Anmeldelse: Stephen King - Anstalten

Stephen King kendt som gysets mester.  I min optik er det ikke gysere han skriver, men filmatiseringen af flere af hans bøger, er dog drejet temmelig meget i dén retning. For mig er det spænding i høj kaliber og ofte med et twist af noget overnaturligt – noget som måske, måske ikke, kunne være virkeligt.

Sådan er det også i Anstalten. Den greb mig om hjertet nærmest fra starten og så holdt den spændingsniveauet selvom det er en lang bog på over 600 sider. Den er på én gang både hjertegribende trist og vanvittigt spændende.

Luke Ellis bliver kidnappet og anbragt på en anstalt, som viser sig at være fyldt med børn. Alle er højt begavede og alle har de en helt særlig evne i form af enten telepati eller telekinese. De ansatte på anstalten skyr ingen midler når det kommer til at lave forsøg med børnene og deres særlige evner. De ansatte er for længst holdt op med at opfatte børnene som individer med følelser. Børnene er som dyr og bliver straffet, for at skabe respekt og frygt.

Samtidig et andet sted i landet, beder et flyselskab folk om at stige af flyet grundet pladsmangel. Tim Jamieson stiger af og i stedet for at tage imod selskabets tilbud om hotel og ny rejse næste dag, så tomler han den mod New York. Tim har ikke travlt, så da han undervejs havner i en lille flække midt i ingenmandsland, beslutter han at blive hængende. Den beslutning kommer til at ændre hans liv for evigt.

Egentlig er jeg ikke til bøger med alt muligt overnaturligt hejs, men i Anstalten er det beskrevet så fint og virkeligt, at jeg helt sad og kom i tvivl, om nogen faktisk har disse evner i virkeligheden. Samtidig er det noget af dét der giver bogen et ekstra løft mod toppen. Jeg synes det var fantastisk under scenerne med tankelæsning. Nøj hvor ville det somme tider være en praktisk evne at have. Efter min mening bliver det ikke for meget på noget tidspunkt. Hvis du har stiftet bekendtskab med enten bogen eller filmen ”Den grønne mil”, så har du enten læst, set eller begge dele, hvordan en lille smule af det overnaturlige, kan give både spænding og samtidig stramme grebet om følelserne.

Der er mange emner i denne bog, men den vigtigste er nok venskab. Hvordan fællesskab avler styrke, i en verden hvor man ikke altid ved, hvem der vil en det bedste og hvem der ikke vil.

Hjertegribende historie og fuldstændig fremragende skruet sammen. Måske den bedste Stephen King-bog jeg har læst!

5 krimiperler til Luke, Tim og Stephen K.

Anmeldelse: Ninni Schulman - Kun dig

Jeg indrømmer, at jeg har kendt til Ninni Schulman længe og har flere af hendes bøger i min reol. Alligevel har jeg ikke læst noget af hende før nu. Jeg har læst mig frem til, at Schulman prøver kræfter med en lidt anden genre end krimi. ”Kun dig”, har fået betegnelsen spændingsroman. Den ligger efter min mening, også og læner sig en smule op ad domestic noir, uden dog rigtigt at være det. Psykologisk drama er nok det der kommer nærmest, synes jeg.

Pål har været igennem en hård periode i sit liv. Han har trukket stikket fra det kreative erhvervsliv og arbejder nu som billetkontrollør i metroen i Stockholm. Iris er designer og ulykkeligt forelsket. Hun er for nyligt blevet droppet af en gift mand, som hun har haft et lidenskabeligt forhold til. Hun deler kontor med et par venner og render jævnligt til frokoster, caféhygge og glamourøse arrangementer. Hun nyder kort sagt livet, men savner kærligheden. Ham møder hun i form af Pål og hendes liv vendes pludselig op og ned. Pål er en drøm. Han er flot, kærlig, sjov og kort sagt alt det Iris har drømt om. Han ved præcis hvad hun kan lide og det gælder også i sengen, hvor Iris når højder hun aldrig før har nået. Men Pål er ikke social. Han nyder deres tosomhed og vil helst bare den hjemlige hygge. Iris svæver på en lyserød lykkesky, så hun ønsker i bund og grund det samme som Pål.

Iris har en mørk baggrund, som hun ønsker at holde for sig selv. Hun er vokset op med en skizofren far, som gjorde grusomme ting mod både familien og fremmede, når han ikke tog sin medicin. Da Iris selv begynder at få symptomer på skizofreni, trækker hun sig ind i sig selv, tættere på Pål, men endnu længere væk fra veninder og det sociale liv.

