Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen sæson 3 "Hævnen"

Så blev det endelig tid til 3. sæson af Pyromanen. Denne del har fået undertitlen ”Hævnen” og er efter sigende sidste del. Æv, siger jeg bare, for hold fast hvor er det bare en god serie!

Jeg har efterhånden læst en hel del krimier og der skal åbenbart mere og mere til at skræmme mig eller overraske mig når det kommer til plot. Jeg elsker at gætte med på hvem morderen er eller hvordan plottet hænger sammen. Det er selvfølgelig en lille sejr til mig selv når jeg gætter rigtigt, men allerbedst er det altså når jeg overraskes og ikke havde regnet den ud. Det havde jeg ikke her!

Jeg har sagt det før og jeg vil godt sige det igen … jeg er vild med Inger Wolfs bøger. Hun har lige den der ekstra tand af det grusomme og selvom Sebastian Vinther og Klara Larsson er kærester i denne del, så fylder parforholdet og dets problematikker minimalt. Der er dog skruet ned for grumskaben i denne, men spændingen er i top hele vejen og jeg var ude på kanten af stolen flere gange.

Den gennemgående historie i de to forrige sæsoner, har været Klaras fortid i Sverige. Hvad skete der egentlig dengang da hun var 8 år og forsvandt sporløst i et helt år? Lag for lag er sløret blevet løftet, men først i denne sæson 3, får vi den endelige afsløring. Der bliver dog ikke givet ved dørene, så vi må vente til de sidste sider før vi har alle brikkerne i puslespillet på plads.

En tragedie i Lycksele, som er byen Klara voksede op i og hvor hun i sin tid også blev bortført, oplever en tragedie. Et forældrepar bliver brutalt myrdet og deres yngste datter på 8 år forsvinder. Pigen har en slående lighed med Klara da hun forsvandt og da der bliver fundet en sort elefanthue på gerningsstedet, er det oplagt for det svenske politi, at hente Klara ind til afhøring. Måske husker hun noget, som kan kaste lys over sagen. Både Klara og makkeren Sebastian er nysgerrige af sind. Det varer ikke længe før de er rodet godt og grundigt ind i opklaringsarbejdet, selvom det ikke er med svenskernes gode vilje. Klara er opsat på at få løst sin barndoms mysterium.

Jeg er normalt ingen hurtiglæser, men denne her fløj jeg igennem på bare et par dage. Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig igen og heldigvis bød forgangne uge på både en fridag og en weekend uden de helt store planer. Det er simpelthen så fremragende et sammenstrikket plot. Der er en masse tråde, men ikke nogen det er svært at holde styr på, for først hen mod slutningen går det op for os, hvor mange bolde der egentlig er i luften. Jeg synes det er både genialt og forfriskende, når det hele bare spiller og når intet er så ligetil som det umiddelbart ser ud. Jeg har armene i vejret af begejstring!

Super ærgerligt, hvis det her virkelig er det sidste vi skal høre til Sebastian og Klara. Jeg er vild med dem begge og jeg ville gerne følge dem videre.

Endnu engang scorer Pyromanen fuld perleplade 🔥🔥🔥🔥🔥🔥

Læs evt. mine anmeldelser af sæson 1 "Sorger" og sæson 2 "Giften"

Anmeldelse: Alex Michaelides - Den tavse patient

Indimellem er der bøger, som bliver hypet fuldstændig vildt på de sociale medier. Så vildt, at jeg bare er nødt til at skynde mig at læse. Ved den slags bøger, er det svært ikke at få gejlet forventningerne helt op. Indimellem bliver de høje forventninger indfriet – andre gange gør de ikke. For mig, var det sidste tilfældet med ”Den tavse patient”.

Bogen er ligesom delt op i to dagbøger. Den ene fortalt af Alicia Berenson, som er indlagt på sikringsanstalten The Grove. Hun er her fordi hun har skudt sin mand i hovedet 6 år tidligere.

Den anden halvdel er fortalt af psykoterapeut Theo Faber, som søger job på The Grove. Tidligt i hans dagbog, fornemmer vi, at han ansøger The Grove for at komme til at arbejde med netop Alicia Berenson. Vi fornemmer at han har kendskab til hende og er fascineret af hende, men vi ved ikke hvorfor og hvordan.

Alicia er tavs. Hun har ikke sagt et ord siden den dag hun skød sin mand. Theo nærer et stort behov for at hjælpe hende og han bruger alle kneb til at få hende i tale. Kneb som ikke følger reglementet på den lukkede afdeling. Jeg kunne godt fortælle mere, men jeg synes I selv skal læse det.

