Anmeldelse: Clare Mackintosh - Lad mig dø

Lad mig dø, er 3. bog på dansk af Clare Mackintosh. Den er, ligesom de to foregående bøger af hende (Jeg lader dig gå og Jeg ser dig), en stand alone, hvilket betyder, at den er helt sin egen og ikke hænger sammen i en serie.

Lad mig dø, har en handling, som er lidt svær at beskrive, uden at komme til at røbe for meget. Der er dog enkelte ting, som jeg mener man ret hurtigt godt kan regne ud, så jeg løfter lige en lille flig af sløret for jer.

Annas forældre har begge begået selvmord. Først hendes far og 7 uger senere, også hendes mor. På årsdagen for morens selvmord, modtager Anna et kort. "Tillykke med dagen", står der udenpå. Indeni står der: ”Selvmord? Tro om igen”. Anna, som hele tiden har tvivlet på, at hendes forældre var i en tilstand der drev dem til selvmord, er helt sikker på, at kortet taler sandt – at hendes forældre er blevet myrdet.

Hun tager ind til den lokale politistation og kommer her i snak med receptionisten, Murray, som er pensioneret kriminalbetjent. Han mener dog ikke, at de nuværende kriminalbetjente vil tage Anna alvorligt, så han beslutter sig selv at se på sagen og grave lidt i sporene, inden han sender den videre.

Vi følger flere forskellige personer. Både synsvinkler fra Anna og Murray, men også fra en ukendt vinkel, som dog tydeligvis er en af Annas forældre. Ergo ved vi også fra starten, at både Anna og Murray tager fejl, da de formoder, at Annas forældre blev myrdet!

Det varer ikke længe, før endnu en vinkel kommer i spil. Trusselsbreve imod indblanding af politiet, bliver smidt gennem ruden til Anna og hendes mand, Mark. Et brev bundet fast til en mursten, som lander i deres 8 uger gamle datters seng. Alting spidser til og hvad der starter stille og roligt, stiger herfra mere og mere i tempo, for til sidst at munde ud i et hæsblæsende drama om liv og død.

Som altid, når vi har at gøre med Clare Mackintosh, så ved vi godt, at vi bliver taget grundigt i røven, når vi går ud fra, at vi har regnet plottet ud eller ved hvem der er banditten. Vi ved også godt, at der med garanti venter os endnu flere overraskelser som historien skrider frem. Det gjorde sig også gældende denne gang, og det er nok dét jeg sætter allerstørst pris på, ved dette forfatterskab. Forventningens glæde er stor og netop forventningen gav mig lyst til, at skynde mig igennem bogen.

Der er mange følelser i denne bog. Vi føler selvfølgelig med Anna, som har mistet begge forældre og som lige er blevet mor. Mest følte jeg dog med Murray, som lever med en psykisk syg kone. Ind og ud af psykiatrisk hospital, ryger hun. Så mange selvmordsforsøg, at det ikke kan tælles på to hænder. Alligevel så skinner Murrays kærlighed til hende tydeligt igennem. Han er beskrevet så fint og følsom, som det mest forstående og omsorgsfulde menneske. En mand, man kun ønsker alt det bedste!

Lad mig dø, er en spændende og medrivende bog. Jeg synes dog til tider den blev lidt langsommelig og selvom den mundende ud i topgear, så synes jeg alligevel ikke den var så spændende at den fik mig til at holde vejret. Plottet var dog uigennemskueligt og overraskende for mig og jeg fik et sug i maven da slutningen tog sin sidste uventede drejning.

Anmeldelse: Clare Mackintosh

Jeg synes det er lidt svært, det der med at have læst en bog af en forfatter – været vildt begejstret for den og så gå og vente på næste bog, imens man håber den kan leve op til den første. Det er lidt unfair, for den næste bog er jo sin egen og bør vurderes som sig selv og ikke sammenlignet med en anden. Alligevel kunne jeg ikke lade være med netop dét, da jeg læste Jeg ser dig.

Vi følger Zoe Walker og hendes tanker. Vi er med hende da hun opdager en annonce i avisen med et billede af hende selv. Annoncen indeholder et link til en webside og et nummer, men intet andet. Dog er den placeret blandt sexannoncerne. Zoe bliver selvfølgelig bange, men snart opdager hun at andre kvinder er udstillet på samme måde. Da hun opdager at en af kvinderne er blevet myrdet, begynder hun for alvor at frygte for sit liv.

