Anmeldelse: Jakob Melander - Jeg er Sarons rose

Hvis du nu kun skulle læse én krimi denne sommer, så skulle du vælge den her! Fy for den lede, hvor er den god!

Jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg skal starte. Eller hvordan jeg skal få alt det med jeg gerne vil sige. Det er som om jeg bare er vild med alt ved den her bog. Jeg er vild med, at den er skrevet i jeg-form, så vi kommer helt ind og mærker hvem hovedpersonen Christian Porsing er. Ham er jeg i øvrigt også vild med. Jeg er vild med Sigga Freitag, hendes lidt halvsure men alligevel varme væsen. At hun har nogen evner ud over det sædvanlige, men som på ingen måde kommer til at virke utroværdige. Der er ingen nemme upti-vupti-løsninger på baggrund af hende. Tvært imod er der ingen nemme løsninger overhovedet. Det virker som om alt er grundigt gennemtænkt. Der er masser af snørklerier, som giver læseren mulighed for at gætte med undervejs. Jeg troede jeg havde luret den flere gange, men det viste sig at jeg tog fejl. På en måde i hvert fald

Jeg var sådan helt ægte opslugt fra start og blev trukket fuldstændig og aldeles ind i historien. Jeg var meldt ud af familien i den tid det tog mig at læse den og det er længe siden jeg er fløjet SÅ hurtigt gennem en så forholdsvis lang bog - heller ikke selvom jeg forsøgte at læse langsomt, fordi jeg ikke ville have, at den skulle slutte. Jeg tænkte på den når jeg ikke læste og hvis man kan sige at man kan savne en bog når man ikke læser i den, så var det dét jeg gjorde.

Jeg har altid synes at der manglede noget power og uhygge i Jakob Melanders bøger. Det skal jeg da lige love for, at han har lavet om på her! Den er uhyggelig, brutal og blodig på den fuldstændig fremragende måde. Plottet er klamt og beskrivelserne er billedlige. Hele bogen er generelt meget billedlig. Som at se en film. Ikke bare det der sker lige omkring personerne, men som om et bredere perspektiv bliver foldet ud. Jeg så ikke bare bilen, jeg så hele pladsen og omgivelserne bilen holdt på. Giver det mening? At lykkedes med dét, uden at bruge ret meget mere end et par ord på beskrivelsen, er en bedrift i sig selv.

Bør jeg skrive lidt om handlingen? Det er slet ikke nødvendigt, for uanset hvad, er denne bog en must read. Jeg lægger et billede på af bagsiden, så kan du læse om handlingen dér hvis du vil.

Der er slet ingen tvivl om, at der skal 6 kæmpe krimiperler til Jakob Melander og “Jeg er Sarons rose”. Hvem eller hvad mon Saron er? Skynd dig at læse og finde ud af det.

Fuld perleplade

 

Kend din Krimiforfatter: Jakob Melander

KEND DIN KRIMIFORFATTER: Jakob Melander

1. Hvor er du født og vokset op? Jeg er født og opvokset på Nørrebro i København. De første syv år boede vi godt nok i København K, men jeg er altså født i Griffenfeldtsgade:)

2. Må vi se et billede af dig som barn (eller ung? - hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar. Ja, det her er et billede, der blevet taget til (og bragt i) Politiken i 1982 fra en demonstration til fordel for et ungdomshus. Jeg har tidligere brugt billedet i forbindelse med udgivelsen af De berusedes vej, som trækker på mine oplevelser fra den tid 
   

3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange? Mine forældre er stadig gift, så allerede der er det jo lidt specielt. Jeg har to mindre søskende. Min far er klassisk arkæolog og var til han blev pensioneret ansat på Thorvaldsens Museum. Min mor var uddannet pædagog, men skiftede til at skrive børnebøger og instruere film.

