Anmeldelse: Jens Strandbygaard - Arvesynderen

Præst og tidligere frømand, Daniel Vest, er tilbage. I første del af serien, Jihadbruden, reddede han pigen Mathilde ud af Syrien, hvor hun var havnet som jihadbrud. Mathilde og Daniel er tilbage i Århus og Mathilde virker til at være kommet sig over sin traumatiske oplevelse. Hun er glad for Daniel og nyder at besøge ham på gården, langt ude i Hvide Sande.

Daniel har en hemmelig identitet. Han kalder sig Poseidon og har en hjemmeside der hedder www.poseidonhelps.com, hvor folk kan bede ham om hjælp til forskellige problemer de er rodet ud i. Poseidon vælger en enkelt ud, som han gerne vil hjælpe. Denne gang med input fra Mathilde.

Eva, er damen de ender med at hjælpe. Hun har overtaget et vognfirma efter sin afdøde mand, men han har sat hende i en frygtelig situation, som hun ikke kan komme ud af igen. En situation, som involverer, rockere, rumænere og narko. Hvad der virker til at være en forholdsvis simpel mission for en mand af Daniels kaliber, viser sig at blive en hel del mere omfattende og voldsomt end forventet.

Bogen starter stille og roligt ud, med en spænding og god energi, som gjorde at jeg glædede mig til at læse videre. Den er skrevet i et dagligdags sprog, som flyder og gør bogen nutidig. Det kan jeg godt lide. Jeg kan også virkelig godt lide præsten, Daniel. Han er så rolig og nede på jorden og samtidig så vanvittigt cool i sin egenskab af soldat. MEN … for der er altså et men i den her historie. Hvad der starter som en spændende og realistisk historie, ender i et fuldstændig vanvittigt action-inferno. Det går komplet amok og skifter på et splitsekund til at virke urealistisk. Havde det nu været en amerikansk actionfilm, havde den nok været lige i øjet, men vi snakker om en præst fra Hvide Sande, som dræber til højre og venstre uden at blinke og uden nogen former for frygt for at blive anholdt for drab, selvom han bruger sit eget navn i flere situationer. Det bliver simpelthen for rodet og for maskulint for mig. Jeg ved godt, der er folk der stejler helt, når der tales om femikrimi og mandekrimi, hvis sidstnævnte begreb findes. Jeg vil dog vove den påstand, at denne bog, vil henvende sig hovedsageligt til mænd der er vilde med actionfilm som fx ”Die Hard” og ”Mission impossible”. Dermed ikke sagt, at der ikke findes kvinder der er vilde med den slags, ligesom der nok også findes mænd, der gerne vil læse om kvinder og deres udvikling gennem parforhold og familieliv. Og ja, jeg kan egentlig også godt være med på en action packed krimi med en superhelt af en hovedperson. I Arvesynderen, bliver det bare for urealistisk på for mange måder. Både til Århus og til Danmark i det hele taget. Lav den om til en amerikansk actionfilm og den er et pletskud.

Når det er sagt, så vil jeg endnu engang fremhæve, at jeg kan lide hovedpersonen og jeg kan lide den grundlæggende idé om præsten som er tidligere frømand og hjælper fremmede i nød. Jeg vil gerne læse næste del, men håber at der igen er droslet ned til noget lidt mere realistisk og knapt så mange personer at holde styr på.

Anmeldelse: Jens Strandbygaard - Jihadbruden

Okay, indrømmet … jeg var ikke sikker på om denne bog ville være noget for mig, for titlen lugter lidt af noget krig og terrorisme. Emnet i sig selv er vigtigt, men jeg bliver bare ikke fanget af det. Heller ikke på film. Mine bekymringer skulle heldigvis vise sig, at være helt unødvendige.

Hovedpersonen hedder Daniel Vest. Han er præst og tidligere frømand. Som en lille sidebeskæftigelse, hjælper han folk med forskellige problemer. De kender ikke hans rigtige navn, men kender ham som Poseidon. Han kontaktes via en hjemmeside –www.poseidonhelps.com – hvor folk kan skrive til ham og bede om tjenester. Hvad som helst, stort som småt. Poseidon udvælger enkelte, som han mener at kunne hjælpe. Hjemmesiden eksisterer i øvrigt i virkeligheden, så tag et kig. Der er bl.a. nogen der mangler 111 millioner 😊

Som titlen måske løfter sløret for, så vælger Daniel Vest, at hjælpe en mor, hvis datter, Mathilde på bare 15 år, er rejst til Syrien for at blive Jihadbrud. Unge vestlige kvinder, som konverterer til Islam og tager ned for at blive gift med syriske ISIS-krigere i troen på en lys fremtid fuld af rigdom, lykke og børn. Desværre er virkeligheden en anden.