Og hvad er det så der gør, at denne bog ikke gør så frygtelig meget for mig? Jeg synes simpelthen der sker for lidt. Selvom det er en forholdsvis lang bog på 390 sider, så føltes det som om det var en meget kort bog. Ja, det kan selvfølgelig godt skyldes, at den er så højspændt og man flyver igennem den … men det gør det ikke. Tvært imod, så er den temmelig langsommelig. Grænsende til næsten lidt kedelig. Bevares, den har da et overraskende twist, som jeg ikke havde regnet ud. Ikke helt i hvert fald. Jeg har efterhånden læst en del af disse psykologiske krimier, så derfor er det ikke så svært at spore sig ind på, hvordan det sådan nogenlunde hænger sammen. Jeg indrømmer at jeg ikke havde regnet plottet ud, men når man efterhånden ved, hvilke tricks der kan laves med jeg-fortællere, så kan man godt gennemskue når man bliver taget i røveren, også selvom man ikke ved præcist hvordan før det bliver afsløret.

Jeg lander den på tre, fordi der trods alt er et overraskende plot, en slags morale der lærer os, at vi ikke kan slippe godt fra vores dårlige handlinger. Hvis vi forsøger at snyde skæbnen, så rammer den os på en anden måde i stedet. Slutning viser os billedet af en ægte iskold psykopat.

Det føles som om jeg er lidt for hård ved den. Jeg tror egentlig det skyldes, at jeg bare har læst for mange bøger i lignende stil. Har du ikke det, så tror jeg du vil være godt underholdt og blive godt og grundigt overrasket, når afsløringen kommer. Forvent dog ikke en højtempo spændingsbog med gys og kuldegysninger. Det synes jeg altså ikke den byder på. Ikke hos mig i hvert fald.

Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet II - Drengen der forsvandt"

Dette er 2. del i en serie om Akademiet. Jeg har ikke læst 1. del, men jeg synes ikke jeg manglede noget for at forstå baggrunden, så nye læsere kan sagtens starte her, om end man selvfølgelig nok bør starte fra begyndelsen, hvis man endnu har denne serie til gode.

Jeg har ofte hørt Eva Maria Fredensborg omtalt positivt, men jeg har ikke læst noget af hende før nu. Jeg havde derfor ikke rigtig nogen forestillinger om hvad jeg gik ind til, men jeg kan godt afsløre at det var en meget positiv oplevelse.

Akademiet er et nordisk politisamarbejde, som denne gang mødes for at tage fat på sager, som andre har givet op på. De giver sig i kast med en sag om en forsvunden babydreng, som blev fjernet fra sin barnevogn for 2 år siden og stadig savnes. 

Drengens forældre var ikke under mistanke dengang, men omstændigheder gør, at Akademiet nu kigger nærmere på dem igen. Noget ved deres forklaring halter. Et andet sted, sidder to computernørder og arbejder på udviklingen af et nyt spil. Som bibeskæftigelse, hjælper de med at udføre lyssky gerninger for suspekte typer.

Akademiet med Hampus Cedergren og Nadia Elmkvist som er vores hovedpersoner, skal forsøge at lave en profil af gerningsmanden og ud fra den, prøve at finde ud af hvordan han tænker og arbejder. De kommer langt omkring og ikke uden problemer. Både den indviklede sag, men også interne anliggender gør det svært for holdet at samarbejde.

Vi har ikke at gøre med en uhyggelig bog og heller ikke en med bog med noget videre bestialske morderscener. Til gengæld er plottet skræmmende fordi det er så realistisk og med garanti er alle forældres værste frygt. Tempoet er jævnt hele vejen igennem og ikke på ét eneste tidspunkt, kedede jeg mig eller tænkte at det blev for langt eller ligegyldigt. Tvært imod, så var jeg fastholdt fra første side og jeg ærgrede mig, da jeg nåede slutningen.

Alle hovedpersonerne er stærke og jeg følte hurtigt, at jeg lærte dem at kende – også selvom jeg altså ikke har læst 1. sæson. Deres beskæftigelser er anderledes og interessante. Hampus som profiler, Nadia som forhørsleder & ekspert i kropssprog, samt Bjørn og hans ekspertise inden for it. Jeg kan virkelig godt lide det her univers og jeg får svært ved at vente på sæson 3.

Akademiet er oprindeligt en Mofibo-original, men den fåes nu også i helt almindelig bogform. Denne gang har jeg valgt at lytte til bogen, hvilket også var en positiv oplevelse med indlæsning af Lars Brygmann.

Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Pitbull

Det her er en bog som jeg har ventet på i spænding. Spændingen er endelig blevet udløst og jeg har lyst til at råbe ud til alle, at det her bare er en helt suveræn bog. Den har ligesom bare lidt af det hele – lidt af alt det jeg sætter pris på ved en god krimi.

I Pitbull er både Schäfer og Heloise Kaldan tilbage. På opfordring af Schäfers kone, Connie, er Heloise blevet tilmeldt en vågetjeneste hvor frivillige sidder hos døende mennesker. Heloise våger over Jan Fischof, som er syg af kræft. Jan betror Heloise, at der er ting i hans fortid, som stadig plager ham. Da hun er sikker på, at han ikke kan overgive sig til døden før han har styr på hvad der gør ham ked af det og bange, sætter hun sig for at drage mod Sønderjylland for at hjælpe Fischof med at få fred i sjælen på vej ind i døden.

