Anmeldelse: Clare Mackintosh - Lad mig dø

Lad mig dø, er 3. bog på dansk af Clare Mackintosh. Den er, ligesom de to foregående bøger af hende (Jeg lader dig gå og Jeg ser dig), en stand alone, hvilket betyder, at den er helt sin egen og ikke hænger sammen i en serie.

Lad mig dø, har en handling, som er lidt svær at beskrive, uden at komme til at røbe for meget. Der er dog enkelte ting, som jeg mener man ret hurtigt godt kan regne ud, så jeg løfter lige en lille flig af sløret for jer.

Annas forældre har begge begået selvmord. Først hendes far og 7 uger senere, også hendes mor. På årsdagen for morens selvmord, modtager Anna et kort. "Tillykke med dagen", står der udenpå. Indeni står der: ”Selvmord? Tro om igen”. Anna, som hele tiden har tvivlet på, at hendes forældre var i en tilstand der drev dem til selvmord, er helt sikker på, at kortet taler sandt – at hendes forældre er blevet myrdet.

Hun tager ind til den lokale politistation og kommer her i snak med receptionisten, Murray, som er pensioneret kriminalbetjent. Han mener dog ikke, at de nuværende kriminalbetjente vil tage Anna alvorligt, så han beslutter sig selv at se på sagen og grave lidt i sporene, inden han sender den videre.

Vi følger flere forskellige personer. Både synsvinkler fra Anna og Murray, men også fra en ukendt vinkel, som dog tydeligvis er en af Annas forældre. Ergo ved vi også fra starten, at både Anna og Murray tager fejl, da de formoder, at Annas forældre blev myrdet!

Det varer ikke længe, før endnu en vinkel kommer i spil. Trusselsbreve imod indblanding af politiet, bliver smidt gennem ruden til Anna og hendes mand, Mark. Et brev bundet fast til en mursten, som lander i deres 8 uger gamle datters seng. Alting spidser til og hvad der starter stille og roligt, stiger herfra mere og mere i tempo, for til sidst at munde ud i et hæsblæsende drama om liv og død.

Som altid, når vi har at gøre med Clare Mackintosh, så ved vi godt, at vi bliver taget grundigt i røven, når vi går ud fra, at vi har regnet plottet ud eller ved hvem der er banditten. Vi ved også godt, at der med garanti venter os endnu flere overraskelser som historien skrider frem. Det gjorde sig også gældende denne gang, og det er nok dét jeg sætter allerstørst pris på, ved dette forfatterskab. Forventningens glæde er stor og netop forventningen gav mig lyst til, at skynde mig igennem bogen.

Der er mange følelser i denne bog. Vi føler selvfølgelig med Anna, som har mistet begge forældre og som lige er blevet mor. Mest følte jeg dog med Murray, som lever med en psykisk syg kone. Ind og ud af psykiatrisk hospital, ryger hun. Så mange selvmordsforsøg, at det ikke kan tælles på to hænder. Alligevel så skinner Murrays kærlighed til hende tydeligt igennem. Han er beskrevet så fint og følsom, som det mest forstående og omsorgsfulde menneske. En mand, man kun ønsker alt det bedste!

Lad mig dø, er en spændende og medrivende bog. Jeg synes dog til tider den blev lidt langsommelig og selvom den mundende ud i topgear, så synes jeg alligevel ikke den var så spændende at den fik mig til at holde vejret. Plottet var dog uigennemskueligt og overraskende for mig og jeg fik et sug i maven da slutningen tog sin sidste uventede drejning.

Anmeldelse: Ninni Schulman - Kun dig

Jeg indrømmer, at jeg har kendt til Ninni Schulman længe og har flere af hendes bøger i min reol. Alligevel har jeg ikke læst noget af hende før nu. Jeg har læst mig frem til, at Schulman prøver kræfter med en lidt anden genre end krimi. ”Kun dig”, har fået betegnelsen spændingsroman. Den ligger efter min mening, også og læner sig en smule op ad domestic noir, uden dog rigtigt at være det. Psykologisk drama er nok det der kommer nærmest, synes jeg.

