Anmeldelse: Paul Cleave - Whatever it takes

Der er ingen tvivl om, at Paul Cleave er på toplisten over mine favoritforfattere. Han har en evne, som jeg sætter kæmpe pris på, men som virkelig hører til sjældenhederne. Han blander brutalitet, grusomhed, grov vold med en tør humor, som kan få mig til at trække på smilebåndet, selv når det går vildest for sig. Til gengæld ved han også hvornår humoren skal i baggrunden, så han i stedet får læsernes hjerter til at græde.

”Whatever it takes” er Cleaves seneste bog, udgivet i maj 2019. Den er endnu ikke udgivet på dansk, så hvis du ønsker at læse den nu, så må du forberede dig på det engelsksprogede.

Vi kommer ind i historien, hvor politibetjent Noah Harper, er i gang med at tæve en mand sønder og sammen, for at få ham til at afsløre, hvor han har gemt den 7-årige Alyssa Stone. På den positive front, så finder Noah pigen i tide og får hende hjem til hendes familie igen. Han lover Alyssa, at han aldrig vil lade noget dårligt ske hende igen – at han altid vil passe på hende. Bagsiden af medaljen er, at manden som han brutalt tæver en afsløring ud af, er sheriffens søn. Sheriffen er ikke typen man spøger med, så da han beder Noah forsvinde fra den lille by for evigt og aldrig sætte sine ben i byen igen, så retter Noah Harper ind. Han forlader, sin hustru, sit hjem og sin by, for aldrig mere at vende tilbage.

12 år senere, får han en opringning fra sin ekskone, som han ikke har talt med siden han forlod Acacia Pines. Alyssa Stone er forsvundet igen og selvom politiet mener, at hun har forladt byen af personlige årsager, så er hendes far, som ligger på sit dødsleje, sikker på, at der er sket hende noget. Noah Harper, er en mand der holder ord. Han vender tilbage til Acacia Pines, for at finde Alyssa. Sheriffen er også en mand der holder ord, så det varer ikke længe, før Noah har fået sin første dragt prygl og trusler på livet, hvis han ikke tager sit gode tøj og flyver tilbage hvor han kom fra.

Men Noah Harper kan tåle en omgang tæsk. Og han kan i høj grad også selv uddele tæsk. I det hele taget bliver der langet mere end almindeligt mange øretæverover disken i denne bog. Faktisk så mange, at jeg til sidst tænkte ”aaaarh, nu kan han da vist ikke tåle mere vold, hvis han skal overleve”. Men han tager hvad der kommer og han gør hvad han mener der skal gøres … alt sammen krydret med den der helt fantastiske tørre humor, som lige sætter prikken over i’et. Jeg er vild med Noah Harper og jeg håber virkelig at vi får mere af ham, nu hvor det ikke umiddelbart ser ud til, at vi får lov at få mere Theodor Tate. 

Dette er egentlig hvad jeg vil kalde en lidt langsommelig bog. Der er ikke meget udvikling i handlingen til at begynde med, selvom den på alle måder er pakket med action. Ind imellem tog jeg mig selv i at tænke ”så, kom nuuuu …” men så skete der uventede ting og følelsen forsvandt. Sjov kombi egentlig, som dog fungerer som det skal. Selvom bogen har et lidt langsomt tempo, så er det alligevel den slags bog, som kræver at man som læser lige vender en side mere … og én mere og … man ved bare, at der er noget stort i vente og ganske rigtigt. Jeg havde på ingen måde regnet ud hvad der ville ske og at den omgang hævn jeg håbede på, pludselig ikke var det vigtigste. Overhovedet. Slutningen kalder på en efterfølger, så jeg krydser hvad krydses kan.

Paul Cleave er fra New Zealand og plejer at skrive bøger der foregår netop dér. Denne bog er dog flyttet til en lille soveby i USA. Det fungerer virkelig fint og beskrivelsen af byen står skarpt, på trods af, at byen er fiktiv.