Hvad der bare skulle have været en lille smuttur med et par samtaler hist og pist, viser sig at være en langt større sag end først antaget. Der er heller ikke meget samarbejdsvilje rundt omkring i det lille lokalsamfund, når der kommer en københavnerjournalist der tror hun skal ”spille smart”. Modviljen er stor og Heloise bringer sig selv i fare mere end én gang, da hun opsnuser en sag om et par forsvundne piger og begynder at rode i sammenhænge.

Kender du dét at du har læst en bog, som gør et eller andet ved dig? Noget som det kan være svært at sætte en finger på, men som gør at du har lyst til at fortælle om bogen til alle der gider lytte. At du har behov for at tale om bogen med andre der også har læst den, så I kan snakke om hvad hinanden mener om den – hvordan I hver især tænker og tolker. Sådan en bog er Pitbull for mig. Den er så gennemført og dyb. Den har blodige detaljerede beskrivelser, den har spænding, den har en fin kærlighedshistorie, som kun får lov at fylde lige tilpas. Den har et fedt plottwist, som fik nakkehårene til at rejse sig på mig da afsløringen kom – og det på trods af, at jeg allerede havde regnet ud hvordan det hang sammen. Den har et dagligdags billedsprog, som gør, at især Heloise, står knivskarpt i den indre biograf.

Vigtigst af alt, så har den dét som Anne Mette Hancock mestrer til fingerspidserne, nemlig et psykologisk spil, som sætter hovedpersonen og dermed også os læsere, på prøve omkring vores egen etik og moral. Hvad er det lige vi skal føle og mene. Det er så fedt, synes jeg. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en krop fyldt helt op af blandende følelser og stadig fuld af spørgsmål.

Hold nu fast, hvor er det godt det her!!

Top of the pop, fuld perleplade

 

Anmeldelse: Sara Blædel - Pigen under træet

Efter 5 års pause med Louise Rick, er Sara Blædel tilbage med bog nr. 10 i serien.

I ”Pigen under træet” rejser vi glimtvis tilbage i tiden, til Bornholm 1995. På lejrtur med 7.C. på Osted Skole. Måske også med minder fra vores egen lejrtur til Bornholm i folkeskoletiden?

En venindegruppe på 4 piger, stikker af om aftenen for at mødes med øens drenge. Èn af pigerne forsvinder og bliver aldrig fundet.

20 år senere, bliver liget af den unge kvinde fundet i en grotte på Bornholm. Samtidig bliver Louise kaldt hjem fra en ferie i Østen – hendes bror, Mikkel, er indlagt og hendes svigerinde er forsvundet. Det viser sig snart, at svigerinden gik i klasse med Susan, den pige som forsvandt på Bornholm i 1995. Hvorfor forsvinder hun netop nu, hvor Susans lig er blevet fundet? Louise er alt for berørt af brorens indlæggelse og samtidig har hun orlov fra sit job hos Københavns politi. Louises veninde, Camilla Lind, er kriminalreporter på Morgenavisen. Hun øjner en chance for en god historie og går i gang med at grave.

Jeg ved der er mange der har savnet Louise Rick. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke er en af dem. Jeg var vild med det nye koncept omkring bedemandsserien, og jeg håbede til det sidste, at Sara Blædel, ville kaste sig over noget helt nyt igen. Jeg synes Louise Rick og Camilla Lind har været ude for nok og jeg synes personligt ikke, at der er sådan super meget spænding over dem længere. Jeg synes bedemandsserien var et forfriskende afbræk og jeg havde virkelig meget lyst til at opleve, hvad Sara Blædel mere kunne finde på.

Men … når dét så er skudt ud i plenum, så står jeg gerne ved, at jeg faktisk var opslugt af ”Pigen under træet” fra start til slut. Specielt de afsnit der omhandler grotten, gik rent ind. Det var både uhyggeligt, klamt og hjerteskærende på én gang. Dog synes jeg der er flere ting der stadig undrer mig – en form for løse ender som jeg gerne ville have svar på. Desuden synes jeg, at bogen mangler noget, som normalt er omdrejningspunktet for en krimi, men det ved vi først når sidste side er vendt 😊

Selvom det var interessant at Louise pludselig er pårørende i stedet for betjent, og selvom det var sjovt at få den viden med, som politiet har, men som de pårørende ikke kender til, så synes jeg altså at der gik for meget føleri og familie- og venindeforhold i bogen. For mig var der dele der nemt kunne have været skruet ned for og andre dele der med fordel kunne være skrevet mere om.

Men som sagt, så var jeg godt underholdt og selve krimidelen var medrivende. Måske især fordi jeg selv var ung i 1995 og sagtens kan huske de ting der beskrives. Har du været på lejrskole med din folkeskoleklasse, vil der med garanti også være dele du genkender. Også selvom du ikke var en af dem, som sneg dig ud om natten 😊