Pål har været igennem en hård periode i sit liv. Han har trukket stikket fra det kreative erhvervsliv og arbejder nu som billetkontrollør i metroen i Stockholm. Iris er designer og ulykkeligt forelsket. Hun er for nyligt blevet droppet af en gift mand, som hun har haft et lidenskabeligt forhold til. Hun deler kontor med et par venner og render jævnligt til frokoster, caféhygge og glamourøse arrangementer. Hun nyder kort sagt livet, men savner kærligheden. Ham møder hun i form af Pål og hendes liv vendes pludselig op og ned. Pål er en drøm. Han er flot, kærlig, sjov og kort sagt alt det Iris har drømt om. Han ved præcis hvad hun kan lide og det gælder også i sengen, hvor Iris når højder hun aldrig før har nået. Men Pål er ikke social. Han nyder deres tosomhed og vil helst bare den hjemlige hygge. Iris svæver på en lyserød lykkesky, så hun ønsker i bund og grund det samme som Pål.

Iris har en mørk baggrund, som hun ønsker at holde for sig selv. Hun er vokset op med en skizofren far, som gjorde grusomme ting mod både familien og fremmede, når han ikke tog sin medicin. Da Iris selv begynder at få symptomer på skizofreni, trækker hun sig ind i sig selv, tættere på Pål, men endnu længere væk fra veninder og det sociale liv.

Historien begynder på et hospital hvor Pål er indlagt og netop har fået amputeret det ene ben.

Når Pål fortæller, er det i jeg-form og når vi hører om Iris og hendes oplevelser af tingene, er det skrevet i 3. person. Jeg synes det er en ret cool indgangsvinkel, fordi det medvirker til at gøre hele handlingsforløbet endnu mere spændende. Når Pål selv fortæller, kan han udelade ting i sin historie – vi kan med andre ord ikke nødvendigvis stole på ham. Når det er 3. person der fortæller historien for Iris, ved vedkommende ikke alt og vi kan derfor heller ikke føle os sikre på, at vi får hele sandheden fra dén vinkel. Jeg blev derfor fuldstændig grebet af bogen og læste og læste og lææææææste, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af, om det var hende der var bindegal eller ham der var psykopatisk og besidderisk. Vi har en stærk fornemmelse helt fra starten, om at Iris er skyld i amputationen af Påls ben. Men handlede hun i selvforsvar eller handlede hun i vanvid og hvad skete der undervejs?

Det underlige ved den her bog er, at der egentlig ikke er noget nyt i den. Der er heller ikke noget specielt uforudsigeligt og på en eller anden måde, er det sådan en bog, som man enten har læst nærmest identisk før eller set som film. Alligevel er den skrevet på en måde, som gjorde mig helt tabt for omverdenen og som havde et spændingsniveau som bare hagede sig fast i mig. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det hang sammen. Havde jeg ret i mine formodninger eller ville historien tage en uventet drejning. Hvilken vej det gik, vil jeg ikke afsløre for jer, men jeg kan sige så meget som, at slutningen efterlod mig med et ønske om, at høre mere.

Men der er en morale i bogen, eller i hvert fald en intention om, at sætte tanker i gang hos os SoMe-brugere. For hvornår er man asocial og hvornår er man normal? Er det asocialt, når man ikke ønsker at være en del af Facebook og Instagram, fordi man i stedet ønsker det nærvær som virkeligheden giver med de mennesker man elsker og holder af? Eller er det normalt, at man ønsker at have kontakt med alle mulige mennesker fra fortid og nutid, ønsker at følge med i deres liv og udvikling. Er det normalt at man selv ønsker at dele oplevelser og livsbegivenheder med venner og bekendte på de sociale medier, eller er det mest bare asocialt at sidde med sin telefon og fx tage billeder af den mad man spiser eller de oplevelser man er en del af, sammen med andre. Hvor går grænsen for hvad der er normalt og hvad der er asocialt? Det fik i hvert fald mig til at spekulere.

Så … alt i alt ikke så meget nyt under solen med denne bog og samtidig en bog, som isolerede mig fuldstændig for hvad der skete omkring mig. Den var på ingen måder skræmmende, men jeg mistede til tider næsten pusten i spænding.

4 ud af 6 krimiperler får den med sig. Fra mig til kun dig.

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Kongens efterfølger

Hvis du endnu ikke har læst noget af Matthew Arlidge og hvis du godt kan lide krimier med brutal vold og detaljerede beskrivelser af gerningssteder, så anbefaler jeg, at du går i gang med denne serie. Den er ikke så brutal som Chris Carter eller Cody McFadyen, men den lugter lidt derhen ad. Kongens efterfølger ar 5. bog i rækken. Jeg anbefaler, at du starter med den første, "Okker gokker".

