Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Dybet

Skræmmende, spændende, uhyggelig, fascinerende, blodig, ond, bestialsk, tankevækkende, sørgelig… alle disse ord, kan beskrive handlingen, i Michael Katz Krefelds seneste bog ”Dybet”.

Bogen er 4. del i serien om eksbetjenten Ravn, som nu har slået sig ned som privatdetektiv, og som primært forsørger sig ved, at afdække andre menneskers utroskab. Ind imellem, dukker der heldigvis langt mere interessante sager op. I Dybet, bliver Ravn opsøgt af en tidligere barnemorder – en som ikke bare har dræbt, men også på det groveste mishandlet en lille treårig pige. Manden opsøger Ravn, for at få hjælp til at finde sin medsammensvorne fra dengang. Han mener at makkeren er ude på et større dræbertogt. Ravn er selvfølgelig ikke meget for at hjælpe ham, men noget tyder på, at manden taler sandt. Eller gør han?

Jagten på morderen sætter ind, men hele tiden, havde jeg fornemmelsen af, at der lå noget mere bag. At manden ikke havde rent mel i posen. Jeg sad med en konstant fornemmelse af, at Ravn blev snydt. Om han bliver det eller om det var ren fornemmelse plantet af forfatteren, vil jeg ikke fortælle jer. Der imod, vil jeg gerne fortælle, at denne bog er i absolut topklasse og er spændende fra start til slut.

Har du læst de forrige bøger i serien, så ved du også, at Ravn plejer at være en drukkenbolt, som sørger over tabet af sin kone, Eva. I Dybet, har han fået styr på sit alkoholproblem og det klæder ham, synes jeg. Det gør også fortællingen mere autentisk. Til at begynde med, har Ravn lagt drabet på Eva på hylden og lader det ikke længere fylde så meget. Der bliver dog åbnet en lille dør, så den sag kommer vi givetvis til at høre mere til, i kommende bøger.

Bogen – som jeg i øvrigt har valgt at høre som lydbog pga hjernerystelse – fortjener 5 store krimiperler. Den kan sagtens læses selvstændigt, men som altid, vil jeg anbefale, at man tager serier fra en ende af, for at få den fulde forståelse. 

Anmeldelse: Paul Cleave - Dybet

Endelig endelig endelig, blev det tid til endnu en tur til Christchurch, New Zealand. Denne bog er så vidt jeg har forstået, den første i serien, men den 4. udgivet på dansk. Theodor Tate, som vi også stiftede bekendtskab med i Samleren, er vores hovedperson denne gang. Theo Tate er simpelthen så fed en personlighed. På den ene side, er han fandenivoldsk, ligeglad, handler ud fra sine umiddelbare følelser uden at tænke på konsekvenserne. På den anden side er han følsom, venlig, hjælpsom, sårbar og tænker rigtig meget over de konsekvenser hans handlinger kan få. Han er beskrevet med en tør form for humor, som får mig som læser, til at tænke på ham som en der går og morer sig indeni, over sine omgivelser. Jeg tror dog mere det er beskrivelsen af ham der får ham til at fremstå sådan. Sådan er det i alle Paul Cleaves bøger, hvilket er hvad der gør dem så fantastiske. Selvom de er barske, så har jeg jævnligt smil på læben når jeg læser ham. Jeg tror jeg kunne læse alle hans bøger i én køre og aldrig blive træt af ham. Det er den slags bøger, som bliver siddende i kroppen.

Theo Tate er tidligere kriminalbetjent. En af de aller bedste. Hans kone og datter blev kørt ned af en spritbilist. Datteren dræbt på stedet, konen endt som grøntsag. Theo gik i hundene og afskediget fra sit job. Han arbejder nu som privatdetektiv. I Dybet, har politiet bedt om hans assistance ved opgravningen af en kiste. Da kisten viser sig at indeholde liget af en ung kvinde, i stedet for den forventede ældre mand, bliver Theo nysgerrig og stikker sin næse i sagen. Politiet i Christchurch, har travlt med en seriemorder, så Theo er hele tiden et skridt foran dem, til deres store irritation. Sporene trækker tråde til kirken og den kirkegård hvor Theos datter ligger begravet. Jeg kan godt afsløre, at det lig de graver op i starten, langt fra bliver det sidste.

Det er ikke meget slør der bliver løftet her, det ved jeg godt, men jeg er bange for, at komme til at afsløre noget der ikke skal afsløres.

Jeg er nødt til at sige det igen, Paul Cleave skriver simpelthen de mest forrygende bøger i det mest forrygende sprog. Som alle de andre bøger af ham, er også denne skrevet i jeg-form. Det gør den på en eller anden måde mere nærværende og personlig. Samtidig er det en sjov detalje, at bøgerne alle har små bitte tråde, der får dem til at hænge sammen, uden at de egentlig gør det. Mht. rækkefølgen, så bør man nok starte med denne, men jeg har læst dem lidt hulter til bulter og det kan man også godt uden at man mister noget særligt på dét.

Cleave ligger stadig lunt i top 5 over yndlingskrimiforfattere. Ham bør du altså ikke gå glip af :)

For at følge på Facebook - klik H E R