Anmeldelse: David Lagercrantz - Hende der må dø

Så kom den endelig – 6. og sidste del af Milleniumserien. Stieg Larsson startede serien og skrev de første tre. David Lagercrantz, tog over efter Larssons død og har nu skrevet 6. og, siges det, sidste del.

Der har været mange skriverier og sågar tv-programmer om hele Larsson/Lagercrantz-problematikken. Folk der har boykottet serien i vrede over den nye forfatter. Jeg er ikke en af dem der har haft et problem. Jeg har læst både bog 4 og 5 med begejstring. Jeg er ikke typen der er så nærlæsende, at jeg har lagt mærke til om der var stor forskel i deres skrivestil. Det samme gør sig gældende i denne bog nr. 6. Desværre synes jeg ikke det er en specielt velskrevet bog. Jeg synes der er mange underlige sætninger og alt for mange sætninger der starter med et ”Men” uden at det rigtigt passer ind. Det kan gøres cool, men jeg synes ikke det er tilfældet her. Ja, det er givetvis flueknepperi, men det skyldes nok, at jeg bare generelt kedede mig.

Lisbeth Salander er forsvundet og Michael Blomkvist forsøger uden held at komme i kontakt med hende. Først da der sker et mystisk dødsfald, som lugter hen ad mord, viser Lisbeth flaget, men dog kun i form af en krypteret besked i Michaels computer. Manden er ikke nem at identificere, men ved hjælp af bl.a. Lisbeths kloge hjerne og hendes evner med en computer, nærmer man sig en identitet. Da man finder en seddel i mandens lomme med Michaels telefonnummer, og da vidner har hørt manden tale om en højtstående politiker, som er kommet i svær modvind, fatter politiet interesse. Samtidig har Lisbeths søster, Camilla, aldrig været så opsat på at tilintetgøre Lisbeth som nu.

Jeg havde glædet mig til denne bog. Jeg var spændt på afslutningen, men jeg er simpelthen nødt til at være ærlig og sige, at jeg blev gevaldigt skuffet. Jeg synes egentlig ikke der skete noget særligt og jeg synes mest af alt det var en temmelig rodet historie. Vi springer frem og tilbage i både tid og personer, men jeg synes historien er tynd. For mig gik der for meget russisk mafia, motorcykelklub og politik i den. Jeg kedede mig og var flere gange lige ved at give op. Men det er trods alt en afslutning på en serie jeg har sat pris på, så jeg læste videre, selvom jeg til sidst, var nærmest ligeglad med hvordan det endte. Hen mod slutningen, kommer der den form for action og gru, som jeg sætter pris på, men da var det ligesom lidt for sent.

Det jeg bedst har kunnet lide ved Milleniumserien, er Lisbeths evner til at hacke alt og alle. Hendes metoder at tage hævn over de modbydelige typer der har krydset enten hendes vej, eller folk hun holder af. Der har været nogen af bøgerne hvor det næsten ikke var med, men det er det trods alt i denne. Det var et plus for mig i en ellers rodet affære.

2 perler kan det desværre kun blive til fra mig til Blomkvist og Salander.  

Anmeldelse: David Lagercrantz - Manden der søgte sin skygge

Jeg har været en smule længe om at komme i gang med ”Manden der søgte sin skygge”. Jeg tror det skyldes, at forrige bog, på trods af, at jeg endte med at synes godt om den, var lidt længe om at fange mig. Det var imidlertid ikke tilfældet med denne.

Jeg er ikke en af dem, som har været helt oppe at ringe over Millenium-serien. Som jeg også nævnte i min anmeldelse af ”Det der ikke slår os ihjel”, så synes jeg egentlig nr. 2 og 3 i serien var forholdsvis kedelige. Jeg synes det mest spændende er Lisbeth og hendes hackerevner og hævnakter. Denne 5. bog, handler hovedsageligt om netop det. Om Lisbeth, som vil hjælpe og hævne en medindsat i fængslet og mordet på hendes gode ven, Holger Palmgren. Jeg blev fuldstændig grebet af historien helt fra start og gentagne gange, tog jeg mig selv i at tænke, at ham Lagercrantz faktisk gør det vanvittigt godt. Jeg er dybt imponeret over hans evne til at brygge videre og gå i dybden med Lisbeths historie og fortid – en historie han ikke selv har startet, men som han på fineste vis fører videre. Samtidig synes jeg det står klart, at vi har at gøre med en super dygtig forfatter – også sådan rent sprogligt. Hvor vidt det er godt eller skidt, at nogen skriver videre på historien efter Stieg Larssons død, forholder jeg mig ikke til. Jeg forholder mig til den enkelte historie, og den her synes jeg virkelig godt om.