Hvis du allerede har læst serien, så kender du kriminalkommissær, Helen Grace. Hun er ikke som andre hovedpersoner jeg har læst om. Hun har lig i lasten af den grusomme slags. Ingen tvivl om, at hun er mærket af sin bagage, men hun er ikke ødelagt og nedbrudt – tvært imod er hun mere viljestærk og arbejdsom end de fleste. Det gør sig også gældende i Kongens efterfølger, men Helen er oppe imod nogen, som ønsker hende det værste. Ikke bare én, men flere personer, ser deres snit, til at forsøge at få hende ned med nakken.

Jeg havde ondt i maven gennem store dele af den her bog. Den er på en eller anden måde, så hjerteskærende. Helen kæmper, men det er ikke nemt. Det kan godt være, at hun er stærk og sej, men hun har brug for lindring af sine smerter, og det søger hun via SM. Den fysiske smerte lindrer den psykiske. Hun kender derfor til miljøet, på trods af, at hun altid har opsøgt smerten diskret. Da der sker et brutalt mord i en S/M-klub, viser det sig, at offeret er en person som hun kender særdeles godt og holdt af. Det bringer hende helt ud af fatning og det påvirker hende i en sådan grad, at hun ikke formår at lede sine underordnende og have øjne for deres indbyrdes kamp. Først da næste mord sker, begynder det at dæmre for hende, at morderen måske forsøger at ramme hende personligt. Ret meget mere, ønsker jeg ikke at afsløre af handlingen. Det skal komme som en overraskelse, når man læser.

Helen Grace er ikke en person som ønsker medlidenhed. Hun holder sig fra alt hvad der hedder parforhold og til dels også venskaber. Netop derfor, bliver hun alligevel en person jeg føler medlidenhed med. Hun er så ensom i alle livets henseender og hun har ingen – overhovedet – at betro sig til. Derfor er hun også alene, da tingene vender sig 180 grader og peger på hende. Men hun kæmper, for det er sådan hun er indrettet. Bogen forærer os en cliffhanger af en afslutning, som gjorde mig mundlam og som straks fik mig til at søge efter udgivelsesdato for næste bog. Ønsker man at læse den næste på dansk, må tålmodet strække sig helt til engang i oktober eller november. Kan man ikke vente, må man snuppe den på engelsk.

5 ud af 6 krimiperler til Kongens efterfølger.

Anmeldelse: Lotte Petri - Blodengel 2, Åndemaneren

Selvom jeg sidder og sveder under sydens sol, så har jeg samtidig taget mig endnu en tur ud i iskolde snedækkede landskaber. Denne gang er destinationen Grønland, hvor kulden bider og sneen fyger. Der er ingen tvivl om, at Lotte Petri har været på researchtur til verdens største ø, for alt- lige fra smukke snelandskaber til stolene i venteværelset - er beskrevet i så flotte detaljer, at jeg næsten kunne fornemme stemningen og de indre billeder stod meget tydeligt frem.

Sofie Engell er politibetjent og er netop gået på en velfortjent ferie, da hun bliver ringet op af retsmediciner Hack, som er udlånt til Grønland, hvor to unge mennesker er fundet dræbt. Hvad der i første omgang ser ud som en mand der har slået sin kone ihjel for derefter at begå selvmord, ligner i Hacks trænede øje, uden tvivl to mord. Han beder Sofie komme derop for at hjælpe, og da det viser sig, at være en mere omfattende omgang, ender hele E-gruppen, som Sofie står i spidsen for, snart deroppe.

Der begynder stille og roligt, at tegne sig et billede, hvor folk har haft indbrud, men intet særligt er stjålet. Mennesker bliver slået ihjel, men hvad der i første omgang ser ud som ulykker, giver snart Sofie mistanke om, at noget andet er på spil. Det grønlandske folk, er et folk som i stor stil tror på ånder og overjordiske kræfter. Der går rygter om en fjeldvandrer, som er en ånd, der går rundt om natten og slår folk ihjel. E-gruppen tror ikke på ånder, så de går benhårdt efter at fange den høje mand i hvidt tøj, som er blevet set af mange og som betegnes som Spøgelset.

