Anmeldelse: Chris Carter - Dødens galleri

Endelig endelig endelig nyt fra Chris Carter. Uden tvivl de bøger jeg venter med størst længsel på. Jeg var så heldig at få den tilsendt fra det engelske forlag allerede midt i december, så jeg har læst den på engelsk denne gang. Selvom jeg er god til engelsk, går det alligevel en anelse langsommere, at få den læst, men samtidig kan jeg godt lide, at læse en bog med forfatterens egne ordvalg.

Og hvad har han så fundet på denne gang?

Hunter og Garcia, står igen med et brutalt mord. En ung kvinde, fundet i eget hjem. Både hænder og fødder er fjernet. Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle, at gerningsstedet er yderst grotesk for alle at træde ind i. Omstændigheder gør, at betjentene får mistanke om en seriemorder. De søger databaser, men intet resultat. Herefter går der ikke mange timer, før FBI tropper op på deres kontor. Der er selvfølgelig en grund til, at FBI har skjult og monitoreret alle søgninger på bestemte mordmetoder og mordersignaturer, men den skal I selv have lov, at læse jer til.

I denne bog, arbejder LAPD sammen med FBI. Specialagenterne, har i første omgang ikke megen tiltro til betjentenes evner, men os der kender til Hunter, ved godt fra starten, at det kommer til at ændre sig 😊 Som sædvanlig med Carters bøger, er der masser af opklaringsarbejde og mulighed for os som læsere, at gætte med på, hvordan det hele hænger sammen. Det er dog ikke let, for der er twist på twist og også et par større overraskelser undervejs. Vi følger også morderens tanker undervejs, så vi får et par småbidder af hans intentioner og vi er med, når han strammer nettet om sine ofre.

Det er som om, Carter har skruet lidt ned for gerningsstedsdetaljer, uhygge og grusomhed i forhold til de forrige bøger i serien. I stedet har han skruet op for relationer og opklaring. Alt er selvfølgelig relativt, så at der er skruet ned, betyder i dette tilfælde ikke, at det ikke stadig er råt og brutalt.

Jeg synes ikke det her er Chris Carters bedste bog til dato. Jeg havde givetvis sat mine forventninger for højt, men de plejer at blive indfriet med Carter. Denne gang blev jeg ikke helt så medrevet som vanligt og jeg savnede den velkendte snigende uhygge, som gør det svært at lægge bogen fra sig. Dog er det med Carters bøger, som med sex og pizza – selvom det ikke er det bedste, er det stadig ret godt 😉

Dødens galleri slutter med en cliffhanger, som gør det rigtig svært at vente et år på næste bog.

Fem krimiperler fra mig

Følg med på Instagram og Facebook

Anmeldelse: Chris Carter - Mordoffer

Den her bog, har saft susme været længe ventet! Ligesom vi har en J-dag (J for Jussi – ikke Julebryg 😀), så burde vi også indføre en CC-dag. Det er altid lidt farligt, at sætte sine forventninger for højt, men i dette tilfælde, er det okay. Chris Carter skuffer heller ikke denne gang 😊

I Mordoffer, drejer emnet sig om de sociale medier. Hvor meget og måske især hvad, vi lægger på vores Facebookprofil, Instagram, Twitter osv. At hvem som helst kan se ekstremt meget om vores privatliv, som ikke er så privat alligevel, hvis vi vælger at have en åben profil. Det er der overraskende mange som vælger.

Har du prøvet videoopkald? Det bliver måske aldrig helt det samme igen, efter du er færdig med Mordoffer. Der lægges hårdt ud med et brutalt mord, hvor Tanya modtager et videoopkald fra sin bedste veninde. Karen er bundet og kniplet. Bag hende står en person med en dæmonisk forvrænget stemme. Han tvinger Tanya til at svare på spørgsmål om sit eget liv og om sin venindes. Svarer hun forkert er konsekvenserne yderst grufulde. Morderen tvinger Tanyas blik på skærmen. Kigger hun væk, går det ud over veninden og dernæst hende selv.

De fleste inkarnerede Carter-fans, har nok regnet ud, at det ikke ender rosenrødt for de to veninder. Eller for nogen af de andre ofre, der bliver udsat for denne galnings syge værker. Detaljerne bliver vi ikke skånet for, men det ønsker vi heller ikke – eller hvad? Jeg synes det er detaljerne, som gør Carters bøger anderledes gruopvækkende.

