig og forudsigelig. 

Det mest gribende i bogen, var for mig, den midaldrende Hanne og hendes følelser for politimanden Peter, hendes manglende følelser for ægtemanden Owe og hendes angst for fremtiden i forbindelse med sygdommen demens, som har ramt hende. Meget fint og rørende beskrevet.

Anmeldelse: Palle Schmidt - Fanden på væggen

På Bagsiden står der:

Detektivbureauet Jankowski I/S kæmper for at overleve. Helena forsøger at holde butikken kørende, mens den tidligere militærmand David er gledet ud på en deroute af vold. Yasin bruger mere tid på afpresning og et skrantende familieliv end på arbejdet. Den tidligere kriminelle Frank ser magtesløs til, mens det sidste han har, smuldrer mellem fingrene. Og den pensionerede politimand Schebel har sin helt egen agenda.

Da en gammel sag om et kidnappet barn dukker op, virker det som en gave fra himlen, men efterhånden som de graver dybere, åbnes en Pandoras æske af rædsler og det viser sig, at sagen snarere er en enkeltbillet til helvede.

Ovenstående er egentlig meget præcist beskrevet, men jeg må være ærlig og sige, at når det tager 240 sider at nå frem til noget spænding og når vejen dertil er krydret med ituslåede parforhold og ulykkelig kærlighed, så er jeg altså tabt inden jeg når så langt. Der bliver brugt for meget tid på ting og tanker, som ikke er vigtige for handlingen. Sproget i bogen er ført som dagligdags talesprog, hvilket er super fint, så længe det er personerne der taler sammen. Det bliver for meget, når resten af historien også er skrevet på den måde – når mødre der har mistet deres børn begynder at ”tude” og ”vræle”, når ingen nogensinde kigger, men altid glor, når man ikke tænder en cigaret, men stikker en cigaret i flaben osv… jeg ved godt det er småtingsafdelingen, men for mig bryder det flowet i teksten, og det får mig til at stoppe op og tænke på ordvalget, frem for at fordybe mig i historien.

Men nu skal det heller ikke være negativt det hele, for når spændingen først starter, så kommer der fuld smæk på, og fra at sidde og hænge med bogen, så var der pludselig masser af spænding, som holdt mig ude på kanten af stolen. Historien tager en drejning jeg ikke havde set komme, og de sidste 100 sider af bogen, er aktion og ondskab fra ende til anden. Jeg vil undlade at fortælle hvad det går ud på, af frygt for at afsløre noget. Det fungerer bedst, når det kommer som en overraskelse. Der er stadig nogle løse ender når bogen slutter, så mon ikke der er en toer på vej. Fx hvad sker der med Yasin, hvad var det egentlig helt han havde gang i ham Schebel og får det følger for den person der ser ud til at have del i det hele? Det glæder jeg mig til at finde ud af. I næste bog vil jeg dog ønske, at der er skåret noget af alt det ligegyldige væk, og der i stedet bliver skåret ind til benet, fra starten af.

Vil du også være med på Facebook :)

Anmeldelse: Julia Heaberlin - Kvinden i graven

Psykologisk thriller, står der i forlagets beskrivelse af Kvinden i graven. Jeg har ikke helt styr på definitionen af en thriller, men i min optik, er det noget uhyggeligt og det er denne bog ikke. Det psykologiske spil er til gengæld i topform hele vejen.

Bogen er bygget op med en enkelt fortæller, som dog fortæller sideløbende i både nutid og tilbage i 1995. Fortælleren er bogens hovedperson Tessa/Tessie. Når vi er tilbage i 1995, følger vi hendes tanker under besøgene hos den psykiater, som hjælper hende igennem den svære tid efter hun som 16-årig, bliver fundet i en grav. Her har hun ligget begravet sammen med en død pige og knoglerne af yderligere to piger. Omkring graven, havde morderen plantet sortøjede blomster, hvorfor pigerne hurtigt får tilnavnet ”De sortøjede piger”.

Da vi møder Tessa i nutiden, finder hun de selvsamme sortøjede blomster, plantet under sit soveværelsesvindue. Igennem de sidste 17 år, har hun jævnligt fundet disse blomster plantet på sin grund. Det har selvfølgelig fået Tessa til at tvivle på, om den mand der nu sidder på dødsgangen for mordene, er den rigtige morder. Hun har derfor sagt ja, til at samarbejde med en advokat, som er overbevist om mandens uskyld.

Jeg vil sige, at jeg var godt underholdt igennem hele bogen. Den der følelse af, at om lidt sker der et eller andet og hvem kan man egentlig stole på, var vedvarende. Jeg blev mere og mere nysgerrig på, hvem der egentlig var morderen. I og med, at bogen mere eller mindre, er bygget op på hovedpersonens tanker og fortællinger, er der selvsagt ikke noget opklaringsarbejde. Vi følger dog til dels med i de opdagelser retsmedicinerne gør og det er medvirkende til, at holde spændingen og nysgerrigheden kørende. Jeg er ikke stor fan af kærlighedshistorier i krimi, men i denne bog var det til tider det, der optog mig mest. Måske fordi uhyggen udeblev og det ikke føltes som en rigtig krimi. Vi får dog vores opklaring af mordene og så endda med et fint twist.

Normalt læser jeg helst ikke bagsideteksten på en bog inden jeg går i gang. Jeg vil helst blive overrasket. Det gjorde jeg heller ikke med ”Kvinden i graven”, men da jeg læser den nu hvor jeg skal skrive anmeldelsen, spekulerer jeg på om den der har skrevet bagsiden, mon overhovedet har læst bogen. Den indeholder i hvert fald et par ting som ikke er korrekte, ligesom det også virker som om det er gået lidt hurtigt med korrekturen i bogen. Det er ærgerligt.