Udover mordgåden, så følger vi også med i Sofies svære tid, efter hun mistede datteren, Liva, imens babypigen stadig lå i maven. Sofie var udsat for hustruvold, og er nu så svært psykisk tilredt, at hun klarer sig igennem aftnerne og nætterne, på en cocktail af piller og sprut. Til daglig er hun en cool efterforsker, der har styr på sit game og følger sine instinkter som både er stærke og oftest rigtige. Ikke desto mindre, så lader hun sig stadig underkue af et flot udseende, så meget at hun knalder chefen, på hvad der meget tydeligt, er hans præmisser. ”Kom nu, Sofie – tag dig sammen og spark idioten ud”, tænkte jeg flere gange. Men det er en interessant vinkel på historien og en del af den udvikling, Sofie forhåbentlig skal igennem i de kommende sæsoner.

En isnende kulde sneg sig stille og roligt ind på mig imens jeg læste. Lotte Petri har den dér evne til at skrive, så man hele tiden har fornemmelsen af, at lige om et øjeblik springer morderen frem og slår ihjel. En følelse, der er med til at øge spændingen for mig. Og der er masser af spænding i Åndemaneren. Ovenikøbet, fik jeg også mit ønske opfyldt omkring blodige, brutale mord og gerningssteder beskrevet i detaljer, samt en slutning der kørte helt op i topfart på spænding. 

Åndemaneren har næsten det hele. Og med næsten mener jeg, at der er et lille bitte men. Jeg ved godt, at jeg er svær at stille tilfreds når det gælder uhygge, men jeg savnede lidt noget mere plot. Vi, der har læst mange krimier og som i øvrigt heller ikke tror super meget på ånder, vi kan godt regne ud, at Spøgelset er en person. Det står dog hurtigt klart, hvad hans motiv er og herefter er der ikke meget plot tilbage som kan tage uventede drejninger. Bevares, vi ved ikke hvem drabsmanden er, men på en eller anden måde, blev det mere jagt end overraskelse til sidst. Sammen med det faktum, at jeg heller ikke synes det sproglige bare flyder, så mangler jeg lige prikken over i’et på denne ellers fremragende og meget velfortalte historie. 

5 iskolde krimiperler til Åndemaneren ❆❆❆

Blodengel - Åndemaneren 2, er en Mofibo Original. Det betyder, at du skal have abonnement hos Mofibo for at kunne læse eller lytte den. Fortvivl dog ej, hvis du ikke har abonnement. Første del i serien, "Blodengel 1, Tandsamleren" udkommer i papirform, sidst på året. 

Anmeldelse: Janni Pedersen & Kim Faber - Vinterland

Så nåede jeg langt om længe til at få læst en af årets mest hypede krimier, nemlig Vinterland. Mine forventninger var nok mest høje, men jeg har hørt en del forskellige meninger om den, så jeg glædede mig til, at danne min egen. 

Igen i år, gik vores sommerferie til Italien, så med en laaaang køretur foran os, skulle vi også have en god lydbog med. Valget faldt ... tadaaaa, på Vinterland, så denne bog har jeg lyttet til. 

Vi følger flere personer, men vores to hovedpersoner er Signe Kristiansen og Martin Juncker. De er nære kollegaer, men Juncker er for nyligt flyttet sammen med sin demente far, i en lille by uden for København. Juncker har lavet rav i den på flere måder, så han trængte til luftforandring. Da den lille by hans far bor i, manglede en ny betjent, og da faren ikke længere kan klare sig selv, og heller ikke kan få tid til udredning pga lange ventelister, har Juncker taget konsekvensen og er flyttet ind hos ham og har takket ja til jobbet som landbetjent. Det er selvsagt en stor udfordring, når der samtidig er sket et brutalt mord i byen. Juncker har nok at se til. 

Inde i København, er der sprunget en bombe midt i et velbesøgt julemarked. Ingen tager skylden, så Signe og kollegaerne er på bar bund og må gennemgå overvågningskameraer og gennemføre en stor mængde afhøringer, for at finde hoved og hale i hvad der er sket og ikke mindst hvorfor. 

Det er to spændende og meget omfattende historier. Hovedpersonerne er begge meget livagtige og jeg kunne fra starten sætte mig ind i deres personligheder og tankemåder. Begge bærer de på ting der gør ondt. Specielt Signes historie rørte mig og den topper til det umenneskelige hen mod slutningen. Ubærligt simpelthen. Specielt fordi jeg allerede havde set den søde hævn ske fyldest. Og glædet mig til den ... hæhæ. Jeg håber hun finder en vej alligevel, og så bliver der ikke lettet mere på låget herfra i denne omgang :)

Det der gjorde størst indtryk på mig i Vinterland, var uden nogen tvivl, det sproglige. For saddan hvor er det lækkert. Der er så mange fede udtryk, som fik os begge til at smile og flere steder ligefrem at grine. Billedsprog der beskriver en persons udseende eller en situation så præcist, at jeg omgående dannede indre billeder. Fx er der en gammel mands hud, som hænger på ham som papiret på en julegave, pakket ind af en ung uøvet juleassistance. Noget i den stil. Simpelthen genialt. Hele bogen er spækket af den slags sætninger. Jeg er kæmpe fan af sådanne billedlige beskrivelser. Humor i det alvorlige. Stilen gav mig en lille bitte snert af Anders Matthesen og hans måde at billedliggøre de ting han siger.

