Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Tykkere end vand

Uha altså, det her er en bog lige efter mit hovede. Hvis vi ser bort fra, at jeg altid godt kan bruge flere blodige mord og bestialitet, så indeholder Tykkere end vand et virkelig godt og gennemtænkt plot. Gennemtænkt på den der intelligente måde, som ikke springer over hvor gærdet er lavest og som hele vejen igennem, lader læseren gætte med og spekulere over, hvordan det hele hænger sammen. Og det er snørklet, spændende og ikke lige til at regne ud. Jeg var egentlig sikker på, at jeg havde luret morderen og sad og ærgrede mig lidt over at jeg vidste det forholdsvist tidligt - men der blev jeg så snydt. 

Da jeg startede på Tykkere end vand, havde jeg netop læst Hendes iskolde øjne, og dét at have forrige bog i frisk erindring, gav lidt ekstra nærhed til personerne. 

Vi følger det sædvanlige crew, som vi kender fra de andre bøger i serien og denne gang jagter de en morder, som er optaget af vand og som drukner sine ofre. Her lægger vi ud med en midaldrende dame, som findes druknet i sit eget badekar. Hendes tunge er skåret ud og skæbnen vil, at det er hendes 5-årige barnebarn som finder hende. Samtidig leder de efter en anden galning, som drukner katte og hænger dem op i byen til offentlig skue. Imens holdet har allermest travlt, starter en chikane imod Jamal, som netop har sendt sin ekskone ud på en længere rejse. Inden da, var hun blevet chikaneret gennem en længere periode og hendes forfølger fik det til at se ud som om, at Jamal stod bag. Det lugter lidt af, at være samme person der står bag, men i denne bog, er der så mange twists i plottet, at man aldrig helt ved hvad man skal tro. 

I virkelighedens verden, er jeg egentlig lidt en kylling når det kommer til uhyggelige ting. I krimiens verden kan jeg som nogen måske har fanget, ikke få det blodigt, bestialsk og uhyggeligt nok. Denne bog lagde hårdt ud med at skræmme mig så det rislede koldt ned af ryggen. Jeg elsker når det sker. Resten af bogen holdt da også et jævnt tempo. Skulle jeg sætte fingeren på noget, må det være behovet for at forklare alle detaljer til sidst - Carin Gerhardsen er ikke alene om dette. Jeg synes egentlig det er helt okay at lade noget være op til læserens fantasi. Personligt har jeg i hvert fald ikke brug for at få forklaret hvordan det hele præcist er gået til. Alligevel synes jeg den fortjener 5 krimiperler. Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen igennem!

Jeg bliver så glad, hvis du også vil følge med på Facebook

Anmeldelse: Helle Vincentz - Stjålne Liv

Stjålne Liv, er første del i en ny serie af Helle Vincentz. Hvis du, som jeg, ikke har læst noget af denne forfatter før, er det her et godt sted at starte.

Vi møder antropologen Sofie Munk, som ikke helt kan finde ud af, hvad hun skal gøre med sit liv. Arbejdsmæssigt har hun svært ved at finde rette hylde og det samme gør sig nok i virkeligheden gældende i hendes privatliv. Da vi møder hende, er hun i gang med et forskningsprojekt, på en fertilitetsklinik, hvor hun er hyret til at finde ud af, hvad fertilitetsbehandling gør ved et parforhold.

Det varer ikke længe, før ejeren af klinikken beder Sofie om hjælp. Han har erfaret, at der er forsvundet befrugtede æg fra hans klinik. Katastrofen vil være stor, hvis det kom ud til offentligheden, så Sofie må være yderst diskret, hvilket kan være svært, når man er nødt til at stille spørgsmål. Det varer heldigvis ikke længe, før hun får kompetent hjælp fra en svensk privat efterforsker og  snart tager begivenhederne fart.

Bogen har endnu en hovedperson i form af Mik Karlsen, som er særlig rådgiver for justitsministeren. Han er lidt en Karl Smart, som er dygtig til sit arbejde og har styr på sagerne. Det varer dog ikke længe før tingene begynder at skride for Mik og grunden under hans prestigefyldte job, begynder at gynge. At Miks problemer og Sofies efterforskning har tråde i samme retning, kommer ikke som den store overraskelse  :)

Det er et par dage siden jeg blev færdig med Stjålne Liv, men det er en af den slags bøger der bliver hængende hos mig et stykke tid efter sidste side er vendt. Når jeg tænker efter, er det nok hovedsageligt fordi forfatteren har været super god til, at skildre personerne så levende. Specielt Sofie og hendes svenske efterforsker. Jeg har det sådan nu, at jeg helt vildt gerne vil vide, hvad der mere sker dem. Jeg ville ønske, at næste bog i rækken, allerede var klar :)

Emnet om de stjålne embryoner, kunstig befrugtning og illegal salg af samme, samt hele debatten om rugemødre, synes jeg er vanvittigt interessant. Jeg indrømmer også blankt, at politiske bøger normalt ikke er noget jeg gider læse. Jeg skal også være ærlig at sige, at der indimellem var lige rigeligt meget Christiansborg indover for mig. Jeg tog mig selv i, at kede mig lidt og i stedet vente i spænding på afsnittene om Sofie. Skulle jeg bestemme, måtte der godt have været lidt mindre politik og lidt mere i dybden med de gode emner nævnt ovenfor, men det er jo en smagssag og de politiske  dele i bogen, er beskrevet meget fint og billedeligt.