De sidste par bøger fra Chris Carter, har været en smule mere ovre i det psykologiske og spillet mere på vores følelser. Med Mordoffer er vi tilbage til udgangspunktet, med de brutale mord og indviklede plots. Selvom der måske er en spirende forelskelse på vej for Robert Hunter, så er det ikke noget der på nogen måde fylder. Det er opklaringsarbejdet og de morderiske scener, som får lov at stjæle billedet. Tak for det! At det indimellem bliver en anelse McGyver og Hunter er en tand for skarp i hjernen, kan måske irritere nogen læsere. For mig er det ikke så vigtigt, når bare resten holder og det hele hænger sammen. Og det gør det her.  Jeg synes ikke det er hans bedste - måske fordi slutningen bliver lidt upti vupti, så er den sag opklaret, men som med sex og pizza, gælder det også for Carterbøger – selvom det ikke er det bedste vi har fået, er det stadig virkelig godt 😊

For at følge på Facebook, kan du klikke lige H E R 🙏

Interview med Chris Carter - November 2014

 

På BogForum 2013, var jeg så heldig at få lov at lave et interview med Chris Carter. Det var en stor oplevelse. Siden har jeg lært ham bedre at kende og på BogForum 2014, lavede jeg endnu et interview med ham. Jeg havde selvfølgelig fået svar på mange af mine spørgsmål, da det var relativt kort tid siden sidst. Derfor gik de fleste spørgsmål på hans seneste bog, Ondskab. Vi kom også omkring andre interessante emner, så jeg håber I vil finde det spændende at læse :)

Tine: Er det muligt at se tegn på, at en person lyver, selv hvis man aldrig har mødt vedkommende før?

Chris Carter (CC): Ja det er det helt sikkert. FBI og agenter fra alle mulige secret services er trænet til at kunne se tegnene. Vi ved selvfølgelig en del fra psykologien, men du skal også være opmærksom på det når du taler med personen. De ser dem hvis de er opmærksomme på dem.

Tine: Er det altid de samme tegn?

CC: Nej alle gør forskellige ting. Dygtige pokerspillere gør det også. De spiller poker og er tæt på at tabe i lang tid. Men de er i virkeligheden ikke ved at tabe, de observerer hvad de andre gør og analyserer de andres reaktioner når de vinder, taber osv.

Når folk bliver interviewet af fx FBI, så er der indimellem simple spørgsmål som intet betyder. De er der udelukkende for at få reaktionen på spørgsmålene. Det er simple spørgsmål som vedkommende er nødt til at svare sandfærdigt til – fx ”er du en mand”? hvis personen er hankøn. På den måde aflæser de personens reaktion på sande svar. Men det er en teknik, som det kræver flere års træning at mestre. Så ja, det er forskellige tegn, men der er folk der er trænet til at identificere dem.

Tine: Ondskab er baseret på virkelighed. Er det én person der har gjort alle de forskellige ting, eller er historien sammensat af flere forskellige personers handlinger?

CC: De er allesammen virkelige hændelser. En enkelt af dem, har jeg ikke selv set, men kun læst om. Jeg arbejdede på en sag hvor ofrene blev flået og morderen kunne lide at fjerne tatoveringerne.

Tine: Satte vedkommende dem også i rammer på væggen som i bogen?

CC: Ja. Det var noget jeg så i en anden forbrydelse. Der var det dog ikke huden, men kropsdele og de var ikke i rammer, men blev opbevaret i glas med låg. Så ja, alle mordene der sker i bogen er sket i virkeligheden, jeg har bare modificeret dem til at passe ind i historien.

Tine: Ondskab ender med et kapløb om tiden. Det gør det ofte i bøger og på film, men hvor ofte er det et kapløb med tiden i virkeligheden?

CC: Det er altid et kapløb med tiden. Af flere forskellige grunde. Hvis det er et tilfælde hvor morderen har et offer fanget, så ved du aldrig hvornår eller om han ændrer mening og beslutter sig for at dræbe. Hvis vedkommende ikke har nogen i fangeskab, så er det stadig et kapløb med tiden, fordi det handler om at begrænse det antal menneskeliv han kan nå at tage. Man ved aldrig hvor lang hans ”cooling off-periode” er. Han kan dræbe idag og så ikke dræbe igen før om to år, eller han kan dræbe idag og så gøre det igen imorgen. Der er altid en form for hast når man har at gøre med nogens liv.