Selve handlingen er god og virkelig godt skrevet. Terror og banderelateret kriminalitet, spiller en stor rolle. Jeg er nok ikke den helt rigtige til at synes det emne er rigtig fedt i en krimi. Misforstå mig ikke, for jeg synes bestemt at terror er skræmmende. Angsten for det, har ødelagt flere gode oplevelser for mig. Men jeg bliver bange på en anden måde, end jeg gør når jeg læser en væmmeligt uhyggelig bog. Jeg er en sucker for en rigtig god serial killer thriller, og ikke så meget for terror, bandekriminalitet og politik. Alle tre dele, er der for meget af i Vinterland for mig. Samtidig, så blev det hele lidt for langsommeligt. På et tidspunkt faldt jeg i søvn i bilen og sov ca. 20 minutter imens bogen stadig afspillede. Da jeg vågnede, kunne jeg uden problemer fortsat følge med. Jeg mener godt at historien kunne have været kortere, uden at det havde gjort noget. 

Nu kom det hele til at lyde lidt fladt. Det er ikke hensigten, for det er langtfra tilfældet. Det er en god og velskrevet historie. Bestemt meget læseværdig. Jeg vakler lidt mellem 4 og 5 perler, for jeg var faktisk ret godt underholdt hele vejen. Samtidig synes jeg virkelig godt om personerne og fremhæves skal selvfølgelig den førnævnte humor, men også den ufatteligt flotte og særdeles virkelighedstro beskrivelse af den demente far. Min kæreste mistede sin far sidste sommer. Han var dement og hans sidste tid mindede utrolig meget om den beskrevet her i bogen. Det ramte mig lige i hjertet. Jeg synes måske bare selve handlingen var en lille smule for langsommelig, så jeg kom til at kede mig lidt ind imellem.

Fire krimiperler ender Vinterland på og så lige en pil op, får den. Jeg glæder mig til næste bog i serien, som jeg ved de to, er godt i gang med at skrive. 

Anmeldelse: Thomas Bagger - Superstar

Vi lever i en tid, hvor selviscenesættelse på SoMe, er en stor del af mange menneskers hverdag. Hvor generte introverte mennesker, har mulighed for at vise verden hvem de egentlig er, men også hvor mennesker kan nøjes med at vise de perfekte sider af sig selv og det liv de lever. Som ungt menneske, tror jeg det kan være svært at navigere i. Jeg tror det er svært at forstå, at ”alle de andre” heller ikke er perfekte. At vi alle sammen har grimme sider, som vi ikke vil vise frem, men som ikke desto mindre er med til at definere det menneske vi er.

I Superstar, tager Thomas Bagger fat i berømmelsens bagside. Når unge har fået smag for at være stjerne i medierne, når man har oplevet hvad det vil sige at betræde den røde løber til diverse præmierer og mediebevågede arrangementer. Det kan være svært at mærke, at andre stjerner pludselig skinner kraftigere end man selv gør. Der kommer hele tiden nye til.

”Sinners Island” er titlen på et realityshow, hvor unge mennesker bliver castet til at leve sammen på en ø. Måske kender du Paradise Hotel? Jeg forestiller mig, at konceptet er lidt på dét niveau, selvom der i Sinners Island, forventes at deltagerne har sex med hinanden på kryds og tværs. En kold vinterdag, dukker en af deltagerne pludselig op i skoven. Hun virker omtåget og fraværende, og hun er kun iført en tynd hvid natkjole. I hendes arm er der skåret et ord - SUPERSTAR. Inden længe dukker endnu en pige op, som viser sig at have deltaget i samme program. Omstændighederne omkring denne pige, er næsten identiske med den første pige. Politiet forsøger at mørklægge historien, men da endnu en person fra programmet dukker op, er mediernes søgelys rettet direkte på politiet og deres opklaringsarbejde.

