Anmeldelse: Alex North - The Whisper Man

The whisper man er en bog som har været helt enormt hypet på SoMe. Jeg var simpelthen nødt til at bestille den hjem og se om den ville fange mig, som den har fanget så mange andre.

Det gjorde den!! Fra første side nærmest. Der er helt vildt mange ting jeg gerne ville sige og fortælle om bogen, for den har så mange lag og så mange aspekter. Indimellem er det en lille smule besværligt at skrive anmeldelser, når jeg bare har lyst til at fortælle om det hele. Det gør jeg naturligvis ikke.

Tom Kennedy har mistet sin kone, og sønnen Jake, har mistet sin mor. For at starte på en frisk og komme væk fra huset med de mange minder, flytter de til en ny by, nyt hus, ny skole. Men sorgen er stor og tristheden kan man ikke sådan flytte fra. Begge har det hårdt på hver deres måde. En lille dreng forsvinder fra byen og noget tyder på at morderen, The whisper man, som dræbte 5 børn for 20 år siden, er tilbage. Inden børnene forsvandt, havde de hørt en mand hviske udenfor deres vinduer. Jake er en dreng som ofte taler med usynlige venner, så da han fortæller sin far, at han hører en mand hviske, tror Tom i første omgang, at det er Jakes fantasi.  

” If you leave a door half open, soon you’ll hear the whispers spoken …”

Bogen har flere fortællervinkler. Både Jake, politimanden Pete og Tom Kennedy. De to førstnævnte fortæller i 3. person imens Tom taler i jeg-form. Det giver det hele lidt ekstra krydderi når vi hører flere sider af samme sag. Samtidig var jeg-formen medvirkende til, at jeg konstant sad med en nagende følelse af at blive snydt. Som om Tom holder noget skjult for os. Det er nemlig blot ét af de tricks man kan lave med en jeg-fortæller. Den er skrevet i et stille og roligt tempo med en underliggende stemning af uhygge. Ingen makabre udpenslinger eller blodsudgydelser. 

”If you’re lonely, sad or blue, The whisper man will come for you …”

Jeg vil ikke sige, at jeg er blæst fuldstændig bagover af The whisper man, men jeg er virkelig virkelig imponeret over opbygningen af både krybende spænding, overraskelserne undervejs og forfatterens evne til at få mig til at tro, at jeg havde regnet ud hvordan den røv (undskyld ræv) var barberet. Flere gange bogen igennem, blev der smidt en lille bisætning, som jeg ikke tænkte over, hvorefter der senere kom en betydning som overraskede mig fuldstændig og gav historien en uventet drejning. Samtidig var der ledetråde som jeg troede jeg forstod, men som viste sig at være uden betydning. Fandme godt tænkt!

The whisper man er virkelig flot skrevet. Den er gennemtænkt på et højt niveau og så efterlod den mig med en masse tanker og en slutning, som jeg stadig ikke er sikker på at jeg har fattet.

Jeg glæder mig allerede til næste bog fra Alex North (som i øvrigt er et pseudonym). Den hedder ”The shadows” og udkommer til juli. Jeg er samtidig spændt på, om der er nogen danske forlag som har købt manuskriptet til The whisper man.  

Anmeldelse: Riley Sager - Lock every door

For et stykke tid siden, købte jeg en stak engelske bøger, som endnu ikke er udgivet på dansk, men som jeg rigtig gerne ville læse. Først nu har jeg fundet tid til at læse dem. Én af dem var ”Lock every door” af Riley Sager. Jeg ved at forlaget Turbine har udgivet mindst én af hans bøger, nemlig ”Final girls”. Den har jeg aldrig fået læst, men det skal jeg helt sikkert efter at have læst denne.

På en eller anden måde, så lugter den lidt af domestic noir og så alligevel slet ikke.

