Anmeldelse: Donato Carrisi - Pigen i tågen

Den her bog, har jeg brugt flere år på at sukke efter at få lov at læse. Carrisis debutkrimi, Suffløren, fra 2010, står stadig den dag i dag som den bedste krimi jeg har læst. Den er så intelligent og genialt skrevet og samtidig er den krybende uhyggelig. Bog nr. 2, Forvandleren, var lidt noget andet. Mere en ”stille” krimi, men stadig intelligent, forstået på den måde, at der er en hel masse dybde og tanker bag plottet. Så ja, jeg har glædet mig som et barn til Pigen i tågen.

Somme tider, når man har skruet forventningerne op på max, så sker det at man bliver skuffet. Pigen i tågen er MEGET anderledes end Suffløren. Jeg læste og læste og min, til at begynde med, kæmpe gejst, dalede mere og mere. ”Er det virkelig den samme forfatter”, tog jeg mig selv i at tænke. Samtidig så lurede den der følelse af at blive snydt. Jeg fornemmede hele tiden, at historien ville tage en drejning. Vi skal langt (ret langt faktisk) ind i bogen før det begynder at vende. Jeg tænkte flere gange hvad pokker relevansen var for de forskellige personvinkler vi følger. Pludselig falder brikkerne på plads og endnu engang må jeg klappe i begejstring over denne forfatters genialitet.

En teenagepige forsvinder i en lille italiensk soveby. Ingen tror på at nogen fra byen kan have slået hende ihjel, men da den højprofilerede politikommisær Vogel dukker op i byen, strømmer journalisterne også til i hobetal og sammen med dem kommer katastrofeturisterne. Snart er byen på den anden ende. Vogel er sikker på, at han har styr på gerningsmanden. Så sikker, at han ikke tøver med at ty til lyssky måder at fælde vedkommende på, når ingen beviser peger i den retning.

Det er nu ved at være et par uger siden jeg blev færdig med Pigen i tågen. Selvom den var langsommelig til at begynde med, så satte den alligevel spor. Det er en af den slags bøger, som jeg gav mig til at fortælle om til mine kollegaer, som ikke læser krimi. Jeg var så betaget af den måde jeg blev snydt på. Stille og roligt og uden at have travlt, førte Carrisi mig bag lyset. Igen. Bogen kaster lys over mediernes rolle i kriminalsager. Hvordan deres udlægning af sagen kan påvirke folk til at udskamme og forfølge en person, som der faktisk ikke findes et eneste bevis imod. Hvor stor en magt medierne har og hvordan de også kan bruges af politiet, til at styre hvilken retning opmærksomheden skal rettes.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal bedømme denne bog. Hvordan jeg skal viderebringe den til jer. Jeg ved den vil dele vandene fordi den starter så røvhamrende langsomt som den gør. Havde jeg ikke læst de første bøger af denne forfatter, var jeg stået af. Men jeg synes simpelthen heller ikke, at man bør springe over den. Bare vær opmærksom på en langsom bog, som kræver ned i gear og tålmodighed.

Jeg lander den på 4 krimiperler, fordi den trods alt er for længe om at komme rigtigt i omdrejninger og fordi den ikke fik mig til at gyse. På trods af langsomheden, så gjorde den indtryk på mig og da sidste side var vendt, sad jeg med sådan lidt en ”det er fandme løgn-følelse”. På den gode måde. 

Hvad er en god krimi??

Lige i øjeblikket er jeg i gang med en bog, som nu 300 sider inde i bogen, endnu ikke har fanget mig. Jeg har været længe om at nå igennem de 300 sider, for jeg har den ikke så meget inde under huden, at jeg hele tiden lige skal læse lidt mere. Det har fået mig til at tænke over, hvad det egentlig er der gør en krimi god. Hvad er det der appellerer til folk og hvorfor appellerer nogen bredere end andre, selvom bogen er samme genre? Jeg synes faktisk det er svært at sætte fingeren på hvad det præcist er der gør, at jeg enten kan li en bog eller ikke bliver fanget af den. 

Af en eller anden grund, er jeg mest til bøger der er så nutidige som muligt. De må gerne indeholde emner der er oppe i tiden, men de må ikke komme til at virke som om de har et budskab som er vigtigere end selve historien og så skal de heller ikke blive for politiske.
Det kan næsten ikke blive uhyggeligt nok for mig. Jeg er ikke til splatteragtigt klamt, men bare sådan gennemgribende uhyggeligt. Ting som højst sandsynligt aldrig ville ske i virkeligheden, men som alligevel ikke er urealistisk. Forfatteren Chris Carter, som osse er uddannet kriminalpsykolog, siger at den slags udspekulerede mordere som vi læser om i romaner og ser på film, de eksisterer ikke i virkeligheden. Men i fiktion kan jeg ikke få det udspekuleret nok.

