Viser opslag med etiketten Trofæ. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Trofæ. Vis alle opslag

fredag den 27. september 2019

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Proxy



Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg er vild med alt, ved den her bog!

Så … med dét sagt, kan jeg starte min anmeldelse. Jeg har sådan glædet mig til at dele min læseoplevelse med jer. Mange kender Steffen Jacobsens serie om Michael Sander og Lene Jensen, hvor første bog i serien er ”Trofæ” – en bog som flere stadig nævner, som noget af det bedste de har læst. Om Steffen har afsluttet sin serie om Sander/Jensen, ved jeg ikke helt, men noget tyder på det.

Proxy er første del i en helt ny serie. Her møder vi første gang makkerparret Jakob Nordsted og Tanya Nielsen. Kriminalinspektøren Jakob, er berømt og berygtet i politiets kredse. Han er iskold og direkte i sin tilgang til andre mennesker og lægger sjældent fingre imellem, når hans meninger skal udtrykkes. Tanya er helt ny og skal være med på en drabssag for første gang. Hun er intelligent, men hun er klodset og så lider hun af Hyperosmi, som kort fortalt, betyder vanvittigt veludviklet lugtesans. ”To nutcases på samme sag. Det her skal nok blive prægtigt”, siger kriminalteknikeren på et tidspunkt. Det får han fuldstændig ret i – men på den fede måde.

Vi er i Holbæk hvor der bliver begået et brutalt mord. Det varer ikke længe før endnu en person må lade livet. Begge mord er beskrevet i detaljer, som giver et tydeligt indre billede af gerningsscenen. I det hele taget, er der mange fine og beskrivende detaljer gennem bogen, som gør at det er lidt som at se en film når man læser den. Et par af sporene, peger i retning af en kvinde og hendes kronisk syge datter. Pigen er afkræftet, kan ikke gå og kan ikke spise selv, så hun opholder sig mest i sengen og bliver madet gennem sonde. Behandlinger og operationer optager det meste af deres liv. Moderens job, er at passe datteren. Hun har oprettet en Facebookgruppe, hvor man kan følge deres liv og donere til ting og oplevelser, som kan berige teenagepigen Emmas liv. Vi får lov at følge dem begge, og Emmas historie sætter uundgåeligt spor i læseren. Hmmm ja, Proxy … hvilken sammenhæng er det nu lige vi har hørt dét ord før? Jeg har googlet det for jer: det er latin og betyder stedfortræder 😉

Proxy har simpelthen det hele. Den har et pænt tempo hele vejen igennem, den har spænding, den har en vanvittig og udspekuleret morder som lægger spor ud til politiet. Den har den mest fantastiske tørre humor der konstant fik mig til at smile. Og så har den et fedt plot. Jo jeg regnede morderen ud på et forholdsvist tidligt tidspunkt, men det betød ikke så meget for historien, og jeg var ikke sikker før til allersidst, hvor vi får en hæsblæsende afslutning, som tog vejret fra mig. Det bedste af det hele er, at bogen samtidig er krydret med små lægefaglige dimensioner, som bare gør historien endnu federe og endnu mere virkelighedstro.

Proxy er en filmatisering i sig selv, og hvis du spørger mig, så overgår den faktisk Trofæ. Mine hænder vifter i vildskab over mit hoved i begejstring – den her er simpelthen en ”must read” og jeg har ekstremt svært ved at vente på 2'eren!

6 stk. Hama rørperler i forskellige nuancer uddeles. Helt fuld perleplade til Mester Jacobsen og Proxy!!











lørdag den 10. november 2018

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Ghostwriter



Steffen Jacobsen er langt om længe tilbage med en ny bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen. Den har været ventet med længsel af mange. Steffen Jacobsen føler, at det bliver for nemt for ham som forfatter, at blive ved at skrive på den samme serie i længere tid. Derfor har han holdt en pause fra denne serie og har i mellemtiden skrevet noget andet. Af samme årsag, er han i øjeblikket i gang med at skrive på en ny bog, som heller ikke er i Sander/Jensen-serien. ØV siger jeg bare.

Nå, men godt at vi trods alt fik Ghostwriter. Og sikke et come back. Jeg åbnede bogen og gik i gang med at læse. Herefter var jeg ikke meget for at skulle slippe bogen igen. Jeg synes den er spændende fra side 1. Der er masser af action og endda også en smule actionhelt i form af Micael Sander og hans tidligere tilværelse som elitesoldat. Ghostwriter er ikke en egentlig krimi med en mordgåde der skal opklares og spor der fører på kryds og tværs, for til sidst at flette sammen i en højere enhed. Der kradses i lag efter lag og den grufulde sandhed træder tydeligere og tydeligere frem. Selv beskriver forfatteren det som en spændingsroman. 

