Anmeldelse: Donato Carrisi - Pigen i tågen

Den her bog, har jeg brugt flere år på at sukke efter at få lov at læse. Carrisis debutkrimi, Suffløren, fra 2010, står stadig den dag i dag som den bedste krimi jeg har læst. Den er så intelligent og genialt skrevet og samtidig er den krybende uhyggelig. Bog nr. 2, Forvandleren, var lidt noget andet. Mere en ”stille” krimi, men stadig intelligent, forstået på den måde, at der er en hel masse dybde og tanker bag plottet. Så ja, jeg har glædet mig som et barn til Pigen i tågen.

Somme tider, når man har skruet forventningerne op på max, så sker det at man bliver skuffet. Pigen i tågen er MEGET anderledes end Suffløren. Jeg læste og læste og min, til at begynde med, kæmpe gejst, dalede mere og mere. ”Er det virkelig den samme forfatter”, tog jeg mig selv i at tænke. Samtidig så lurede den der følelse af at blive snydt. Jeg fornemmede hele tiden, at historien ville tage en drejning. Vi skal langt (ret langt faktisk) ind i bogen før det begynder at vende. Jeg tænkte flere gange hvad pokker relevansen var for de forskellige personvinkler vi følger. Pludselig falder brikkerne på plads og endnu engang må jeg klappe i begejstring over denne forfatters genialitet.

En teenagepige forsvinder i en lille italiensk soveby. Ingen tror på at nogen fra byen kan have slået hende ihjel, men da den højprofilerede politikommisær Vogel dukker op i byen, strømmer journalisterne også til i hobetal og sammen med dem kommer katastrofeturisterne. Snart er byen på den anden ende. Vogel er sikker på, at han har styr på gerningsmanden. Så sikker, at han ikke tøver med at ty til lyssky måder at fælde vedkommende på, når ingen beviser peger i den retning.

Det er nu ved at være et par uger siden jeg blev færdig med Pigen i tågen. Selvom den var langsommelig til at begynde med, så satte den alligevel spor. Det er en af den slags bøger, som jeg gav mig til at fortælle om til mine kollegaer, som ikke læser krimi. Jeg var så betaget af den måde jeg blev snydt på. Stille og roligt og uden at have travlt, førte Carrisi mig bag lyset. Igen. Bogen kaster lys over mediernes rolle i kriminalsager. Hvordan deres udlægning af sagen kan påvirke folk til at udskamme og forfølge en person, som der faktisk ikke findes et eneste bevis imod. Hvor stor en magt medierne har og hvordan de også kan bruges af politiet, til at styre hvilken retning opmærksomheden skal rettes.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal bedømme denne bog. Hvordan jeg skal viderebringe den til jer. Jeg ved den vil dele vandene fordi den starter så røvhamrende langsomt som den gør. Havde jeg ikke læst de første bøger af denne forfatter, var jeg stået af. Men jeg synes simpelthen heller ikke, at man bør springe over den. Bare vær opmærksom på en langsom bog, som kræver ned i gear og tålmodighed.

Jeg lander den på 4 krimiperler, fordi den trods alt er for længe om at komme rigtigt i omdrejninger og fordi den ikke fik mig til at gyse. På trods af langsomheden, så gjorde den indtryk på mig og da sidste side var vendt, sad jeg med sådan lidt en ”det er fandme løgn-følelse”. På den gode måde. 

Anmeldelse: Donato Carrisi - Suffløren

Birgit har spurgt ind til mit indlæg omkring forfatter Donato Carrisi. Hun spørger hvad det er ved ham, der gør ham til en af mine yndlingsforfattere. Jeg tænkte, at jeg ville lægge en anmeldelse af hans to første bøger på bloggen, så I kan se hvad det er I blir nødt til at få læst. Selv fik jeg helt lyst til at læse Suffløren igen. Selvom det er et par år siden jeg har læst den nu, så er der stadig ikke en eneste bog der har formået at overhale den. Ret vildt, ik?


"Suffløren" er en debut-roman af italieneren Donato Carrisi og den bedste og mest gennemtænkte krimi, jeg nogensinde har læst!

Jeg startede selvfølgelig med at læse bagpå, og det var rosende ord, så mine forventninger var høje.
Nogen havde sammenlignet den med en af mine yndlingsfilm til dato - "Se7en". "Arrrrhhh..." tænkte jeg, "det blir sgu svært at leve op til dén film". Men for dælen hvor tog jeg fejl!!
Bogen er spændende fra start til slut. Konstant blev jeg overrasket, og den er nærmest umulig at gennemskue. Enkelte ting sad jeg med fornemmelsen af, men jeg kunne alligevel ikke regne ud, hvordan det skulle hænge sammen.
Hele vejen igennem bogen, dukker der nyt op, og jeg må sige, at det er længe siden, jeg har læst en bog, hvor jeg næsten ikke turde være alene hjemme, mens jeg læste den eller lægge mig til at sove om aftenen. Flere gange løb det mig koldt ned af ryggen. Det er en af den slags bøger, der er umulig at lægge fra sig igen, og nu hvor den er læst, ville jeg ønske, jeg stadig havde den til gode.

Bogen handler om en ekspertgruppe, som skal finde nogle forsvundne børn. Børn som alle er piger og bortført og formodentlig dræbt af den samme seriemorder. Morderen er udspekuleret, og hele tiden bliver holdet snydt eller finder ud af, at deres reaktioner og handlinger netop har været morderens intention.
Bogen er både ond og makaber men ikke på den ulækre eller alt for detaljerede måde. Ligene af pigerne begynder at dukke op, men én formodes stadig i live. Holdet skal finde hende, inden tiden løber fra dem, men samtidig skal de gennemskue, hvorfor morderen vælger at holde liv i lige netop denne pige.

Jeg kan ikke komme med nok rosende ord om bogen og kan ikke sige meget andet, end at den er et must for en krimifan.