Jeg synes det er lidt svært, det der med at have læst en bog
af en forfatter – været vildt begejstret for den og så gå og vente på næste bog,
imens man håber den kan leve op til den første. Det er lidt unfair, for den
næste bog er jo sin egen og bør vurderes som sig selv og ikke sammenlignet med
en anden. Alligevel kunne jeg ikke lade være med netop dét, da jeg læste Jeg
ser dig.
Vi følger Zoe Walker og hendes tanker. Vi er med hende da hun
opdager en annonce i avisen med et billede af hende selv. Annoncen indeholder
et link til en webside og et nummer, men intet andet. Dog er den placeret
blandt sexannoncerne. Zoe bliver selvfølgelig bange, men snart opdager hun at
andre kvinder er udstillet på samme måde. Da hun opdager at en af kvinderne er
blevet myrdet, begynder hun for alvor at frygte for sit liv.
Samtidig følger vi den stædige og meget selvstændige betjent
Kelly Swift. Hun bliver tilfældigt rodet ind i sagen og sætter sig for at blive
en del af den, selvom den ikke ligger i hendes afdeling. Kelly spiller ikke
helt efter reglerne og har derudover en historie i bagagen, som gør hende
ekstra opsat på at opklare sagen.
Og levede bogen så op til den første bog af samme forfatter?
Nej ikke helt. Jeg lader dig gå, er en forrygende god bog, med et ret vildt og
uventet plottwist. Imens jeg læste denne bog, sad jeg hele tiden og ventede på
det uventede – på den store overraskelse. Den kom bare ikke rigtigt. I hvert
fald ikke før vi nærmede os slutningen. Jeg vil sige, at bogen fangede mig og
spandt mig ind i sit net af mistanker til både den ene og den anden. Den der
følelse af, ikke at kunne stole på nogen, end ikke jeg-fortælleren selv, sad
dybt og altoverskyggende og gjorde, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra
mig. Jeg MÅTTE simpelthen bare vide, hvordan det hele hang sammen. Desværre
blev det lidt langtrukket tilsidst, da det gik op for mig, at der ikke ville
ske en drejning, som ændrede alt. Der kommer en overraskelse, men desværre alt
for sent til at den har den helt rette effekt. Jeg synes dog stadig det var en
god læseoplevelse og har man læst og sat pris på Jeg lader dig gå, så vil man
sandsynligvis også synes om denne.
De to bøger er ikke en serie og kan læses uafhængigt af hinanden.
De to bøger er ikke en serie og kan læses uafhængigt af hinanden.
3 krimiperler af 5 mulige
Ingen kommentarer:
Send en kommentar