Michael og Lene er nu gift og bor sammen med deres datter. Michael har droslet ned på sit privatdetektivarbejde – tror Lene. I virkeligheden er han hemmeligt involveret i et selvtægtsprojekt, og hjælper ligesindede med at optrævle pædofiliringe. Det går ikke ligefrem blidt for sig. Lene skal opklare et dødsfald på direktøren for et førende medicinalfirma. Umiddelbart ser det ud som selvmord, men da den unge ghostwriter, som er hyret til at skrive direktørens biografi, findes skudt ikke langt derfra, får Lene mistanke om, at der er noget uldent ved selvmordet. Der trækkes tråde til Afrika, hvor vi via en dagbog, følger med i en voldsom episode. En brutal nedslagtning af uskyldige, som har sammenhæng med de mord, Lene og Michael forsøger at opklare.

Jeg er virkelig begejstret for denne bog. Jeg er vild med det sproglige i den. Steffen Jacobsen mestrer virkelig, at skrive personernes dialoger, så jeg næsten følte, at jeg var tilstede selv og min indre biograf kørte for fuld skrue. Dialogerne er skrevet i et dagligdags talesprog tilsat en god portion humor. En tør humor, som er naturlig og som på ingen måde virker påtaget eller som et forsøg på at være sjov. Jeg er virkelig vild med det. Flere gange igennem bogen, tog jeg mig selv i at tænke, at den var en ekstremt velskrevet.

Har man ikke læst de foregående 4 bøger i serien, så tror jeg ikke nødvendigvis man vil synes denne er så fantastisk. Man vil ganske enkelt mangle for meget baggrundshistorie. Der er sket virkelig meget imellem Lene og Michael, siden Trofæ, som er første del i serien. Har man der imod læst de forrige, vil man givetvis elske den og være fanget fra start til slut. Nogen vil måske mene at Michael Sander er lidt for effektiv. Personligt synes jeg han er både cool og sej og indrømmer blankt, at han er en af de fiktive mænd, som jeg har et lille crush på. Jeg er vild med samspillet, på både godt og ondt, ægteparret imellem.




Steffen Jacobsen er uddannet læge. Han har forsket i hoftedysplasi hos unge mennesker,  skrevet en doktordisputats og forsvaret den. Derefter følte han en form for tomhed. Han følte han var nået så langt som han kunne indenfor lægeverdenen, så da en god ven foreslog ham at skrive en bog, tog han udfordringen op. På det tidspunkt, arbejdede Steffen Jacobsen stadig som læge, så de første bøger blev skrevet om aftenen ved køkkenbordet. Humoren i bøgerne er vigtig for ham. Han siger, at det nemt bliver kedeligt at sidde alene at skrive, så derfor er det rart at have noget at sidde og gnække lidt af. 




lørdag den 5. november 2016

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Enhjørningen



Jeg synes på en eller anden måde, at Enhjørningen er svær at anmelde uden at afsløre for meget af noget der ikke skal afsløres, før man selv læser bogen. Det er ikke en af den slags bøger, hvor man som læser kan gætte med på hvem der har ”gjort det”. I stedet er det højt tempo og spænding på topniveau hele vejen igennem. Plottet afsløres drypvis og som læser, havde jeg virkelig svært ved at stoppe. Jeg skulle hele tiden liiiige have et kapitel mere med. Overvejede endda, at tage en fridag fra arbejde, for at få lov at læse færdig :)

Nå.. men hvis jeg alligevel skal forsøge mig med lidt af handlingen uden at ødelægge noget for andre, så har vi kort fortalt Michael Sander og Lene Jensen, som ligger i skilsmisse efter Michael har været i kassen med en anden kvinde. Michael og Lene arbejder på hver sin sag, men det står dog hurtigt klart at de er tæt forbundne. Trods ægteskabelige stridigheder, kan de to heldigvis sætte sig selv til side og arbejde – nogenlunde fornuftigt - sammen.

Lenes sag handler om en ung kvinde, som findes skuddræbt i en skov. Lene har en teori om, at kvinden er stukket af fra en nærliggende ø, som ejes af rigmanden Bertram Monell. Samme rigmand, har Michael arbejdet for ad flere omgange. Senest har han hjulpet ham med, at lokalisere hans døde søn.

Bogens titel Enhjørningen, henviser til en person som er genetisk perfekt, forstået sådan, at de har optimale evner og ingen arveanlæg for sygdomme. Altså ekstremt sjældne, som navnet antyder. Hvad ville der kunne ske, hvis en sådan persons arvemasse, faldt i de forkerte menneskers hænder. Og så er min mund ellers lukket.

Virkelig god bog. Ekstremt spændende og efter min mening placerer den sig lige i røven på første del i serien, Trofæ, som trods alt, stadig er min favorit.  