4. Hvor har du gået i skole? Lilleskolen 69 til tredje klasse og Øster Farimagsgades skole derfra. Derefter Christianshavns Gymnasium fra 1980-83

5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor? Dansk og historie - hvilket burde være tydeligt:)

6. Hvad var det værste fag og hvorfor? Det er længe siden, men mon ikke det har været matematik?

7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige? Formentlig lettere introvert og bogorm (surprise)

8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være? Den var hektisk. Det var jo i punktiden, hvor Michael Strunge (med en oversættelse af titlen på et Bowie-nummer - en oversættelse, jeg har henvist til flere gange) skrev om Livets hast. Masser af musik og koncerter og jeg spillede jo også selv. Hvis jeg skulle give mig selv et råd som 18-årig ville det nok være det gode gamle: Slap af. Du skal nok nå det hele.

9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single? Jeps, gift med Camilla, som jeg har kendt i tyve år.

10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn) Vi har to børn, en dreng på 15 og en datter på 12

11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje? Kaffe et par timer efter jeg er stået op og indtil ca. kl. 20. Ellers te eller (helst) isvand.

12. Hvad er dine livretter? Italiensk

13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger? Jeg kan lide alle genrer, der er noget godt i alle. Men der er jo altså også noget skidt, nogle gange meget skidt:) Og ja, jeg bruger i høj grad musik i mine bøger. Nok mest i Winkler-serien, hvor Lars (ligesom jeg) konstant har en playliste kørende og kan finde et tekstcitat, der passer til hver en situation. I Askehave-trilogien er Malin selv musiker, men der er meget få citater.

14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab? Min familie naturligvis, og nyheder/avislæsning

15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter? har arbejdet på et lager, fritidshjem, flygtningecenter, reklamebureau, arkæologisk udgravning, teatre, flaskedreng, avisbud, musiker, redaktør, annoncesælger, hos en der arrangerede stand-up turnéer, og har sammen med venner forsøgt at få et Netflix for teaterforestillinger op at flyve, forgæves desværre. Men jeg vidste fra jeg lærte at læse, at det var forfatter, jeg allerhelst ville være.

16. Hvad fik dig igang med at skrive? Som sagt har det ligget der altid, Så alt det ovenstående bliver nok det rigtige svar.

17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du? Det var vildt. De to-tre uger inden kravlede jeg rundt på væggene. Jeg kunne slet ikke have det i mig. Og da først bogen var ude var jeg så umådelig træt. Vi havde en fin reception, bagefter var jeg ude at spise med min kone og så hjem på hovedet i seng. Siden har jeg lært at håndtere det bedre, bla ved altid at være igang med en ny bog, når den forrige udkommer. Så er man videre:)

18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet)  Der er sikkert mange ting, men det kunne f.eks. være Babylon Berlin. Modsat Volker Kutchsers romanforlæg, der har en fin balance mellem handling og tidskolorit (Berlinerstemningen er TYK, selvom forfatteren er fra Köln), synes Tom Tykwer (instruktøren af tv-serien) at have forelsket sig så grundigt i tidsbilledet og optrinnene i natklubben, som jeg heldigvis har glemt hvad hedder, at han rent har glemt at fortælle en historie med rigtige mennesker i.

19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan? I firserne ville jeg have sagt ABBA, men de har jo efterhånden fået klassikerstatus, så den går ikke rigtig mere. Men aner ikke, hvad det skulle være nu

20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det? Udover de obligatoriske kærestesorger og bedsteforældres død er det nok, når jeg ikke lever op til mine egne forventninger i min måde at behandle andre på. Det sker desværre stadig en gang imellem

21. Hvornår har livet gjort dig mest glad? Helt klart tre (en halv) gange: Da jeg mødte min hustru og da mine børn blev født. Og så da Øjesten blev antaget:)

22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter? Selvfølgelig. Man kan ikke være skrivende uden også at være læsende. Og som med musik har jeg ingen genregrænser. Jeg har altid læst alt. Jeg prøver at skifte mellem at læse krimi og skønlitteratur, men er altid igang med en bog. Den sorte bog af Orhan Pamuk har i mange år været en af mine yndlingsbøger og en bog, jeg har lært ufattelig meget af. Men der er jo så mange ...