Jeg er vild med Paul Cleaves bøger. Han er den type forfatter, som fortjener at blive fremhævet for sine bøger, fordi han i mine øjne, er en smule overset. Det er synd, når han har sådan et enormt talent. Han bruger ikke sine jeg-fortællere til at snyde os læsere, han bruger dem til at styrke deres personlighed for os. Og det virker. Virkelig godt endda. Hver gang jeg har lukket en bog af Paul Cleave, så føler jeg et savn og en længsel efter mere.

"Paul Cleave er en mester i mørke thrillers", står der på forsiden af bogen. Jeg er fuldstændig enig!

Kend din krimiforfatter: Paul Cleave

1. Where were you born and raised?
Christchurch – New Zealand. But not on a farm.

2. May we see a picture of you as a child (or young? – if yes, attach a picture with your answers)
Umm… no. And the reason I say that is because I looked even weirder back then than I do now.

3. How was your family relations (Parents – what does/did they work with, older younger siblings – how many?
Dad worked in a carpet factory, making carpets. Mum was a stay at home mum, to me and my one older brother. We also had a cat… but, sadly, the cat died 25 years ago.

4. Where did you go to school?
Here in Christchurch. I went to Redwood Primary until I was ten, where I met two friends I still have now. Then intermediate for two years, then high school for four years or so until I dropped out a month into my final year. I dropped out because there were too many assholes in my class.

5. What was your favorite subject?
Hmm… I’m not sure. I used to like English, where I’d get to write short stories – I remember one year writing one where Santa had a heroin addiction. I also remember my school report at the end of one of my high school years saying ‘there is a time and a place for Paul’s kind of writing, and it’s not high school’. I guess she was right.

6. What was your worst subject?
Everything. I have to stop counting when I run out of fingers, I can’t spell, the only history I ever learned is that dinosaurs were hunted to extension by man because they tasted great barbecued, and I was no good at gym class on account of me being so tiny.

7. If your friends from back then were to describe you, what would they say?
They would say ‘He is such a cool guy, everybody should give him money’.

8. How was your youth? If you could give your 18 year old self a good advice – what would it be?
Well, I’d give him my plot ideas for the books, so he could write them younger. I’d also say your world views will change. That the man you will be at thirty is different from twenty, considerably so. Also – buy stocks in Apple and Google.

9. Are you in a relationship (fx. married and to whom) or single?
Well, I always have two or three cats living with me. Does that count?

10. Do you have children? (How many, how old, gender)
Again – do the cats count?

11. Do you prefer coffee, tea or something else?
I don’t drink either coffee or tea. I never really liked the taste. I do drink too much Coke, though. I’ve been trying to give it up… but I at least drink the sugar free stuff.

12. What is your favorite dish?
Chicken Pad Thai. Thai food is the best.

13. Which music is your favorite? (song, genre, group, soloist … whatever comes to mind) Do you use music in your books?
I have lots of favourites. Right now as I’m typing this I’m listening to a live Tom Petty concert. I love guys like Bruce Springsteen, Pink Floyd, The Killers – that kind of thing. Live music is my favourite – so if I can find live concerts of those guys, I will buy them and listen to them endlessly. I always listen to music when I write – and it’s up loud too. And I sing along. I also have a stereo in the bathroom so I can sing in there too. A few weeks ago my neighbour next door told me they always hear me singing when I’m in the shower.

14. What are you passionate about other than being a crime fiction writer?
Travel. I love travelling, and meeting new people in new countries. It’s the best thing about being a writer.

15. What were you working with before becoming an author?
I used to renovate property. I would buy a house and do it up, then sell it.

16. What got you started on writing crime fiction?
I used to want to write horror – and when I was 19, that’s what I started trying to write. But I switched to crime fiction when I read those Mindhunter books (what the Netflix show is based on). It made me realise that real life crime is actually horror.

17. How did it make you feel when you published your first book? How did you celebrate?
Damn good. I took all my friends out for breakfast the morning the book came out.

18. Something that everyone seems to like, but not you (music, food, books … anything that comes to mind)
Dogs.

19. Something that everyone seems to hate, but not you?
Eating bread with nothing on it – no butter, no jam or anything. Just plain bread.

20. When has life hurt you the most?
It’s hurting now. But I guess the two worst days in my life are the day Christchurch has the huge earthquake, and the day Christchurch has the massacre. They are days I will always remember in detail.