Stjålne Liv en virkelig spændende og velskrevet bog. Jeg er vild med det hverdagsagtige sprog og jeg er vild med alle detaljerne som gjorde, at jeg så det hele meget tydeligt, som en indre film imens jeg læste.

Suveræn bog… færre end 5 perler kan ikke gøre det :)

Følg mig meget gerne på Facebook

Anmeldelse: Mari Jungstedt & Ruben Eliassen - En mørkere himmel

Jeg vil gerne starte med at indrømme, at jeg var lidt skeptisk i forhold til den her bog. Jeg er kørt en lille smule… nej faktisk meget – træt i Mari Jungstedts bøger om Gotland. Jeg synes de er blevet alt for familiære og følelsesprægede. For lidt mord for meget parforhold. Min skepsis blev dog gjort til skamme, for der er masser af mord af den detaljerede slags, i ”En mørkere himmel”.

En ung kvinde findes myrdet på en klippe på Gran Canaria, hvor bogen foregår. Hun er nøgen og har fået halsen skåret over. Liget ser ud til, at være arrangeret til at ligge på en bestemt måde. Pigen viser sig, at være skandinavisk og være på ophold på byens yogacenter. Bogens hovedpersoner, er Kristian Wede, som er ansat på det svensk-norske konsulat, samt journalisten Sara, som arbejder for en skandinavisk avis. De begynder at snuse rundt i sagen og det varer ikke længe, før morderen igen er på jagt og også denne gang, peger pilen mod yogacenteret.

Jeg er som nævnt, meget positiv over for denne bog, grundet de i forvejen lave forventninger. Den holder et nogenlunde tempo hele vejen og spændingsniveauet holder også. Et enkelt lille irritationsmoment har den dog. Der kører en sideløbende historie, så uden at vide det helt med sikkerhed, så kan vi alligevel godt regne ud ret tidligt i forløbet, hvem morderen er og også hvordan plottet hænger sammen. Da hovedpersonerne på et tidspunkt, forsøger at ændre vores opfattelse af morderens identitet, falder det derfor lidt til jorden. Irritationen var heldigvis kortvarig for mig og historien er snart tilbage hvor den kom fra. Det ærgrer mig trods alt alligevel lidt, at der ikke var mere overladt til fantasien.

Det klæder Mari Jungstedt, at have fået noget mere brutalt med i sin bog. Om det er Ruben Eliassens værk, kan der kun gisnes om, men jeg ser frem til næste møde med Kristian og Sara :)

4 krimiperler herfra

Anmeldelse: Inger Wolf - Brændte sjæle

Endelig nyt fra Inger Wolf! Det er ingen hemmelighed, at hun er en af de danske krimiforfattere jeg sætter størst pris på at læse. Inger Wolf, har skrevet 7 bøger i serien om kriminalbetjenten Daniel Trokic, men Brændte sjæle, er første del af en helt ny serie. Her stifter vi bekendtskab med psykiateren Christian Falk.. jeps, det er helt rigtigt – ikke nogen politibetjent denne gang. Det var jeg spændt på!

Lad mig starte med at nævne, at vi ikke har at gøre med vores egen lille privatdetektiv. Christian Falk har en god ven ved politiet og bliver derfor kontaktet, for at yde faglig bistand i en temmelig underlig sag. En mand meldes savnet og snart er vi i gang med alt fra euforiserende svampe til parterede lig. Så har jeg ikke sagt for meget.

Sideløbende følger vi Christian på arbejde på psykiatrisk hospital, hvor han er i gang med et større nordisk projekt, som går ud på at scanne hjernerne på henholdsvis raske hjerner og seriemorderes hjerner. Her opdager han, at en af de frivillige forsøgspersoners scanningsbillede, er identisk med seriemordernes. Vedkommende er på fri fod og har opgivet falsk identitet!!!

Brændte sjæle er efter min mening, endnu en super god bog fra Inger Wolf. Der er masser af uhygge, opklaringsarbejde og snørklede plot. Den er skrevet i et letlæst, flydende og humoristisk talesprog. Vi slipper for alt for meget parforhold og føleri, men samtidig får vi et rigtig klart billede af hvem Christian Falk er som person. Jeg kan rigtig godt li ham. Måske synes jeg endda han er lidt sød. Og pæn… :)  Der er dog heller ikke nogen tvivl om, at Frk. Wolf har noget på hjerte i denne bog. Jeg tror hun vil pille lidt ved vores virkelighedsopfattelse og ved hvordan psykiatrien holder fast i teorier og danser lidt efter medicinalselskabernes piber. Noget i den dur. Og hun formåede at sætte mine tanker i gang. At gøre mig nysgerrig på psykedelikas effekt i syge såvel som raske hjerner. Er den virkelighed vi befinder os i, den ægte eller er der noget mere og større derude, som er mindst lige så rigtigt, hvis bare vi får lidt hjælp til at sanse og forstå den?? Interessant og skræmmende på samme tid.

