Interview med Chris Carter - November 2014

 

På BogForum 2013, var jeg så heldig at få lov at lave et interview med Chris Carter. Det var en stor oplevelse. Siden har jeg lært ham bedre at kende og på BogForum 2014, lavede jeg endnu et interview med ham. Jeg havde selvfølgelig fået svar på mange af mine spørgsmål, da det var relativt kort tid siden sidst. Derfor gik de fleste spørgsmål på hans seneste bog, Ondskab. Vi kom også omkring andre interessante emner, så jeg håber I vil finde det spændende at læse :)

Tine: Er det muligt at se tegn på, at en person lyver, selv hvis man aldrig har mødt vedkommende før?

Chris Carter (CC): Ja det er det helt sikkert. FBI og agenter fra alle mulige secret services er trænet til at kunne se tegnene. Vi ved selvfølgelig en del fra psykologien, men du skal også være opmærksom på det når du taler med personen. De ser dem hvis de er opmærksomme på dem.

Tine: Er det altid de samme tegn?

CC: Nej alle gør forskellige ting. Dygtige pokerspillere gør det også. De spiller poker og er tæt på at tabe i lang tid. Men de er i virkeligheden ikke ved at tabe, de observerer hvad de andre gør og analyserer de andres reaktioner når de vinder, taber osv.

Når folk bliver interviewet af fx FBI, så er der indimellem simple spørgsmål som intet betyder. De er der udelukkende for at få reaktionen på spørgsmålene. Det er simple spørgsmål som vedkommende er nødt til at svare sandfærdigt til – fx ”er du en mand”? hvis personen er hankøn. På den måde aflæser de personens reaktion på sande svar. Men det er en teknik, som det kræver flere års træning at mestre. Så ja, det er forskellige tegn, men der er folk der er trænet til at identificere dem.

Tine: Ondskab er baseret på virkelighed. Er det én person der har gjort alle de forskellige ting, eller er historien sammensat af flere forskellige personers handlinger?

CC: De er allesammen virkelige hændelser. En enkelt af dem, har jeg ikke selv set, men kun læst om. Jeg arbejdede på en sag hvor ofrene blev flået og morderen kunne lide at fjerne tatoveringerne.

Tine: Satte vedkommende dem også i rammer på væggen som i bogen?

CC: Ja. Det var noget jeg så i en anden forbrydelse. Der var det dog ikke huden, men kropsdele og de var ikke i rammer, men blev opbevaret i glas med låg. Så ja, alle mordene der sker i bogen er sket i virkeligheden, jeg har bare modificeret dem til at passe ind i historien.

Tine: Ondskab ender med et kapløb om tiden. Det gør det ofte i bøger og på film, men hvor ofte er det et kapløb med tiden i virkeligheden?

CC: Det er altid et kapløb med tiden. Af flere forskellige grunde. Hvis det er et tilfælde hvor morderen har et offer fanget, så ved du aldrig hvornår eller om han ændrer mening og beslutter sig for at dræbe. Hvis vedkommende ikke har nogen i fangeskab, så er det stadig et kapløb med tiden, fordi det handler om at begrænse det antal menneskeliv han kan nå at tage. Man ved aldrig hvor lang hans ”cooling off-periode” er. Han kan dræbe idag og så ikke dræbe igen før om to år, eller han kan dræbe idag og så gøre det igen imorgen. Der er altid en form for hast når man har at gøre med nogens liv.

Tine: Vidste du fra begyndelsen, hvordan Hunters fortid ville være?

CC: Nej! :) Overhovedet ikke. Da jeg startede på den første bog, var det slet ikke meningen, at han skulle være en seriefigur. Det var min agent der sagde, at han kunne lide Robert Hunter og at jeg kunne lave det til en serie. Så fortsatte jeg med det og jeg ved det stadig ikke. Når jeg krydser en bro, så standser jeg ikke og ser mig tilbage, så når jeg kommer til et sted i bogen, hvor jeg har brug for at vide noget om hans fortid, så går jeg igang med at tænke over det. Jeg har ikke hans liv i hovedet og ved hvordan han er vokset op og den slags. Sådan gjorde jeg også da jeg var nødt til at finde ud af, hvad der skete med hans mor. Det der skete med ham og hans forlovede, det har jeg haft planlagt i mange år og jeg vidste at en eller anden dag, ville jeg afsløre det. Jeg tror jeg vidste det allerede fra bog 2 – Bødlen – hvorfor han er en enspænder, men jeg har bare ikke skrevet om det før nu. Det er dog en af de få ting, jeg har vidst i lang tid. Selvfølgelig var jeg nødt til at fortælle om hans barndom allerede i den første bog, hvorfor han smuttede igennem sin skolegang så hurtigt og den slags. I den nyeste bog Ondskab, var jeg nødt til at beskrive forskellige ting i hans tid på universitetet, på barer osv. Det fandt jeg på imens jeg skrev. Nu hvor jeg er igang med bog 7, er der allerede en del af hans liv der er beskrevet i de forrige bøger, så jeg har meget af hans liv i hovedet nu, men nej, det havde jeg ikke fra begyndelsen :)

Tine: I Ondskab bruger morderen vendinger som bl.a.  ”Når det først har sagt klik i dit hoved, er der ingen vej tilbage”. Er det vendinger som forbrydere har nævnt for dig under jeres interviews?