21. When has life made you happy?
When I’m travelling. When people contact me to say they’ve enjoyed the books. Going to book festivals and catching up with friends. When the gin and tonics are free.

22. Do you read books yourself? If yes, what genre and do you have a favorite book and/or favorite author?
Crime and horror – that’s pretty much it. So many favourites – Michael Connelly, Stephen King, Sara Blaedel, Michael Robotham…

23. Is there anything in your authorship that you wish to try forces with, but not yet have done or had the nerve to?
A couple of things. I still would love to write a horror novel. And I’d love to be able to write a screenplay.

24. Do you have a bad habit?
Coke. I drink too much. I also nap too much during the day when I should be writing.

25. What do you think that you are crazy good at? (other than writing)
Crazy good? Nothing really. But I’m pretty good at playing pool. I used to be reasonably good at playing Halo on the Xbox. And I’m a good traveller – I have so much experience travelling that I know how to get things down.

26. What do you do when you have to relax and pamper yourself?
Usually I read, or watch stuff on Netflix. I don’t really pamper myself, I guess.

27. Which one of your books are you most happy about/proud off? Why?
All of them for various reasons. The book that’s the most personal one for me is Trust No One – as it’s about a crime writer.

28. What’s the best part about writing crime fiction and what’s important for you in your books?
I like to put people into the shoes of the main character, and have them think ‘I would do the same thing’ no matter how bad it gets. And, if I can make them laugh along the way, then that’s great too.

29. Name a fun fact or more about yourself.
I’m stronger than I look, I can solve a Rubik’s cube within a few minutes, and I know a handful of pretty cool card tricks.

30. How do you keep track of the ideas you get for your books, once you are not by your computer writing?
I have a few notebooks that I use.

31. If the people closest to you, were to describe you today, what would they say?
They would say ‘He is such a cool guy, everybody should give him money’.

32. What surprises people the most about you, once they get to know you better?
That I’m not a psychopath. People tend to think that after reading my books. In fact, when I first got signed up by Random House back in 2005, they sent somebody down to meet me to make sure I wasn’t insane. True story.

33. Where do you work the best and the most focused when you write?
I have an office upstairs in my house. I love it. It’s got north and west facing windows, so it gets sun almost all day long. I have cool posters on the wall, and my stereo, and a couch to nap on – it’s a great space.

34. May we see a picture of your desk/workspace? (if yes, please attach a picture with your answers)
Sure.

35. Is there a sport that you like and/or a team or more that you are chearing for?
I watch a lot of cricket.

36. What would you never write about in your books?
True crime. I never base things on real things that have happened, or use people from history who have been murdered to tell a story.

37. Where would you prefer to go on a vacation?
I was meant to go to Machu Picchu and then the Caribbean this year – that’s all been cancelled, but I’d love to go at some point.

38. If you could meet a character from your books, who would it be and what would you tell them?
Hopefully it wouldn’t be Joe, from The Cleaner. If it were, I would say ‘hey, Joe, put down the knife.’

39. What are you working on at the moment? Can you give us a bit of a teaser?
Two books, actually, that both have completed first drafts. It’s a little too soon to say too much… but one is about a sheriff looking for a missing boy, and the other one is about a husband and wife crime writing duo.

40. The last question is yours. Is there anything you would like to say or to tell us about yourself or anything else? Here you can write whatever comes to mind.
Just that I’m really bummed out I didn’t get to come to Denmark this year like I wanted – I was really looking forward to catching up with you guys…

Anmeldelse: Paul Cleave - Øje for øje

Forestil dig, at en af de personer du elsker allermest, blev udsat for en grov forbrydelse med døden til følge. Hvis et eller andet møgsvin, havde voldtaget og/eller dræbt din elskede eller dit barn. Hvordan ville du have det – ville du ønske 5 minutter alene med drabsmanden og udøve hævn?

Theodore Tate og hans makker Carl Schroeder, oplever gang på gang at de pårørende til grove forbrydelser, ønsker netop dette. 5-minuttermanden har sat sig for at hjælpe disse pårørende, så han opsøger dem og tilbyder dem deres fem minutter alene. Flere af dem tager imod tilbuddet og Tate har til opgave at sætte en stopper for disse drab. Det er svært for ham på flere måder. Dels fordi han har en formodning om hvem 5-minuttermanden er, men også fordi Tate selv har haft sine 5 minutter, da hans datter blev slået ihjel og hans kone blev katatonisk. Han har aldrig fortrudt sin handling.