23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet? Det er der helt sikkert, men som landet ligger nu er det uerkendt

24. Hvad er din dårligste vane? Det må du spørge min hustru om. Sikkert at jeg (alt for tit) forsvinder ind i mine historier

25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til? Åh gud. Det er det spørgsmål vi danskere frygter allermest. Men der er jo nogen, der godt kan lide mine bøger, så der kan jeg da et eller andet ...

26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv? Laver en historie (og en kop kaffe)

27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor? Der er noget i dem alle sammen, jeg er glad for/tilfreds med. I Serafine f.eks. titelpersonen og hvordan hendes længsel styrer alle de andre personers handlinger. I Ind i den hvide nat er det nok den underliggende struktur og pulsen i bogen, jeg er mest glad for (men den slags kan jo også ændre sig over tid. Om fem år er det måske noget helt andet, jeg er glad for i den bog:) 

28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier og hvad er vigtigt for dig i dine bøger? Det bedste er, at jeg laver det, jeg siden jeg var otte allerhelst har villet. Det er min drengedrøm, der er gået i opfyldelse. For mig er både personerne, intrigen, lokaliteter og stemning vigtige og det hele skal passe sammen, så jeg kan ikke rigtig vælge noget ud frem for resten

29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. I kan få denne her, som jeg også har på mit website:

Vidste du … 

• At jeg har spillet violin?
• At jeg deltog i de arkæologiske udgravninger af det antikke Chalkis i Grækenland  i 1999 og 2000?
• At jeg har deltaget i teaterfestivaler i Cairo og Istanbul for Betty Nansen Teatret?
• At jeg spillede på Roskilde Festivalens Orange Scene i 1991 med bandet Redlands? Og at vi året før spillede i den rockklub i Hamborg, Grosse Freiheit, der nævnes en passant i Serafines anden del

30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er igang med at skrive? Jeg hylder det enkle princip, at hvis ikke jeg kan huske dem, når jeg kommer hjem, var de (ideerne) nok ikke særligt gode. Ellers har jeg en lille notesbog. Der er noget ved at skrive i hånden, som får tingene til at hænge fast (og dermed modsagde jeg jo så første del af svaret. Ak, ja.)

31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige? Fraværende, venlig, sjov. Arbejder for meget.

32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende? Min første redaktør sagde: Jakob, du har jo levet tre liv. Det er nok det, at jeg har lavet så mange forskellige ting. 

33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver? Derhjemme. Jeg har et arbejdsværelse, så enten der eller i sofaen. Andre gange fungerer det fremragende at gå en tur og lade idéerne tumle sig frem.

34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? (Hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar) Jeps, kommer her.   
    

35. Er der en sport du går op i og evt. et hold eller flere, som du holder med? Nej, sport interesserer mig ikke. Jeg svømmer selv, men kun som motionist.

36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier? Det ved jeg ikke, hvad skulle være. Det kommer helt an på historien.

37. Hvor vil du helst holde ferie? Grækenland. Vi var tre uger på øerne sidste sommer, og skulle have været afsted to uger her til sommer. Det bliver jo desværre ikke til noget i år.

38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende? Mon ikke det skulle være Nanna fra Ind i den hvide nat. Hende ville jeg sige til, at hun nok burde prioritere lidt anderledes. Men det er let at sige, når man har opfundet hende og ikke selv har den albanske mafia på nakken. 

39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser? Nej, det er faktisk dybt hemmeligt. Men arbejder, det gør jeg:)

40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind.

Anmeldelse: Jakob Melander - Askehave,

Sikke en dejlig overraskelse, at der pludselig lå en Mofibo Original af Jakob Melander. Det var gået min næse forbi, at der var sådan en undervejs.

Jakob skriver normalt krimi, men denne er mere i genren spænding, vil jeg mene, selvom jeg ikke helt er sikker på hvad definitionen er på det ene og det andet.