Camilla Staal, som fungerer som leder, imens Ask Hjortheede er sygemeldt, får sin sag for. Camilla er dygtig, men hun er også typen der ikke bare parerer ordrer og følger reglerne for at opnå de ønskede resultater. Det bringer hende i unåde hos chefen mere end én gang og hendes job hos politiet, hænger i en tynd tråd.

Der er fart på i denne bog. Den er spændende og sproget er moderne og nutidigt, hvilket jeg godt kan lide. Personerne er interessante, men på en eller anden måde, synes jeg ikke rigtig jeg får lov at komme ”under huden” på nogen af dem. Mest på Ask, faktisk, men ham hører vi – desværre - ikke meget til i Superstar. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, for det er personer der godt kunne tåle mere dybde. Der er mange kringler i den her bog og der er rig mulighed for at gætte med på hvem der er Superstar. I lang tid, var jeg sikker på, at jeg havde regnet det ud, men det viste sig at være forkert.

Der er et par ting, som gør, at Superstar ikke stryger helt til tops hos mig. Jeg synes der er lidt for mange ”tilfældigheder”, hvor folk tilfældigvis lige er samme sted på samme tid, kan regne ud hvor de skal finde andre, fordi der sker noget tilfældigt lige da de var der, at de lige fik leveret noget i gave, som andre stod og fik brug for … den slags. Yderligere, så ærgrer det mig altid, når ”de skyldige”, politiet eller andre, skal ende med at forklare os hvad, hvornår og helt præcist hvordan, tingene er gået for sig. I langt de fleste tilfælde er det overflødigt, fordi det ikke var så vigtigt og vi allerede er videre og har dannet vores egne idéer om hvad der er sket og hvordan. Det gør sig også gældende i denne bog, hvor skurken ender med at stå og forklare noget, jeg aldrig rigtig havde spekuleret over.

Det er ikke en bog der ruskede mig på uhygge og der sker som sådan, heller ikke rigtig hverken mord eller specielt grusomme ting. Det er en spændende, tankevækkende og medrivende bog. Og så foregår den i min hjemby, Århus, hvilket giver den et ekstra plus i min bog. Det er altid sjovt, at læse om steder jeg kender. Jeg er spændt på at læse 3. del i serien, som allerede er udkommet. Grav, hedder den. Mon ikke vi får Ask tilbage og kommer endnu tættere på Camilla, Sigrid, Bavne og resten af gruppen. Jeg håber det. Superstar er i øvrigt 2. del i serien. Første del hedder, "Den permanente".

4 af 6 krimiperler fra mig til Superstar

Anmeldelse: Rikke Dahl - Som om vi aldrig rigtigt fandtes

”Krimi”, står der på forsiden af denne bog. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. Spænding måske nærmere – en af den dér type bøger, hvor man fornemmer at der ligger noget og lurer under overfladen. Noget som afsløres lidt efter lidt. Noget som gør det svært at vente til man når til slutningen og den ultimative afsløring. En bog der rammer dybt ind i følelserne.

Har du læst Undtagelsen af Christian Jungersen? Denne bog er bygget op lidt på samme måde. Vi følger forskellige hovedpersoner og får hver deres synsvinkler på de samme situationer og personer. Hvad vi først tror er sandheden, viser sig pludselig at være helt forkert. Eller helt misforstået.

Christin har forladt sin gamle hjemby, for aldrig at se sig tilbage. Lige indtil hun får et opkald fra en folkeskoleveninde, som fortæller at en anden folkeskoleveninde er død. Et dødsfald, som Christin har svært ved at skjule sin lettelse over. Hun rejser til den lille jyske by, for at overvære begravelsen, men samtidig også for at undersøge detaljer omkring et andet dødsfald, af en nær ven fra gymnasietiden. Christins forsøg på at afdække omstændighederne, bringer hende længere end hun har lyst til. Hvad der skulle have været et lille krads i overfladen, bliver pludselig til et dybt hul gravet med spade. Vi fornemmer fra begyndelsen, at der er hemmeligheder og løgne, som Christin helst vil glemme, men stille og roligt sniger der sig et mørke ind fra sidelinjen og kulden begynder for alvor at brede sig. Det er tydeligt, at der venter os en overraskelse og hjernevrideriet gik ret hurtigt i gang for mit vedkommende.