Jules er forældreløs og hendes søster forsvandt sporløst da Jules var 15 år. Hun er derfor helt alene i verden, med undtagelse af sin gode veninde, Chloe. Jules bliver fyret fra sit job samme dag som hun slår op med sin kæreste og dermed mister sit hjem. Hun finder en annonce hvor man bliver tilbudt penge for at bo i en lejlighed i 3 måneder som apartmentsitter. En del penge faktisk. Lejligheden ligger tilmed i en af New Yorks mest ikoniske og fashionable bygninger – The Bartholomew. Udsigten fra lejligheden er ud over Central Park. Det er næsten for godt til at være sandt, men Jules er alt for betaget af stedet til at sige nej og desuden har hun ikke andre muligheder. Der bor mange berømtheder i Bartholomew og derfor er der også en lang række ekstremt strikse regler som skal overholdes. Lidt for sent, går det op for Jules at alt ikke er fryd og gammen i hendes nye bolig.

Jeg har læst en del omtaler af Lock every door på Instagram. Langt de fleste roser den til skyerne, så derfor blev jeg nysgerrig. Samtidig var jeg opmærksom på, at det let giver skuffelser når en bog er så hypet som denne er. Men omtalerne holdt ord og jeg indrømmer blankt at jeg var fuldstændig opslugt hele vejen fra start til slut. Jeg står også gerne ved, at den måske ikke er 100% realistisk, men det gør ikke noget. Den er spændende hele vejen - til tider ligefrem både hæsblæsende og uhyggelig samt fyldt med overraskelser, selvom den nok hovedsageligt er, hvad man kan kalde en slow pace-bog. Bedst af alt, synes jeg plottet er virkelig godt tænkt og her er det nok faktisk ikke helt urealistisk, selvom jeg virkelig håber det er tilfældet. Jeg kunne ikke gennemskue det, før det blev serveret for mig.

Bogen er fortalt i jeg-form af Jules. Den er delt op i to, så vi skiftevis følger Jules nu og samtidig tæller vi ned fra 6 dage før indtil de to dele bliver til én. På den måde kommer vi rigtig godt ind i hovedet på Jules og får en fin fornemmelse af hvem hun er. Samtidig er det med til at øge spændingen, fordi det er umuligt at forestille sig, hvad der kan nå at være sket på de forholdsvis få dage vi er med inden.  

En virkelig fed bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Umiddelbart tror jeg, at man er nødt til at læse den på engelsk, men hvem ved, måske den er på vej på dansk?

Anmeldelse: Stephen King - Anstalten

Stephen King kendt som gysets mester.  I min optik er det ikke gysere han skriver, men filmatiseringen af flere af hans bøger, er dog drejet temmelig meget i dén retning. For mig er det spænding i høj kaliber og ofte med et twist af noget overnaturligt – noget som måske, måske ikke, kunne være virkeligt.

Sådan er det også i Anstalten. Den greb mig om hjertet nærmest fra starten og så holdt den spændingsniveauet selvom det er en lang bog på over 600 sider. Den er på én gang både hjertegribende trist og vanvittigt spændende.

Luke Ellis bliver kidnappet og anbragt på en anstalt, som viser sig at være fyldt med børn. Alle er højt begavede og alle har de en helt særlig evne i form af enten telepati eller telekinese. De ansatte på anstalten skyr ingen midler når det kommer til at lave forsøg med børnene og deres særlige evner. De ansatte er for længst holdt op med at opfatte børnene som individer med følelser. Børnene er som dyr og bliver straffet, for at skabe respekt og frygt.

Samtidig et andet sted i landet, beder et flyselskab folk om at stige af flyet grundet pladsmangel. Tim Jamieson stiger af og i stedet for at tage imod selskabets tilbud om hotel og ny rejse næste dag, så tomler han den mod New York. Tim har ikke travlt, så da han undervejs havner i en lille flække midt i ingenmandsland, beslutter han at blive hængende. Den beslutning kommer til at ændre hans liv for evigt.

Egentlig er jeg ikke til bøger med alt muligt overnaturligt hejs, men i Anstalten er det beskrevet så fint og virkeligt, at jeg helt sad og kom i tvivl, om nogen faktisk har disse evner i virkeligheden. Samtidig er det noget af dét der giver bogen et ekstra løft mod toppen. Jeg synes det var fantastisk under scenerne med tankelæsning. Nøj hvor ville det somme tider være en praktisk evne at have. Efter min mening bliver det ikke for meget på noget tidspunkt. Hvis du har stiftet bekendtskab med enten bogen eller filmen ”Den grønne mil”, så har du enten læst, set eller begge dele, hvordan en lille smule af det overnaturlige, kan give både spænding og samtidig stramme grebet om følelserne.