Hovedpersonen hedder Malin Askehave. Hun er forsanger i gruppen Gaia 5. Hun er også datter af en meget rig familie, som ejer et stort shippingfirma. Malin og hendes ene bror, Robert, valgte for en del år siden, at klippe alle bånd til forældrene og den ældste bror, Niels. Vi kommer ind i historien, netop som Malin og Robert, skal besøge forældrene igen, i forbindelse med deres fars 60 års fødselsdag. Fødselsdagen bliver på ingen måde som forventet og pludselig står Malin i en situation, hvor hun skal beslutte om hun vil opgive sin musikkarriere og træde ind i familiefirmaet. Jeg afslører ikke noget vi ikke allerede kan gætte når vi kigger på forsidebilledet, når jeg fortæller, at Malin vælger familiefirmaet. Men det er ikke et let valg og det bliver ikke et let karriereskifte. Ikke alle ønsker Malin ind i firmaet, for Malin er klimaentusiast, så hun er ikke enig i alle forhandlinger, som firmaets bestyrelse har i gang.

Klimaet er vigtigt, ikke nogen som helst tvivl om den sag. Men vi hører bare SÅ meget om det i dagligdagen her og der og alle vegne. Derfor kan det være befriende at åbne en bog, hvor klimaet ikke også fylder og giver dårlig samvittighed. Til dem der har det sådan, kan jeg berolige og sige, at Askehave mest hører til den sidstnævnte kategori. Klimaet er et vigtigt issue for Malin, men det er ikke altoverskyggende i bogen, og den er på ingen måde formanende. Tvært imod, er det mere følelser og spænding der præger bogen. De bånd der binder en familie sammen og hvor let de kan briste, selv når man tror de er stærkest.

Jeg vil ikke komme for meget ind på handlingen. Jeg synes historien på en eller anden måde, er meget kompakt om de samme ting, så at afsløre for meget, vil ødelægge spændingen. Og der er masser af spænding. Og ja, måske jeg alligevel godt kan se forskellen på krimi og spænding, for her er ingen politi der opklarer noget som helst. Malin forsøger selv at komme til bunds i familiens hemmeligheder, og der sker da også en hel del mistænkelige ting, men det er ikke en bog der skræmmer. Det er mere sådan en bog med en konstant spændingskurve hele vejen igennem og med en hovedperson som er både overbevisende og interessant. Hun er egentlig meget ”almindelig” og en som mange af os nok, på en eller anden måde, kan identificere os med. Bogen er skrevet i et let, lækkert og nutidigt flydende sprog. Jeg blev trukket ind i Malins univers og jeg kunne lide at være der sammen med hende.

Den første sæson her, var på trods af sin længde, lidt ligesom starten på noget. Som om det mest var en indledning til hvad der nu skal til at ske. Lidt som baggrundshistorien for den videre udvikling. Det gav mig følelsen af, slet ikke at være færdig med bogen, så jeg håber ikke der går alt for lang tid, før sæson 2 er tilgængelig.

Anmeldelse: Jakob Melander - Fjenden iblandt os

17 timer, er hvad politiet i denne bog, bruger på at opklare drabet på et barn. 17 hektiske timer, som ikke efterlader meget arbejdsro for betjentene og deres efterforskningsleder, Lars Winkler.

Og ro er måske præcis hvad vores hovedperson, Lars Winkler, har brug for. Han er netop vendt tilbage på job, efter en periode med sygemelding. Ro er ca. det eneste han ikke får, for fundet af en dræbt 8-årig pige, bringer blodet i kog blandt beboerne i Oksevænget, hvor pigen boede.

Navnet Oksevænget, bringer måske tankerne hen i retning af et hyggeligt villakvarter. I virkeligheden er det et område med en klynge af højhuse, og betragtes i folkemunde som ghettobebyggelse. Bebyggelsen er fiktion, men forstiller at ligge i Bellahøj-området i København.

Den første dag efter Lars Winklers orlov, kaldes han ud til Oksevænget, hvor en beboer har fundet liget af den 8-årige pige, Laura. Området er allerede afspærret, for det er også denne dag, at Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm, kommer forbi for selv at se, hvad området byder på.

