Anmeldelse: Clare Mackintosh - Jeg lader dig gå

”Jeg lader dig gå”, hedder bogen, men at lade den gå, er nok ca. det eneste man ikke kan med den, efter sidste side er vendt!

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal beskrive den uden at røbe for meget, for den her bog har simpelthen det vildeste twist. Dén sætning der gør, at hele scenariet lige vender 180 grader, gav mig kuldegysninger over hele kroppen. Seriøst!

Jeg tror jeg giver jer bagsideteksten, for jeg kan ikke beskrive det bedre selv, uden at komme til at fortælle noget der ødelægger overraskelsen.

På et splitsekund er Jenna Grays verden blevet forvandlet til et mareridt. Hendes eneste håb for at komme videre er, at efterlade alt hun kender og starte på en frisk. Desperat efter at flygte flytter Jenna til en isoleret hytte på den Walisiske kyst, men hun hjemsøges af frygt, sorg og minder om en forfærdelig aften i november, som ændrede hendes liv for evigt.
Langsomt begynder Jenna at skimte muligheden for lykke i fremtiden. Men hendes fortid er ved at indhente hende og konsekvenserne vil være altødelæggende.

En lille dreng på bare 5 år, bliver dræbt af en flugtbilist. Der er ikke mange spor at gå efter, for moderen til drengen så intet og der er ingen vidner. Og så får I ikke mere for dén 25-øre :)

Jeg lader dig gå, er som sådan ikke en krimi og forlaget kategoriserer den da også som thriller. Den starter stille og roligt ud, dog uden på nogen som helst måde, at blive kedelig. Bogen er inddelt i tre fortælleformer, som hver indikerer tre forskellige personer. Det fungerer virkelig godt og når man starter på et nyt afsnit, ved man med det samme, om det er den ene, den anden eller den tredje person vi følger. Efterhånden som historien skred frem, blev jeg mere og mere stakåndet og fik mere og mere ondt i maven. I virkeligheden, nåede jeg omkring rigtig mange områder i følelsesregisteret undervejs. Vrede, lede, sorg, afsky, medfølelse… Den her bog er så grum og så ond og så trist. Jeg læste og læste og glemte alt omkring mig. Ønskede at kende slutningen og ønskede samtidig at bogen aldrig endte. Bedst som det ikke kunne blive værre eller mere intenst, så blev det det alligevel. Slutningen er jeg simpelthen bare nødt til at tolke på min helt egen måde, for ellers er det nærmest ikke til at bære.

Har du nogensinde set den film med Julia Roberts som hedder ”I seng med fjenden”? Kan du huske følelsen den film gav dig i kroppen? Forbered dig på den følelse x 10. Den her bog er ikke slut når den er slut. Den bliver hængende i tankerne længe efter!!

Vil du være med på Facebook?