Følg med på Facebook :) 

lørdag den 10. oktober 2015

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Et bjerg af løgne


Michael Sander er tilbage og det samme gør sig gældende for Lene Jensen. Eminent makkerpar, hvis det ikke lige var fordi de ikke er et makkerpar i denne bog. Faktisk nærmest det stik modsatte. Michael Sander er ansat af Nobel oil til at finde en USB-nøgle, som er forsvundet i forbindelse med mordet på Nobel Oil’s chefgeolog. Lene, som siden sidst, er blevet forfremmet til vicepolitiinspektør, er sat på sagen for at opklare mordet på chefgeologen. Bogens hovedemne er olieboringer i Grønland og hvor meget folk er villige til at feje ind under gulvtæppet, til fordel for enorme pengesummer. Nobel Oil står for, at lave en af historiens største olieboringer, da chefgeolog Peter Holm, opdager et problem livsfarligt for menneskeheden. Kort tid efter, findes Holm dræbt og alle hans data samt sikkerhedskopieringer er forsvundet.

Der er intet samarbejde imellem Lene og Michael og mest af alt virker det som om de har lyst til at slå hinanden ihjel. Og dog.. der ligger en slags had-kærlighedsforhold og ulmer imellem dem, så selvom de ikke kan tåle synet af hinanden, så passer de alligevel på hinanden.

Jeg synes Lene er blevet hårdere end hun plejer at være, imens Michael tværtimod er blevet mere følsom. Hans søster er psykisk syg og selvmordstruet, men Michael har sat sig for at passe hende og beskytte hende. Flere gange er han opløst i tårer og jeg synes faktisk den lidt mere bløde side klæder ham. Han er sådan en hovedperson, man kommer til at blive en lille smule forelsket i imens man læser.. haha :)

Et bjerg af løgne, er en af den slags bøger der næsten læser sig selv. Den er spændende fra start til slut og det er svært ikke at lade sig rive med. Jeg synes ikke helt den lever op til Trofæ, men på den anden side… der er ikke meget der lever op til Trofæ :) Den har masser af aktion og der er heller ikke sparet på detaljerne, når det kommer til brutale drab og obduktioner! Vupti havner man helt ude på kanten af stolen :)

Har du læst de to første i rækken og kunne li dem, er der ingen tvivl om, at du også skal nappe denne her. Har du endnu de andre til gode, så er mit råd at starte med Trofæ – en af den slags bøger man ikke glemmer! Personligt er jeg ret vild med Steffen Jacobsen! 


Klik her, for at følge mig på Facebook

onsdag den 8. oktober 2014

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Gengældelsen


Når en forfatter har skrevet en helt igennem forrygende bog, så kan jeg godt være lidt skeptisk når jeg skal igang med næste bog i rækken. Er forventningerne sat for højt? Sådan havde jeg det også da jeg skulle igang med Gengældelsen, som er efterfølgeren til bestselleren Trofæ.

Bogen lægger hårdt ud, med beskrivelsen af en terrorhandling lige midt i Tivoli. En handling som slår mere end tusind mennesker ihjel. Så er stilen lissom lagt og tempoet også for den sags skyld. Det er en bog med fart på og den er vanvittigt spændende fra start til slut. En af den slags bøger jeg ikke kan vente med at læse liiiige et kapitel mere i, men som jeg samtidig ønsker ikke får en ende foreløbig. En af den slags bøger hvor siderne mere eller mindre vender sig selv.

Endnu engang er vi i selskab med Lene Jensen og Michael Sanders. Sidstnævnte har jeg nok et mindre crush på, så det er skønt selskab :) Steffen Jacobsen har formået at skabe et par stærke hovedpersoner, hvilket jeg synes er vigtigt for at skabe en troværdig og medrivende historie. Jeg savner dog stadig at vide lidt mere om Michael Sanders som er lidt en enspænder. Jeg plejer at sige, at jeg ikke gider alt for meget kærlighed og helst slet ingen sexscener i en krimi, men lige i det her tilfælde, sad jeg lidt og håbede på, at der kom lidt romance mellem Michael og Lene. Slutningen set i netop dét perspektiv, ærgrer mig en smule. Det gør den af flere årsager, som jeg ikke kan nævne uden at afsløre for meget :) Alt dét er dog kun mindre detaljer i en krimi med et enormt højt tempo.

Som det måske fremgår af ovenstående, så er hovedtemaet i Gengældelsen, terror. Terror imod Danmark. Det er beskrevet så livagtigt, at jeg indimellem var nødt til lige at standse læsningen og lade tankerne få frit løb - hvad nu hvis... kan det virkelig lade sig gøre? Ville det være så nemt? Er terroristerne så langt fremme i deres udvikling af terrorvåben? Det er skræmmende og samtidig ret vedkommende for det der sker omkring os lige nu, med Danmark der deltager i antiterroraktioner osv. Jeg kunne ikke undgå at blive en lille smule bange. Ja, det er bare en bog, men hvor nær virkeligheden er det egentlig?

Hvis du har læst Trofæ og kunne li den, så må du ikke snyde dig selv for Gengældelsen. For mig var den ikke til at slippe igen og det er en af den slags bøger der lige skal bundfælde sig når den er slut. Steffen Jacobsen skriver ganske enkelt forrygende og i et flydende sprog, med masser af tør humor på den fede måde!

Mindre end 5 krimiperler kan ikke gøre det :)