Paul Cleave er god til, at skrive krimier, som ikke er som alle andre. Dette er 2. bog fra ham, hvor vi faktisk følger morderen og ved (næsten) fra starten hvem han er. Alligevel formår han at skabe masser af spænding og jeg var fastholdt hele vejen igennem. Jeg synes dog ikke ”Øje for øje”, er helt på højde med de andre bøger jeg har læst af ham. Selvom der er spænding, så er den ikke så højintens som normalt i Cleaves bøger og jeg synes der bygges mere på følelser i bogen her. For jeg kom selvfølgelig til at tænke på alt det her med straf. Hvis vi forestiller os, at man fik sine 5 minutter med den der har fået vores liv til at styrte i grus, så sidder der en familie et sted derude, som også får taget en person fra sig, som de elsker højt – voldsforbryder eller ej. Har de så også ret til at hævne? Skruen uden ende. Spørgsmålet om dødsstraf rejses også. Hvem er det der straffes hårdest når det sker? Er det morderen der forlader denne jord med en giftsprøjte i armen, eller er det morderens efterladte? Hans mor og far, kone og børn?

Øje for øje er en god og spændende bog, som sætter tankerne i gang. Jeg fik lidt en følelse af, at der er sprunget en bog i rækken over, med udgivelsen af denne. Der henvises en hel masse til en anden sag. Hvis det er tilfældet, så kender vi allerede slutningen af den bog nu, hvilket er ærgerligt. Det har dog ikke stor betydning for handlingen i denne bog. Øje for øje, er 6. bog af Paul Cleave udgivet på dansk. Forlaget har dog ikke valgt at udgive bøgerne i den rækkefølge de er skrevet, så derfor skaber det til tider lidt forvirring i læsningen. 
Sproget og humoren står skarpt som altid. Det er nok det jeg sætter størst pris på hos i Paul Cleaves bøger!

4 krimiperler til Øje for øje.

Følg også gerne med på Facebook og Instagram

 H E R kan du læse flere anmeldelser af Paul Cleaves bøger 😊

Anmeldelse: Paul Cleave - Slagtehuset

Så er der endnu en super suveræn krimi fra Paul Cleave. Hans hovedpersoner skifter lidt, men også denne gang er det Theodore Tate vi følger. Cleaves bøger er anderledes end de fleste andre krimier, idet vi ofte ret hurtigt får at vide hvem morderen er. Det gør vi også i Slagtehuset, og bogen deler sig ligesom i to dele, hvor den ene del fortælles af Tate i jeg-form og i den anden halvdel følger vi morderens tanker, men dog i 3. person. Det fungerer ret effektivt, da vi på den måde kan leve os ind i bevæggrundene for gerningsmandens handlinger. Man kan fristes til at tro, at det kan blive kedeligt, når man ikke skal gætte på morderens identitet, men jeg lover, at det aldrig bliver kedeligt med Cleave!

Som alle de andre bøger i serien, udspiller handlingen sig i den New Zealandske by, Christchurch. Vores morder lægger hårdt ud med et killingspree, som på dansk betyder en morder, der dræber løs til højre og venstre. Bedst som betjentene er nået ud til et gerningssted, bliver de ringet op, at der er fundet endnu et lig. Og sådan fortsætter det, indtil de begynder at ane sammenhængen.

For 15 år siden, blev en lille pige fundet voldtaget og knivdræbt i et forladt slagtehus. Morderen blev fanget og fængslet, men en enkelt person, synes ikke at han og flere andre, fik straf som fortjent. Han er ondskabsfuld og selvom jeg på en eller anden måde godt kan sætte mig i hans sted, så kan jeg det alligevel ikke overhovedet. Det er simpelthen for ondskabsfuldt og der er flere helt uskyldige der bliver straffet på grusommeste vis. Der var masser af følelser der udspillede sig i mig, imens jeg læste Slagtehuset. Selvom Cleave er mester til at drysse humor ind i det dystre, så var glæde ikke en af de følelser jeg var igennem. Hele historien er præget af et dystert tæppe af sorg, vrede, hævn, straf og frygt.