Tine: Vidste du fra begyndelsen, hvordan Hunters fortid ville være?

CC: Nej! :) Overhovedet ikke. Da jeg startede på den første bog, var det slet ikke meningen, at han skulle være en seriefigur. Det var min agent der sagde, at han kunne lide Robert Hunter og at jeg kunne lave det til en serie. Så fortsatte jeg med det og jeg ved det stadig ikke. Når jeg krydser en bro, så standser jeg ikke og ser mig tilbage, så når jeg kommer til et sted i bogen, hvor jeg har brug for at vide noget om hans fortid, så går jeg igang med at tænke over det. Jeg har ikke hans liv i hovedet og ved hvordan han er vokset op og den slags. Sådan gjorde jeg også da jeg var nødt til at finde ud af, hvad der skete med hans mor. Det der skete med ham og hans forlovede, det har jeg haft planlagt i mange år og jeg vidste at en eller anden dag, ville jeg afsløre det. Jeg tror jeg vidste det allerede fra bog 2 – Bødlen – hvorfor han er en enspænder, men jeg har bare ikke skrevet om det før nu. Det er dog en af de få ting, jeg har vidst i lang tid. Selvfølgelig var jeg nødt til at fortælle om hans barndom allerede i den første bog, hvorfor han smuttede igennem sin skolegang så hurtigt og den slags. I den nyeste bog Ondskab, var jeg nødt til at beskrive forskellige ting i hans tid på universitetet, på barer osv. Det fandt jeg på imens jeg skrev. Nu hvor jeg er igang med bog 7, er der allerede en del af hans liv der er beskrevet i de forrige bøger, så jeg har meget af hans liv i hovedet nu, men nej, det havde jeg ikke fra begyndelsen :)

Tine: I Ondskab bruger morderen vendinger som bl.a.  ”Når det først har sagt klik i dit hoved, er der ingen vej tilbage”. Er det vendinger som forbrydere har nævnt for dig under jeres interviews?

CC: Ja det er en af de ting de siger. At de ikke kan kontrollere trangen. Der var en sag i USA hvor en morder havde en svulst i hovedet. Han sagde at han aldrig havde været voldelig, havde aldrig slået nogen, men pludselig fik han bare trangen til at slå ihjel. Der er seriemordere som fortæller, at de udmærket er klar over, at det de gør er forkert. De forsøger at holde det tilbage, men det er som en ballon, der bliver større og større og på et eller andet tidspunkt, så brister den. De forsøger at undgå det, men de kan ikke spise, de kan ikke sove – de tænker på det konstant. Det er næsten som hvis du har et myggestik du er nødt til at klø i, for ellers vil det blive ved med at klø og blive værre og værre. De siger, at så snart din hjerne har taget beslutningen om at dræbe, så er der ingen vej tilbage. Når de så har gjort det, så beroliger det dem et stykke tid. Det er som at tage en medicin. Det er det der kaldes ”the cooling off-periode”. Så stopper virkningen af medicinen og det hele starter forfra igen.

Tine: Gælder den trang generelt på det at slå ihjel eller kan det godt være møntet på en bestemt person som i bogen?

CC: Det kan være hvad som helst. Det er der ingen der kan forudsige. Det kan være en bestemt person eller endda noget en person har sagt eller måden en person bevæger sig på, deres hår eller måden de taler. Noget som forbindes med fortiden eller en stemme der minder om en andens. Det kan kort sagt være hvad som helst og de ved det heller ikke selv, siger de, så det kan meget nemt være møntet på en bestemt person.

Tine: Tror du på, at en person kan fødes ond?