Historien begynder på et hospital hvor Pål er indlagt og netop har fået amputeret det ene ben.

Når Pål fortæller, er det i jeg-form og når vi hører om Iris og hendes oplevelser af tingene, er det skrevet i 3. person. Jeg synes det er en ret cool indgangsvinkel, fordi det medvirker til at gøre hele handlingsforløbet endnu mere spændende. Når Pål selv fortæller, kan han udelade ting i sin historie – vi kan med andre ord ikke nødvendigvis stole på ham. Når det er 3. person der fortæller historien for Iris, ved vedkommende ikke alt og vi kan derfor heller ikke føle os sikre på, at vi får hele sandheden fra dén vinkel. Jeg blev derfor fuldstændig grebet af bogen og læste og læste og lææææææste, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af, om det var hende der var bindegal eller ham der var psykopatisk og besidderisk. Vi har en stærk fornemmelse helt fra starten, om at Iris er skyld i amputationen af Påls ben. Men handlede hun i selvforsvar eller handlede hun i vanvid og hvad skete der undervejs?

Det underlige ved den her bog er, at der egentlig ikke er noget nyt i den. Der er heller ikke noget specielt uforudsigeligt og på en eller anden måde, er det sådan en bog, som man enten har læst nærmest identisk før eller set som film. Alligevel er den skrevet på en måde, som gjorde mig helt tabt for omverdenen og som havde et spændingsniveau som bare hagede sig fast i mig. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det hang sammen. Havde jeg ret i mine formodninger eller ville historien tage en uventet drejning. Hvilken vej det gik, vil jeg ikke afsløre for jer, men jeg kan sige så meget som, at slutningen efterlod mig med et ønske om, at høre mere.

Men der er en morale i bogen, eller i hvert fald en intention om, at sætte tanker i gang hos os SoMe-brugere. For hvornår er man asocial og hvornår er man normal? Er det asocialt, når man ikke ønsker at være en del af Facebook og Instagram, fordi man i stedet ønsker det nærvær som virkeligheden giver med de mennesker man elsker og holder af? Eller er det normalt, at man ønsker at have kontakt med alle mulige mennesker fra fortid og nutid, ønsker at følge med i deres liv og udvikling. Er det normalt at man selv ønsker at dele oplevelser og livsbegivenheder med venner og bekendte på de sociale medier, eller er det mest bare asocialt at sidde med sin telefon og fx tage billeder af den mad man spiser eller de oplevelser man er en del af, sammen med andre. Hvor går grænsen for hvad der er normalt og hvad der er asocialt? Det fik i hvert fald mig til at spekulere.

Så … alt i alt ikke så meget nyt under solen med denne bog og samtidig en bog, som isolerede mig fuldstændig for hvad der skete omkring mig. Den var på ingen måder skræmmende, men jeg mistede til tider næsten pusten i spænding.

4 ud af 6 krimiperler får den med sig. Fra mig til kun dig.

Anmeldelse: Thomas Bagger - Superstar

Vi lever i en tid, hvor selviscenesættelse på SoMe, er en stor del af mange menneskers hverdag. Hvor generte introverte mennesker, har mulighed for at vise verden hvem de egentlig er, men også hvor mennesker kan nøjes med at vise de perfekte sider af sig selv og det liv de lever. Som ungt menneske, tror jeg det kan være svært at navigere i. Jeg tror det er svært at forstå, at ”alle de andre” heller ikke er perfekte. At vi alle sammen har grimme sider, som vi ikke vil vise frem, men som ikke desto mindre er med til at definere det menneske vi er.

I Superstar, tager Thomas Bagger fat i berømmelsens bagside. Når unge har fået smag for at være stjerne i medierne, når man har oplevet hvad det vil sige at betræde den røde løber til diverse præmierer og mediebevågede arrangementer. Det kan være svært at mærke, at andre stjerner pludselig skinner kraftigere end man selv gør. Der kommer hele tiden nye til.

