Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Den der banker på

”Den der banker på”, er 3. del i serien om advokaten Martin Benner. De første to hedder ”Lotus blues” og ”Mios blues”. På svensk hedder denne 3. del faktisk ”Henrys hemmelighed”, hvilket jeg egentlig synes er en bedre titel, fordi det passer sammen med de to første som også indeholder navne. Samtidig så dækker begge titler lige godt over indholdet af bogen, så jeg forstår slet ikke begrundelsen for at ændre titlen så drastisk. Men pyt … det betyder jo heldigvis intet for handlingen.

I første omgang var det ikke meningen at der skulle komme en bog nr. 3 i denne serie, men hvor er jeg dog glad og taknemmelig for at der alligevel gjorde. Jeg er helt og aldeles vild med Martin Benner! Simpelthen en fantastisk karakter. Så skide ligeglad med alt og alle og alligevel så følsom når det kommer til plejedatteren Belle som i virkeligheden er hans niece og til ekskæresten Lucy, som skal giftes lige om lidt, samt til nære venner, som der ikke findes mange af.

Martin Benners gode ven Henry går hen og dør. Under begravelsen, som foregår i Sverige, trods det, at Henry bor i New York, møder en fremmed op og konfronterer Martin Benner med en række undrende spørgsmål omkring dødsfaldet. Martin har, som altid, svært ved at lade tingene ligge, så han begynder at undersøge sagen. Samtidig modtager Lucy et forkert skakspil fra New York. Der begynder at ske mystiske ting og det lugter lidt af at der er forbindelse imellem sagerne. Jo mere Martin gør for at holde sig ude af suppedasen, jo dybere synker han ned i den.

”Den der banker på”, er et mysterium med en masse forskellige tråde, som ikke er sådan lige at regne ud. Selvom Martin Benner er lidt en type der ikke spekulerer for længe over sine handlinger, så er det ikke nogen lynhurtig bog med masser af action. Tvært imod er den en anelse for langsommelig i sit tempo, men for mit vedkommende var det et plus. Jeg nyder hvert sekund i selskab med Benner. Han er simpelthen så sjov på sin egen kølige egoistiske facon. Det er en af den slags bøger hvor jeg forundres og glædes over forfatterens evner. Hold nu k… hvor må det være sjovt at skrive Martin Benners tanker. Bogen er skrevet med jeg-fortæller, så vi får det hele med.

Jeg lander den på 5 krimiperler, fordi den på trods af, at jeg er fuldstændig forgabt i denne hovedperson, samtidig mangler lidt mere uhygge. Bogen har et godt plot som jeg ikke gennemskuede før de endelige afsløringer før de kom.

Jeg vil sige, at man ikke bør kaste sig ud i denne før man har læst dens to forgængere. Jo, det er muligt at læse den selvstændigt, men taget i betragtning, at de to første egentlig var én lang historie hvor vi finder ud af hvem Martin Benner er, hvorfor han har adopteret sin niece, hvorfor han ikke vil giftes med Lucy, hvorfor han har en mafiabosstype på speed dial, så synes jeg bare man må mangle alt for meget af det gode og måske man ikke fornemmer præcist hvor underholdende det er at følge ham. Jeg krydser fingre, tæer, arme, ben, hår …. ALT … i håbet om, at der kommer endnu en Benner-bog. Jeg er slet slet ikke færdig med ham!!

Anmeldelse: David Lagercrantz - Hende der må dø

Så kom den endelig – 6. og sidste del af Milleniumserien. Stieg Larsson startede serien og skrev de første tre. David Lagercrantz, tog over efter Larssons død og har nu skrevet 6. og, siges det, sidste del.

Der har været mange skriverier og sågar tv-programmer om hele Larsson/Lagercrantz-problematikken. Folk der har boykottet serien i vrede over den nye forfatter. Jeg er ikke en af dem der har haft et problem. Jeg har læst både bog 4 og 5 med begejstring. Jeg er ikke typen der er så nærlæsende, at jeg har lagt mærke til om der var stor forskel i deres skrivestil. Det samme gør sig gældende i denne bog nr. 6. Desværre synes jeg ikke det er en specielt velskrevet bog. Jeg synes der er mange underlige sætninger og alt for mange sætninger der starter med et ”Men” uden at det rigtigt passer ind. Det kan gøres cool, men jeg synes ikke det er tilfældet her. Ja, det er givetvis flueknepperi, men det skyldes nok, at jeg bare generelt kedede mig.

Lisbeth Salander er forsvundet og Michael Blomkvist forsøger uden held at komme i kontakt med hende. Først da der sker et mystisk dødsfald, som lugter hen ad mord, viser Lisbeth flaget, men dog kun i form af en krypteret besked i Michaels computer. Manden er ikke nem at identificere, men ved hjælp af bl.a. Lisbeths kloge hjerne og hendes evner med en computer, nærmer man sig en identitet. Da man finder en seddel i mandens lomme med Michaels telefonnummer, og da vidner har hørt manden tale om en højtstående politiker, som er kommet i svær modvind, fatter politiet interesse. Samtidig har Lisbeths søster, Camilla, aldrig været så opsat på at tilintetgøre Lisbeth som nu.