CC: Nej, det gør jeg ikke. Det er der jo selvfølgelig mange meninger omkring, men personligt tror jeg ikke på, at der er et ondt gen eller et ondt DNA. Jeg tror ikke at man fødes med trangen til at dræbe, men derimod, at man er meget påvirket at det miljø man vokser op i. Det er der jo nogen der tror på, men hvis det er tilfældet, så vil man om år fra nu, kunne finde det gen i fostre. Skal man så sige til moren ”Desværre, dit barn kan ikke fødes, for han bliver morder?”  Det er jo umuligt at sige den slags til nogen. Desuden er det bevist, at folk der er virkelig søde og venlige, kan blive voldelige og endda mordere, hvis de bliver placeret i det forkerte miljø. Skulle det nu vise sig, at der findes et sådant gen, så tror jeg på, at hvis det kan kontrolleres den ene vej, så kan det også kontrolleres den anden vej. Der findes jo medicin man tager hele sit liv for genetiske sygdomme, men jeg tror ikke på det. Stort set alle de forbrydere jeg har mødt, er frugten af det miljø de er vokset op i. De blev til det de blev til, på baggrund at det liv de levede og de mennesker de var sammen med.

Tine: Kan du afsløre en lille smule af emnet til bog 7?

CC: Bog 7 har været en lille smule kompliceret, fordi jeg startede med en historie, hvor jeg beholdt Robert Hunter hos FBI for en sag mere. Men jeg kunne ikke lide historien, så efter jeg havde skrevet på den i månedsvis, ringede jeg til min agent og til mit forlag og sagde at min næste bog bliver forsinket, for jeg havde besluttet at smide hele idéen væk og starte på en ny. Det sagde de heldigvis god for, for som de sagde – hvis jeg ikke kan lide den, så er der heller ingen andre der vil kunne. Nu er jeg startet igen og Hunter er tilbage i Los Angeles. Egentlig havde FBI spurgt om de kunne låne ham til endnu en sag og sådan startede det, men jeg er startet forfra, så nu er han tilbage i L.A. Det er muligt, at han skal hjælpe FBI igen i fremtiden – muligvis fuld tid, men det ved jeg ikke endnu.  Bog 6 - Ondskab, var mere psykologisk baseret, men bog 7 er tilbage til samme stil som de forrige bøger. Der er en seriemorder løs, som de jager. Jeg kan godt lide det twist, som historien har. Arbejdstitlen på bogen er ”I am death”. Det bliver den muligvis ved at hedde, da min forlægger kan lide den titel, men det vil tiden vise. Jeg er som sagt en lille smule forsinket med den.

Tine: Hvad med Garcia, er han tilbage?

CC: Det er der mange der spørge mig om, men det kan jeg ikke afsløre, så det må I vente til næste bog, med at finde ud af :)

Tine: Så er vi ved at være ved vejs ende. Der er lige et sidste spørgsmål, som jeg længe har villet spørge dig om. Hvis man ser bort fra børnesagerne, som jeg ved du synes er de værste, hvad er så det værste gerningssted du har været på?

CC: Ja børnene er altid de værste! Jeg har set alle mulige ting. Parterede mennesker er altid slemme og folk der har fået hovedet hugget af. Brændte mennesker er forfærdeligt fordi der er en særlig lugt ved brændt kød, som man bare ikke kan forklare. Og så ser de bare groteske ud. Det er svært at sige hvilken er den værste. Kannibalisme er også virkelig slemt. Specielt når du finder mennesker eller kropsdele, som der er taget store bidder af. Det er ulækkert. Det der chokerer mindst er skud. Selvfølgelig afhængigt af hvor skuddet har ramt. Hvis de er blevet skudt i brystet, er det bare et lille hul. Man vænner sig til at se døde mennesker. Et lig ændrer sig hurtigt – indenfor få timer – huden, øjnene osv, så den første gang du ser et lig er det altid lidt skræmmende. Men ja, der er nogen gerningssteder der er chokerende. Nogen endda så slemme, at selv politiet er nødt til at forlade dem, for at komme ud og få noget frisk luft. Men man vænner sig til det og det bliver bare et arbejde.

 

Anmeldelse: Chelsea Cain - One Kick

When Kick Lannigan was 6 years old, she was abducted by a pedophile couple. They held her captured for 5 years until she was rescued by coincidence.  The book starts out with the rescue and then continues ten years later when Kick is a grown up 21 year old woman.

Kick’s got issues. She has difficulty living a normal life. She is keeping to herself and only hangs out with her two friends - James and her dog Monster. Kick has practiced self-defense and knows how to kill and hurt people in countless ways. She’s always carrying a gun for protection and has promised herself, that no one should get her into a car against her will ever again.

