tirsdag den 21. januar 2020

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Den der banker på



”Den der banker på”, er 3. del i serien om advokaten Martin Benner. De første to hedder ”Lotus blues” og ”Mios blues”. På svensk hedder denne 3. del faktisk ”Henrys hemmelighed”, hvilket jeg egentlig synes er en bedre titel, fordi det passer sammen med de to første som også indeholder navne. Samtidig så dækker begge titler lige godt over indholdet af bogen, så jeg forstår slet ikke begrundelsen for at ændre titlen så drastisk. Men pyt … det betyder jo heldigvis intet for handlingen.

I første omgang var det ikke meningen at der skulle komme en bog nr. 3 i denne serie, men hvor er jeg dog glad og taknemmelig for at der alligevel gjorde. Jeg er helt og aldeles vild med Martin Benner! Simpelthen en fantastisk karakter. Så skide ligeglad med alt og alle og alligevel så følsom når det kommer til plejedatteren Belle som i virkeligheden er hans niece og til ekskæresten Lucy, som skal giftes lige om lidt, samt til nære venner, som der ikke findes mange af.

Martin Benners gode ven Henry går hen og dør. Under begravelsen, som foregår i Sverige, trods det, at Henry bor i New York, møder en fremmed op og konfronterer Martin Benner med en række undrende spørgsmål omkring dødsfaldet. Martin har, som altid, svært ved at lade tingene ligge, så han begynder at undersøge sagen. Samtidig modtager Lucy et forkert skakspil fra New York. Der begynder at ske mystiske ting og det lugter lidt af at der er forbindelse imellem sagerne. Jo mere Martin gør for at holde sig ude af suppedasen, jo dybere synker han ned i den.

”Den der banker på”, er et mysterium med en masse forskellige tråde, som ikke er sådan lige at regne ud. Selvom Martin Benner er lidt en type der ikke spekulerer for længe over sine handlinger, så er det ikke nogen lynhurtig bog med masser af action. Tvært imod er den en anelse for langsommelig i sit tempo, men for mit vedkommende var det et plus. Jeg nyder hvert sekund i selskab med Benner. Han er simpelthen så sjov på sin egen kølige egoistiske facon. Det er en af den slags bøger hvor jeg forundres og glædes over forfatterens evner. Hold nu k… hvor må det være sjovt at skrive Martin Benners tanker. Bogen er skrevet med jeg-fortæller, så vi får det hele med.

Jeg lander den på 5 krimiperler, fordi den på trods af, at jeg er fuldstændig forgabt i denne hovedperson, samtidig mangler lidt mere uhygge. Bogen har et godt plot som jeg ikke gennemskuede før de endelige afsløringer før de kom.

Jeg vil sige, at man ikke bør kaste sig ud i denne før man har læst dens to forgængere. Jo, det er muligt at læse den selvstændigt, men taget i betragtning, at de to første egentlig var én lang historie hvor vi finder ud af hvem Martin Benner er, hvorfor han har adopteret sin niece, hvorfor han ikke vil giftes med Lucy, hvorfor han har en mafiabosstype på speed dial, så synes jeg bare man må mangle alt for meget af det gode og måske man ikke fornemmer præcist hvor underholdende det er at følge ham. Jeg krydser fingre, tæer, arme, ben, hår …. ALT … i håbet om, at der kommer endnu en Benner-bog. Jeg er slet slet ikke færdig med ham!!









lørdag den 11. januar 2020

Anmeldelse: Steen Langstrup - Tabu



Jeg har længe ønsket at læse noget af Steen Langstrup, da jeg flere steder har ladet mig fortælle at han er lidt af en gysets mester. Det var derfor med høje forventninger, at jeg gik i gang med at læse hans seneste bog, Tabu. Jeg skulle dog næsten halvvejs ind i bogen, før der begyndte at ske løjer.