Jeg sender 5 krimiperler lige i måsen på den her :)

Følg også med på Facebook :)

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Et bjerg af løgne

Michael Sander er tilbage og det samme gør sig gældende for Lene Jensen. Eminent makkerpar, hvis det ikke lige var fordi de ikke er et makkerpar i denne bog. Faktisk nærmest det stik modsatte. Michael Sander er ansat af Nobel oil til at finde en USB-nøgle, som er forsvundet i forbindelse med mordet på Nobel Oil’s chefgeolog. Lene, som siden sidst, er blevet forfremmet til vicepolitiinspektør, er sat på sagen for at opklare mordet på chefgeologen. Bogens hovedemne er olieboringer i Grønland og hvor meget folk er villige til at feje ind under gulvtæppet, til fordel for enorme pengesummer. Nobel Oil står for, at lave en af historiens største olieboringer, da chefgeolog Peter Holm, opdager et problem livsfarligt for menneskeheden. Kort tid efter, findes Holm dræbt og alle hans data samt sikkerhedskopieringer er forsvundet.

Der er intet samarbejde imellem Lene og Michael og mest af alt virker det som om de har lyst til at slå hinanden ihjel. Og dog.. der ligger en slags had-kærlighedsforhold og ulmer imellem dem, så selvom de ikke kan tåle synet af hinanden, så passer de alligevel på hinanden.

Jeg synes Lene er blevet hårdere end hun plejer at være, imens Michael tværtimod er blevet mere følsom. Hans søster er psykisk syg og selvmordstruet, men Michael har sat sig for at passe hende og beskytte hende. Flere gange er han opløst i tårer og jeg synes faktisk den lidt mere bløde side klæder ham. Han er sådan en hovedperson, man kommer til at blive en lille smule forelsket i imens man læser.. haha :)

Et bjerg af løgne, er en af den slags bøger der næsten læser sig selv. Den er spændende fra start til slut og det er svært ikke at lade sig rive med. Jeg synes ikke helt den lever op til Trofæ, men på den anden side… der er ikke meget der lever op til Trofæ :) Den har masser af aktion og der er heller ikke sparet på detaljerne, når det kommer til brutale drab og obduktioner! Vupti havner man helt ude på kanten af stolen :)

Har du læst de to første i rækken og kunne li dem, er der ingen tvivl om, at du også skal nappe denne her. Har du endnu de andre til gode, så er mit råd at starte med Trofæ – en af den slags bøger man ikke glemmer! Personligt er jeg ret vild med Steffen Jacobsen! 

Klik her, for at følge mig på Facebook

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Den sidste akt

Så er det 10. gang vi er tilbage på svenske Gotland, sammen med politiinspektør Anders Knutas og hans kollega Karin Jacobsson.

Denne gang havner vi midt i noget vikingespil og en kendt kvindelig journalist findes myrdet på sit hotelværelse. Det viser sig snart, at hun har haft en affære med en af de unge mandlige skuespillere fra vikingespilllet. Det er hun ikke ene om. Det ved vi fordi vi følger kvinden Sonja, som fører dagbog om sit forhold til den unge mand. Det er ingen overdrivelse at sige, at Sonja er besat. Hendes fortælling kører sideløbende og er efter min mening det der bærer historien. Til tider gør det ondt helt ind i det inderste, så tåkrummende pinlig, hendes desperation er, på den sørgelige måde.

Til at begynde med synes jeg egentlig, at Den sidste akt, lagde rigtig godt ud. Der var spænding og jeg blev grebet af stemningen. Herefter gik der dog ikke lang tid, før vi var tilbage i same old same old og intet har forandret sig i Visby. Der sker simpelthen for lidt til mit temperament og bedst som der skrues lidt op for spændingen, så skruer vi lige lidt ned igen og kører en tankerække om Knutas og Karins spirende forelskelse. Det bliver simpelthen alt for kedeligt for mig. Johan spiller ikke nogen særlig rolle i denne bog og det vi hører til ham, er egentlig også mest hans overvejelser omkring hans og familien fremtid.

Nogen husker måske en af de tidligere bøger, hvor Karin lader en gravid
dobbeltmorder slippe væk. Den sag får vi en afklaring på i denne bog. Jeg synes den er lidt let købt, men historien giver faktisk en afstikker til en mulig historie for en senere bog.


Hvis du har været vild med  Mari Jungstedts andre bøger, så vil du sandsynligvis også sætte pris på denne. Jeg vil betegne den som en letlæst hyggekrimi og det kan man godt have brug for indimellem, men forvent ikke indviklede plots eller store overraskelser. Slutningen skal man tænke en lille smule over, men uden at sige for meget, så vælger jeg at tro, det handler om, at holde på lykken for en hver pris. Måske andre tolker den anderledes.