”Sinners Island” er titlen på et realityshow, hvor unge mennesker bliver castet til at leve sammen på en ø. Måske kender du Paradise Hotel? Jeg forestiller mig, at konceptet er lidt på dét niveau, selvom der i Sinners Island, forventes at deltagerne har sex med hinanden på kryds og tværs. En kold vinterdag, dukker en af deltagerne pludselig op i skoven. Hun virker omtåget og fraværende, og hun er kun iført en tynd hvid natkjole. I hendes arm er der skåret et ord - SUPERSTAR. Inden længe dukker endnu en pige op, som viser sig at have deltaget i samme program. Omstændighederne omkring denne pige, er næsten identiske med den første pige. Politiet forsøger at mørklægge historien, men da endnu en person fra programmet dukker op, er mediernes søgelys rettet direkte på politiet og deres opklaringsarbejde.

Camilla Staal, som fungerer som leder, imens Ask Hjortheede er sygemeldt, får sin sag for. Camilla er dygtig, men hun er også typen der ikke bare parerer ordrer og følger reglerne for at opnå de ønskede resultater. Det bringer hende i unåde hos chefen mere end én gang og hendes job hos politiet, hænger i en tynd tråd.

Der er fart på i denne bog. Den er spændende og sproget er moderne og nutidigt, hvilket jeg godt kan lide. Personerne er interessante, men på en eller anden måde, synes jeg ikke rigtig jeg får lov at komme ”under huden” på nogen af dem. Mest på Ask, faktisk, men ham hører vi – desværre - ikke meget til i Superstar. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, for det er personer der godt kunne tåle mere dybde. Der er mange kringler i den her bog og der er rig mulighed for at gætte med på hvem der er Superstar. I lang tid, var jeg sikker på, at jeg havde regnet det ud, men det viste sig at være forkert.

Der er et par ting, som gør, at Superstar ikke stryger helt til tops hos mig. Jeg synes der er lidt for mange ”tilfældigheder”, hvor folk tilfældigvis lige er samme sted på samme tid, kan regne ud hvor de skal finde andre, fordi der sker noget tilfældigt lige da de var der, at de lige fik leveret noget i gave, som andre stod og fik brug for … den slags. Yderligere, så ærgrer det mig altid, når ”de skyldige”, politiet eller andre, skal ende med at forklare os hvad, hvornår og helt præcist hvordan, tingene er gået for sig. I langt de fleste tilfælde er det overflødigt, fordi det ikke var så vigtigt og vi allerede er videre og har dannet vores egne idéer om hvad der er sket og hvordan. Det gør sig også gældende i denne bog, hvor skurken ender med at stå og forklare noget, jeg aldrig rigtig havde spekuleret over.

Det er ikke en bog der ruskede mig på uhygge og der sker som sådan, heller ikke rigtig hverken mord eller specielt grusomme ting. Det er en spændende, tankevækkende og medrivende bog. Og så foregår den i min hjemby, Århus, hvilket giver den et ekstra plus i min bog. Det er altid sjovt, at læse om steder jeg kender. Jeg er spændt på at læse 3. del i serien, som allerede er udkommet. Grav, hedder den. Mon ikke vi får Ask tilbage og kommer endnu tættere på Camilla, Sigrid, Bavne og resten af gruppen. Jeg håber det. Superstar er i øvrigt 2. del i serien. Første del hedder, "Den permanente".

4 af 6 krimiperler fra mig til Superstar

Anmeldelse: Rikke Dahl - Som om vi aldrig rigtigt fandtes

”Krimi”, står der på forsiden af denne bog. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. Spænding måske nærmere – en af den dér type bøger, hvor man fornemmer at der ligger noget og lurer under overfladen. Noget som afsløres lidt efter lidt. Noget som gør det svært at vente til man når til slutningen og den ultimative afsløring. En bog der rammer dybt ind i følelserne.

Har du læst Undtagelsen af Christian Jungersen? Denne bog er bygget op lidt på samme måde. Vi følger forskellige hovedpersoner og får hver deres synsvinkler på de samme situationer og personer. Hvad vi først tror er sandheden, viser sig pludselig at være helt forkert. Eller helt misforstået.

Christin har forladt sin gamle hjemby, for aldrig at se sig tilbage. Lige indtil hun får et opkald fra en folkeskoleveninde, som fortæller at en anden folkeskoleveninde er død. Et dødsfald, som Christin har svært ved at skjule sin lettelse over. Hun rejser til den lille jyske by, for at overvære begravelsen, men samtidig også for at undersøge detaljer omkring et andet dødsfald, af en nær ven fra gymnasietiden. Christins forsøg på at afdække omstændighederne, bringer hende længere end hun har lyst til. Hvad der skulle have været et lille krads i overfladen, bliver pludselig til et dybt hul gravet med spade. Vi fornemmer fra begyndelsen, at der er hemmeligheder og løgne, som Christin helst vil glemme, men stille og roligt sniger der sig et mørke ind fra sidelinjen og kulden begynder for alvor at brede sig. Det er tydeligt, at der venter os en overraskelse og hjernevrideriet gik ret hurtigt i gang for mit vedkommende.