Jeg er helt tosset med Paul Cleaves bøger. Den slags bøger der fylder mig med en indre boblen af iver efter at læse mere mere mere… Slagtehuset er ingen undtagelse, men jeg synes trods alt ikke den har helt så stærkt et plot som de forrige og heller ikke helt den samme uhygge og tørre humor som ellers normalt er kendetegnende for Cleaves bøger. Derfor lander Slagtehuset på 4 krimiperler, men den er stadig en ret fantastisk bog.  

Følg gerne med på Facebook også :)

Anmeldelse: Paul Cleave - Dybet

Endelig endelig endelig, blev det tid til endnu en tur til Christchurch, New Zealand. Denne bog er så vidt jeg har forstået, den første i serien, men den 4. udgivet på dansk. Theodor Tate, som vi også stiftede bekendtskab med i Samleren, er vores hovedperson denne gang. Theo Tate er simpelthen så fed en personlighed. På den ene side, er han fandenivoldsk, ligeglad, handler ud fra sine umiddelbare følelser uden at tænke på konsekvenserne. På den anden side er han følsom, venlig, hjælpsom, sårbar og tænker rigtig meget over de konsekvenser hans handlinger kan få. Han er beskrevet med en tør form for humor, som får mig som læser, til at tænke på ham som en der går og morer sig indeni, over sine omgivelser. Jeg tror dog mere det er beskrivelsen af ham der får ham til at fremstå sådan. Sådan er det i alle Paul Cleaves bøger, hvilket er hvad der gør dem så fantastiske. Selvom de er barske, så har jeg jævnligt smil på læben når jeg læser ham. Jeg tror jeg kunne læse alle hans bøger i én køre og aldrig blive træt af ham. Det er den slags bøger, som bliver siddende i kroppen.

Theo Tate er tidligere kriminalbetjent. En af de aller bedste. Hans kone og datter blev kørt ned af en spritbilist. Datteren dræbt på stedet, konen endt som grøntsag. Theo gik i hundene og afskediget fra sit job. Han arbejder nu som privatdetektiv. I Dybet, har politiet bedt om hans assistance ved opgravningen af en kiste. Da kisten viser sig at indeholde liget af en ung kvinde, i stedet for den forventede ældre mand, bliver Theo nysgerrig og stikker sin næse i sagen. Politiet i Christchurch, har travlt med en seriemorder, så Theo er hele tiden et skridt foran dem, til deres store irritation. Sporene trækker tråde til kirken og den kirkegård hvor Theos datter ligger begravet. Jeg kan godt afsløre, at det lig de graver op i starten, langt fra bliver det sidste.

Det er ikke meget slør der bliver løftet her, det ved jeg godt, men jeg er bange for, at komme til at afsløre noget der ikke skal afsløres.

Jeg er nødt til at sige det igen, Paul Cleave skriver simpelthen de mest forrygende bøger i det mest forrygende sprog. Som alle de andre bøger af ham, er også denne skrevet i jeg-form. Det gør den på en eller anden måde mere nærværende og personlig. Samtidig er det en sjov detalje, at bøgerne alle har små bitte tråde, der får dem til at hænge sammen, uden at de egentlig gør det. Mht. rækkefølgen, så bør man nok starte med denne, men jeg har læst dem lidt hulter til bulter og det kan man også godt uden at man mister noget særligt på dét.

Cleave ligger stadig lunt i top 5 over yndlingskrimiforfattere. Ham bør du altså ikke gå glip af :)

For at følge på Facebook - klik H E R

Krimitanker om Krimimessen 2015 :)

Nu er det præcist en uge siden jeg kom hjem fra årets krimimesse i Horsens. Jeg var fyldt med gode oplevelser og glad i hele kroppen. Det hele skulle lige have lov til at bundfælde sig, før jeg kunne få det ned på skrift. Men bedre sent end aldrig, er der nogen som siger :)

 
Krimimessen startede fredag eftermiddag for mig. Egentlig var det planen, at jeg skulle være ankommet over middag og ha brugt lidt tid på, at få Krimifans stand til at se fin og indbydende ud. Pga. et kursus kom jeg lidt senere afsted og People's Press meldte ud, at der kom en og stillede op lørdag morgen. Det ville han godt have lidt hjælp til.
Derfor havde jeg en god del af fredagen til bare at slappe af og hygge. Jeg lagde ud med at smide mig i en stor blød stol på hotellet og læse lidt, inden jeg skulle hente min bloggerkollega, Niels, på banegården. 

