lørdag den 15. februar 2020

Anmeldelse: Charlie Donlea - Kvinden i mørket



En sjælden gang imellem sker det, at jeg støder på en – for mig – helt ukendt forfatter, som så viser sig at sparke røv på smukkeste vis. Smukkeste selvfølgelig ment ud fra min hang til gys og grumhed, for der er ikke meget smukt over ”Kvinden i mørket”. Eller er der?

Måske er der alligevel, for bogen er delt i to halvdele, hvor den ene foregår i 1979 og den anden i 2019. Begge halvdele har en speciel hovedperson som er beskrevet på fineste vis og med stor respekt omkring begges lidelser. I 1979 følger vi Angela Mitchell, som lider af OCD og autisme. Hun bliver optaget af at finde den morder der hærger Chicago og som går under tilnavnet ”Tyven”.

I 2019 følger vi Rory Moore, som er retsmedicinsk rekonstruktør og nok landets bedste. Ja se, allerede der er der nytænkning, for sådan en titel er jeg personligt ikke selv stødt på i en krimi før. Rory har også sit at slås med i form af OCD og angstanfald. Da hendes advokatfar dør, må Rory som også er uddannet advokat, overdrage firmaet og alle igangværende sager, til andre. En enkelt sag hænger hun dog på – nemlig sagen om Tyven fra 1979, som nu skal prøveløslades.

Det her er en bog der fanger fra første side. Den har faktisk nærmest bare hele favoritpakken. Jeg fik lov at gætte med på sammenhængen fra første færd, jeg blev snydt af falske ledetråde, jeg holdt vejret i spænding, min hjerterytme steg op til flere gange og jeg tog mig selv i at råbe neeeeeeeeeej når kapitlerne skiftede lige midt i det mest spændende. Jeg havde lyst til at læse i den konstant og da jeg lagde den fra mig efter sidste side var vendt, føltes den på en eller anden måde fremmed. Det føltes ikke som om det var dén bog jeg havde læst, men mere som en film jeg havde set. Fuldstændig opslugt og fordybet.

På bagsiden står der, at bogen er lige dele 1970’er serialkiller-thriller og nutidig kriminalroman … det tilslutter jeg mig 100p og tilføjer at selvom de fleste nok vil kunne regne ud, hvor det bærer hen ad, så kulminerer det til sidst i en nervepirrende slutning.

Det ser umiddlebart ud til, at Charlie Donlea skriver stand alones, men jeg har googlet mig frem til, at der er endnu en Rory Moore-krimi på vej til os i efteråret 2020. Intet mindre end fremragende!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar