Anmeldelse: Chris Carter - Skrevet i blod

Æj hvor var det fantastisk, endelig at bruge tid med Robert Hunter igen. Og Carlos Garcia. Og kriminalkommisær Blake. Jeg har savnet dem alle sammen. 

Det kræver ikke mange siders læsning før det bliver grumt. Præcis som jeg kan lide det. Jeg holdt vejret gang på gang gennem hele bogen. For mig, er dét en indikator på en virkelig god historie. 

Ved et tilfælde, bliver en morders dagbog leveret til LAPD Special Crime Unit. En dagbog fuld af detaljerede beskrivelser af grusomme mord. Det tager ikke Hunter og Garcia lang tid, at slå fast, at dagbogen er ægte og skrevet af en seriemorder. Og så begynder jagten!

Som nævnt, er det her alt det jeg sætter pris på i en krimi. En rigtig god brutal serial killer thriller, hvor der ikke er lagt fingre imellem de detaljerede beskrivelser og hvor forfatterens fantasi ikke er til den blide side. Et plot twist, som lader mig gætte med, men som samtidig ikke er til at regne ud og som først afsløres til aller sidst. En intelligent morder, som snyder ikke bare betjentene, men også læserne. Det bliver simpelthen ikke meget bedre end det her. Det eneste minus ved bogen, er at vi ikke får de brutale detaljer fra hvert eneste mord i dagbogen - jeg ville godt have haft, at samtlige var beskrevet ... haha, ja det er nok en smule twisted :) 

Denne bog var bestemt ventetiden værd. Chris Carter skuffer heller ikke denne gang. Som altid når jeg afslutter en Carter-bog, følte jeg en form for tomhed efterfølgende. Som at savne en ven. Jeg er nødt til at vente et par dage med at starte på en ny bog, for den skal lige have tid og plads til at bundfælde sig. 

6 store flotte krimiperler til “Skrevet i blod”

Du kan også følge Tine Krimitanker på Instagram og Facebook

Anmeldelse: M. W. Craven - Black Summer

For efterhånden længe siden, købte jeg en stak engelske bøger, som jeg havde set anbefalet hos engelske og amerikanske bogbloggere. Denne bog var ikke en af dem der blev købt i første omgang. Jeg startede med bog nr.1 i serien om Washington Poe og Tilly Bradshaw og den greb mig så helt og aldeles, at jeg simpelthen var nødt til at sende Saxo ud efter den næste del. Jeg elsker simpelthen persongalleriet i denne serie. Kriminalbetjenten Washington Poe og hans kollega Tilly Bradshaw, som er specialist indenfor computerprogrammering mv. men som til gengæld er socialt udfordret i høj, men temmelig underholdende grad. De to har også et par ret cool overordnede. Til sammen giver det en loyal flok, som trods uoverensstemmelser alligevel holder sammen og bakker hinanden op på en hjertevarm måde.

For 6 år siden var Poe med til at få en psykopat fængslet for mordet på sin egen datter. En psykopat, som samtidig var tv-kendis med kokkeprogram og egen 3-stjernet Michelin-restaurant. Liget fandt man aldrig, men Poe og kollegaerne var sikre i deres sag. Da en ung medtaget kvinde kommer ind på en politistation og påstår at hun er mesterkokkens datter, får Poe problemer. Hvordan havde de overhovedet held med at få kokken fængslet uden et lig? Var de sikre på hans skyld fordi de ikke brød sig om hans person? Da datteren forsvinder igen, er det pludselig Poe der er den jagede og kæmper mod tiden for at bevise, at han ikke står bag.

Hvis du er vild med et snørklet opklaringsarbejde, hvor der hele tiden dukker nye overraskelser op … og hvis du er vild med intelligent udtænkte plots, som ikke er til at gennemskue, men som alligevel hele tiden giver dig mulighed for at gætte på hvordan dælen det hele hænger sammen … og hvis du så samtidig sætter pris på et par fantastiske hovedpersoner, som du med garanti allerede savner når du har lukket bogen, så er M. W. Cravens serie temmelig sikkert noget for dig. Jeg er helt tosset med Poe og Tilly og jeg kan næsten ikke holde ud at vente på at bog nr. 3 udkommer.

Hvis Mike Craven holder stilen i de kommende bøger, så er jeg sikker på, at hans navn bliver et af dem vi alle sammen taler om i krimifamilien. Hans første bog udkommer på dansk engang i løbet af 2020 og jeg drømmer om at han måske også en dag gæster Krimimessen i Horsens.

Endnu en omgang topkarakterer til Mr. Craven

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dåseskjul

Pyw altså, hvor har jeg glædet mig til at læse denne bog. Forrige bog i serien, ”Kongens efterfølger”, sluttede med en cliffhanger så vild, at jeg flere gange har overvejet at købe den på engelsk fordi jeg simpelthen nærmest ikke kunne vente på fortsættelsen.

Lad mig bare starte med at sige, at det ikke blev kedeligt på noget tidspunkt. Helen Grace er havnet i fængsel anklaget for at være brutal seriemorder. Vi der har læst de forrige bøger, ved godt, at det ikke er sandt, men så skal jeg nok lade være med at afsløre mere. Helen Grace er en sej dame. Hun lader sig ikke slå ud og hun bevarer håbet om en frifindelse når hendes sag en dag kommer for retten. Netop håb, er det der holder hende fra at blive vanvittig som flere af hendes medfanger. Har du set Netflix-serien ”Orange is the new black”? Hvis ja, så har du nogenlunde den stemning der hersker blandt fangerne i dette kvindefængsel. Voldeligt og brutalt og med et hierarki der ikke er til at tage fejl af. Det er beskrevet, så man næsten kan se det hele for sig.

Imens Helen er indsat, sker en række bestialske mord på hendes afdeling. Kvinder der bliver myrdet om natten i aflåste celler. Det varer ikke længe før reporteren Emilia Garanita ser sit snit til at vinkle sine nyhedsindslag, så det ser ud som om den morderiske pil peger på Helen Grace. Det ser sort udfor Helen, som har ikke så få fjender i et fængsel fyldt med kvinder hun selv har fået spærret inde.

Jeg er vild med Matthew Arlidge. Hans bøger er altid dejligt brutale og detaljerede. Det gælder også Dåseskjul, selvom den egentlig er en del anderledes end sine forgængere. Den er ikke uhyggelig, men den har et højintenst tempo. Hovedpersonen Helen Grace er helt sin egen. Hun er kølig og cool, hvilket jeg sætter større pris på end de der halvfordrunke typer der drukner i dårlig psyke. Giv mig de seje der rejser sig fra asken og gerne med særlige evner af en eller anden art, som ikke er for overnaturlig - så klapper jeg i mine Anna og Lotte-hænder.

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Iskold

Iskold hedder den nyeste bog fra amerikanske Tess Gerritsen. En sød og rar kvinde, som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at spise morgenmad med på Krimimessen for et par år siden. En kvinde som skriver dystre og uhyggelige krimier og hvor titlen til denne bog passer perfekt til handlingen.

Iskold … det var den gennemgående fornemmelse jeg havde i kroppen imens jeg læste bogen. Ikke alene foregår den midt i en iskold snestorm, den gennemstrømmes også af en iskold uhygge hvor man hele tiden har fornemmelsen af, at det onde lurer lige om hjørnet. Hvor man ikke ved hvem der er til at stole på. At det samtidig er gået hen og blevet p…. koldt udenfor, satte lige den berømte prik over i’et.

Maura Isles tager på lægekonference i Wyoming. Hun er ked af det helt ind i knoglerne og da en tidligere medstuderende tilbyder hende lidt sjov i form af en hyttetur med skiløb, springer hun til. Det bliver en skæbnesvanger tur og selskabet bestående af 5 personer, strander i et mystisk og forladt landsby i bjergene, uden strøm eller mobilforbindelse.

Lige siden jeg læste Kirurgen, som er første bog i Rizzoli & Isles-serien har jeg været fan. Tess Gerritsen skriver medrivende, billedligt og så mestrer hun en krybende uhygge til perfektion. Også denne gang var jeg fuldstændig opslugt fra start til slut og min kvalmerefleks rørte på sig op til flere gange, når Gerritsen, som oprindeligt er uddannet læge, beskriver blodige detaljer så de står skarpt i den indre biograf.

Selvom det er en bog der mere eller mindre foregår samme sted, så sker der virkelig mange ting undervejs, så bogen bliver aldrig langsommelig. Plottet er virkelig godt og der kommer også et par overraskelser undervejs. Jeg ville ønske jeg havde næste bog ved hånden allerede. Tess Gerritsens bøger er den slags bøger, der er svære at vente på.

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Kongens efterfølger

Hvis du endnu ikke har læst noget af Matthew Arlidge og hvis du godt kan lide krimier med brutal vold og detaljerede beskrivelser af gerningssteder, så anbefaler jeg, at du går i gang med denne serie. Den er ikke så brutal som Chris Carter eller Cody McFadyen, men den lugter lidt derhen ad. Kongens efterfølger ar 5. bog i rækken. Jeg anbefaler, at du starter med den første, "Okker gokker".

Hvis du allerede har læst serien, så kender du kriminalkommissær, Helen Grace. Hun er ikke som andre hovedpersoner jeg har læst om. Hun har lig i lasten af den grusomme slags. Ingen tvivl om, at hun er mærket af sin bagage, men hun er ikke ødelagt og nedbrudt – tvært imod er hun mere viljestærk og arbejdsom end de fleste. Det gør sig også gældende i Kongens efterfølger, men Helen er oppe imod nogen, som ønsker hende det værste. Ikke bare én, men flere personer, ser deres snit, til at forsøge at få hende ned med nakken.

Jeg havde ondt i maven gennem store dele af den her bog. Den er på en eller anden måde, så hjerteskærende. Helen kæmper, men det er ikke nemt. Det kan godt være, at hun er stærk og sej, men hun har brug for lindring af sine smerter, og det søger hun via SM. Den fysiske smerte lindrer den psykiske. Hun kender derfor til miljøet, på trods af, at hun altid har opsøgt smerten diskret. Da der sker et brutalt mord i en S/M-klub, viser det sig, at offeret er en person som hun kender særdeles godt og holdt af. Det bringer hende helt ud af fatning og det påvirker hende i en sådan grad, at hun ikke formår at lede sine underordnende og have øjne for deres indbyrdes kamp. Først da næste mord sker, begynder det at dæmre for hende, at morderen måske forsøger at ramme hende personligt. Ret meget mere, ønsker jeg ikke at afsløre af handlingen. Det skal komme som en overraskelse, når man læser.

Helen Grace er ikke en person som ønsker medlidenhed. Hun holder sig fra alt hvad der hedder parforhold og til dels også venskaber. Netop derfor, bliver hun alligevel en person jeg føler medlidenhed med. Hun er så ensom i alle livets henseender og hun har ingen – overhovedet – at betro sig til. Derfor er hun også alene, da tingene vender sig 180 grader og peger på hende. Men hun kæmper, for det er sådan hun er indrettet. Bogen forærer os en cliffhanger af en afslutning, som gjorde mig mundlam og som straks fik mig til at søge efter udgivelsesdato for næste bog. Ønsker man at læse den næste på dansk, må tålmodet strække sig helt til engang i oktober eller november. Kan man ikke vente, må man snuppe den på engelsk.

5 ud af 6 krimiperler til Kongens efterfølger.

Anmeldelse: Chris Carter - Nemesis

De fleste af jer, har jo nok efterhånden opdaget, at Chris Carters bøger er mine absolutte favoritter. Derfor kan jeg ligeså godt bare lægge ud med at sige, at jeg endnu engang imponeres over hvor P I S S E intelligente plots den mand evner at finde på! Det er altid snørklet og overraskende. Bedst som jeg tror jeg har regnet den ud, så upti wupti, så twister han balladen og jeg spærrer øjnene op i overraskelse. Også denne gang. Jeg nåede lige at tage mig selv i at tænke, at det måske ikke var så originalt tænkt som det plejer at være og så vendte bøtten.

Husker du Lucien Folter fra ”Ondskab”? Han er tilbage og denne gang vil han have hævn. Over Robert Hunter, som Lucien mener er skyld i hans 3½ år bag tremmer, samt tabet af hele hans ”forskningsprojekt”. Lucien er ikke psykopat – han er bare gennemsyret ond og helt bevidst om det. Samtidig er han også helt bevidst om, hvordan man slår et menneske ihjel, uden at slå det ihjel. Dræb alle de personer, som vedkommende elsker og holder af. Og tvivl ikke på, at det er det, Lucien Folter har tænkt sig at gøre.

Hunter, som ellers er en af de klogeste og skarpeste kriminalbetjente, kommer til kort her. Det er næsten lige før Lucien bliver en tand for overmenneskelig i sine evner, men også kun næsten. Når jeg kigger på hvad bogen ellers rummer af konstant spænding og gru, så gør det ikke noget, at både helten og den psykopatiske morder, bliver en smule for effektive.

Som sædvanlig giver Carter den hele armen med de blodige og detaljerede beskrivelser omkring mordene. Samtidig er der flettet en del true facts ind, som tilsætter grumsomhederne endnu mere realisme. Der er masser at glæde sig over, hvis man sætter pris på de modbydelige og blodige billeder, man kan danne i sin indre biograf. Der blev forholdsvis stille på personalestuen, da jeg gav mig til at fortælle mine kollegaer om detaljerne i et af de mord der bliver begået i bogen. Øjenæbler der er poppet pga overophedning, bragte ikke den store begejstring frem hos andre end mig 😊

Han har gjort det igen - så kort kan det siges. Grusomhedernes mester numero uno.

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Gravkammeret

Tess Gerritsen er en af de krimiforfattere jeg nyder allermest at læse. Jeg er bidt af hendes skrivestil, hendes skræmmende fortællinger og de uhyggelige billeder, hun virkelig formår at danne i min indre biograf. Hendesbøger har aldrig skuffet mig … før nu.

Retsmediciner Maura Isles, bliver inviteret til at overvære en CT-scanning af en flere tusind år gammel mumie, som er blevet fundet i et kælderrum på et museum. Scanningen foregår under stor mediebevågenhed og bliver filmet af et tv-hold. Som den garvede krimilæser nok har gættet, så viser der sig uventede ting på scanningen. Ting som sår tvivl om, hvor vidt deres mumie nu også er så gammel. Kriminalbetjent Jane Rizzoli, bliver tilkaldt og sagen overgår til Boston politis drabsafdeling. Det varer ikke længe, før en smuk ung medarbejder på museet, bliver kontaktet af en anonym person. En person som viser sig, at have adgang til hendes lejlighed. De få spor der dukker op, viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden, hvor en mor og hendes datter, flygter fra en modbydelig ondskab. En ondskab og en sandhed, som nu har indhentet dem.

Der er rigtig meget arkæologi i denne bog. Forfatteren gør sit bedste for at beskrive de mumificerede lig så grusomt som muligt, men på mig virkede billederne ikke. Jeg blev ved at se Grauballemanden for mig – og ja, vel er han skræmmende, men jeg har kigget på ham gennem min barndom, når jeg besøgte Moesgaard museum sammen med min bedstefar. Sådan et udtørret moselig, får bare ikke gyset frem i mig. I stedet blev det nærmest lidt halvstøvet og jeg tog mig selv i at vente på, at de fandt nogen nutidige lig. Normalt er Tess Gerritsen mester i, at få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, men i denne bog synes jeg ikke uhyggen kommer. Hendes normalt så lækre sprog og de vilde plottwists, glimrer ved deres fravær. Den har sine spændende øjeblikke og det er da også fantastisk, at være i selskab med Jane Rizzoli, Maura Isles og Barry Frost igen. Dem havde jeg savnet.

Det er med smertende hjerte, at jeg tildeler Gravkammeret 3 krimiperler.

Anmeldelse: Cathrine Ryan Howard - Dødelig løgn

Jeg hørte denne bog på lyd i bilen, på vej på sommerferie sydpå. Jeg havde intet hørt om den inden, så jeg havde ingen forventninger til den overhovedet, og vidste ingenting om handlingen.

Det gik ret hurtigt op for mig, at det ikke var første del i en serie. Det stod også ret hurtigt klart, at jeg ikke ville behøve at læse 1. del, eftersom både plot og morder bliver afsløret allerede på de første sider.

”Dødelig løgn” foregår 10 år efter første bog, men den er ligesom delt op i karakterernes fortællinger før og nu. Både hovedpersonen Alison, men også den formodede morder, Will.

Og netop formodede, er det som Dødelig løgn handler om. For i første del, hærger den frygtede Kanalmorder. Bl.a. bliver Alisons veninde, Liz, slået ihjel og det viser sig, at være Alisons kæreste Will, som er Kanalmorderen. Helt uforståeligt for Alison, som selvfølgelig får traumer og må flytte fra byen. Der er ingen tvivl om hans skyld, for han tilstod selv mordene.

Nu 10 år senere, slår Kanalmorderen til igen. Eller er det bare en copycat? Will sidder stadig i fængsel, men påstår at han ved noget. Han vil dog kun tale med Alison. Hun indvilliger og snart har han sået tvivl i hendes sind. Jagten på en morder er fløjtet i gang og sammen med en lokal politibetjent, begynder Alison at rede trådene ud. Kan det virkelig passe er Will er uskyldig?

Jeg synes i bund og grund, at det er en god og spændende bog. Jeg synes der er et fint plot, og selvom vi godt ved hvem morderen er inden sagen er opklaret, så var der stadig flere overraskelser. For mit vedkommende, så blev den lidt for langsommelig til tider og kørte lidt for meget rundt i Alisons følelser af angst, tvivl og gammel kærlighed. En lille smule kedelig til min bloddryppende smag, og sprogligt kunne jeg godt ønskemig lidt mere ”spræl”.

Anmeldelse: Belinda Bauer - Klarsyn

Den forrige bog jeg læste af Belinda Bauer, var De smukke døde. Virkelig en god krimi, så forventningerne til denne var forholdsvist høje.

Handligen er trist. Et ungt forældrepar, har mistet deres 4-årige søn. En morgen glemte hans far at lukke hoveddøren da han gik på arbejde. Lille Daniel forlod huset og eneste spor af ham, var fem små fodspor i noget nystøbt cement udenfor deres hus. Forældrene er knuste, men hvor faren forsøger at komme videre og begynder at arbejde igen, går moren helt i sort og ligger nok nærmest og vipper på vanviddets rand. Anna, som moren hedder, bebrejder James og i stedet for at snakke med ham om sine følelser, bliver hun indesluttet og sær og ender med at opsøge en synsk mand i en kirke.

For lidt over et år siden, forsvandt et andet barn i samme by. Politimand John Marvel, kan ikke slippe sagen, som aldrig er blevet opklaret. Da Daniel forsvinder, vækker det hans interesse og han bliver nærmest besat af at finde de to børn. Marvel er meget levende beskrevet. Jeg fattede hurtigt sympati for ham og hans på én gang iver og nedtrykthed, over at finde ud af, hvad der er sket.

Jeg synes i bund og grund det var en kedsommelig affære, at komme igennem den her bog. Der sker intet sindsoprivende eller tilnærmelsesvis særligt spændende. For mig var den også lige lovlig urealistisk og unuanceret. Ikke blot pga. de overnaturlige synske evner, men også Annas forvandling sidst i bogen. Da jeg var færdig med den, havde den ikke givet mig noget som helst.

1 sølle krimiperle må den få. Øv.

Anmeldelse: Tess Gerritsen - I Satans tjeneste

I denne bog nr. 6 i serien om Jane Rizzoli og Maura Isles, er Tess Gerritsen i høj grad tilbage på sporet, sådan rent uhyggemæssigt. Forrige bog, blev lidt for mild og der gik for meget barsel og følelser i den. Jeg frygtede, at stilen var ændret, men det var heldigvis ikke tilfældet.

En ung kvinde findes brutalt myrdet. Der er ikke sparet på blod og detaljer. En hilsen er skrevet med blod på væggen og noget lugter af satanisk fanatisme. Efterforskerne indser hurtigt, at de har brug for hjælp fra en lille eksklusiv gruppe af folk, som mener at ondskab har en fysisk tilstedeværelse i vores samfund. De mener, at der lever dæmoner i blandt os almindelige mennesker. Rizzoli og Isles, er ikke tilhængere af den forklaring, men ikke desto mindre, har klubben en viden, som de har brug for i deres efterforskning.

Samtidig med, at vi følger det som altid spændende og medrivende opklaringsarbejde, følger vi også to andre individer. Den ene er en kvinde på flugt. Hun er angst helt ind i knoglerne og har levet skjult i årevis. Hendes frygt for en iskold dræber, er beskrevet så jeg selv sad og blev helt nervøs. Den anden vi følger, er morderen, hvis tanker om hændelser i fortiden, ikke efterlader nogen tvivl om hans grufulde personlighed.  

Jeg elsker den undertone af uhygge og gru, som ligger som baggrund igennem hele bogen. Jeg elsker, at bogen er fuld af overraskende uhyggelige hændelser, at der forekommer twist på twist, at der ikke er sparet på blodige detaljer. Allerbedst er det, at vi læsere får lov at bryde vores hjerner hele vejen igennem bogen, med hvordan Fanø det hele hænger sammen. Personligt gennemskuede jeg ikke plottet, før det blev serveret for mig.

Frygt ikke, at bogen er fyldt med overnaturlige eller uforklarlige hændelser pga. det djævelske emne. Det er der heldigvis intet af! Jeg synes det her er en af Tess Gerritsens bedste bøger indtil videre, selvom den trods alt ikke slår Kirurgen.

6 krimiperler på pladen!

Anmeldelse: Angela Marsons - Tavse skrig

Tavse skrig er en af den slags bøger, som giver ondt i maven imens man læser. Ikke sådan på kvalmemåden fordi det hele er penslet ud, men på den der ”rørt dybt ned i maven-måde”. De skæbner vi møder – både de døde og de levende … arg mand, hvor er det hjerteskærende!!

Jeg er vild med hovedpersonen, Kim Stone. Hun er på den ene side iskold, ligeglad og utilnærmelig. På den anden side, er hun det varmeste og mest omsorgsfulde menneske man kan forestille sig. Det lykkedes til fulde for forfatteren, at koble de to sider af hende sammen, så hun bliver en yderst troværdig person, som jeg glæder mig til at følge.

Liget af en kvinde findes. Hun er myrdet ved drukning i sit eget badekar. Kim Stone er den ledende efterforsker, men da det viser sig, at sagen trækker tråde til et nedlagt børnehjem for unge piger, bliver sagen personlig for Kim. Hun har selv en fortid, på netop sådan et sted. Flere lig dukker op, nye såvel som gamle og det står snart klart, at der er tale om en kold og beregnende morder. Én som på ingen måde er nybegynder.

Vi følger hovedsageligt Kim Stone i hendes arbejde og i hendes møde med forskellige kollegaer, men vi følger også nogen af ofrene, i det øjeblik de bliver slået ihjel. Et par gange kommer vi endda med ind i hovedet på morderen. Den er en af den slags bøger der giver mulighed for at man gætter med og forsøger at regne ud, hvad motivet kan være. Jeg troede jeg havde regnet den ud på snedigste vis, men sandheden viste sig, at være endnu snedigere.

Jeg synes virkelig det her er en cool debut! Den er så veldrejet og fint skrevet. Den har uhygge og den er spækket med følelser, men samtidig er den støvsuget for kærlighed og parforhold 😊

Fem krimiperler får den af mig.

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dukkehuset

Ruby vågner i sin seng. Hun har tømmermænd og orker ikke at åbne øjnene. Hun trækker dynen tættere om sig, men noget er ikke som det bør være. Duften er forkert. Ruby åbner øjnene og finder sig selv i en fremmed seng. Spærret inde i et kælderrum. 

Liget af en ung kvinde bliver fundet gravet ned på en strand. Hun har ligget der i flere år, men ingen har meldt hende savnet. Nogen har sendt dem beskeder fra hende, så familie og venner har ikke anet uråd.

Så er stilen ligesom lagt for denne 3. del i Matthew Arlidges serie om Helen Grace. Grum, creepy og med en fuldstændig forskruet morder. Der er højt tempo og spænding fra start til slut. Helen Grace er ikke den typiske heltinde. Hun er stærk og sej udadtil, men indeni har hun ar, som aldrig forsvinder. Det er ikke noget som får lov at tage meget plads i bogen, men mere noget som vi fornemmer eller som bliver afdækket bid for bid. Personligt synes jeg, at hun er en super cool hovedperson. En som jeg føler jeg kommer til at kende når jeg læser, og en som jeg savner at høre mere om, når de sidste sider er vendt. I det hele taget er Matthew Arlidge en forfatter, som jeg synes bliver bedre og bedre bog for bog. Jeg ærgrede mig da bogen var slut og over at der nu er ventetid helt til hen omkring september, før næste bog er på hylderne. Hans bøger er velskrevne og når jeg læser dem, føles det lidt som at se en film. Kæmpe plus.

Specielt med denne serie, vil jeg anbefale at du starter fra bog nr. 1. Der sker en hel del ting i de to første bøger, som der henvises til i denne. Der er også baggrundsviden om hovedpersonerne, som bedst forstås hvis man ved hvad der hentydes til. 

Dukkehuset gav mig den der helt særlige følelse af spænding i hele kroppen, men efter flere overvejelser, kommer den ikke helt op til de nye 6 perler. Den ligger dog på grænsen, så det bliver 5 store perler 😊

Anmeldelse: Chris Carter - Dødens galleri

Endelig endelig endelig nyt fra Chris Carter. Uden tvivl de bøger jeg venter med størst længsel på. Jeg var så heldig at få den tilsendt fra det engelske forlag allerede midt i december, så jeg har læst den på engelsk denne gang. Selvom jeg er god til engelsk, går det alligevel en anelse langsommere, at få den læst, men samtidig kan jeg godt lide, at læse en bog med forfatterens egne ordvalg.

Og hvad har han så fundet på denne gang?

Hunter og Garcia, står igen med et brutalt mord. En ung kvinde, fundet i eget hjem. Både hænder og fødder er fjernet. Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle, at gerningsstedet er yderst grotesk for alle at træde ind i. Omstændigheder gør, at betjentene får mistanke om en seriemorder. De søger databaser, men intet resultat. Herefter går der ikke mange timer, før FBI tropper op på deres kontor. Der er selvfølgelig en grund til, at FBI har skjult og monitoreret alle søgninger på bestemte mordmetoder og mordersignaturer, men den skal I selv have lov, at læse jer til.

I denne bog, arbejder LAPD sammen med FBI. Specialagenterne, har i første omgang ikke megen tiltro til betjentenes evner, men os der kender til Hunter, ved godt fra starten, at det kommer til at ændre sig 😊 Som sædvanlig med Carters bøger, er der masser af opklaringsarbejde og mulighed for os som læsere, at gætte med på, hvordan det hele hænger sammen. Det er dog ikke let, for der er twist på twist og også et par større overraskelser undervejs. Vi følger også morderens tanker undervejs, så vi får et par småbidder af hans intentioner og vi er med, når han strammer nettet om sine ofre.

Det er som om, Carter har skruet lidt ned for gerningsstedsdetaljer, uhygge og grusomhed i forhold til de forrige bøger i serien. I stedet har han skruet op for relationer og opklaring. Alt er selvfølgelig relativt, så at der er skruet ned, betyder i dette tilfælde ikke, at det ikke stadig er råt og brutalt.

Jeg synes ikke det her er Chris Carters bedste bog til dato. Jeg havde givetvis sat mine forventninger for højt, men de plejer at blive indfriet med Carter. Denne gang blev jeg ikke helt så medrevet som vanligt og jeg savnede den velkendte snigende uhygge, som gør det svært at lægge bogen fra sig. Dog er det med Carters bøger, som med sex og pizza – selvom det ikke er det bedste, er det stadig ret godt 😉

Dødens galleri slutter med en cliffhanger, som gør det rigtig svært at vente et år på næste bog.

Fem krimiperler fra mig

Følg med på Instagram og Facebook

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Skindød

Jeg er nødt til at indrømme, at jeg simpelthen har glemt at skrive anmeldelse af denne her. Bedre sent end aldrig, er der nogen der siger, så her får I den.

Jane Rizzoli er stadig gravid, men hun har nået sin terminsdato og går hjemme på barsel. Det har hun det svært med, for hun trives bedst med at arbejde. Maura Isles er derimod på arbejde og kommer i modvind i pressen, da en kvinde i lighuset hvor Maura arbejder, viser sig stadig at være levende. Pressen går amok og forsøger at finde en syndebuk, at hænge op for fejlen. Den stakkels kvinde bliver kørt på hospitalet, hvor hun vågner op og går helt i chok, for derefter at dræbe en vagt og tage gidsler. Et af gidslerne, er Jane Rizzoli, som er på hospitalet for at føde.

Hvordan kvinden endte i lighuset og hvorfor hun er så skræmt, at hun er parat til at slå ihjel, finder vi ud af i den parallelhistorie, som kører ved siden af opklaringen af et andet mord. En yderst rørende og meget følelsesladet historie. En der vækkede sorg, vrede og medfølelse i mig og samtidig nok den historie, som løftede denne bog.

Jeg kan godt afsløre, at Jane føder sin baby og slipper ud af gidseldramaet. Hendes måde at håndtere moderskabet herefter, ligger milevidt fra min egen tilgang til babyer og familie. For Jane har ikke den vilde interesse for babyen og udviser heller ikke nogen varme følelser. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt træt af hende i denne bog, for ja, der er givetvis mødre der har det som hende, men jeg vil mene, at det så er mødre med fødselsdepressioner eller lignende. Jeg synes simpelthen det blev for urealistisk, at hun havde så travlt med at komme ud og fange en voldsom morder, når hun lige er blevet mor og hendes baby er få dage gammel. Men hvad ved jeg.

Vi har at gøre med en super dygtig forfatter. Det fornemmes tydeligt, at der er kvalitet i sproget og måden historien er fortalt. Normalt er Tess Gerritsens bøger til den meget brutale og uhyggelige side. Den del ser vi ikke rigtigt her, synes jeg. Det er på en eller anden måde, lidt mere en følelsesbog tilsat socialrealisme og spænding, så den når ikke helt til tops i min flagstang desværre.

4 perler får den af mig 

Følg også meget gerne med på Facebook og Instagram 

Anmeldelse: Paul Cleave - Øje for øje

Forestil dig, at en af de personer du elsker allermest, blev udsat for en grov forbrydelse med døden til følge. Hvis et eller andet møgsvin, havde voldtaget og/eller dræbt din elskede eller dit barn. Hvordan ville du have det – ville du ønske 5 minutter alene med drabsmanden og udøve hævn?

Theodore Tate og hans makker Carl Schroeder, oplever gang på gang at de pårørende til grove forbrydelser, ønsker netop dette. 5-minuttermanden har sat sig for at hjælpe disse pårørende, så han opsøger dem og tilbyder dem deres fem minutter alene. Flere af dem tager imod tilbuddet og Tate har til opgave at sætte en stopper for disse drab. Det er svært for ham på flere måder. Dels fordi han har en formodning om hvem 5-minuttermanden er, men også fordi Tate selv har haft sine 5 minutter, da hans datter blev slået ihjel og hans kone blev katatonisk. Han har aldrig fortrudt sin handling.

Paul Cleave er god til, at skrive krimier, som ikke er som alle andre. Dette er 2. bog fra ham, hvor vi faktisk følger morderen og ved (næsten) fra starten hvem han er. Alligevel formår han at skabe masser af spænding og jeg var fastholdt hele vejen igennem. Jeg synes dog ikke ”Øje for øje”, er helt på højde med de andre bøger jeg har læst af ham. Selvom der er spænding, så er den ikke så højintens som normalt i Cleaves bøger og jeg synes der bygges mere på følelser i bogen her. For jeg kom selvfølgelig til at tænke på alt det her med straf. Hvis vi forestiller os, at man fik sine 5 minutter med den der har fået vores liv til at styrte i grus, så sidder der en familie et sted derude, som også får taget en person fra sig, som de elsker højt – voldsforbryder eller ej. Har de så også ret til at hævne? Skruen uden ende. Spørgsmålet om dødsstraf rejses også. Hvem er det der straffes hårdest når det sker? Er det morderen der forlader denne jord med en giftsprøjte i armen, eller er det morderens efterladte? Hans mor og far, kone og børn?

Øje for øje er en god og spændende bog, som sætter tankerne i gang. Jeg fik lidt en følelse af, at der er sprunget en bog i rækken over, med udgivelsen af denne. Der henvises en hel masse til en anden sag. Hvis det er tilfældet, så kender vi allerede slutningen af den bog nu, hvilket er ærgerligt. Det har dog ikke stor betydning for handlingen i denne bog. Øje for øje, er 6. bog af Paul Cleave udgivet på dansk. Forlaget har dog ikke valgt at udgive bøgerne i den rækkefølge de er skrevet, så derfor skaber det til tider lidt forvirring i læsningen. 
Sproget og humoren står skarpt som altid. Det er nok det jeg sætter størst pris på hos i Paul Cleaves bøger!

4 krimiperler til Øje for øje.

Følg også gerne med på Facebook og Instagram

 H E R kan du læse flere anmeldelser af Paul Cleaves bøger 😊

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Okker gokker

Her har vi at gøre med en af den slags krimier, som lader ofrene træffe et valg for overlevelse. Et rigtig svært og tæt på umuligt valg. En af den slags bøger, som sætter tankerne i gang hos os læsere. Hvad ville vi selv vælge at gøre, og kan det virkelig passe, at man kommer helt derud, hvor de dyriske instinkter styrer?

I Okker gokker, bliver et ungt kærestepar fanget og efterladt på et øde sted. De bliver efterladt med en pistol og får at vide, at ingen kommer ud i live, med mindre man vælger, at tage livet af den anden, med pistolen. Hvad de vælger, vil jeg ikke afsløre, men det er hjerteskærende. Snart følger flere ofre og det står hurtigt klart for politikommisær Helen Grace, at morderen er ekstremt kold og kynisk. Hun har sin egen dagsorden og hun stopper ikke, før hun har bragt sin plan til ende.