Når jeg kun lander den på 3 perler, skyldes det, at bogens fortælling ikke efterlod mig med noget særligt. Ikke noget der var tankevækkende nok, til lige at skulle fordøjes efter endt læsning. Det behøver der heller ikke altid at være, men der var generelt ikke rigtigt noget der rystede mig igennem læsningen, selvom Tessies oplevelser er grumme.

Vil du være med ovre på Facebook også? Klik H E R

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Lærlingen

Endelig er der nyt fra Tess Gerritsen og denne gang, er det den længe ventede fortsættelse til Kirurgen. Ekstremt velskrevet krimi, så jeg har været spændt på, om Lærlingen kunne leve op til sin forgænger. Det vil jeg mene, at den godt kan, selvom gyserniveauet er lettere reduceret.

Jane Rizzoli er tilbage – det samme er Warren Hoyt, bedre kendt som Kirurgen. Vi møder ham første gang i fængslet, hvor han har siddet siden Rizzoli sendte ham derind, efter han nær havde slået hende ihjel. Vi følger hans tanker om at finde en ny samarbejdspartner til sine brutale mord – med andre ord, en lærling. Vi følger hans planlægning af flugt og jeg røber ikke noget uventet ved at afsløre, at det selvfølgelig lykkedes ham.

Jane Rizzoli, som jeg egentlig ikke brød mig særligt om, er bange og nedbrudt. Hun er stadig cool, sej og fandenivoldsk, imens hun forsøger at opretholde sin værdighed og sin stolthed. Ved nyheden om, at Hoyt er på fri fod, øges hendes frygt selvfølgelig betydeligt. Hvor forrige bog i serien var gennemsyret af uhygge, er frygt nok det, der præger stemningen i denne bog mest. Den er så levende beskrevet, at den nåede helt ud i kroppen på mig. Vi møder en blødere side af Jane Rizzoli – en side som faktisk klæder hende. Jeg tog mig selv i, at synes rigtig godt om hende.

Som nævnt tidligere, er der skruet ned for gyserniveauet og jeg blev ikke skræmt som i forgængeren. Til gengæld har den masser af udpenslede og blodige detaljer. Masser af creepy udspekulerede mord, som grænser til det kvalmende, men på den gode måde, hvis man kan sige det sådan.

Jeg er vild med den, jeg er bister over at den er slut og jeg glæder mig som et barn til fortsættelsen kommer. Det skulle den efter sigende gøre til efteråret.

Vil du også være med på Facebook?

*FØDSELSDAGSKONKURRENCE*

Hej med jer,

Nu er der fødselsdagskonkurrence på Facebooksiden. Vil du være med i lodtrækningen om en uhyggelig præmie? 

Anmeldelse: Sara Blædel - Bedemandens datter

Jeg må være ærlig og sige, at jeg var begyndt at kede mig med de sidste bøger i Sara Blædels serie om Louise Rick. Jeg var ellers stor fan i starten, men så blev det ligesom bare for meget med de samme personer og for mange ”tilfældige” sammenfald osv. Det var gode nyheder, da det blev meldt ud, at der var en ny serie på vej.

Og hvad er det så for noget med den her nye serie? Egentlig er det en meget anderledes bog. Det er som om den kun er starten på noget (hvilket den jo også er), men som om den aldrig når at komme i gang før den er slut. Jeg synes hele tiden jeg ventede på, at der skulle begynde at ske noget vildt eller uhyggeligt, men det skete bare ikke. Det underlige er, at det ikke gjorde noget. Kender I de der dokumentaragtige film, hvor man følger en vare hele vejen gennem produktionen? Finder ud af hvordan det foregår når den bliver til. Jeg elsker den slags film. På en måde minder Bedemandens datter om de film, forstået på den måde, at vi lærer om bedemandsgerningen bag om det pæne ydre, som den slags steder normalt repræsenterer. Bl.a. anede jeg ikke hvordan man balsamerer et lig. Eller hvordan de håndterer et lig. Eller at bedemænd ikke må kalde dem lig, men skal omtale dem som afdøde. Det ved jeg nu og jeg synes det var drøninteressant læsning.

De fleste af os, forbinder Sara Blædel med krimi, men om man kan kalde denne bog for krimi, er jeg ikke helt sikker på. Alligevel har den elementer der lugter i den retning og der ligger også hele tiden en spænding og lurer under overfladen om noget der kommer til at ske, eller nogen der ikke har rent mel i posen. I store træk, går Bedemandens datter nok mest ud på, at beskrive hovedpersonen Ilka, hendes følelser og så en grundig redegørelse af, hvor vigtigt en god bedemand er, når folk mister dem de elsker. På et eller andet plan, er det også en temmelig følelsesladet bog. Alle de ting og følelser som Ilka går igennem, føles virkelige fordi de er så levende beskrevet. Da jeg lukkede bogen, sad jeg tilbage med en klump i halsen og samtidig en frustration over bogens slutning, som er… ”fortsættes”. Jeg vil helst bare vide hvad der kommer til at ske og jeg vil vide det NU!

Så… jeg synes egentlig det her er noget af det bedste jeg har læst af Sara Blædel. Forvent ikke højspændt krimi, forvent ikke indviklede mordgåder eller makabre myrderier. Forvent en stille og rolig bog, med en masse ny viden (for mig var det nyt i hvert fald), men som alligevel har noget mysterium over sig. Der bliver da også opklaret et enkelt mord undervejs, men det er ikke noget vores hovedperson har aktier i.

Jeg giver den 4 perler. Havde uhyggen fyldt lidt mere undervejs, havde den fået en femmer. Måske der bliver bedre plads til det i næste del, når nu baggrunden er på plads.

Følg meget gerne med på Facebook