  

 

Følg bloggen på Facebook :)

Konkurrence på Facebook

Hej folkens, lige nu og frem til onsdag aften, kører jeg en lille konkurrence om Mari Jungstedts nye bog. Hop over på Facebook hvis du har lyst til at deltage :)

Anmeldelse: Finn Halfdan - Et nødvendigt offer

Jeg havde hørt at denne bog skulle minde om Jo Nesbø’s Harry Hole-bøger, så lad mig bare være ærlig og sige, at jeg var en lille smule forbeholden. Ham Jo Nesbø løber man altså ikke bare sådan lige op på siden af og jeg synes egentlig heller ikke det nødvendigvis er et plus at minde om ham. Harry Hole er sig selv og ham skal man ikke sådan forsøge sig med at efterligne. Men det er bare min mening :)

Så altså.. som sagt var jeg lidt forbeholden og det gik egentlig også lidt trægt for mig i starten. Jeg tror det mest var skrivestilen der forstyrrede mig til at begynde med. Det var meget talesprog og ”talte sætninger” hvis man kan sige det sådan. Heldigvis varede det ikke ved ret længe, eller også vænnede jeg mig bare til det. Under alle omstændigheder tog handlingen fart sammen med spændingen og sympatien til hovedpersonen Elliot Boye, som jeg ellers synes var lidt mærkelig til at begynde med.

Men hvad er han så for en ham Elliot Boye? Minder han så om Harry Hole? Jeg synes det ikke. Selvom Elliot ud fra mine beregninger må være i starten af fyrrerne, så virker han på en eller anden måde yngre. Elliot er en doven hund i den periode vi møder ham, men han er ingenlunde fordrukken eller udslidt som Harry. Tvært imod får vi indtryk af at han ser både ung og smart ud og det tar ham da heller ikke mange minutter at få fyret op under gløderne og komme igang, så jeg vil mene at dovenskaben er begrænset. På den ene side opfører han sig som en naiv og teenager, som skal reddes ud af suppedasen og på den anden side er han hårdkogt, som en anden amerikansk strømer der kan sine våben i søvne og kan udtænke snedige planer. En ret speciel type, som jeg ikke helt kan finde ud af, hvor troværdig jeg egentlig synes er...  alligevel er det ret svært ikke at holde af ham :)

Ku det ikke være rart at få lidt at vide om handlingen også? Den kommer her:

Elliot Boye er journalist. Som sagt går han og laver så lidt som muligt da han har et skidt forhold til redaktionschefen og egentlig også har kærestesorger. Elliot finder ved et tilfælde ud af, at PET overvåger ham. Han er i tvivl om hvorfor, men lægger to og to sammen og når frem til, at det kun kan være pga af én bestemt sag, han har skrevet om engang og som han har fulgt op på for nyligt. Der er ting i Elliots fortid, som får vreden til at ulme i ham og som får ham til at grave videre i sagen frem for at trække følehornene til sig. I første omgang lader han ikke PET vide, at han ved de overvåger ham. Det giver ham et forspring, men ikke særlig længe. Hvem kan han stole på og hvem er i lommen på PET?

Et nødvendigt offer er en ganske vellykket debut. Da den først lige var igang, var den svær at slippe igen og det er en af den slags bøger hvor du kun skal forholde dig til en enkelt person, som du så tilgengæld kommer til at kende ekstra godt. Helt klart anbefalelsesværdig og jeg glæder mig til at læse mere af Finn Halfdan.

Der står på forsiden, at det er en spændingsroman, så det ved man på forhånd når man går igang. Det lever den fuldt ud op til synes jeg, men nu skal jeg jo vurdere den fra krimivinklen, og så savner jeg altså lidt uhygge. Baseret på dét, lander bogen på 3 krimiperler. Men god er den!

 

Vil du følge Frk. Tines krimitanker på Facebook, så kan du gøre det lige her :)

 

Anmeldelse: Therese Philipsen - Lange sorte negle

 

Therese Philipsen er tilbage med endnu en bog i serien om Liv Moretti og Per Roland.

Denne gang arbejder de på hver sin sag, selvom den garvede krimilæser nok fra start er klar over, at sagerne selvfølgelig hænger sammen :)

Liv bliver kaldt ud til en kirke, hvor liget af en pige er fundet i en af gravene. Hun er gravet ned oven på den oprindelige kiste/urne. Ræven har gravet om natten og en kvinde får sig en ubehagelig overraskelse, da hun kommer forbi og ser pigens arm stikke op af jorden på graven. Liv opdager snart, at flere af gravene indeholder lig, som ikke hører til.

 

Samtidig får kriminalkommisær Per Roland, fint besøg fra USA. Molly Crawford fra FBI, som Roland kender fra sin tid derovre. Hun er i Danmark fordi FBI jagter en seriemorder - en mand som kidnapper helt unge kvinder, voldtager dem, mishandler dem og tilsidst slutter af med at dræbe dem. Manden har voldtaget og dræbt igennem mange mange år og nu er han i Danmark. Men hvorfor?

