Viser opslag med etiketten Therese Philipsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Therese Philipsen. Vis alle opslag

lørdag den 11. april 2015

Anmeldelse: Therese Philipsen - Lange sorte negle

 
Therese Philipsen er tilbage med endnu en bog i serien om Liv Moretti og Per Roland.
Denne gang arbejder de på hver sin sag, selvom den garvede krimilæser nok fra start er klar over, at sagerne selvfølgelig hænger sammen :)
Liv bliver kaldt ud til en kirke, hvor liget af en pige er fundet i en af gravene. Hun er gravet ned oven på den oprindelige kiste/urne. Ræven har gravet om natten og en kvinde får sig en ubehagelig overraskelse, da hun kommer forbi og ser pigens arm stikke op af jorden på graven. Liv opdager snart, at flere af gravene indeholder lig, som ikke hører til.
 
Samtidig får kriminalkommisær Per Roland, fint besøg fra USA. Molly Crawford fra FBI, som Roland kender fra sin tid derovre. Hun er i Danmark fordi FBI jagter en seriemorder - en mand som kidnapper helt unge kvinder, voldtager dem, mishandler dem og tilsidst slutter af med at dræbe dem. Manden har voldtaget og dræbt igennem mange mange år og nu er han i Danmark. Men hvorfor?
 
Historien har et par twists undervejs, hvilket er fedt. Plottet er egentlig helt okay og bogen er spændende og til tider også barsk. Alligevel er der et eller andet der gør, at den bare ikke er en af den slags bøger der går ind under huden, men det behøver samtlige bøger man jo heller ikke at gøre. Jeg synes den blev en anelse langtrukket til sidst. I slutningen går Liv fra at være indelukket og lidt speciel, til at være noget der minder mest om amerikansk happy ending. Det virkede på en måde lidt utroværdigt på mig. Måske især fordi jeg lige har læst "Så kommer han og ta´r dig", af samme forfatter - dog under pseudonym - den havde et helt andet tempofyldt spændingsniveau.
 
Alt i alt en god og spændende bog. 3 krimiperler får den.


onsdag den 25. marts 2015

Anmeldelse: Willow Rose - Så kommer han og ta'r dig



One, two, he is coming for you
Three, four, better lock your door
Five, six, grab your crucifix

Seven, eight, gonna stay up late

Nine, ten, you’ll never sleep again

 
Sådan lød det i min ungdom, når vi holdt videomarathon hele natten og kørte igennem samtlige ”Morderisk mareridt"-film om den forbrændte Freddy Krueger, som kom til sine ofre i drømme og flænsede dem med sin handske med skarpe knive for enden af hver finger – og sådan starter bogen ”Så kommer han og ta’r dig. Allerede dér er uhyggen ligesom lagt. Jeg elskede de film, men havde altid mareridt bagefter.


Bogen handler om Rebekka Franck, som flygter fra Århus med sin datter. Hun flygter fra sin mand, som lider af PTSD efter at have været udsendt som soldat af flere omgange. Han har haft låst dem nede i kælderen i en uge og truet med at gøre det igen. De opholder sig nu, hos Rebekkas far i Karrebæksminde. Rebekka, som ellers har været en kendt journalist på en stor avis i Århus, er nu ansat på en lille lokal avis med to journalister og en fotograf.

Hun  har ikke været ansat i mange timer, før der sker et brutalt mord på en af byens hot shots. Han er flænset i stumper og stykker og ikke længere til at genkende. Inden længe sker der endnu et brutalt mord og de viser sig at begge ofre har gået på Herlufsholm sammen og begge har tilhørt en gruppe af 5 drenge som tævede og voldtog andre børn for fornøjelsens skyld. Resten af drengene kan være i fare og Rebekka får rodet sig ud i noget hun ikke helt har kontrol over.

Hver gang der sker et mord, er vi med hos offeret. Vi følger hans tanker og vi er der når morderen dukker op. Det er med til at øge spændingen og sætte læsehastigheden væsentligt op :)
Der er et jævnt pace hele vejen igennem bogen og den når aldrig at blive kedelig eller langstrakt. Det er en kort lille bog på knapt 200 sider. Den er meget letlæst, da sproget er meget simpelt. Der er ikke de store overraskelser og det kom heller ikke rigtigt bag på mig, hvordan det hele hang sammen.  Alligevel formåede Willow Rose, at så tvivl om hvor vidt det nu også var rigtigt, at det hang sammen som jeg regnede med.

Willow Rose er pseudonym for forfatteren Therese Philipsen. Hun bosatte sig i USA og satsede alt på en karriere derovre. Det er heldigvis lykkeds for hende og jeg ser frem til flere bøger fra Willow Rose. Hun udgiver dog stadig bøger under sit eget navn og er lige nu aktuel med ”Lange sorte negle”.
3 krimiperler (med en stor pil opad :) )

 
 
Husk at Frk. Tines Krimitanker også er på Facebook