Havholm vil meget gerne ind i landspolitik, så da det kommer ham for øre, at der er sket et mord, benytter han situationen til egen vinding. Det medfører at han sender Twitter-meddelelser ud til offentligheden, som lynhurtigt bidrager til lynch-stemning, blandt Oksevængets beboere. Sladderen florerer, folk bliver anklaget og hængt ud - selvtægten tager stille og roligt fart. Beboernes indbyrdes vrede imod hinanden, bliver til beskyldninger for barnemord. Politiet har mere end nok at se til, med at holde de rivaliserende parter fra hinanden, samtidig med, at de skal finde hoved og hale i morgenens begivenheder omkring den dræbte pige.

Få forfattere mestrer som Jakob Melander, at skildre menneskelige følelser og hvad de kan bringe med sig. Fjenden iblandt os, er på en eller anden måde en socialrealistisk skildring af et ghettosamfund, men samtidig er den også en skildring af, hvad der sker i os mennesker, når følelsen af uretfærdighed og frygt strammer grebet om os. Desværre har jeg ikke læst hele serien om Lars Winkler, men beskrivelsen af ham er så fin, at jeg alligevel har en rigtig god fornemmelse af hvem han er. Forrige bog i serien, handlede meget om parforhold og ulykkelige følelser. Når man som jeg, kom ind i serien netop dér, så kom parforholdet til at fylde alt for meget i en ellers god historie. Fjenden iblandt os er (heldigvis) helt fri for parforhold. Jeg indrømmer blankt, at jeg jublede en lille smule indeni, da Sanne ikke tog telefonen 😄

Hvis du har fulgt mine anmeldelser, så ved du godt, at jeg elsker uhygge og grusomhed i en krimi. Når ondskaben viser sit ansigt så tydeligt, at det ryster mig og sender isninger af gys som jag gennem kroppen. Detaljer der giver mig billeder på nethinden, som jeg på den ene side ikke ønsker at se, men som på den anden side rusker op i mig og tvinger en stemning frem.

I Fjenden iblandt os, er Melander inde at kradse en lille smule i uhyggen og de grusomme detaljer. Slutningen er fremragende og jeg ville sådan ønske, at han havde givet os endnu mere af netop dét, for han gør det virkelig godt. Vi følger adskillige af personernes tanker, men ikke morderens. Jeg kunne have ønsket mig, at vi også havde været med i dennes tanker, fået en større viden om vedkommendes baggrund for sine handlinger. Var det ondskab, sindssyge eller noget helt tredje. Vi får løftet sløret en lille smule, men jeg ville gerne have haft det løftet til endnu flere detaljer og viden om det emne.

En god og velskrevet bog, som er stærk på både følelser og de indre billeder den skaber i læseren. Selvom jeg kun blev rusket en lille smule i uhyggeafdelingen, så formåede den at holde mig fanget og interesseret hele vejen igennem. Lars Winkler er en stærk hovedperson og jeg indrømmer, at jeg fra og med nu, er fanget i Winkler-universet.

Anmeldelse: Jakob Melander - Elektra

Fredag d. 23. september, var jeg til bloggerarrangement med Jakob Melander, Bibelselskabet og en lille håndfuld andre bloggere.

Bibelselskabet, er jo ikke det selskab, Jakob Melander normalt udkommer på, så de lagde ud med at fortælle hvordan aftalen var kommet i stand. De fortalte, at de ønskede at udgive en krimi, med en slags nyfortolkning, af nogle af de bibelske historier. De kontaktede Jakob, som synes idéen lød som en sjov udfordring. 

Jeg vil gerne lige slå fast, at hvis man som jeg, på ingen måde er kristen og ikke tror på hverken gud eller Jesus, så vil dét med den bibelske historie, ikke være noget du skænker en eneste tanke. Jeg kan da godt se, at der er en drejning omkring Kain og Abel, men jeg havde aldrig tænkt tanken, hvis ikke andre havde nævnt det på mødet.