Vi følger med i både Mathildes og Daniels rejser og tanker. Vi følger dem begge på den lange og svært fremkommelige rejse til Syrien. Vi er med når Mathilde ankommer og skal møde sin kommende mand for første gang, hvordan hun har det, når hun finder ud af, at fødderne er ved at blive kolde, men vejen tilbage er ikke-eksisterende. Daniel er cool og virker ikke til at være bange for hverken nogen eller noget. Han er skånselsløs og på grænsen til de actionhelte vi ser på film. Men det fungerer, for er de egentlig ikke bare ret kølige og velfunderede de dér frømandstyper? Jeg tror det. Men selv for en cool type som ham, kører tingene ikke altid som han ønsker. Om det lykkedes ham at få Mathilde ud af den situation hun har sat sig selv i, vil jeg ikke afsløre. Men jeg kan lide Daniel Vest og jeg glæder mig til at følge ham. Jihadbruden er første del i en planlagt serie, så der er heldigvis mere at se frem til.

Jihadbruden er både skræmmende og interessant læsning. Samtidig er den hjerteskærende og uhyggeligt virkelighedstro. Jeg tvivler ikke på, at den er gennemresearchet. De findes jo virkelig, de piger som Mathilde i bogen her. Det er ikke en krimi i den forstand, at der sker et mord eller flere, som nogen skal opklare, ligesom der heller ikke er isnende uhygge og en udspekuleret morder. Det er mere en spændingsroman, men til gengæld er den spændende på et højt niveau. Sproget er dagligdags og nutidigt på en måde jeg sætter pris på.

Jihadbruden er en spændende, velskrevet og uhyggeligt virkelighedstro bog. Jeg sender 5 krimiperler efter den og glæder mig til næste del i serien.

Anmeldelse: Lotte Dalgaard - Lucy

Lotte Dalgaard har skrevet 3. del i serien om journalisten Line Lyng. Denne gang skal Line grave i et par gamle uopklarede sager. Den ene omhandlende et brutalt mord på en rasteplads, det andet en forsvundet teenager, som nu efter 30 år, stadig ikke er dukket op. Det gør hun imidlertid kort efter. Da hun befinder sig på den britiske ø Jersey, må Line Lyng afsted.

Bogen er hovedsageligt fortalt af henholdsvis Line Lyng og den forsvundne pige Anna – eller Lucy, som hun kalder sig nu. Lucys historie er både interessant og spændende. En trist skæbne, for et ungt menneske, som har mødt den forkerte mand og er endt på værste vis, som fange i sit eget hjem.

Bogen er kategoriseret som spændingsroman, men jeg er desværre nødt til at sige, at jeg ikke synes der er meget spænding i den. Flere steder er den på vej til at blive det, men det er som om der sker for mange forskellige ting, uden der rigtig bliver gået i dybden med nogen af dem. Jeg kan godt lide opklaringsdelen i en krimi, men det er der ikke noget af her. Hovedpersonen er journalist og det vi oplever hende gøre, er mest af alt at interviewe. Her er mange gentagelser og jeg synes det bliver rodet når der springes så meget i tid og personer som der gør.

Lotte Dalgaard er virkelig god til at skildre den ”ægte” personlighed, med meget menneskelige følelser og behov. I en krimi, bliver det dog alt for meget for mig. Jeg er mest til det temmelig uhyggelige med masser af plots og opklaringsarbejde hvor jeg selv kan gætte med på hvem morderen er. Jeg har ikke behov for at høre om hovedpersonens sexfantasier og hendes mange tanker om mad og overvægt. Af den grund, savnede jeg flere forskellige ting i denne bog. Jeg tror til gengæld, at Lotte Dalgaard, ville kunne skrive en super god skønlitterær bog, som ikke gik under betegnelsen krimi, for hun forstår som sagt, at skildre det virkelige menneske på godt og ondt.

Er du mest til krimier med masser af følelser og personlige relationer, og hvor du ikke skal forholde dig til opklaring, så vil Lucy måske være noget for dig. Noget litterært mesterværk er den dog langt fra.