Kick is obsessed with abducted children. When two kids are abducted within a month, she starts to look into their cases. She’s getting help from James who has some hacking-skills :) Kick comes home one day and finds a stranger in her apartment. He scares her, but he wants her help with finding the missing kids. Kick agrees reluctantly and soon she finds herself deep in her past that she tried so hard to forget.

One Kick is exciting and ugly from page one. It took me from feeling sad and angry, to wonder about how screwed up Kick has become. She and the stranger – John Bishop – becomes some kinda friends. Both of them are very strong characters and very likable. They kept me attached throughout the book. One Kick is Chelsea Cain’s first book about Kick Lannigan, but I definitely hope that there are more to come.

The topic on the book – childabduction and pedophilia - is really rough and I have to admit that I was afraid I wouldn’t be able to read through the book. Luckily there’s no details what so ever about the pedophilia and no details about the movies that Kick is forced to make when she is a kid. It’s all left for you to wonder about which is bad enough.

One Kick is read to the end, but it will stay with me for a while longer for sure.

 

Task Force Carter..

The Dark Pages er krimidelen af Simon & Schuster, som udgiver Chris Carter. De opfordrede for nylig alle Carter-fans om at ansøge om medlemskab til noget de kaldte Task Force Carter. Da jeg er stor Carter-fan, ansøgte jeg selvfølgelig og krydsede derefter både fingre og tæer. I dag fik jeg så mail om, at jeg var blandt de heldige der var blevet udvalgt. Jeg synes simpelthen det er SÅ fantastisk og jeg glæder mig helt utrolig meget til at komme igang og finde ud af, hvad det helt præcist går ud på :) Min dag blev lige endnu bedre...

I den anledning, kan jeg lige minde om, at det ikke varer længe før du kan læse min anmeldelse af Chris Carters nye bog - Ondskab. Den udkommer på Forlaget Jentas d. 28. oktober :)
 

Review: Chris Carter - An Evil Mind

Let me start with a huge thank you, to Jamie Groves at Simon & Schuster, who was so kind to provide me with a sample of the English version of ”An Evil Mind”. This review is for Jamie. The Danish edition will be on the blog as soon as the book is published in Danish :)

And then he did it again… wrote an absolute top class crime novel! An Evil Mind, was published in English on July 29.th and already 3 days later, it went straight to number 5 on the Sunday Times bestseller list!

I had been looking SO much forward to this book, but at the same time, I was quite nervous on getting started. Chris Carter had mentioned several times, that An Evil Mind was a lot different and without the same pace as his previous books. I actually think, that he’s been sounding more down than optimistic about it, when he has talked about how the readers might react to the book. He didn’t have to worry!

This time Robert Hunter is working with the FBI. They caught a man who refuses to talk to anyone but Hunter. The man turns out to be Lucien Folter – Hunters roommate from psychology study. They used to be best friends and Hunter agrees to talk to him, since he’s convinced there’s gotta be some kind of mistake.

A big part of the book goes with interviewing a serial killer so cruel and evil, as they are rarely seen. A serial killer who knows the psychology behind the crimes and also the psychology, the agents are using on him.  He admits to have a huge line of human lives on his conscious. The bodies are extremely well hidden and he refuses to reveal where they are, unless Hunter and the FBI is cooperating with him on his demands. He is holding all the cards!!

Although this book is different than the previous ones in the series, I definitely won’t say that it doesn’t have a pace. Almost the opposite. I kept holding my breath and grabbing the book so hard, that my hands hurt. An Evil Mind is not only exciting and extremely gruesome, it’s also heartbreakingly sad and it finally reveals why Hunter is the loner he is.

An Evil Mind is the first one of Chris Carters books to be released on the American market. I know that he’s been having some agonies about it, since he didn’t feel that this was the right book for them to start with. I sort of agree with him. Not because the book is having a slower pace or that it is different than the others - only because I think that everyone who hasn’t read Chris Carter yet, should start from the beginning with book 1. With that said, I think An Evil Mind can easily stand alone.

This book is yet another extremely intelligent and well written crime novel that’s characterizing Chris Carter. In my opinion, this is one of his best books so far.

I give it 5 crime beads :)