Lad mig dø, er 3. bog på dansk af Clare Mackintosh. Den er,
ligesom de to foregående bøger af hende (Jeg lader dig gå og Jeg ser dig), en stand
alone, hvilket betyder, at den er helt sin egen og ikke hænger sammen i en
serie.
Lad mig dø, har en handling, som er lidt svær at beskrive,
uden at komme til at røbe for meget. Der er dog enkelte ting, som jeg mener man
ret hurtigt godt kan regne ud, så jeg løfter lige en lille flig af sløret for
jer.
Annas forældre har begge begået selvmord. Først hendes far
og 7 uger senere, også hendes mor. På årsdagen for morens selvmord, modtager
Anna et kort. "Tillykke med dagen", står der udenpå. Indeni står der: ”Selvmord?
Tro om igen”. Anna, som hele tiden har tvivlet på, at hendes forældre var i en
tilstand der drev dem til selvmord, er helt sikker på, at kortet taler sandt –
at hendes forældre er blevet myrdet.
Hun tager ind til den lokale politistation og kommer her i
snak med receptionisten, Murray, som er pensioneret kriminalbetjent. Han mener
dog ikke, at de nuværende kriminalbetjente vil tage Anna alvorligt, så han
beslutter sig selv at se på sagen og grave lidt i sporene, inden han sender den
videre.
Vi følger flere forskellige personer. Både synsvinkler fra
Anna og Murray, men også fra en ukendt vinkel, som dog tydeligvis er en af
Annas forældre. Ergo ved vi også fra starten, at både Anna og Murray tager
fejl, da de formoder, at Annas forældre blev myrdet!
Det varer ikke længe, før endnu en vinkel kommer i spil. Trusselsbreve
imod indblanding af politiet, bliver smidt gennem ruden til Anna og hendes mand, Mark. Et brev bundet fast til en mursten, som lander i deres 8 uger gamle
datters seng. Alting spidser til og hvad der starter stille og roligt, stiger herfra
mere og mere i tempo, for til sidst at munde ud i et hæsblæsende drama om liv
og død.
Som altid, når vi har at gøre med Clare Mackintosh, så ved
vi godt, at vi bliver taget grundigt i røven, når vi går ud fra, at vi har
regnet plottet ud eller ved hvem der er banditten. Vi ved også godt, at der med
garanti venter os endnu flere overraskelser som historien skrider frem. Det
gjorde sig også gældende denne gang, og det er nok dét jeg sætter allerstørst
pris på, ved dette forfatterskab. Forventningens glæde er stor og netop
forventningen gav mig lyst til, at skynde mig igennem bogen.
Der er mange følelser i denne bog. Vi føler selvfølgelig med
Anna, som har mistet begge forældre og som lige er blevet mor. Mest følte jeg
dog med Murray, som lever med en psykisk syg kone. Ind og ud af psykiatrisk
hospital, ryger hun. Så mange selvmordsforsøg, at det ikke kan tælles på to
hænder. Alligevel så skinner Murrays kærlighed til hende tydeligt igennem. Han
er beskrevet så fint og følsom, som det mest forstående og omsorgsfulde menneske.
En mand, man kun ønsker alt det bedste!
Lad mig dø, er en spændende og medrivende bog. Jeg synes dog
til tider den blev lidt langsommelig og selvom den mundende ud i topgear, så
synes jeg alligevel ikke den var så spændende at den fik mig til at holde
vejret. Plottet var dog uigennemskueligt og overraskende for mig og jeg fik et sug i maven da
slutningen tog sin sidste uventede drejning.