”Som om vi aldrig rigtig fandtes”, satte en masse tanker i gang hos mig. Og følelser ikke mindst. Jeg tror ikke nogen kan læse denne bog, uden at kunne associere til flere af de følelser, som personerne gennemlever. Vi har alle været unge engang og, med mindre man stadig er helt ung, så er man blevet klogere nu og ved at man stadig intet rigtig vidste om livet dengang i gymnasietiden. Ikke helt i hvert fald. Der sker ting og opstår følelser i bogen her, som vi i første omgang måske tænker på som ondskab. I virkeligheden synes jeg mest bare det er ulykkelige skæbner såvel som omstændigheder der gør, at tingene går som de gør i denne bog. At en hel gruppe venner splittes og får ødelagt deres liv. Nogen mere end andre. For det hele handler i alt sin enkelthed om, hvor gode eller dårlige vi er til at håndtere de ting livet byder os. Om vi giver andre skylden for alle vores ulykker, om det altid er nogen andres skyld, at tingene ikke bliver præcis som vi ønsker det. At det er os selv der altid har ret og de andre der handler forkert eller uretmæssigt. Eller om vi tager alle verdens ulykker på vores egne skuldre og har svært ved at give slip på hændelser og oplevelser, som vi i bund og grund ikke har indflydelse på.

Det er en bog med vanvittigt mange vinkler og måder at anskue livet. Den gav mig en hel masse at tænke over undervejs og stadig efter endt læsning, har jeg dens hovedpersoner og deres livsanskuelser under huden. Den er nuanceret og særdeles velskrevet. En fantastisk flot debut.

Når jeg så skal til at vurdere den ud fra mit krimiperlesystem, så er der et par ting der gør, at den ikke scorer helt fuld perleplade. Først og fremmest, er den lidt langsom om at komme op i spændingsgear. Den bruger en del tid på at varme op, og først næsten 200 sider inde i bogen, begynder der fora alvor at komme spænding i feltet. Den er på ingen måde kedelig indtil da, men der lugter heller ikke meget af spænding før da. Selvom det  er en bog som rystede op i mig og satte gang i mine tanker, så var det ikke en bog der skræmte mig eller fik mig til at holde vejret i spænding. Derfor lander den på 4 perler. Til gengæld, så synes jeg faktisk det er en bog, som er yderst læseværdig og som jeg vil anbefale andre at læse – undlad bare at se den som en krimi, hvor der forventes tempo og uhygge. Den her bog, kan noget helt andet.

Anmeldelse: Jens Strandbygaard - Arvesynderen

Præst og tidligere frømand, Daniel Vest, er tilbage. I første del af serien, Jihadbruden, reddede han pigen Mathilde ud af Syrien, hvor hun var havnet som jihadbrud. Mathilde og Daniel er tilbage i Århus og Mathilde virker til at være kommet sig over sin traumatiske oplevelse. Hun er glad for Daniel og nyder at besøge ham på gården, langt ude i Hvide Sande.

Daniel har en hemmelig identitet. Han kalder sig Poseidon og har en hjemmeside der hedder www.poseidonhelps.com, hvor folk kan bede ham om hjælp til forskellige problemer de er rodet ud i. Poseidon vælger en enkelt ud, som han gerne vil hjælpe. Denne gang med input fra Mathilde.

Eva, er damen de ender med at hjælpe. Hun har overtaget et vognfirma efter sin afdøde mand, men han har sat hende i en frygtelig situation, som hun ikke kan komme ud af igen. En situation, som involverer, rockere, rumænere og narko. Hvad der virker til at være en forholdsvis simpel mission for en mand af Daniels kaliber, viser sig at blive en hel del mere omfattende og voldsomt end forventet.

Bogen starter stille og roligt ud, med en spænding og god energi, som gjorde at jeg glædede mig til at læse videre. Den er skrevet i et dagligdags sprog, som flyder og gør bogen nutidig. Det kan jeg godt lide. Jeg kan også virkelig godt lide præsten, Daniel. Han er så rolig og nede på jorden og samtidig så vanvittigt cool i sin egenskab af soldat. MEN … for der er altså et men i den her historie. Hvad der starter som en spændende og realistisk historie, ender i et fuldstændig vanvittigt action-inferno. Det går komplet amok og skifter på et splitsekund til at virke urealistisk. Havde det nu været en amerikansk actionfilm, havde den nok været lige i øjet, men vi snakker om en præst fra Hvide Sande, som dræber til højre og venstre uden at blinke og uden nogen former for frygt for at blive anholdt for drab, selvom han bruger sit eget navn i flere situationer. Det bliver simpelthen for rodet og for maskulint for mig. Jeg ved godt, der er folk der stejler helt, når der tales om femikrimi og mandekrimi, hvis sidstnævnte begreb findes. Jeg vil dog vove den påstand, at denne bog, vil henvende sig hovedsageligt til mænd der er vilde med actionfilm som fx ”Die Hard” og ”Mission impossible”. Dermed ikke sagt, at der ikke findes kvinder der er vilde med den slags, ligesom der nok også findes mænd, der gerne vil læse om kvinder og deres udvikling gennem parforhold og familieliv. Og ja, jeg kan egentlig også godt være med på en action packed krimi med en superhelt af en hovedperson. I Arvesynderen, bliver det bare for urealistisk på for mange måder. Både til Århus og til Danmark i det hele taget. Lav den om til en amerikansk actionfilm og den er et pletskud.