Der er mange emner i denne bog, men den vigtigste er nok venskab. Hvordan fællesskab avler styrke, i en verden hvor man ikke altid ved, hvem der vil en det bedste og hvem der ikke vil.

Hjertegribende historie og fuldstændig fremragende skruet sammen. Måske den bedste Stephen King-bog jeg har læst!

5 krimiperler til Luke, Tim og Stephen K.

Anmeldelse: Mattias Edvardsson - En helt normal familie

Jeg ved simpelthen næsten ikke hvordan jeg skal starte på at skrive min anmeldelse af denne bog. Der er så forfærdelig mange ting jeg har lyst til at sige og til at fortælle. Samtidig kan jeg ikke fortælle særlig meget, uden at afsløre det plot og den handling, som er hele bogens grundlag.

Jeg kan starte med at sige, at jeg er fuldstændig helt fremdeles betaget af den her bog, måden den er skrevet på og den dybde der er i personerne mere eller mindre udelukkende ved hjælp af sproget, som personerne benytter sig af. ”Show, don’t tell”, siger den ene hovedpersons lærer, på et tidspunkt i bogen. Lige netop dette, styrer Mattias Edvardsson perfekt. Mesterligt, siger jeg bare – bogen efterlod mig mundlam!

”En helt normal familie”, handler om ægteparret Adam og Ulrika og deres datter, Stella. Bogen er fortalt i jeg-form, hvor alle tre personer kommer til orde og fortæller os deres synsvinkel på hændelserne. Vi starter med Adam og følger ham, da datteren Stella bliver anholdt for mord på en ung forretningsmand. Han fortæller både om tiden op til drabet og om sine følelser omkring anholdelsen. Det er selvfølgelig hårdt for Adam. Han er præst og en retskaffen mand. Alligevel driver frustrationen ham til, at tage sagerne i egen hånd.

Herefter skifter fortællervinklen og vi følger nu Stellas oplevelser omkring flere af de hændelser vi også hører fra Adam. Imens jeg læste Adams del, tænkte jeg, at vi har at gøre med en lidt ”pæn” forfatter. Ikke de store udskejelser og et vældig pænt sprog. Men så skifter vi til Stella og her går forfatterens evner for alvor op for mig. Stella er på mange områder som teenagere er flest og det er ikke svært at huske egen ungdom eller få øje på egne teenagedøtre i Stella. Jo, hun agerer ekstremt i mange situationer, men jeg forstod hende alligevel. Da vi til sidst skifter fortællervinkel og får mor og forsvarsadvokat, Ulrikas syn på sagen, var jeg spændt på at finde ud af hvem hun er bag facaden … for vi ved ligesom bare, at der ER en facade.

Der er dukkede umanerligt mange tanker og følelser op undervejs gennem læsningen. Jeg vil næsten anbefale, at man laver noget fælleslæsning med en veninde eller en læsegruppe, for det her er en bog, hvor man får brug for at vende tankerne og til tider også have nogen at bande sammen med.

Så … ”show, don’t tell” – Mattias Edvardsson formår at beskrive de tre hovedpersoner ved hjælp af den måde hvorpå de taler, viser os hvem de er – fandme sejt, jeg er dybt imponeret!

”En roman om en forbrydelse”, står der på forsiden af bogen. Så ikke rigtig en krimi, men alligevel lidt. En bog om, hvordan langt de fleste forældre ville reagere, hvis deres børn blev anklaget for noget så grusomt som Stella bliver. En bog om hvor meget facade de fleste af os har, selvom den er harmløs det meste af tiden. En bog om, at vi ikke kender hinandens inderste selvom vi føler vi ved det meste om hinanden.