CC: Ja det er en af de ting de siger. At de ikke kan kontrollere trangen. Der var en sag i USA hvor en morder havde en svulst i hovedet. Han sagde at han aldrig havde været voldelig, havde aldrig slået nogen, men pludselig fik han bare trangen til at slå ihjel. Der er seriemordere som fortæller, at de udmærket er klar over, at det de gør er forkert. De forsøger at holde det tilbage, men det er som en ballon, der bliver større og større og på et eller andet tidspunkt, så brister den. De forsøger at undgå det, men de kan ikke spise, de kan ikke sove – de tænker på det konstant. Det er næsten som hvis du har et myggestik du er nødt til at klø i, for ellers vil det blive ved med at klø og blive værre og værre. De siger, at så snart din hjerne har taget beslutningen om at dræbe, så er der ingen vej tilbage. Når de så har gjort det, så beroliger det dem et stykke tid. Det er som at tage en medicin. Det er det der kaldes ”the cooling off-periode”. Så stopper virkningen af medicinen og det hele starter forfra igen.

Tine: Gælder den trang generelt på det at slå ihjel eller kan det godt være møntet på en bestemt person som i bogen?

CC: Det kan være hvad som helst. Det er der ingen der kan forudsige. Det kan være en bestemt person eller endda noget en person har sagt eller måden en person bevæger sig på, deres hår eller måden de taler. Noget som forbindes med fortiden eller en stemme der minder om en andens. Det kan kort sagt være hvad som helst og de ved det heller ikke selv, siger de, så det kan meget nemt være møntet på en bestemt person.

Tine: Tror du på, at en person kan fødes ond?

CC: Nej, det gør jeg ikke. Det er der jo selvfølgelig mange meninger omkring, men personligt tror jeg ikke på, at der er et ondt gen eller et ondt DNA. Jeg tror ikke at man fødes med trangen til at dræbe, men derimod, at man er meget påvirket at det miljø man vokser op i. Det er der jo nogen der tror på, men hvis det er tilfældet, så vil man om år fra nu, kunne finde det gen i fostre. Skal man så sige til moren ”Desværre, dit barn kan ikke fødes, for han bliver morder?”  Det er jo umuligt at sige den slags til nogen. Desuden er det bevist, at folk der er virkelig søde og venlige, kan blive voldelige og endda mordere, hvis de bliver placeret i det forkerte miljø. Skulle det nu vise sig, at der findes et sådant gen, så tror jeg på, at hvis det kan kontrolleres den ene vej, så kan det også kontrolleres den anden vej. Der findes jo medicin man tager hele sit liv for genetiske sygdomme, men jeg tror ikke på det. Stort set alle de forbrydere jeg har mødt, er frugten af det miljø de er vokset op i. De blev til det de blev til, på baggrund at det liv de levede og de mennesker de var sammen med.

Tine: Kan du afsløre en lille smule af emnet til bog 7?

CC: Bog 7 har været en lille smule kompliceret, fordi jeg startede med en historie, hvor jeg beholdt Robert Hunter hos FBI for en sag mere. Men jeg kunne ikke lide historien, så efter jeg havde skrevet på den i månedsvis, ringede jeg til min agent og til mit forlag og sagde at min næste bog bliver forsinket, for jeg havde besluttet at smide hele idéen væk og starte på en ny. Det sagde de heldigvis god for, for som de sagde – hvis jeg ikke kan lide den, så er der heller ingen andre der vil kunne. Nu er jeg startet igen og Hunter er tilbage i Los Angeles. Egentlig havde FBI spurgt om de kunne låne ham til endnu en sag og sådan startede det, men jeg er startet forfra, så nu er han tilbage i L.A. Det er muligt, at han skal hjælpe FBI igen i fremtiden – muligvis fuld tid, men det ved jeg ikke endnu.  Bog 6 - Ondskab, var mere psykologisk baseret, men bog 7 er tilbage til samme stil som de forrige bøger. Der er en seriemorder løs, som de jager. Jeg kan godt lide det twist, som historien har. Arbejdstitlen på bogen er ”I am death”. Det bliver den muligvis ved at hedde, da min forlægger kan lide den titel, men det vil tiden vise. Jeg er som sagt en lille smule forsinket med den.

Tine: Hvad med Garcia, er han tilbage?

CC: Det er der mange der spørge mig om, men det kan jeg ikke afsløre, så det må I vente til næste bog, med at finde ud af :)

Tine: Så er vi ved at være ved vejs ende. Der er lige et sidste spørgsmål, som jeg længe har villet spørge dig om. Hvis man ser bort fra børnesagerne, som jeg ved du synes er de værste, hvad er så det værste gerningssted du har været på?

CC: Ja børnene er altid de værste! Jeg har set alle mulige ting. Parterede mennesker er altid slemme og folk der har fået hovedet hugget af. Brændte mennesker er forfærdeligt fordi der er en særlig lugt ved brændt kød, som man bare ikke kan forklare. Og så ser de bare groteske ud. Det er svært at sige hvilken er den værste. Kannibalisme er også virkelig slemt. Specielt når du finder mennesker eller kropsdele, som der er taget store bidder af. Det er ulækkert. Det der chokerer mindst er skud. Selvfølgelig afhængigt af hvor skuddet har ramt. Hvis de er blevet skudt i brystet, er det bare et lille hul. Man vænner sig til at se døde mennesker. Et lig ændrer sig hurtigt – indenfor få timer – huden, øjnene osv, så den første gang du ser et lig er det altid lidt skræmmende. Men ja, der er nogen gerningssteder der er chokerende. Nogen endda så slemme, at selv politiet er nødt til at forlade dem, for at komme ud og få noget frisk luft. Men man vænner sig til det og det bliver bare et arbejde.