Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Pitbull

Det her er en bog som jeg har ventet på i spænding. Spændingen er endelig blevet udløst og jeg har lyst til at råbe ud til alle, at det her bare er en helt suveræn bog. Den har ligesom bare lidt af det hele – lidt af alt det jeg sætter pris på ved en god krimi.

I Pitbull er både Schäfer og Heloise Kaldan tilbage. På opfordring af Schäfers kone, Connie, er Heloise blevet tilmeldt en vågetjeneste hvor frivillige sidder hos døende mennesker. Heloise våger over Jan Fischof, som er syg af kræft. Jan betror Heloise, at der er ting i hans fortid, som stadig plager ham. Da hun er sikker på, at han ikke kan overgive sig til døden før han har styr på hvad der gør ham ked af det og bange, sætter hun sig for at drage mod Sønderjylland for at hjælpe Fischof med at få fred i sjælen på vej ind i døden.

Hvad der bare skulle have været en lille smuttur med et par samtaler hist og pist, viser sig at være en langt større sag end først antaget. Der er heller ikke meget samarbejdsvilje rundt omkring i det lille lokalsamfund, når der kommer en københavnerjournalist der tror hun skal ”spille smart”. Modviljen er stor og Heloise bringer sig selv i fare mere end én gang, da hun opsnuser en sag om et par forsvundne piger og begynder at rode i sammenhænge.

Kender du dét at du har læst en bog, som gør et eller andet ved dig? Noget som det kan være svært at sætte en finger på, men som gør at du har lyst til at fortælle om bogen til alle der gider lytte. At du har behov for at tale om bogen med andre der også har læst den, så I kan snakke om hvad hinanden mener om den – hvordan I hver især tænker og tolker. Sådan en bog er Pitbull for mig. Den er så gennemført og dyb. Den har blodige detaljerede beskrivelser, den har spænding, den har en fin kærlighedshistorie, som kun får lov at fylde lige tilpas. Den har et fedt plottwist, som fik nakkehårene til at rejse sig på mig da afsløringen kom – og det på trods af, at jeg allerede havde regnet ud hvordan det hang sammen. Den har et dagligdags billedsprog, som gør, at især Heloise, står knivskarpt i den indre biograf.

Vigtigst af alt, så har den dét som Anne Mette Hancock mestrer til fingerspidserne, nemlig et psykologisk spil, som sætter hovedpersonen og dermed også os læsere, på prøve omkring vores egen etik og moral. Hvad er det lige vi skal føle og mene. Det er så fedt, synes jeg. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en krop fyldt helt op af blandende følelser og stadig fuld af spørgsmål.

Hold nu fast, hvor er det godt det her!!

Top of the pop, fuld perleplade

 

Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Mercedes-snittet

Pyh altså, sikke en bog. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en forfærdelig masse følelser i kroppen. Glæde over en helt fantastisk historie, overrasket over en slutning jeg ikke havde set komme og samtidig også en følelse af tristhed over alle de skæbnesvangre hændelser der overgår størstedelen af persongalleriet.

En lille dreng meldes savnet, da han ikke møder op i skole og sfo. Der er ikke mange spor at gå efter, men da der findes blod og drengens jakke dukker op, peger tingene i den triste retning. Drengens Instagramprofil, viser sig at være yderst interessant. Den indeholder udelukkende billeder af genstande, som ligner ansigter. Pareidolia, hedder fænomenet, som er er en psykologisk måde at opfatte genstande på, så de omdannes til at ligne ansigter. Et typisk billede er smileyer, som i bund og grund bare er tegn, der til sammen, får menneskehjernen til at se et ansigt ➜  :-)

Det kan også være stikkontakter, tøjknager, porte osv. Tingene er ikke altid som først antaget. To og to giver ikke altid fire.

Heloise går igennem lidt af en livskrise, efter hun mistede sin far i forrige bog, Ligblomsten. Hun er ikke så involveret i mysteriet denne gang, men hun blander sig dog alligevel tilpas meget. Jeg synes godt det kan blive utroværdigt, når journalister begynder at opklare mere mord end politiet, så på den måde er det helt fint at det er Schäfer der får lov at være den der har bukserne på i selve politiarbejdet.