Mine hænder i vejret og fuld perleplade! 👐

Anmeldelse: Thomas Bagger - Superstar

Vi lever i en tid, hvor selviscenesættelse på SoMe, er en stor del af mange menneskers hverdag. Hvor generte introverte mennesker, har mulighed for at vise verden hvem de egentlig er, men også hvor mennesker kan nøjes med at vise de perfekte sider af sig selv og det liv de lever. Som ungt menneske, tror jeg det kan være svært at navigere i. Jeg tror det er svært at forstå, at ”alle de andre” heller ikke er perfekte. At vi alle sammen har grimme sider, som vi ikke vil vise frem, men som ikke desto mindre er med til at definere det menneske vi er.

I Superstar, tager Thomas Bagger fat i berømmelsens bagside. Når unge har fået smag for at være stjerne i medierne, når man har oplevet hvad det vil sige at betræde den røde løber til diverse præmierer og mediebevågede arrangementer. Det kan være svært at mærke, at andre stjerner pludselig skinner kraftigere end man selv gør. Der kommer hele tiden nye til.

”Sinners Island” er titlen på et realityshow, hvor unge mennesker bliver castet til at leve sammen på en ø. Måske kender du Paradise Hotel? Jeg forestiller mig, at konceptet er lidt på dét niveau, selvom der i Sinners Island, forventes at deltagerne har sex med hinanden på kryds og tværs. En kold vinterdag, dukker en af deltagerne pludselig op i skoven. Hun virker omtåget og fraværende, og hun er kun iført en tynd hvid natkjole. I hendes arm er der skåret et ord - SUPERSTAR. Inden længe dukker endnu en pige op, som viser sig at have deltaget i samme program. Omstændighederne omkring denne pige, er næsten identiske med den første pige. Politiet forsøger at mørklægge historien, men da endnu en person fra programmet dukker op, er mediernes søgelys rettet direkte på politiet og deres opklaringsarbejde.

Camilla Staal, som fungerer som leder, imens Ask Hjortheede er sygemeldt, får sin sag for. Camilla er dygtig, men hun er også typen der ikke bare parerer ordrer og følger reglerne for at opnå de ønskede resultater. Det bringer hende i unåde hos chefen mere end én gang og hendes job hos politiet, hænger i en tynd tråd.

Der er fart på i denne bog. Den er spændende og sproget er moderne og nutidigt, hvilket jeg godt kan lide. Personerne er interessante, men på en eller anden måde, synes jeg ikke rigtig jeg får lov at komme ”under huden” på nogen af dem. Mest på Ask, faktisk, men ham hører vi – desværre - ikke meget til i Superstar. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, for det er personer der godt kunne tåle mere dybde. Der er mange kringler i den her bog og der er rig mulighed for at gætte med på hvem der er Superstar. I lang tid, var jeg sikker på, at jeg havde regnet det ud, men det viste sig at være forkert.

Der er et par ting, som gør, at Superstar ikke stryger helt til tops hos mig. Jeg synes der er lidt for mange ”tilfældigheder”, hvor folk tilfældigvis lige er samme sted på samme tid, kan regne ud hvor de skal finde andre, fordi der sker noget tilfældigt lige da de var der, at de lige fik leveret noget i gave, som andre stod og fik brug for … den slags. Yderligere, så ærgrer det mig altid, når ”de skyldige”, politiet eller andre, skal ende med at forklare os hvad, hvornår og helt præcist hvordan, tingene er gået for sig. I langt de fleste tilfælde er det overflødigt, fordi det ikke var så vigtigt og vi allerede er videre og har dannet vores egne idéer om hvad der er sket og hvordan. Det gør sig også gældende i denne bog, hvor skurken ender med at stå og forklare noget, jeg aldrig rigtig havde spekuleret over.

Det er ikke en bog der ruskede mig på uhygge og der sker som sådan, heller ikke rigtig hverken mord eller specielt grusomme ting. Det er en spændende, tankevækkende og medrivende bog. Og så foregår den i min hjemby, Århus, hvilket giver den et ekstra plus i min bog. Det er altid sjovt, at læse om steder jeg kender. Jeg er spændt på at læse 3. del i serien, som allerede er udkommet. Grav, hedder den. Mon ikke vi får Ask tilbage og kommer endnu tættere på Camilla, Sigrid, Bavne og resten af gruppen. Jeg håber det. Superstar er i øvrigt 2. del i serien. Første del hedder, "Den permanente".

4 af 6 krimiperler fra mig til Superstar