Forretningsmanden Klavs har købt en forladt ø i Caribien. Han og hans hustru Jeanette har inviteret deres to voksne børn, Birk og Ulrikke, samt Ulrikkes kæreste David, til at holde jul på øen. Jeanette drømmer om en traditionel dansk jul med duft af julesmåkager, and, julemusik masser af familiehygge og hele pivtøjet. Men familien har gennemlevet en tragedie og derefter lagt låg på og man kan sige, at deres familiebånd er brudt. Jeanette nærer et håb om, at der kan rettes op på skaderne når de er omgivet af sol, varme, flamingoer og idyl. Så let er det bare ikke og da der varsles om storm i orkanstyrke, bryder både Jeanette og alle hendes planer om hyggelig familiejul sammen.
Oven i den dårlige stemning og den begyndende storm, ser flere af familiemedlemmerne en fremmed mand på den ellers øde ø. Det varer ikke længe, før det første mord bliver begået. Pga stormen, har familien ikke længere mulighed for at tilkalde hjælp fra fastlandet. Uvejret raser værre og værre efterhånden som mørket falder på.

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg har det meget blandet med denne bog. Jeg gik i gang med at læse den i troen på at det var en krimi og i håbet om masser af uhygge. Som nævnt tidligere, skulle jeg næsten halvvejs ind i bogen, før der begyndte at ske noget der var bare lidt krimiagtigt. Og ja, der er elementer af uhygge når man kommer længere ind, men for mig var der ingen overraskelser hvad angår morderen og plottet sådan overordnet. Med undtagelse af ”hvorfor”, så havde jeg temmelig tidligt gennemskuet hvem der var morderen og de få små overraskelser undervejs, løftede ikke spændingskurven særlig højt.

MEN … denne bog er så meget andet end en krimi. Dens titel, Tabu, er vanvittigt rammende for indholdet. Den rørte mig og den fik mig virkelig til at spekulere. Specielt den midaldrende overklassefrue, Jeanette, er så optaget af sig selv og sine egne behov, at det på ingen måder går op for hende, at det ret beset er hendes skyld, at den familie hun forsøger at binde sammen, er faldet fra hinanden pga hende og hendes behov for at tie følelser ihjel. At begge hendes børn er følelsesmæssigt ødelagte og hun ikke aner hvad hendes mand foretager sig. At hun selv springer ud i grænseoverskridende handlinger i trods, uden de store skrupler over hvem hun sårer – i dette tilfælde sin egen familie. Jeg har stadig masser at sige og i dette tilfælde, kunne det have været godt at have haft en læsegruppe at dele alle tankerne med. Og vreden – for hun gjorde mig sgu sur 😊

Bogen er skrevet, så vi får alle personers synsvinkler, hvilket virker super godt.

Jeg er nødt til at give bogen 2 krimiperler, fordi jeg ud fra et krimimæssigt synspunkt finder den forudsigelig og uoriginal, men det gør samtidig lidt ondt i hjertet fordi den er så interessant og absolut anbefalelsesværdig. Især tror jeg den vil være meget egnet som læsegruppebog hvis gruppen sætter pris på et psykologisk aspekt. Det her er ikke en bog man lige sender ud af systemet igen efter endt læsning.



onsdag den 1. januar 2020

Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Pitbull


Det her er en bog som jeg har ventet på i spænding. Spændingen er endelig blevet udløst og jeg har lyst til at råbe ud til alle, at det her bare er en helt suveræn bog. Den har ligesom bare lidt af det hele – lidt af alt det jeg sætter pris på ved en god krimi.

I Pitbull er både Schäfer og Heloise Kaldan tilbage. På opfordring af Schäfers kone, Connie, er Heloise blevet tilmeldt en vågetjeneste hvor frivillige sidder hos døende mennesker. Heloise våger over Jan Fischof, som er syg af kræft. Jan betror Heloise, at der er ting i hans fortid, som stadig plager ham. Da hun er sikker på, at han ikke kan overgive sig til døden før han har styr på hvad der gør ham ked af det og bange, sætter hun sig for at drage mod Sønderjylland for at hjælpe Fischof med at få fred i sjælen på vej ind i døden.

Hvad der bare skulle have været en lille smuttur med et par samtaler hist og pist, viser sig at være en langt større sag end først antaget. Der er heller ikke meget samarbejdsvilje rundt omkring i det lille lokalsamfund, når der kommer en københavnerjournalist der tror hun skal ”spille smart”. Modviljen er stor og Heloise bringer sig selv i fare mere end én gang, da hun opsnuser en sag om et par forsvundne piger og begynder at rode i sammenhænge.