”Som om vi aldrig rigtig fandtes”, satte en masse tanker i gang hos mig. Og følelser ikke mindst. Jeg tror ikke nogen kan læse denne bog, uden at kunne associere til flere af de følelser, som personerne gennemlever. Vi har alle været unge engang og, med mindre man stadig er helt ung, så er man blevet klogere nu og ved at man stadig intet rigtig vidste om livet dengang i gymnasietiden. Ikke helt i hvert fald. Der sker ting og opstår følelser i bogen her, som vi i første omgang måske tænker på som ondskab. I virkeligheden synes jeg mest bare det er ulykkelige skæbner såvel som omstændigheder der gør, at tingene går som de gør i denne bog. At en hel gruppe venner splittes og får ødelagt deres liv. Nogen mere end andre. For det hele handler i alt sin enkelthed om, hvor gode eller dårlige vi er til at håndtere de ting livet byder os. Om vi giver andre skylden for alle vores ulykker, om det altid er nogen andres skyld, at tingene ikke bliver præcis som vi ønsker det. At det er os selv der altid har ret og de andre der handler forkert eller uretmæssigt. Eller om vi tager alle verdens ulykker på vores egne skuldre og har svært ved at give slip på hændelser og oplevelser, som vi i bund og grund ikke har indflydelse på.

Det er en bog med vanvittigt mange vinkler og måder at anskue livet. Den gav mig en hel masse at tænke over undervejs og stadig efter endt læsning, har jeg dens hovedpersoner og deres livsanskuelser under huden. Den er nuanceret og særdeles velskrevet. En fantastisk flot debut.

Når jeg så skal til at vurdere den ud fra mit krimiperlesystem, så er der et par ting der gør, at den ikke scorer helt fuld perleplade. Først og fremmest, er den lidt langsom om at komme op i spændingsgear. Den bruger en del tid på at varme op, og først næsten 200 sider inde i bogen, begynder der fora alvor at komme spænding i feltet. Den er på ingen måde kedelig indtil da, men der lugter heller ikke meget af spænding før da. Selvom det  er en bog som rystede op i mig og satte gang i mine tanker, så var det ikke en bog der skræmte mig eller fik mig til at holde vejret i spænding. Derfor lander den på 4 perler. Til gengæld, så synes jeg faktisk det er en bog, som er yderst læseværdig og som jeg vil anbefale andre at læse – undlad bare at se den som en krimi, hvor der forventes tempo og uhygge. Den her bog, kan noget helt andet.

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen sæson 2, "Giften"

Ih hvor har jeg glædet mig til sæson 2 af Pyromanen. Første del, fik undertitlen ”Sorger”. Del 2, har fået undertitlen, ”Giften”.

Giften foregår i Tromsø helt oppe i Nordnorge. Et gammelt hotel, brænder ned og størstedelen af gæsterne brænder inde. Da Tromsø ikke har eksperter på området og da deres politichef kender Klara Larsens chef i Danmark, bliver det derfor hende, som bliver udlånt til Norge.

Klaras ekspertise er brande, men det står hurtigt klart at der er mere på spil end brand i dette tilfælde. Det undrer både Klara og resten af teamet, at ingen har ringet efter hjælp og kun et par stykker har forsøgt at flygte. Jeg vil helst ikke afsløre noget som jeg synes du skal læse selv, men ud fra bogens titel, kan man nok alligevel godt ræssonere sig frem til, hvad der er på spil.

Hotellet har været i en bestemt familie igennem generationer. Nu er det dog solgt til en person med anden etnisk baggrund. Det varer ikke længe, før der går rygter om terror, hvilket også skal vise sig at være korrekt, men dog med en hel anden vinkel end den byens borgere først antager. Snart er jagten sat ind på en gal fanatiker. Virkelig gal! Og det værste er, at handlingen er skræmmende realistisk. Så vil jeg ikke afsløre mere - det skal I selv have lov at læse jer til.