 

Historien har et par twists undervejs, hvilket er fedt. Plottet er egentlig helt okay og bogen er spændende og til tider også barsk. Alligevel er der et eller andet der gør, at den bare ikke er en af den slags bøger der går ind under huden, men det behøver samtlige bøger man jo heller ikke at gøre. Jeg synes den blev en anelse langtrukket til sidst. I slutningen går Liv fra at være indelukket og lidt speciel, til at være noget der minder mest om amerikansk happy ending. Det virkede på en måde lidt utroværdigt på mig. Måske især fordi jeg lige har læst "Så kommer han og ta´r dig", af samme forfatter - dog under pseudonym - den havde et helt andet tempofyldt spændingsniveau.

 

Alt i alt en god og spændende bog. 3 krimiperler får den.

Anmeldelse: Maurizio De Giovanni - Krokodillen

"Døden ankommer til Spor 3 klokken 8.14 med syv minutters forsinkelse. Den blander sig med pendlerne og bliver kastet frem og tilbage mellem rygsække, attachétasker, trolleyer og kufferter, men ingen mærker dens kolde ånde. Døden tager små, forsigtige skridt, den forsvarer sig mod de andres hastværk. Nu er den nået til den store ventesal med skrig og skrål og lugt af optøede croissanter. Den ser sig omkring, tørrer med en rask bevægelse en tåre væk under venstre brilleglas og putter lommetørklædet tilbage i brystlommen på jakken. Larmen og menneskestrømmen viser vej til udgangen midt mellem alle de nye butikker. Døden kan ikke kende stedet, men det hele har jo også forandret sig i årenes løb. Den har forberedt alt ned til mindste detalje, og denne søgen efter udgangen bliver det absolut eneste tøvende øjeblik."

Sådan starter ”Krokodillen” og sådan fortsætter den på sin vis også – stille og roligt med en undertone af iskold hævn.

Vi møder Kriminalkommisær Giuseppe Lojacono, som er placeret på et lille kontor i en by der ikke er hans. Han er blevet overflyttet grundet falske anklager om samarbejde med mafiaen. At sige at det har ødelagt hans liv, ville være en underdrivelse. På den nye station, ønsker ingen hans deltagelse, ligesom de heller ikke nærer noget ønske om at tale med ham.  Skæbnen vil, at det er Lojacono der har vagten, da en teenager bliver fundet dræbt med et enkelt skud i panden. Her støder han på Statsanklager Laura Piras, som ser hans potentiale. Hun beder ham hjælpe sig med opklaringsarbejdet og snart er de i gang med jagten på en morder, der tilsyneladende er fuldstændig usynlig og ikke efterlader sig andre spor end en stak tårevædede lommetørklæder.

Krokodillen er egentlig en krimi uden noget særligt pace. Den er på ingen måde hæsblæsende eller nervepirrende og der er ingen udpenslede makabre gerningssteder. Alligevel formåede forfatteren at holde mig fanget hele vejen. De små korte kapitler på ikke mere end 2-4 sider, sammenholdt med glimt af liv og tanker hos både morder og ofre, gjorde, at jeg nærmest bare fløj igennem bogen. Den er fuld af følelser uden at de egentlig er beskrevet – det skinner ligesom bare igennem. Hovedtemaet er sorg, vil jeg mene. Sorg over mistede børn og liv der ikke længere er værd at leve.

Krokodillen er spændende hele vejen og selvom den er stille og rolig, fornemmer man alligevel at der skal være fart på med at få fundet morderen og jeg tog mig selv i at holde vejret og sætte læsetempoet op flere gange. Ca halvvejs inde i bogen, bliver det tydeligt hvad kronen på morderens værk er, og det er næsten en ubærlig tanke. Om han når sit mål eller ej skal jeg lade være usagt.

Alt i alt en rigtig god og spændende bog, som gav mig en knugende fornemmelse i maven. Nu et par dage efter den er læst, kan jeg stadig mærke følelsen når jeg tænker på handlingen. Krokodillen er den første bog i serien om Lojacono. Han er et ret fint bekendtskab, så jeg håber meget, at der kommer flere bøger fra Maurizio De Giovanni på dansk.

4 krimiperler til Krokodillen fra mig

Følg Frk. Tines krimitanker på Facebook

Krimitanker om Krimimessen 2015 :)

Nu er det præcist en uge siden jeg kom hjem fra årets krimimesse i Horsens. Jeg var fyldt med gode oplevelser og glad i hele kroppen. Det hele skulle lige have lov til at bundfælde sig, før jeg kunne få det ned på skrift. Men bedre sent end aldrig, er der nogen som siger :)

 
Krimimessen startede fredag eftermiddag for mig. Egentlig var det planen, at jeg skulle være ankommet over middag og ha brugt lidt tid på, at få Krimifans stand til at se fin og indbydende ud. Pga. et kursus kom jeg lidt senere afsted og People's Press meldte ud, at der kom en og stillede op lørdag morgen. Det ville han godt have lidt hjælp til.
Derfor havde jeg en god del af fredagen til bare at slappe af og hygge. Jeg lagde ud med at smide mig i en stor blød stol på hotellet og læse lidt, inden jeg skulle hente min bloggerkollega, Niels, på banegården. 