Samtidig følger vi den stædige og meget selvstændige betjent Kelly Swift. Hun bliver tilfældigt rodet ind i sagen og sætter sig for at blive en del af den, selvom den ikke ligger i hendes afdeling. Kelly spiller ikke helt efter reglerne og har derudover en historie i bagagen, som gør hende ekstra opsat på at opklare sagen.

Og levede bogen så op til den første bog af samme forfatter? Nej ikke helt. Jeg lader dig gå, er en forrygende god bog, med et ret vildt og uventet plottwist. Imens jeg læste denne bog, sad jeg hele tiden og ventede på det uventede – på den store overraskelse. Den kom bare ikke rigtigt. I hvert fald ikke før vi nærmede os slutningen. Jeg vil sige, at bogen fangede mig og spandt mig ind i sit net af mistanker til både den ene og den anden. Den der følelse af, ikke at kunne stole på nogen, end ikke jeg-fortælleren selv, sad dybt og altoverskyggende og gjorde, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg MÅTTE simpelthen bare vide, hvordan det hele hang sammen. Desværre blev det lidt langtrukket tilsidst, da det gik op for mig, at der ikke ville ske en drejning, som ændrede alt. Der kommer en overraskelse, men desværre alt for sent til at den har den helt rette effekt. Jeg synes dog stadig det var en god læseoplevelse og har man læst og sat pris på Jeg lader dig gå, så vil man sandsynligvis også synes om denne.

De to bøger er ikke en serie og kan læses uafhængigt af hinanden.

3 krimiperler af 5 mulige

Har du lyst til at følge min blog på Facebook? 

Anmeldelse: Clare Mackintosh - Jeg lader dig gå

”Jeg lader dig gå”, hedder bogen, men at lade den gå, er nok ca. det eneste man ikke kan med den, efter sidste side er vendt!

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal beskrive den uden at røbe for meget, for den her bog har simpelthen det vildeste twist. Dén sætning der gør, at hele scenariet lige vender 180 grader, gav mig kuldegysninger over hele kroppen. Seriøst!

Jeg tror jeg giver jer bagsideteksten, for jeg kan ikke beskrive det bedre selv, uden at komme til at fortælle noget der ødelægger overraskelsen.

På et splitsekund er Jenna Grays verden blevet forvandlet til et mareridt. Hendes eneste håb for at komme videre er, at efterlade alt hun kender og starte på en frisk. Desperat efter at flygte flytter Jenna til en isoleret hytte på den Walisiske kyst, men hun hjemsøges af frygt, sorg og minder om en forfærdelig aften i november, som ændrede hendes liv for evigt.
Langsomt begynder Jenna at skimte muligheden for lykke i fremtiden. Men hendes fortid er ved at indhente hende og konsekvenserne vil være altødelæggende.

En lille dreng på bare 5 år, bliver dræbt af en flugtbilist. Der er ikke mange spor at gå efter, for moderen til drengen så intet og der er ingen vidner. Og så får I ikke mere for dén 25-øre :)

Jeg lader dig gå, er som sådan ikke en krimi og forlaget kategoriserer den da også som thriller. Den starter stille og roligt ud, dog uden på nogen som helst måde, at blive kedelig. Bogen er inddelt i tre fortælleformer, som hver indikerer tre forskellige personer. Det fungerer virkelig godt og når man starter på et nyt afsnit, ved man med det samme, om det er den ene, den anden eller den tredje person vi følger. Efterhånden som historien skred frem, blev jeg mere og mere stakåndet og fik mere og mere ondt i maven. I virkeligheden, nåede jeg omkring rigtig mange områder i følelsesregisteret undervejs. Vrede, lede, sorg, afsky, medfølelse… Den her bog er så grum og så ond og så trist. Jeg læste og læste og glemte alt omkring mig. Ønskede at kende slutningen og ønskede samtidig at bogen aldrig endte. Bedst som det ikke kunne blive værre eller mere intenst, så blev det det alligevel. Slutningen er jeg simpelthen bare nødt til at tolke på min helt egen måde, for ellers er det nærmest ikke til at bære.

Har du nogensinde set den film med Julia Roberts som hedder ”I seng med fjenden”? Kan du huske følelsen den film gav dig i kroppen? Forbered dig på den følelse x 10. Den her bog er ikke slut når den er slut. Den bliver hængende i tankerne længe efter!!

Vil du være med på Facebook?