Hovedpersonerne Klara Larsen og Sebastian Vinther, havde en enkelt nat sammen i sidste bog. Siden da, har der været temmelig kold luft imellem dem grundet Klaras stædige væsen. Men følelserne er der og de beskrives fint uden at komme til at fylde i historien. Jeg synes det er et par stærke hovedpersoner, som jeg lynhurtigt er kommet til at kende og holde af. Især Klara har mange lag og vi kommer lidt længere ind til hendes traumatiske oplevelser fra barndommen i denne bog. De bliver dog ingenlunde afsløret, men noget tyder kraftigt på, at næste bog kommer til at bringe os endnu nærmere. Den del glæder jeg mig enormt meget til. Om de begge er med i næste sæson? Jeg kan kun røbe, at forfatteren satte mig i en paniksituation undervejs! 

Skal jeg sætte fingeren på noget, så skal det være slutningen, som jeg måske godt kunne have ønsket lidt anderledes.

Inger Wolf har endnu engang skrevet en fuldstændig fremragende krimi. Jeg blev både rystet og skræmt undervejs, og jeg holdt vejret flere gange. Jeg opholdt mig alene på et hotelværelse, under noget af læsningen – på et tidspunkt blev jeg så bange, at jeg var nødt til at lukke bogen og sove. Det skal selvfølgelig ikke kunne siges, om følelsen af at være alene et fremmed sted, gjorde en forskel. Uanset hvad, så er bogen tankevækkende og den rørte mig på flere måder. Terror er skræmmende og den biologiske slags som i denne bog, er ikke mindre barsk.

Topkarakter til Giften

Bogen findes indtil videre udelukkende som lyd- eller e-bog hos Mofibo, men forventes udgivet i papirsform til september.

Anmeldelse: Jens Strandbygaard - Jihadbruden

Okay, indrømmet … jeg var ikke sikker på om denne bog ville være noget for mig, for titlen lugter lidt af noget krig og terrorisme. Emnet i sig selv er vigtigt, men jeg bliver bare ikke fanget af det. Heller ikke på film. Mine bekymringer skulle heldigvis vise sig, at være helt unødvendige.

Hovedpersonen hedder Daniel Vest. Han er præst og tidligere frømand. Som en lille sidebeskæftigelse, hjælper han folk med forskellige problemer. De kender ikke hans rigtige navn, men kender ham som Poseidon. Han kontaktes via en hjemmeside –www.poseidonhelps.com – hvor folk kan skrive til ham og bede om tjenester. Hvad som helst, stort som småt. Poseidon udvælger enkelte, som han mener at kunne hjælpe. Hjemmesiden eksisterer i øvrigt i virkeligheden, så tag et kig. Der er bl.a. nogen der mangler 111 millioner 😊

Som titlen måske løfter sløret for, så vælger Daniel Vest, at hjælpe en mor, hvis datter, Mathilde på bare 15 år, er rejst til Syrien for at blive Jihadbrud. Unge vestlige kvinder, som konverterer til Islam og tager ned for at blive gift med syriske ISIS-krigere i troen på en lys fremtid fuld af rigdom, lykke og børn. Desværre er virkeligheden en anden.

Vi følger med i både Mathildes og Daniels rejser og tanker. Vi følger dem begge på den lange og svært fremkommelige rejse til Syrien. Vi er med når Mathilde ankommer og skal møde sin kommende mand for første gang, hvordan hun har det, når hun finder ud af, at fødderne er ved at blive kolde, men vejen tilbage er ikke-eksisterende. Daniel er cool og virker ikke til at være bange for hverken nogen eller noget. Han er skånselsløs og på grænsen til de actionhelte vi ser på film. Men det fungerer, for er de egentlig ikke bare ret kølige og velfunderede de dér frømandstyper? Jeg tror det. Men selv for en cool type som ham, kører tingene ikke altid som han ønsker. Om det lykkedes ham at få Mathilde ud af den situation hun har sat sig selv i, vil jeg ikke afsløre. Men jeg kan lide Daniel Vest og jeg glæder mig til at følge ham. Jihadbruden er første del i en planlagt serie, så der er heldigvis mere at se frem til.

Jihadbruden er både skræmmende og interessant læsning. Samtidig er den hjerteskærende og uhyggeligt virkelighedstro. Jeg tvivler ikke på, at den er gennemresearchet. De findes jo virkelig, de piger som Mathilde i bogen her. Det er ikke en krimi i den forstand, at der sker et mord eller flere, som nogen skal opklare, ligesom der heller ikke er isnende uhygge og en udspekuleret morder. Det er mere en spændingsroman, men til gengæld er den spændende på et højt niveau. Sproget er dagligdags og nutidigt på en måde jeg sætter pris på.