Men hvad er det så der gør forskellen? Mine personlige favoritter er Chris Carter, Inger Wolf,  Donato Carrisi og Elsebeth Egholm, Lars Kepler og Cody McFadyen. Lige bortset fra Donato Carrisi, så har de alle skrevet serier. Og jeg er vild med serier. Elsker at følge personernes udvikling og følelsen af at kende dem, når jeg åbner en ny bog i serien. Men der er så mange andre forfattere der skriver serier i samme stil. Hvorfor er det så ikke dem der er mine favoritter? Camilla Läckberg, har osse været en af mine favoritter, men på det seneste synes jeg hendes bøger er kommet til at handle for meget om familien Falch frem for at være gennemtænkt krimi. Det samme gælder for Sara Blædel og Mari Jungstedt. Måske det er et af punkterne? Personerne er vigtige, men de må ikke fylde alt for meget. Historien skal være gennemtænkt og plottet udspekuleret. Ikke alt for mange tilfældige sammentræf. Så er det lissom ”for nemt” synes jeg. Jeg har osse tænkt på, om det er vigtigt at jeg kan lide hovedpersonerne. Det tror jeg nok at det er. Og så alligevel ikke. Det er vigtigt, at jeg kan gætte med og spekulere på hvem morderen kan være. Jeg vil ikke kunne gætte det alt for tidligt, for så forsvinder spændingen.

Jeg tror konklusionen må være, at jeg simpelthen ikke kan sætte en finger på hvad det er der fanger mig, før jeg sidder med bogen i hænderne. Heldigvis kan smag ikke diskuteres og der er lige så mange holdninger til, hvad en god krimi er, som der er læsere :)

 

I den kommende weekend er der BogForum i Bellacenteret. Jeg glæder mig som et lille barn til at være omgivet af bøger, forfattere og andre bloggere i hele 3 dage!! Mon ikke der kommer en stemningsrapport i løbet af weekenden, derfra :)

 

Husk også, at Frk. Tines Krimitanker er på Facebook. Du kan finde mig og følge med på siden lige her

 

 

Anmeldelse: Donato Carrisi - Suffløren

Birgit har spurgt ind til mit indlæg omkring forfatter Donato Carrisi. Hun spørger hvad det er ved ham, der gør ham til en af mine yndlingsforfattere. Jeg tænkte, at jeg ville lægge en anmeldelse af hans to første bøger på bloggen, så I kan se hvad det er I blir nødt til at få læst. Selv fik jeg helt lyst til at læse Suffløren igen. Selvom det er et par år siden jeg har læst den nu, så er der stadig ikke en eneste bog der har formået at overhale den. Ret vildt, ik?


"Suffløren" er en debut-roman af italieneren Donato Carrisi og den bedste og mest gennemtænkte krimi, jeg nogensinde har læst!

Jeg startede selvfølgelig med at læse bagpå, og det var rosende ord, så mine forventninger var høje.
Nogen havde sammenlignet den med en af mine yndlingsfilm til dato - "Se7en". "Arrrrhhh..." tænkte jeg, "det blir sgu svært at leve op til dén film". Men for dælen hvor tog jeg fejl!!
Bogen er spændende fra start til slut. Konstant blev jeg overrasket, og den er nærmest umulig at gennemskue. Enkelte ting sad jeg med fornemmelsen af, men jeg kunne alligevel ikke regne ud, hvordan det skulle hænge sammen.
Hele vejen igennem bogen, dukker der nyt op, og jeg må sige, at det er længe siden, jeg har læst en bog, hvor jeg næsten ikke turde være alene hjemme, mens jeg læste den eller lægge mig til at sove om aftenen. Flere gange løb det mig koldt ned af ryggen. Det er en af den slags bøger, der er umulig at lægge fra sig igen, og nu hvor den er læst, ville jeg ønske, jeg stadig havde den til gode.

Bogen handler om en ekspertgruppe, som skal finde nogle forsvundne børn. Børn som alle er piger og bortført og formodentlig dræbt af den samme seriemorder. Morderen er udspekuleret, og hele tiden bliver holdet snydt eller finder ud af, at deres reaktioner og handlinger netop har været morderens intention.
Bogen er både ond og makaber men ikke på den ulækre eller alt for detaljerede måde. Ligene af pigerne begynder at dukke op, men én formodes stadig i live. Holdet skal finde hende, inden tiden løber fra dem, men samtidig skal de gennemskue, hvorfor morderen vælger at holde liv i lige netop denne pige.

Jeg kan ikke komme med nok rosende ord om bogen og kan ikke sige meget andet, end at den er et must for en krimifan.

 

 

Ventetid kan føles ualmindeligt lang...

En dag var vi nede at handle i det lokale supermarked i Italien. På hylden springer den her bog lige op og fanger min opmærksomhed. Totalt yndlingsforfatter har skrevet bog nummer 3. Lige dér ønskede jeg godtnok at jeg kunne læse italiensk :) Det gjorde lidt ondt at sætte den tilbage på hylden!! Jeg kan næsten ikke vente til den blir oversat til dansk. Forhåbentlig varer det ikke alt for lang tid. På den anden side, så er han værd at vente på :)

 :)