(Hvis man ikke vidste bedre, kunne titlen på den bog jeg læste, henlede tankerne på en omgang husmoderporno. Det er imidlertid en fremragende krimi af Willow Rose) :)

Efter at have tanket op med fredagsslik i Horsens city, kørte vi tilbage til hotellet og så X-Factor hvorefter vi rundede aftenen af med en øl baren :) 

Tidligt lørdag morgen, gik turen til Fængslet. Så fantastisk en følelse endelig at være der igen. Jeg havde glædet mig lige siden det sluttede sidste år. Vi fik gjort standen fin og så væltede det ellers bare ind med krimiglade mennesker. Igen i år, havde vi konkurrencer på vores stand og som noget nyt prøvede vi at sælge bøger. Der kom også en del forfattere forbi og sagde hej. 

 

 Inger Wolf og Agnete Friis

Helle Vincentz og Claus Mørbak Højrup

Julie Hastrup

 

 Camilla Läckberg kunne ikke være der selv, så lidt improvisering måtte der i spil :)

Jeg stod størstedelen af tiden på standen, men fik også rig mulighed til at gå rundt og besøge alle de andre spændende stande og møde en masse forfattere. Jeg havde også et par interviews jeg gerne ville høre og jeg nåede da også de fleste af dem. De to vigtigste var Paul Cleave og Stephan Ahnhem. Begge var virkelig interessante at høre og jeg fik også hilst på dem begge. Paul Cleave's fantastiske bog, Samleren er netop udkommet og Stephan Ahnhems nye bog kommer 6. juni. Den har jeg svært ved at vente på :)

 

Stephan Ahnhem

 

 Paul Cleave

 Paul Cleave interviewes

Lørdag aften stod den på drinks og middag. I år sad vi fra Krimifan sammen med forlaget People's Press og alle deres forfattere. 

 

 

Jeg havnede mellem Inger Wolf og Jens Østergaard. Sidstnævnte var lidt en farisæer, men en sød en af slagsen, som efter min mening sagtens kunne høre under People's Press :) Virkelig hyggelig middag og virkelig søde mennesker! Bagefter gik turen i baren hvor der var god gang i drinks og snak.
 

Inger Wolf

 

Jens Østergaard

Kristian og Niels

Søndag gik som lørdag, med foredrag, interviews og masser af besøgende på standen. Jeg rundende dagen af med en omgang krimibingo og så var det tid til at pakke alting ned i kasser og kramme farvel med alle de søde dejlige mennesker som jeg kun ser to gange om året og som jeg er kommet til at holde rigtig meget af. Det er altid lidt vemodigt. 
 

Team Krimifan - Krimimessen Horsens 2015. Der mangler dog lige to skønne folk på billedet, nemlig Betina og Niels
 

 

Anmeldelse: Paul Cleave - Samleren

Jeg har været begejstret for Paul Cleave lige fra første bog jeg læste af ham. Mest vild var jeg med den første - ”Det syvende mord”, men jeg er faktisk lige ved at tro, at Samleren er hans bedste af dem der er udgivet på dansk til nu. Den er intet mindre end forrygende.

Oftest når jeg læser en bog, så har jeg det sådan, at fyldtekst mest bare er irriterende. Når det kommer til Paul Cleave, så kan jeg næsten ikke få nok. Han formår at flette virkelig meget humor ind i en vanvittigt seriøs tekst. Ofte er det hovedpersonens tanker der indeholder de tørreste kommentarer, men som samtidig bare er så geniale. Små observationer han gør sig undervejs og de tanker han gør sig når han svarer ét og tænker noget andet. Det er ret svært at forklare ordentligt – man er nok næsten nødt til at opleve det selv :)

I Samleren møder vi Theodore Tate, som er tidligere kriminalbetjent. Han er netop kommet ud af fængslet, efter at have afsonet 4 mdr. for drabet af den mand, som slog hans datter ihjel og forvandlede hans kone til en grøntsag. Bogen lægger hårdt ud med bortførelsen af pigen Emma Green og kort tid efter, opsøges Tate af hendes far. Han vil, at Tate skal finde hans datter og da han har en seriøs klemme på Tate, indvilliger han uden megen tøven.