Jihadbruden er en spændende, velskrevet og uhyggeligt virkelighedstro bog. Jeg sender 5 krimiperler efter den og glæder mig til næste del i serien.

Anmeldelse: Jakob Melander - Fjenden iblandt os

17 timer, er hvad politiet i denne bog, bruger på at opklare drabet på et barn. 17 hektiske timer, som ikke efterlader meget arbejdsro for betjentene og deres efterforskningsleder, Lars Winkler.

Og ro er måske præcis hvad vores hovedperson, Lars Winkler, har brug for. Han er netop vendt tilbage på job, efter en periode med sygemelding. Ro er ca. det eneste han ikke får, for fundet af en dræbt 8-årig pige, bringer blodet i kog blandt beboerne i Oksevænget, hvor pigen boede.

Navnet Oksevænget, bringer måske tankerne hen i retning af et hyggeligt villakvarter. I virkeligheden er det et område med en klynge af højhuse, og betragtes i folkemunde som ghettobebyggelse. Bebyggelsen er fiktion, men forstiller at ligge i Bellahøj-området i København.

Den første dag efter Lars Winklers orlov, kaldes han ud til Oksevænget, hvor en beboer har fundet liget af den 8-årige pige, Laura. Området er allerede afspærret, for det er også denne dag, at Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm, kommer forbi for selv at se, hvad området byder på.

Havholm vil meget gerne ind i landspolitik, så da det kommer ham for øre, at der er sket et mord, benytter han situationen til egen vinding. Det medfører at han sender Twitter-meddelelser ud til offentligheden, som lynhurtigt bidrager til lynch-stemning, blandt Oksevængets beboere. Sladderen florerer, folk bliver anklaget og hængt ud - selvtægten tager stille og roligt fart. Beboernes indbyrdes vrede imod hinanden, bliver til beskyldninger for barnemord. Politiet har mere end nok at se til, med at holde de rivaliserende parter fra hinanden, samtidig med, at de skal finde hoved og hale i morgenens begivenheder omkring den dræbte pige.

Få forfattere mestrer som Jakob Melander, at skildre menneskelige følelser og hvad de kan bringe med sig. Fjenden iblandt os, er på en eller anden måde en socialrealistisk skildring af et ghettosamfund, men samtidig er den også en skildring af, hvad der sker i os mennesker, når følelsen af uretfærdighed og frygt strammer grebet om os. Desværre har jeg ikke læst hele serien om Lars Winkler, men beskrivelsen af ham er så fin, at jeg alligevel har en rigtig god fornemmelse af hvem han er. Forrige bog i serien, handlede meget om parforhold og ulykkelige følelser. Når man som jeg, kom ind i serien netop dér, så kom parforholdet til at fylde alt for meget i en ellers god historie. Fjenden iblandt os er (heldigvis) helt fri for parforhold. Jeg indrømmer blankt, at jeg jublede en lille smule indeni, da Sanne ikke tog telefonen 😄

Hvis du har fulgt mine anmeldelser, så ved du godt, at jeg elsker uhygge og grusomhed i en krimi. Når ondskaben viser sit ansigt så tydeligt, at det ryster mig og sender isninger af gys som jag gennem kroppen. Detaljer der giver mig billeder på nethinden, som jeg på den ene side ikke ønsker at se, men som på den anden side rusker op i mig og tvinger en stemning frem.

I Fjenden iblandt os, er Melander inde at kradse en lille smule i uhyggen og de grusomme detaljer. Slutningen er fremragende og jeg ville sådan ønske, at han havde givet os endnu mere af netop dét, for han gør det virkelig godt. Vi følger adskillige af personernes tanker, men ikke morderens. Jeg kunne have ønsket mig, at vi også havde været med i dennes tanker, fået en større viden om vedkommendes baggrund for sine handlinger. Var det ondskab, sindssyge eller noget helt tredje. Vi får løftet sløret en lille smule, men jeg ville gerne have haft det løftet til endnu flere detaljer og viden om det emne.

En god og velskrevet bog, som er stærk på både følelser og de indre billeder den skaber i læseren. Selvom jeg kun blev rusket en lille smule i uhyggeafdelingen, så formåede den at holde mig fanget og interesseret hele vejen igennem. Lars Winkler er en stærk hovedperson og jeg indrømmer, at jeg fra og med nu, er fanget i Winkler-universet.