Vores hovedperson er nok mest Andreas, som er tidligere politibetjent, søn af politichefen og som mistede sin bror i en skudepisode for 10 år siden. Der er dog en hel del flere jeg-fortællere med, men Andreas er den vi kommer tættest ind på livet af. Andreas er stadig optaget af drabet på sin bror, som aldrig er blevet opklaret. Da der sker et røveri, med stort set samme udgang, sætter Andreas endnu engang liv i sagen, hvilket mildest talt ikke falder i god jord hos politiet.

Samtidig bliver en højtstående politiker slået ihjel og Andreas bliver kontaktet af dennes far og søster, som også er Andreas’ ekskæreste. Hun gør ham stadig blød i knæene, så han har svært ved at takke nej til deres ønske om, at hjælpe dem. En sideløbende historie om ekskærestens far Johannes, som foregår i Grækenland i 1973, giver ekstra dybde til historien og trækker selvfølgelig sine spor frem til de sager der står for opklaring i nutiden. 

Alt i alt en super god historie, som holdt mig interesseret hele vejen igennem. Den er virkelig velskrevet og i et sprog der er hverdagsagtigt og bare flyder og får personerne til at fremstå troværdige. Undervejs havde jeg egentlig tænkt, at bogen skulle lande på 4 krimiperler, men da vi nåede slutningen, blev det hele ligesom lidt for let efter min mening. Det er ikke opklaringsarbejdet der får Andreas og politiet på sporet af gerningsmanden. Det er et brev/dagbog, hvor det hele er skrevet ned og upti vupti, så har de stykket det hele sammen, inklusiv gerningsmandens følelser, motiv og hvordan alting i øvrigt ellers hænger sammen. Det er lidt en skam, synes jeg, for plottet er egentlig super godt og temmelig brutalt. Derfor lander Elektra på 3 krimiperler. Det er dog stadig en virkelig god og tankevækkende bog om hvad både kærlighed og dybt sort had, (måske) kan drive mennesker til.

Jeg bliver så glad, hvis du også vil følge med på Facebook :)

Anmeldelse: Jakob Melander - De berusedes vej

På Bagsiden står der:

En bombe eksploderer i et baghus på Nørrebro. På gerningstedet finder politiassistent Lars Winckler det maltrakterede lig af Thorbjørn Lehbæk, journalist ved den venstreorienterede netavis Modkraft.

Synet af den afdøde slår benene væk under Lars, for Thorbjørn han var engang nære venner. Er Thorbjørn offer for et attentat? Eller var han i virkeligheden igang med at fremstille en bombe rettet mod det nært forestående EU-topmøde?

Overbevist om Thorbjørns uskyld kommer Lars på sporet af en terrorcelle, og truslen om flere bombesprængninger viser sig at være overhængende. Samtidig hvirvler efterforskningen op i de to venners fælles fortid i 80’ernes punk- og BZ-miljø. Ikke alt fra dengang tåler dagens lys. Og ikke alt er blevet tilgivet.

Jeg synes egentlig at De berusedes vej er en bog skrevet i et sprog der tiltaler mig. Det er let og ligetil og hovedpersonen Lars, kan man næsten ikke andet end at synes om.

Plottet er som sådan også snørklet, så det ikke sådan lige er til at gennemskue. Alligevel var der bare et eller andet der gjorde, at jeg kedede mig imens jeg læste - manglede lidt action måske mest. Jeg blev bare ikke rigtigt grebet af den. Ofte tog jeg mig selv i at springe passager over, som for mig at se, mest var fyld. Jeg synes den blev langtrukket og selvom slutningen var overraskende, synes jeg også det samtidig virkede lidt sådan hovsa-agtigt. Fra at Lars kører i ring i sin opklaring det meste af bogen, til at han lige pludselig bum bum bum gennemskuer alt muligt afgørende uden videre. Det holdt ikke helt for mig.

Det skal så lige siges til bogens forsvar, at det er 3. del i en serie og dette var den første i serien jeg læste. Jeg er jo nok gået glip af noget på den konto, men synes dog alligevel, at få hold på de fleste løse ender der måtte ha været fra de foregående i rækken. Jeg kan godt lide, at de fleste af personerne er så nemme at synes om, og jeg fik lyst til at høre mere om deres liv og nye mord de skal opklare sammen.