Jeg havde glædet mig til denne bog. Jeg var spændt på afslutningen, men jeg er simpelthen nødt til at være ærlig og sige, at jeg blev gevaldigt skuffet. Jeg synes egentlig ikke der skete noget særligt og jeg synes mest af alt det var en temmelig rodet historie. Vi springer frem og tilbage i både tid og personer, men jeg synes historien er tynd. For mig gik der for meget russisk mafia, motorcykelklub og politik i den. Jeg kedede mig og var flere gange lige ved at give op. Men det er trods alt en afslutning på en serie jeg har sat pris på, så jeg læste videre, selvom jeg til sidst, var nærmest ligeglad med hvordan det endte. Hen mod slutningen, kommer der den form for action og gru, som jeg sætter pris på, men da var det ligesom lidt for sent.

Det jeg bedst har kunnet lide ved Milleniumserien, er Lisbeths evner til at hacke alt og alle. Hendes metoder at tage hævn over de modbydelige typer der har krydset enten hendes vej, eller folk hun holder af. Der har været nogen af bøgerne hvor det næsten ikke var med, men det er det trods alt i denne. Det var et plus for mig i en ellers rodet affære.

2 perler kan det desværre kun blive til fra mig til Blomkvist og Salander.  

Anmeldelse: Jo Nesbø - Midnatssol

Jeg er jo sådan set ret vild med Jo Nesbø. Jeg er en af dem, der faktisk synes rigtig godt om ”Blod på sneen”, selvom den er meget anderledes end Harry Hole-serien. Jeg synes sproget var fedt og handlingen tilpas brutal. Jeg havde selvfølgelig glædet mig til den næste uafhængige bog, men jeg må altså desværre være ærlig at sige, at den bare ikke lever op til Nesbøs andre bøger.

Vi møder lejemorderen Jon Hansen, som er på flugt fra sin arbejdsgiver. Jon har haft fingrene for langt nede i kagedåsen og det må siges at være et fatalt fejltrin. Jon ved det – han vidste det allerede da det skete, men sagen virkede skudsikker og Jon havde desperat brug for pengene for at redde et liv. Hvis liv han skulle redde og om han når det i tide, vil jeg ikke afsløre.

Jon ændrer navn og rejser til en lille landsby langt mod nord. Han overnatter i en kirke og her starter historien om hvordan han møder en lille dreng og hans mor. Hvordan han får hjælp af nogle af landsbyens meget troende beboere og hvordan andre forsøger at stikke ham en kæp i hjulet.

Jeg synes der mangler pace og jeg synes der mangler spænding. Jeg er stadig vild med sproget, men udover en scene, hvor Ulf, som han kalder sig, må benytte et yderst klamt og brækfremkaldende skjulested for at redde livet, er der ikke meget der rystede min grundvold i den her historie. Det er lige før, det er mere kærlighedshistorie end det er krimi.

Det gør lidt ondt, men den kan kun få 2 krimiperler

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Lotus Blues

Jeg havde godt hørt, at Kristina Ohlsson skulle være en fremragende krimiforfatter, men alligevel er Lotus Blues den første bog jeg læser af hende. Det er givetvis en fejl, for jeg kan kun være enig i, at hun skriver super godt.

Bogen starter ud på et hotelværelse, hvor hovedpersonen Martin Benner, har fået en journalist til at møde op og skrive hans historie. Vi er tilbage på hotelværelset et par gange i løbet af historien, hvor de to taler sammen, men resten af bogen er skrevet i jeg-form med Martin som fortæller. Og jeg synes det er intet mindre end fantastisk. Han er arrogant og selvfed. Han har hovedsageligt sine egne behov i højsædet, men alligevel er han en personlighed, som jeg ikke kunne lade vær at synes om. Hen ad vejen, bliver han da også en hel del mere følsom og hele vejen igennem bogen, er man ikke i tvivl om hvor meget, specielt hans adopterede niece, betyder for ham og også ekskæresten Lucy, som han stadig har et temmelig nært forhold til. Det bedste ved det hele er Martins tanker. Jeg elsker alle de der små sidebemærkninger han kommer med og de ting han tænker for sig selv, når han taler med andre. Igen og igen måtte jeg trække på smilebåndet over ham, på trods af at bogens handling på ingen måde er sjov.

Martin Benner er advokat. Han har et firma, som han deler med ekskæresten Lucy. De har som nævnt, stadig et tæt forhold til hinanden. Både venskabeligt og seksuelt. Hen ad vejen, bliver det tydeligt for Martin, at Lucy står ham nærmere rent følelsesmæssigt, end først antaget. En dag dukker en mand op på advokatkontoret. Han mere eller mindre tvinger Martin, til at tage sin søsters sag. Det viser sig at søsteren er død ved selvmord efter at være dømt for fem brutale mord. Hendes bror tror ikke et sekund på hendes skyld og serverer et ikke særlig brugbart bevis for Martin. Denne afviser da også blankt at tage sagen, men som den opmærksomme læser nok har gennemskuet, så kan han ikke holde snitterne fra historien og begynder at grave i fortiden. Snart er han viklet ind i et net af løgne, bedrag og flere mord og Martin er pludselig selv den jagede.

Lotus Blues er 1. del af en miniserie i bare to dele. Der er knald på fra start til slut og det er en af den slags bøger jeg tager med mig rundt og stjæler mig til et par sider hvor og hvornår det kan lade sig gøre. Den slags bøger er der langt imellem for mig. Plottet er skruet både godt og overraskende sammen og alligevel er historien så langtfra afsluttet når sidste side er vendt. 2. del hedder Mios Blues og kommer engang til foråret…. Seriøst?? Foråret…?! Det er eddersparkme lang tid at vente, når man bare vil vide hvordan det ender NUUUUUUU…. :)

Jeg sender 5 krimiperler afsted med Lotus Blues!