(Hvis man ikke vidste bedre, kunne titlen på den bog jeg læste, henlede tankerne på en omgang husmoderporno. Det er imidlertid en fremragende krimi af Willow Rose) :)

Efter at have tanket op med fredagsslik i Horsens city, kørte vi tilbage til hotellet og så X-Factor hvorefter vi rundede aftenen af med en øl baren :) 

Tidligt lørdag morgen, gik turen til Fængslet. Så fantastisk en følelse endelig at være der igen. Jeg havde glædet mig lige siden det sluttede sidste år. Vi fik gjort standen fin og så væltede det ellers bare ind med krimiglade mennesker. Igen i år, havde vi konkurrencer på vores stand og som noget nyt prøvede vi at sælge bøger. Der kom også en del forfattere forbi og sagde hej. 

 

 Inger Wolf og Agnete Friis

Helle Vincentz og Claus Mørbak Højrup

Julie Hastrup

 

 Camilla Läckberg kunne ikke være der selv, så lidt improvisering måtte der i spil :)

Jeg stod størstedelen af tiden på standen, men fik også rig mulighed til at gå rundt og besøge alle de andre spændende stande og møde en masse forfattere. Jeg havde også et par interviews jeg gerne ville høre og jeg nåede da også de fleste af dem. De to vigtigste var Paul Cleave og Stephan Ahnhem. Begge var virkelig interessante at høre og jeg fik også hilst på dem begge. Paul Cleave's fantastiske bog, Samleren er netop udkommet og Stephan Ahnhems nye bog kommer 6. juni. Den har jeg svært ved at vente på :)

 

Stephan Ahnhem

 

 Paul Cleave

 Paul Cleave interviewes

Lørdag aften stod den på drinks og middag. I år sad vi fra Krimifan sammen med forlaget People's Press og alle deres forfattere. 

 

 

Jeg havnede mellem Inger Wolf og Jens Østergaard. Sidstnævnte var lidt en farisæer, men en sød en af slagsen, som efter min mening sagtens kunne høre under People's Press :) Virkelig hyggelig middag og virkelig søde mennesker! Bagefter gik turen i baren hvor der var god gang i drinks og snak.
 

Inger Wolf

 

Jens Østergaard

Kristian og Niels

Søndag gik som lørdag, med foredrag, interviews og masser af besøgende på standen. Jeg rundende dagen af med en omgang krimibingo og så var det tid til at pakke alting ned i kasser og kramme farvel med alle de søde dejlige mennesker som jeg kun ser to gange om året og som jeg er kommet til at holde rigtig meget af. Det er altid lidt vemodigt. 
 

Team Krimifan - Krimimessen Horsens 2015. Der mangler dog lige to skønne folk på billedet, nemlig Betina og Niels
 

 

Anmeldelse: Willow Rose - Så kommer han og ta'r dig

One, two, he is coming for you

Three, four, better lock your door

Five, six, grab your crucifix

Seven, eight, gonna stay up late

Nine, ten, you’ll never sleep again

 

Sådan lød det i min ungdom, når vi holdt videomarathon hele natten og kørte igennem samtlige ”Morderisk mareridt"-film om den forbrændte Freddy Krueger, som kom til sine ofre i drømme og flænsede dem med sin handske med skarpe knive for enden af hver finger – og sådan starter bogen ”Så kommer han og ta’r dig. Allerede dér er uhyggen ligesom lagt. Jeg elskede de film, men havde altid mareridt bagefter.

Bogen handler om Rebekka Franck, som flygter fra Århus med sin datter. Hun flygter fra sin mand, som lider af PTSD efter at have været udsendt som soldat af flere omgange. Han har haft låst dem nede i kælderen i en uge og truet med at gøre det igen. De opholder sig nu, hos Rebekkas far i Karrebæksminde. Rebekka, som ellers har været en kendt journalist på en stor avis i Århus, er nu ansat på en lille lokal avis med to journalister og en fotograf.

Hun  har ikke været ansat i mange timer, før der sker et brutalt mord på en af byens hot shots. Han er flænset i stumper og stykker og ikke længere til at genkende. Inden længe sker der endnu et brutalt mord og de viser sig at begge ofre har gået på Herlufsholm sammen og begge har tilhørt en gruppe af 5 drenge som tævede og voldtog andre børn for fornøjelsens skyld. Resten af drengene kan være i fare og Rebekka får rodet sig ud i noget hun ikke helt har kontrol over.

Hver gang der sker et mord, er vi med hos offeret. Vi følger hans tanker og vi er der når morderen dukker op. Det er med til at øge spændingen og sætte læsehastigheden væsentligt op :)

Der er et jævnt pace hele vejen igennem bogen og den når aldrig at blive kedelig eller langstrakt. Det er en kort lille bog på knapt 200 sider. Den er meget letlæst, da sproget er meget simpelt. Der er ikke de store overraskelser og det kom heller ikke rigtigt bag på mig, hvordan det hele hang sammen.  Alligevel formåede Willow Rose, at så tvivl om hvor vidt det nu også var rigtigt, at det hang sammen som jeg regnede med.