Du kan både følge Frk. Tines krimitanker på Instagram og på Facebook 

Anmeldelse: Lotte Dalgaard - Det svageste led

Forlagets beskrivelse:

En teenagepige bliver skudt i Nordsjælland. Kort tid efter findes en mandlig førtidspensionist dræbt på Ærø. De to ofre er skudt med samme våben. Senere på sommeren mister en midaldrende, kvindelig sagsbehandler fra Bornholm livet. Ingen kan se, hvad de tre ofre har til fælles. Og hvorfor vil nogen dem til livs? Er der en seriemorder på spil, eller ligger der noget andet bag?

Line Lyng dækker skuddrabene for Regionalavisen Nordsjælland. Gerningsmanden slår til flere gange. Hver gang et nyt sted i landet. Ingen kan vide sig sikker. Line har igen fundet sammen med Jonas. De har fået datteren Frida, og Jonas har været i alkoholbehandling. Men de destruktive mønstre fortsætter, og 41-årige Line må give slip på drømmen om et harmonisk familieliv.

Det svageste led, er 2. del af Lotte Dalgaards serie om journalisten Line Lyng.

Bag på bogen står der, at den blander krimigenren med en kvindes udviklingshistorie. Jeg vil nu mene at det hovedsageligt er udviklingshistorien der fylder og krimidelen der ligesom falder lidt i baggrunden. Jeg synes det er synd, for plottet er egentlig ret fedt og det fortjener at der var blevet gået mere i dybden med mordgåden. Som i første bog i serien (Tvillingesagen), synes jeg der mangler opklaringsarbejde og gennembrud. Der findes ingen spor og hele vejen igennem er politiet på bar bund. Opklaringen og morder, får de, i bogstaveligste forstand, serveret og slutningen af historien ender som én stor morale. Mordene er beskrevet spændende og medrivende. Alligevel er det Line og hendes tanker og følelser omkring kæresten/ekskæresten Jonas, som er altoverskyggende.

For mig, som ikke kan få det uhyggeligt og blodigt nok, så bliver denne bog lige en tand for socialrealistisk. Jeg ved der findes mange derude, som godt kan lide at få masser af følelser med i historien og for dem er denne bog givetvis et hit. Der er gået i dybden med Lines personlighed, som er super godt beskrevet, så jeg hurtigt følte, at jeg kom til at kende hende.

Jeg er lidt ked af, ikke at give den flere perler end to, netop pga beskrivelserne af Line og hendes følelsesliv, men set ud fra mit krimiperspektiv, så kan det ikke blive til flere. 

Har du lyst til at følge bloggen på Facebook?

Anmeldelse: Lotte Dalgaard - Tvillingesagen

På bagsiden står der:

Et par 13-årige tvillingepiger forsvinder på vej hjem fra fritidsklubben og der er ingen spor efter dem. Journalist på Regionalavisen Nordsjælland, Line Lyng, dækker sagen og kommer efterhånden meget tæt på moren, der slides op af sorg, håb, angst og uvished.

Efterforskningen trækker ud, Line Lyng bliver mere og mere personligt involveret i sagen, og derhjemme mistrives hun i forholdet til sin flotte men fordrukne kæreste.

Tvillingesagen er en krimi fra de små Nordsjællandske lokalsamfund, hvor hverdagen ellers var så tryg. Samtidig er det historien om den svære kunst, at bryde de dårlige vaner uden at miste sig selv.

Om det kan betegnes som en krimi, ved jeg ikke helt. Der er intet opklaringsarbejde overhovedet. I hvert fald ikke noget vi involveres i og opklaringen tilsidst, beror da også udelukkende på tilfældigheder. Det er lidt som om forfatteren vil lidt for mange ting med denne bog. Sagen om de forsvundne tvillinger er i sig selv spændende og når man selv har børn, så rører den dybt. Måske endnu mere, når ens egen datter deler navn, med den døde pige der findes først :) Det satte en del tanker og følelser igang i mig. Men udover at koncentrere sig om sagen, så kommer vi også ind omkring incest og en hel del omkring alkoholisme. Yderligere skal vi også lige berøre emnet racisme. For mig blev det lidt for meget, da jeg egentlig helst vil høre om krimidelen i en bog og er lidt ligeglad med personernes parforhold og familieliv. Forstå mig ret, det er selvfølgelig helt fint, at vi får del i hovedpersonens baggrund, følelser osv, men her kommer Lines parforhold og ikke mindst hendes sexliv, til at fylde alt for meget.

Tvillingesagen, er hvad jeg vil betegne som en rigtig hyggekrimi. Den bliver aldrig super spændende, men heller ikke kedelig og er man til forfattere som Mari Jungstedt, er jeg sikker på, man også vil være vild med Tvillingesagen. Den er letlæst og perfekt til en kold efterårsweekend :)