Jeg er vild med både Schäfer, Heloise og alle de andre bipersoner der er med. Jeg forstår ikke Heloise i store dele af bogen – bliver ligefrem lidt vred på hende over visse handlinger, men hun mister ikke troværdigheden og hun bliver heldigvis reddet på målstregen. Næsten da😊 Begge er de hovedpersoner, som jeg glæder mig til at følge.

Normalt er jeg ikke nogen hurtiglæser, men denne her fløj jeg simpelthen igennem. Den er spændende fra start til slut og jeg kunne næsten ikke stoppe når jeg først var i gang. Glædede mig til at læse videre når jeg var stoppet. Men hvad er det så der gør Mercedes-snittet så fantastisk? Den har ikke en masse blod, ej heller bunker af lig. Den har ikke en udspekuleret overintelligent morder, som ved alt, finder alle. Til gengæld så har den et par stærke seje hovedpersoner, den har så meget dybde og giver så meget stof til eftertanke, at jeg jævnligt sad med en klump i halsen. Den har elementer af noget – i mine øjne – virkelig interessant læring, som er tilsat i de helt rette doser. Jeg fik lyst til at kigge på flere pareidoliabilleder og jeg fik en viden omkring smil, som jeg allerede har draget nytte af. Jeg elsker den slags. Yderligere giver den læseren masser af muligheder for at gætte med på hvordan plottet er skruet sammen. Sproget er nutidigt og flyder let og lækkert. Overordnet set, er alt bare let og lækkert ved Mercedes-snittet.

Anne Mette Hancock, kan noget helt særligt! Fuld perleplade fra mig 💯

Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Ligblomsten

”You had me at Hello”, lyder en kendt kærlighedssætning fra filmen Jerry Maguire. På præcis samme måde, havde jeg det med Ligblomsten. Fanget og fastholdt fra første side. En af den slags bøger der får mig til at længtes efter at læse i den, når jeg lægger bogen fra mig.

Bogen er skrevet i et dagligdags talesprog, som for mig, får hele læseoplevelsen til at glide endnu bedre.

Vores hovedperson er journalisten Heloise Kaldan, som pludselig begynder at modtage breve fra en morder. En ung kvinde, som koldblodigt dræbte en rigmandssøn, for derefter at stirre direkte ind i overvågningskameraet på hans bopæl. Derefter forsvandt hun sporløst. Så hvorfor sender hun pludselig kryptiske breve til Heloise? Politimand Erik Schäfer, der havde sagen, er på sporet igen. Heloise vil helst ikke blandes ind i sagerne, men da der bliver begået endnu et drab, og denne gang på en i hendes omgangskreds, kan hun ikke længere slippe udenom.

Tingene eskalerer, kan jeg godt afsløre. Og fra at være en mere almindelig krimi med et mord der skal opklares og en morder der skal findes, så tager historien pludselig en drejning, jeg ikke havde set komme. En af den slags drejninger der helt tog vejret fra mig. En af dem hvor du holder vejret når du læser. En af dem der gør ondt helt ud i fingerspidserne. Jeg tog mig selv i at være tæt på tårer i medfølelse hos en af dem vi bør hade. Og jeg hadede ham stadig, men mennesket bag, bliver skildret så hjerteskærende. Det samme gælder vores offer. Det virkelige offer, for intet er som det ser ud her. Ikke før det hele falder på plads med et brag.

Ligblomsten er forfatterens debutkrimi, men hovedpersonerne Heloise Kaldan og Erik Schäfer, er beskrevet så fint og stærkt, at de nærmest er nødt til at komme på banen igen. Jeg er ret sikker på, at størstedelen der læser Ligblomsten, vil have mere mere mere, når sidste side er vendt. Jeg vil i hvert fald!!

5 kæmpe krimiperler af 5 mulige

Ligblomsten udkommer 1. april

Har du lyst til at følge med på Facebook? Klik lige 👉 HER 📖📖