Opklaringen fører os vidt omkring og viser sig at have sammenhæng med en anden sag, som kriminalassistent Carl Schroeder arbejder på. Schroeder mødte vi også i bog nr. 2 – Hævn – og sådan er der flere eksempler på, at personerne fra de to foregående bøger bliver nævnt og det derved bliver en helhed, uden alligevel at være det på nogen som helst måde. Alle tre bøger er uafhængige og kan læses selvstændigt. Det er dog lidt sjovt, at man ved hvad der hentydes til, men det har ingen betydning for handling eller forståelse.

Vi er ude i noget psykiatrisk patient og vi er ude i noget seriemorder. Hvordan det hænger sammen vil jeg ikke afsløre her, men jeg kan sige så meget, at der var mange følelser på spil imens jeg læste bogen. Jeg gik imellem sympati med bortføreren til at synes han var totalt syg i potten og så tilbage til sympatien. Jeg tog mig selv i at finde det temmelig svært, at finde ud af hvem jeg skulle holde med i alt det der skete. Nok i virkeligheden ikke rigtig nogen af dem og så alligevel lidt mere den ene end den anden. Samtidig midt i alt det klamme og det tragiske, så kom jeg jævnligt til at smile pga de førnævnte tanker som Tate gør sig. Bogen er ikke sådan lige at gennemskue på trods af, at vi følger flere forskellige personers tankerækker, men alt i alt, er det nok heller ikke rigtig meningen, at plottet skal være hemmeligt, selvom der kommer overraskelser undervejs. Tates tanker er skrevet i jeg-form og resten i 3. person. Det fungerer virkelig fint. Vi kommer tæt ind på livet af Tate og en enkelt anden. Resten er lidt mere periferiske, men det gør absolut ingenting.

Jeg er fuldstændig vild med Paul Cleave. Han skriver i det mest forrygende sprog og historierne er drønspændende og samtidig temmelig rørende. Jeg kan slet ikke få nok af hans bøger. I år gæster han Krimimessen i Horsens og jeg glæder mig vildt til at møde ham og finde ud af hvad han er for en :)

Anmeldelse: Paul Cleave - Hævn

Årets krimi i New Zealand 2011 – det forstår jeg dælme godt!

Hold da op, hvor en vanvittigt velskrevet bog. Jeg er vild med Paul Cleaves måde at skrive på. Detaljeret på den gode måde, rystende til et plan der gav mig isninger i kroppen. Samtidig efterlod den mig med den største klump i halsen, da jeg havde læst sidste side. Vi kommer igennem hele følelsesregistret her. Medfølelse er nok det ord, der bedst beskriver hvordan jeg havde det, imens jeg læste! Paul Cleave skriver så meget anderledes end alle andre jeg har læst. Hans bøger er fyldt med humor, der lige får mig til at trække på smilebåndet, midt i tragedien og bestialiteten.

Edward Hunter er søn af en seriemorder. Hans far, Jack Hunter, dræbte et stort antal prostituerede, da Edward var barn.  Edward kom på forsiden af alle landets aviser, med billedet af ham som 9-årig, hvor han står og græder imens han ser på, at hans far bliver ført væk af politiet. At være en seriemorders søn, har forfulgt ham livet igennem. Men Edward er ikke som sin far. Han har en dejlig kone og en smuk lille datter. Han er lykkelig familiefar. En hændelse får Edwards verden til at styrte i grus og herefter tager begivenhederne fart.