Willow Rose er pseudonym for forfatteren Therese Philipsen. Hun bosatte sig i USA og satsede alt på en karriere derovre. Det er heldigvis lykkeds for hende og jeg ser frem til flere bøger fra Willow Rose. Hun udgiver dog stadig bøger under sit eget navn og er lige nu aktuel med ”Lange sorte negle”.

3 krimiperler (med en stor pil opad :) )

 

 

Husk at Frk. Tines Krimitanker også er på Facebook

 

 

Anmeldelse: Camilla Läckberg - Løvetæmmeren

Jeg synes de sidste krimier fra Camilla Läckberg, har været temmelig tynde og ikke særlig krimiagtige. Der gik lige lovlig meget familie og privatliv i den, men sådan er det ikke med Løvetæmmeren. Der er stadig familieliv ind over og Annas historie kunne godt have været skåret væk hvis du spørger mig :) Familielivet er dog langtfra så altoverskyggende og Camilla Läckberg er tilbage i topform, som hun var i de første bøger i rækken. Jeg havde lyst til at læse og læse og læse. En morgen var jeg ved at komme for sent på arbejde, fordi jeg liiiige skulle have et kapitel mere med og den ødelagde da også min skønhedssøvn et par gange :)

Løvetæmmeren starter ud med fundet af en forsvunden pige. Hun har været udsat for den grummeste form for tortur og mishandlig jeg kan forestille mig! Patrik Hedström bliver sat på sagen. Hans hustru, Erica Falck, er igang med at skrive en dokumentar om et mord, begået af en kvinde på dennes mand. Kvinden har siddet fægslet i mange år og har ikke længere kontakt til sine børn. Erica får mistanke om, at de to sager hænger sammen og hun begynder at blande sig i politiets arbejde. Rundt omkring i landet er flere unge piger forsvundet sporløst og politiet i de forskellige distrikter er tvunget til at arbejde sammen.

Jeg vil ikke røbe alt for meget af handlingen. Jeg vil blot sige, at det er en bog der er svær at lægge fra sig igen. Den er bygget op med masser af små kapitler, der alle slutter med en eller anden form for afsløring som vi alligevel ikke får at vide, og derfor må skynde os at læse videre, så vi kan nå hen til det sted, hvor sløret løftes. Ind imellem blev det dog for meget af det gode og jeg begyndte at blive utålmodig over alle de afbræk. Kom nu bare til sagen og giv mig svaret :) På den anden side, var det jo det der holdt mig fanget, så konklusionen må være, at jeg skal øve mig i at styre min utålmodighed og min nysgerrighed :)

På en eller anden måde er Løvetæmmeren en trist bog med helt utroligt mange sørgelige skæbner. Børn der bliver mishandlet på det groveste og en kvinde der er så underkuet at man ikke fatter, at hun ikke tager affære når chancen byder sig. Samtidig handler den om kærlighed så stærk, at den får forældre til at beskytte deres børn på trods af alverdens grusomheder og frygtelige konsekvenser.

Bogen har nogle løse ender tilsidst, men det skal man nok bare ikke tænke så meget over, men i stedet huske på, at det har været kanon god underholdning fra start til slut!

 

Anmeldelse: Sara Blædel - Kvinden de meldte savnet

Jeg har haft Kvinden de meldte savnet, liggende i et stykke tid. Jeg havde et par bøger der trak mere, for sandt at sige, så har jeg kedet mig igennem de foregående 3-4 bøger af Sara Blædel – dog med undtagelse af De glemte piger, som var helt okay. Det er som om det hele går lidt igen i alle bøgerne og det bliver trættende i længden. Opklaringen sker mere eller mindre ved tilfældigheder eller også er det veninden Camilla, som tilfældigvis lige kommer til at opklare halvdelen af sagen i forbindelse med, at hun bringer sig selv i fare. Der er ikke grænser for, hvad Louise, Camilla og deres pårørende kommer ud for. Desværre gør det samme sig gældende i denne bog og det er møg ærgerligt, for det er et super fedt emne der bliver taget fat i og jeg var faktisk fastholdt gennem hele bogen.

Kvinden de meldte savnet, starter brutalt med mordet på kvinden Sofie Parker. Hun bliver skudt i hovedet i sit eget køkken, for øjnene af sin mand og datter. Kvinden bor i England, men det viser sig hurtigt, at hun er dansk og har været meldt savnet i 18 år. Opklaringsarbejdet peger mod Danmark og Louise Rick bliver sat på sagen.

Med fare for at røbe noget af plottet, så synes jeg det er væsentligt at nævne bogens hovedtema, som er aktiv dødshjælp eller mere præcist, assisteret selvmord. Jeg synes det er et vanvittigt interessant emne og selvom der muligvis kunne være gået dybere med emnet, så synes jeg egentlig det er fint som det er. Bogen satte tanker igang hos mig og bedst som jeg var sikker i min holdning, var der en af hovedpersonerne der gjorde sig tanker, som fik mig til at se, at jeg ikke havde overvejet alle aspekter endnu. Jeg kan godt se problematikken ved assisteret selvmord, men i bund og grund, forstår jeg ikke hvorfor flertallet af danske partier, tilsyneladende er imod. Foregår det under ordnede forhold og med en fornuftig lovgivning på området, så kan jeg umiddelbart kun se det som noget positivt. Men hvem ved – måske er der stadig sider af sagen jeg ikke har overvejet :)

Kvinden de meldte savnet er ikke en bog fuld af overraskelser – tværtimod kommer intet uventet og som læser er man hele tiden et skridt foran i forhold til hvad der sker næst. Morderen og plot, havde jeg gennemskuet allerede omkring 100 sider inde i bogen, men det fik mig alligevel ikke til at kede mig. Bogen er letlæst og medrivende og jeg var godt underholdt hele vejen igennem, lige med undtagelse af slutningen, som godt kunne være skåret ned, så vi havde undgået at Louises nære igen er i livsfare.

