Anmeldelse: Katrine Engberg - Glasvinge

Den her bog, er simpelthen bare lækker fra inderst til yderst. Den er flot udenpå med flotte farver og sjove detaljer i trykket, som får det til at se ud, som om der virkelig er vand på omslaget. Når man piller omslaget af den – det gør jeg altid når jeg læser bøger med smudsomslag – så er den fisme også pæn indeni. Helt rød, med en fin sølvsommerfugl og sølvskrift på ryggen. Allerede dér, lover det jo godt og forventningerne skrues en anelse i vejret. Så gik jeg i gang med at læse, og sørme om ikke også den er lækker indeni. Jeg er vild med sproget den er skrevet i. Så dagligdags og lige til. Talesprog vel nærmest. Krydret med små udtryk og vitser fra betjentene, som flere gange fik mig til at grine. Når man som mig, bøvler med daglige nakkesmerter, så er det skønt at få serveret et nyt udtryk, som beskriver det med humor – jeg ved nu, at min nakke er stiv som en bryllupspik … 😊

Glasvinge, som i øvrigt er en sommerfugl med gennemsigtige vinger, og som blev introduceret for forfatteren, af hendes 8-årige søn, er Katrine Engbergs 3. bog og samtidig også 3. del af serien om Jeppe Kørner og Anette Werner. Sidstnævnte er på barsel med sin nyfødte datter, men hun har svært ved at fordybe sig i baby og lortebleer, så hun får stukket snuden i sagen alligevel. Et kvindelig findes i et af de mange københavnske springvand. Liget har identiske snit på håndled og lysken og har været bundet fast imens hun er forblødt.

Da endnu et lig findes, tegner der sig et omrids af noget motiv. Sporene peger i retning af et nu lukket behandlingshjem, for unge psykisk syge. Der skete flere grusomme ting på stedet da det stadig var åbent, så spørgsmålet er, om mordene er hævn og i så fald hvem der hævner hvem.

Jeg synes virkelig det her er en god bog. Den indeholder en smule kærlighed, men ikke så meget, at det på nogen måde kommer til at fylde og blive irriterende. Den indeholder en lille snert af livsfilosofi, men på den gode måde, der lige kort, satte mine tanker i gang og bevægede mig. Den indeholder humor, men den indeholder mest af alt, en virkelig god og rørende historie. En mordgåde, som tillader at vi som læsere, får gang i de små grå, for at forsøge at regne ud, hvem der er banditten. Jeg troede flere gange, at jeg havde luret den, men det havde jeg så slet ikke. Der er tilsat en god portion spænding af den slags, som får det til at risle koldt ned ad ryggen, fordi man som læser fornemmer, at nu sker der (måske) noget. Der er stadig plads til mere ondskab, grusomhed og uhygge, og plads til flere blodige detaljer, men lige i den her fortælling, er det egentlig slet ikke ondskab der er på spil.

Glasvinge, er en af den slags bøger, som gjorde mig glad imens jeg læste. Ja, det lyder fjollet når vi snakker krimi og grusomhed, men sproget var så lækkert og humoren var perfekt doseret. Jeg kunne ikke få den læst hurtigt nok, fordi jeg ville vide hvad der skete, og samtidig blev jeg ærgerlig da sidste side var vendt.

Fremragende bog af en flyvende forfatter. Jeg er sikker på, at hun er støt og roligt på vej mod de øverste stjerner på den danske krimihimmel.

5 kæmpe krimiperler fra mig til Glasvinge!

Facebook og Instagram har ringet. De synes I skal komme over og være med 😄😄😄 

Anmeldelse: Katrine Engberg - Blodmåne

Dette er Katrine Engbergs 2. bog i serien om politiassistenterne Jeppe Kørner og Anette Werner, men det er mit første møde med dem begge. Jeg synes med det samme godt om specielt Jeppe. Vi har et fællestræk, som jeg ikke er stødt på ret mange andre, der har. En endnu ret ukendt gren af Tourettespectret, som kaldes tanketics. Melodier, dele af en sang, et navn eller et ord, som kører inde i hovedet, bag de andre tanker. Hos Jeppe Kørner, er det vist hovedsageligt sange. 😊🎵

Liget af en kendt modemand dukker op i sneen. I første omgang, forveksles han med en hjemløs, men det står snart klart, at der er tale om mord, begået på grusom og særdeles udspekuleret vis. Jeppes gode ven, Johannes, er på en eller anden måde indblandet i sagen. Jeg vil ikke sige så meget mere om det, men jeg vil godt afsløre, at programmet Mads & Monopolet, spiller en pænt stor rolle i sagen 😋

Bogen er nutidig og skrevet i et nutidigt sprog. Flere gange kom jeg til at smile og fik i øvrigt udvidet mit ordforråd, med det flatterende ord ”tørkneppe”… jow jow.

Blodmåne er en tankevækkende bog. Venskaber fylder en del, men temaet hævn og savn optager endnu mere. Der er flere af hovedpersonerne, som savner både mødre og fædre, på trods af et svigt, som har sat spor ind i voksenlivet. Det gør bogen levende og giver hurtigt en følelse af, at kende dem.

Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide uhyggelige krimier. De skal ryste mig og det skal helst risle koldt ned ad ryggen. Det fik jeg ikke rigtigt her. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt flere detaljer omkring mordene, evt. være kommet lidt tættere på offeret i de sidste minutter. Plottet er godt og ikke sådan lige at regne ud. Jeg gættede og gættede, for der var masser af mulige gerningsmænd. Den del var lige i øjet.

Af forskellige årsager vippede jeg lidt mellem 3 og 4 krimiperler, men jeg synes dog at den overordnet set fortjener de 4. Jeg var underholdt hele vejen igennem og havde svært ved, at lægge bogen fra mig. Sproget flyder og det er en af den slags bøger, som på en eller anden uforklarlig måde, gør mig lidt glad.

I fredags, var jeg så heldig, at være inviteret til udgivelsesreception for Katrine Engberg. Det foregik i Botanisk have på Observatoriehøjen. Det var en god og sjov oplevelse, og en del af handlingen i Blodmåne foregår netop der. Katrine fortalte os, at hun har fundet et suverænt godt mordvåben til bog 3. Hun mente også, at den ville blive mere uhyggelig. Jeg har svært ved at vente på den 😊

VIL DU VÆRE MED OVRE PÅ FACEBOOK???