Jeg må også hellere løfte sløret lidt for handlingen. Lisbeth sidder i fængsel, hvor hun opfører sig eksemplarisk, men fra sidelinjen følger hun med i, hvordan en bande hærger og styrer fængslet. Hvordan især en enkelt kvinde bliver mishandlet og hvordan vagterne vender ryggen til i frygt. Lisbeth er de uskyldiges ven og hun tager sagen i egen hånd. Vi følger hendes kamp og sideløbende følger vi historien bagom, så vi bid for bid, får afsløret hvorfor den unge kvinde er havnet i fængsel. En tragisk historie om stolthed, svigt og kærlighed. Lisbeths egen fortid, bliver også trevlet op. Hun beder Mikael om at undersøge en person, hvilket fører ham dybt ned i en velbevaret hemmelighed. En hemmelighed, som nogen vil gøre alt for at bevare hemmelig.

Næste efter ”Mænd der hader kvinder”, synes jeg denne er den bedste i serien. Jeg synes Lagercrantz gør det fremragende.

Fem krimiperler får den af mig.

 Hvis du har lyst til at følge med på Facebook og Instagram, bliver jeg glad :) 

Anmeldelse: David Lagercrantz - Det der ikke slår os ihjel

Det tog mig lidt lang tid at komme ordentligt i gang med den her. Jeg synes egentlig den var spændende fra start, men det var som om den bare ikke kunne holde mig fanget. Om det skyldtes bogen eller min egen koncentration, vides ikke helt. Under alle omstændigheder, nåede jeg et punkt, hvor jeg alligevel holdt snuden i bogen og havde lyst til at læse i den hver gang jeg havde et ledigt øjeblik.

Der har været meget snak om hvor vidt det er okay, at en anden forfatter skriver videre på Stieg Larssons Millenium-serie. Jeg kan se både for og imod, men sådan overordnet set, så er jeg faktisk ligeglad. Jeg er ikke en af dem der synes Milleniumtrilogien var fantastisk. Jeg slæbte mig igennem de første mange sider af Mænd der hader kvinder, hvorefter den tog fart og blev helt forrygende. De næste to bøger i serien, synes jeg egentlig mest var halvkedelige og lidt langtrukne. Jeg savnede mere af Lisbeths hackerevner og hendes fotografiske hukommelse. Det fik jeg i stedet i Det der ikke slår os ihjel og jeg synes samtidig, at den var mere spændende end dens to forgængere. Om personerne er ramt spot on… sikkert ikke, men jeg bemærkede det ikke. Jeg synes tværtimod bare det var fedt at være i selskab med Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander igen.

Denne gang bliver computergeniet Frans Balder myrdet. Hans svært autistiske søn, ser det hele, men hans liv bliver skånet, da morderen kender til hans handicap og vurderer at drengen ikke udgør en fare. Her tager han imidlertid fejl, for drengen, som i øvrigt hedder August, besidder en særlig evne, som kan afsløre morderens identitet. Det varer ikke længe før August er den jagede. Politiet har en læk, hvilket Lisbeth snart finder ud af og hun sætter alt ind på at hjælpe den lille dreng.

Vi får også en hel masse computersnak, for Frans Balder var nået langt i udviklingen af kunstig intelligens. Samtidig var han på sporet af it-kriminalitet på højeste plan og var på sporet af dem der havde hacket sig ind og stjålet nogle af hans opfindelser og solgt dem videre til anden side. Ind imellem bliver det lige teknisk og tungt nok, men ikke noget der på for alvor generede min læsning.

Noget af det jeg savnede i Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, var mere om Lisbeths hackerevner og også når hun hævner uskyldige, som er blevet udsat for vold og fornedrelse. Som nævnt tidligere, får vi mere af netop det i denne gang.

Alt i alt, synes jeg det er en god og spændende bog og jeg synes helt klart man skal give den en chance hvis man har læst de forrige tre. Den kan for så vidt også godt læses uafhængigt af de andre, men jeg synes jo altid, at serier bør læses i rækkefølge for at få det fulde udbytte af personernes udvikling osv.

4 krimiperler fortjener den :)

Glem ikke, at du også kan finde mig på Facebook :)