Jeg kan godt høre, at det kommer til at lyde lidt negativt, men alt i alt synes jeg det er en rigtig fin og tankevækkende bog. En af de bedste fra Sara Blædel. Selvom emnet er tungt, så blev jeg af en eller anden grund, i godt humør af at læse den. Min favorit Blædel-bog er dog stadig Kald mig prinsesse :)

3 krimiperler får den. Med pil op :)  

 

Min weekend på BogForum

Jeg ved godt, at det vrimler med updates om BogForum alle vegne lige i øjeblikket. Jeg lover at gøre det kort og mest i billeder :) 

Tidligt fredag morgen, stod jeg op og kørte afsted mod Ørestaden og Bella Centeret. Jeg ankom kort efter åbning og mødtes med et par af de andre faste bloggere fra Krimifan.dk. Vi ses kun to gange om året, når der er enten BogForum eller krimimesse, så det var fedt at se dem igen. 

Der er så vanvittigt mange ting og mennesker at kigge på, så den første dag gik hovedsageligt med at tulle rundt og indtage stemningen. Jeg havde da også lige et par ledige timer, som gik med at passe standen hos Forlaget Jentas. Så hyggeligt. 

Fredag aften var jeg ude at spise, sammen med de andre Krimifan-bloggere. Vi spiste inde i København og planen var egentlig, at tage ud at drikke et par øl senere. Vi var dog alle så trætte ovenpå de mange indtryk, så vi droppede byturen og gik på hovedet i seng. 

Lørdag var jeg klar igen. Lagde ud med at høre Christian Frost blive interviewet af ingen ringere end Mads Christensen. Den mand forstår jo at gøre alting sjovt, så det var lidt af en oplevelse. 

Umiddelbart efter, var der endnu et højdepunkt for mig. Det var tid til, at høre min gode ven Niels, interviewe en af mine yndlingsforfattere - Inger Wolf. Se det var jo en fremragende cocktail :) De talte om Ingers nye bog "Det perfekte sted at dø" og klarede det begge helt fantastisk. 

Men nu er der jo også andet end krimi på BogForum og jeg havde sat mig som mål, at blive fotograferet sammen med Christian Bitz, det pæne stykke mand :) Desværre for mig og sikkert mange andre, var Christian B. aflyst. What??? Så var der ikke andet for, end at improvisere! 

Bagefter var det ved at være frokosttid og dermed også tid til at mødes med de andre Krimifan-bloggere og en af folkene fra People's Press, som står bag Krimifan.dk i det daglige. Vi fik snakket lidt om fremtidige tiltag for Krimifan og glæder os alle til Krimimessen i Horsens hvor vi selv skal stå på en stand. 

Og apropos stand, så havde jeg sagt ja til, at hjælpe ved en reception hos forlaget Jentas. Jeg skulle skænke øl til gæsterne. Det drejede sig om hjemmebryggede Chris Carter-øl som forlaget selv havde produceret. 

 

Herefter var det tid til at tage ud at spise. Forlaget inviterede, som tak for hjælpen på deres stand. På billederne ses Rikke fra Krimifan/Andrups Bookshelf, Chris Carter og mig selv. Jeg tror billederne taler for sig selv, men vi havde en temmelig sjov aften... 

Her skulle vi smile falsk.. 

Her undrer vi os..

Pegebilledet.. 

Hvor dælen er mine briller-billedet.. 

Efter et par timer på diverse mærkelige steder i jagten på at finde et godt sted at blive hængende, var vi alle godt trætte og sagde godnat. 

Søndag og sidste dag på BogForum. Jeg lagde ud med at lave et interview med Chris Carter, som hovedsageligt gik på spørgsmål der dukkede op i forbindelse med hans seneste bog "Ondskab". Det interview kan du læse her på bloggen om forhåbentlig ikke alt for lang tid. 

Bagefter var det ved at være sidste udkald for at få set de sidste ting og købt de sidste bøger. Det blev ikke til mange krimier til mig. Faktisk kun en enkelt, som jeg endda endte med at købe som e-bog. Jeg har så mange der ligger og venter på at blive læst, så jeg købte mest bøger til mine piger. Udbyttet kan du se lige her:

Så blev det tid til det triste, nemlig at sige farvel til alle de søde mennesker, som jeg ikke ser igen før til marts når der er Krimimesse. Vi krammede og vinkede til den store guldmedalje og så vendte mig og Skodaen snuden hjem mod Århus. På gensyn til næste år!