Jeg havde set virkelig meget frem til denne bog, for dens forgænger ”Det syvende mord”, var intet mindre end genial. I den er vi med i hovedet på morderen Joe og også i ”Hævn”, følger vi Edwards tanker i jeg-form. Om Edward er som sin far eller ej, skal jeg ikke afsløre. En lille forsmag skal I dog ha, i form af et citat, fra en af de første sider i bogen:

”Der er nogle, der mener, at det lå i min fars gener, og at det er gået i arv til mig. Der er nogle, der mener, at jeg er bestemt til også at blive en blodtørstig mand,” siger jeg og kigger på blodet, der siver ned i betrækket, fra den kvinde, der er faldet sammen på passagersædet, ”at vi har det samme blod i årerne. De tager fejl...”

Paul Cleave, har slået sit navn fast på min top 5 over yndlingsforfattere. Jeg ville næsten ønske, at jeg havde denne bog til gode. Sommerens ”must-read”!

5 krimiperler til Edward og Paul :)

Anmeldelse: Paul Cleave - Det syvende mord

Det syvende mord er nok den mest anderledes krimi jeg længe har læst. Men på den meget positive måde. Den er hovedsageligt skrevet i jeg-form fra morderen Joes synsvinkel. Vi følger alle hans tanker om hvor klog han selv synes han er og samtidig hvor totalt følelseskoldt og kynisk han behandler sine ofre. Vi følger hans skuespil og hans leg med politiet. Han spiller retarderet og har på den måde fået et skånejob på politistationen i Christchurch. På den måde kan han følge med i hvor langt politiet er i deres jagt på ham.

 Dilemmaet for mig var, at jeg på et tidspunkt tog mig selv i at holde med morderen, da han bliver overfaldet og lemlæstet af en kvinde. Hun skulle ha været hans næste offer! Det blev dog sat lidt i perspektiv, da jeg læste denne sætning: “Øjnene bevæger sig fra side til side og tæller de minutter, der er gået, siden værelsets beboere mistede deres mor.” Men selvom vi ved, at han på ligegyldig vis, har myrdet nogens mor, så var det alligevel netop samme dilemma, jeg blev ved at vende tilbage til. At det er forkert at jeg holder med Joe, at det er forkert at jeg håber på, at han slipper afsted med aflytningen af briefingrummet, at det er forkert at jeg håber at han får hævn over hende der lemlæster ham. 

Jeg tænker, at det er præcist de følelser Paul Cleave, vil ha frem i læseren. Det klarer han på en overbevisende og virkelig fremragende måde!! På vej gennem historien, formår han at tegne et billed af Joe, der alligevel ikke er så normalt som først antaget. Blandt andet er den typiske dominerende mor tilstede - hun er beskrevet med en del humor, ligesom resten af bogen osse er det. Masser af gange, tog jeg mig selv i, at trække på smilebåndet midt i alt det kyniske.

Bogen American Psycho, var osse oppe at vende et par gange i mine tanker, men mest pga fortællerformen. "Det syvende mord" er ikke halvt så udpenslet og klam i detaljerne omkring de mord der bliver begået. Her skal jeg så osse være ærlig og sige, at jeg ikke husker American Psycho særlig godt, da jeg ikke har læst den siden den blev udgivet på dansk i 1991 - men jeg husker dem som udpenslede og resten af bogen temmelig kedelig... det var måske alderen, jeg var jo meget ung dengang :)  :) 

Paul Cleave har skrevet en helt fantastisk bog. Fængslende, medrivende og slet ikke til at lægge fra sig igen. Nu hvor den er slut, er jeg virkelig træt af, at jeg ikke får at vide hvad der videre kommer til at ske. Hvad det er for tanker Joe gør sig. Hans tanker er humoristiske og hans tanker gør "Det syvende mord" genial. Intet mindre end 5 krimiperler skal den ha med sig her fra Italiens sommervarme. 

 

Sommerferielæsning

Jeg starter med denne her. Paul Cleave - Det syvende mord. Den fik jeg helt uventet tilsendt for et stykke tid siden, af søde Egill fra Forlaget Jentas. Han sender ind imellem lidt lækkerier. Denne gang var det med en lille hilsen om, at jeg kunne læse den hvis jeg lige stod og manglede lidt sommerferielæsning. Jeg er spændt på hvad det er for noget. Jeg har ikke hørt om Paul Cleave før.