Når det er sagt, så vil jeg endnu engang fremhæve, at jeg kan lide hovedpersonen og jeg kan lide den grundlæggende idé om præsten som er tidligere frømand og hjælper fremmede i nød. Jeg vil gerne læse næste del, men håber at der igen er droslet ned til noget lidt mere realistisk og knapt så mange personer at holde styr på.

Anmeldelse: Jakob Melander - Askehave,

Sikke en dejlig overraskelse, at der pludselig lå en Mofibo Original af Jakob Melander. Det var gået min næse forbi, at der var sådan en undervejs.

Jakob skriver normalt krimi, men denne er mere i genren spænding, vil jeg mene, selvom jeg ikke helt er sikker på hvad definitionen er på det ene og det andet.

Hovedpersonen hedder Malin Askehave. Hun er forsanger i gruppen Gaia 5. Hun er også datter af en meget rig familie, som ejer et stort shippingfirma. Malin og hendes ene bror, Robert, valgte for en del år siden, at klippe alle bånd til forældrene og den ældste bror, Niels. Vi kommer ind i historien, netop som Malin og Robert, skal besøge forældrene igen, i forbindelse med deres fars 60 års fødselsdag. Fødselsdagen bliver på ingen måde som forventet og pludselig står Malin i en situation, hvor hun skal beslutte om hun vil opgive sin musikkarriere og træde ind i familiefirmaet. Jeg afslører ikke noget vi ikke allerede kan gætte når vi kigger på forsidebilledet, når jeg fortæller, at Malin vælger familiefirmaet. Men det er ikke et let valg og det bliver ikke et let karriereskifte. Ikke alle ønsker Malin ind i firmaet, for Malin er klimaentusiast, så hun er ikke enig i alle forhandlinger, som firmaets bestyrelse har i gang.

Klimaet er vigtigt, ikke nogen som helst tvivl om den sag. Men vi hører bare SÅ meget om det i dagligdagen her og der og alle vegne. Derfor kan det være befriende at åbne en bog, hvor klimaet ikke også fylder og giver dårlig samvittighed. Til dem der har det sådan, kan jeg berolige og sige, at Askehave mest hører til den sidstnævnte kategori. Klimaet er et vigtigt issue for Malin, men det er ikke altoverskyggende i bogen, og den er på ingen måde formanende. Tvært imod, er det mere følelser og spænding der præger bogen. De bånd der binder en familie sammen og hvor let de kan briste, selv når man tror de er stærkest.

Jeg vil ikke komme for meget ind på handlingen. Jeg synes historien på en eller anden måde, er meget kompakt om de samme ting, så at afsløre for meget, vil ødelægge spændingen. Og der er masser af spænding. Og ja, måske jeg alligevel godt kan se forskellen på krimi og spænding, for her er ingen politi der opklarer noget som helst. Malin forsøger selv at komme til bunds i familiens hemmeligheder, og der sker da også en hel del mistænkelige ting, men det er ikke en bog der skræmmer. Det er mere sådan en bog med en konstant spændingskurve hele vejen igennem og med en hovedperson som er både overbevisende og interessant. Hun er egentlig meget ”almindelig” og en som mange af os nok, på en eller anden måde, kan identificere os med. Bogen er skrevet i et let, lækkert og nutidigt flydende sprog. Jeg blev trukket ind i Malins univers og jeg kunne lide at være der sammen med hende.

Den første sæson her, var på trods af sin længde, lidt ligesom starten på noget. Som om det mest var en indledning til hvad der nu skal til at ske. Lidt som baggrundshistorien for den videre udvikling. Det gav mig følelsen af, slet ikke at være færdig med bogen, så jeg håber ikke der går alt for lang tid, før sæson 2 er tilgængelig.