Kender du dét at du har læst en bog, som gør et eller andet ved dig? Noget som det kan være svært at sætte en finger på, men som gør at du har lyst til at fortælle om bogen til alle der gider lytte. At du har behov for at tale om bogen med andre der også har læst den, så I kan snakke om hvad hinanden mener om den – hvordan I hver især tænker og tolker. Sådan en bog er Pitbull for mig. Den er så gennemført og dyb. Den har blodige detaljerede beskrivelser, den har spænding, den har en fin kærlighedshistorie, som kun får lov at fylde lige tilpas. Den har et fedt plottwist, som fik nakkehårene til at rejse sig på mig da afsløringen kom – og det på trods af, at jeg allerede havde regnet ud hvordan det hang sammen. Den har et dagligdags billedsprog, som gør, at især Heloise, står knivskarpt i den indre biograf.

Vigtigst af alt, så har den dét som Anne Mette Hancock mestrer til fingerspidserne, nemlig et psykologisk spil, som sætter hovedpersonen og dermed også os læsere, på prøve omkring vores egen etik og moral. Hvad er det lige vi skal føle og mene. Det er så fedt, synes jeg. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en krop fyldt helt op af blandende følelser og stadig fuld af spørgsmål.
Hold nu fast, hvor er det godt det her!!

Top of the pop, fuld perleplade



 




Anmeldelse: M. W. Craven - Black Summer



For efterhånden længe siden, købte jeg en stak engelske bøger, som jeg havde set anbefalet hos engelske og amerikanske bogbloggere. Denne bog var ikke en af dem der blev købt i første omgang. Jeg startede med bog nr.1 i serien om Washington Poe og Tilly Bradshaw og den greb mig så helt og aldeles, at jeg simpelthen var nødt til at sende Saxo ud efter den næste del. Jeg elsker simpelthen persongalleriet i denne serie. Kriminalbetjenten Washington Poe og hans kollega Tilly Bradshaw, som er specialist indenfor computerprogrammering mv. men som til gengæld er socialt udfordret i høj, men temmelig underholdende grad. De to har også et par ret cool overordnede. Til sammen giver det en loyal flok, som trods uoverensstemmelser alligevel holder sammen og bakker hinanden op på en hjertevarm måde.

For 6 år siden var Poe med til at få en psykopat fængslet for mordet på sin egen datter. En psykopat, som samtidig var tv-kendis med kokkeprogram og egen 3-stjernet Michelin-restaurant. Liget fandt man aldrig, men Poe og kollegaerne var sikre i deres sag. Da en ung medtaget kvinde kommer ind på en politistation og påstår at hun er mesterkokkens datter, får Poe problemer. Hvordan havde de overhovedet held med at få kokken fængslet uden et lig? Var de sikre på hans skyld fordi de ikke brød sig om hans person? Da datteren forsvinder igen, er det pludselig Poe der er den jagede og kæmper mod tiden for at bevise, at han ikke står bag.

Hvis du er vild med et snørklet opklaringsarbejde, hvor der hele tiden dukker nye overraskelser op … og hvis du er vild med intelligent udtænkte plots, som ikke er til at gennemskue, men som alligevel hele tiden giver dig mulighed for at gætte på hvordan dælen det hele hænger sammen … og hvis du så samtidig sætter pris på et par fantastiske hovedpersoner, som du med garanti allerede savner når du har lukket bogen, så er M. W. Cravens serie temmelig sikkert noget for dig. Jeg er helt tosset med Poe og Tilly og jeg kan næsten ikke holde ud at vente på at bog nr. 3 udkommer.

Hvis Mike Craven holder stilen i de kommende bøger, så er jeg sikker på, at hans navn bliver et af dem vi alle sammen taler om i krimifamilien. Hans første bog udkommer på dansk engang i løbet af 2020 og jeg drømmer om at han måske også en dag gæster Krimimessen i Horsens.

Endnu en omgang topkarakterer til Mr. Craven