Jeg kan godt lide hele det set up, der er i den her bog. Det er lidt fedt fundet på, netop fordi jeg som læser, blev grebet af spekulationer. Både i forhold til, hvad jeg selv kunne tænkes at gøre, men også i forhold til de forskellige ofre og sammensætningen af de indbyrdes forhold de har. Er der forskel på hvordan et kærestepar ville handle, frem for hvordan to kollegaer ville forholde sig. Og så er der hele forløbet efterfølgende. For hvem er det egentlig der får den værste straf? Den der bliver skudt, eller den der redder sig selv, men må leve til evig tid med både sin egen fordømmelse af sig selv, men også den fordømmelse, som afdødes familie og venner pålægger en?

Okker gokker, er ikke blot tankevækkende, men også en yderst spændende og medrivende bog. Vi følger politiarbejdet og samtidig følger vi ofrene i deres pinsler. Der er flere overraskelser undervejs og jeg kedede mig på intet tidspunkt. Hovedpersonen Helen Grace er stærk, men hun har dæmoner hun kæmper med. De kommer mere og mere frem undervejs. Hun er bestemt en personlighed, som jeg glæder mig til at følge.

Jeg tror sgu jeg stikker den fem krimiperler

Anmeldelse: Belinda Bauer - De smukke døde

Meget få krimiforfattere mestrer, at mixe en god omgang humor med brutale mord. Nu lukker man jo nok også sjældent en krimi op, for at komme til at grine, men når det lykkedes at drysse små smil ind i en blodig mordgåde, uden at tage fokus fra uhyggen, så er det altså ret suverænt. Paul Cleave mestrer det, Stuart MacBride mestrer det og nu har jeg fundet ud af, at Belinda Bauer også mestrer det.

Eve Singer er kriminalreporter på en tv-station. Hun er dygtig, men hendes chef er hård og kræver umuligheder af hende. Eve har brug for mord - de døde betaler hendes husleje. Og mord får hun snart. Grusomme mord begået af en galning. En syg morder, hvis mål er, at skabe kunst i form af mord begået og foreviget i det offentlige rum. Og her kommer Eve ind i billedet, for nu er vi tilbage ved det faktum, at Eve har brug for mord – og morderen har brug for Eve.

Mordene er blodige, og plottet er både spændende og interessant. ”At leve på lånt tid”, får pludselig en helt anden og meget håndgribelig betydning. Vi følger også morderens tanker undervejs. På en eller anden måde, så kunne jeg godt sætte mig ind i baggrunden for hans hensigter, men tak til Belinda Bauer, for ikke at skildre ham, så vi føler sympati for ham og tak for en slutning, som fik mig til at klappe i hænderne af fryd. En slutning som jeg altid ønsker den, men som man sjældent får. Så har jeg vist ikke afsløret for meget.

Jeg kan virkelig godt lide Eve. Hun er sød og menneskelig, men samtidig stærk og grænseoverskridende, hvis sidstnævnte kan hjælpe hende til, at opnå sine mål. Eve bor sammen med sin far. Han er svært dement og sætter en stopper for Eves sociale liv. Hans sygdom og deres forhold, er skildret på en varm og kærlig måde, tilsat et twist af humor på den fine måde.

Jeg er vild med den her bog og jeg håber inderligt, at det er starten på en ny serie. 

Frk. Tines krimitanker, er nu både på Facebook og Instagram 

Anmeldelse: C. L. Taylor - Savnet

Savnet, går under betegnelsen ”thriller”. Jeg synes mere, vi har at gøre med noget domestic noir. Dog kommer vores hovedpersoner også ud i det offentlige rum, men jeg synes som udgangspunkt, at historien drejer sig, om de nære relationer. Men altså…. Hvad ved jeg egentlig om genrer? Nul og en ski, så det må jeg hellere lade vær, at kloge mig på!

I stedet kan jeg fortælle lidt om handlingen. Vores hovedperson og jeg-fortæller, Claire Wilkinson, har mistet sin søn. Det er 6 måneder siden han forsvandt sporløst. Claire og hendes mand, Mark, lever i håbet om, at Billy bare er stukket af hjemmefra, men som tiden går, rinder håbet stille og roligt ud. Claire er ved at gå helt i stykker og hun begynder at opleve black outs, hvor hun pludselig vågner et fremmed sted, uden at ane hvordan hun er kommet dertil, eller hvad hun har lavet under sit black out. Vi føler tydeligt hendes smerte og skyldfølelse. Hendes mand og anden søn, plages også af skyldfølelse og deres liv er ligeledes på vej ned i mørket. Bogen gennemsyres af sorg, tragedie og følelsen af, at der venter os en overraskende drejning.

Desværre kommer der ikke nogen drejning. Jeg ventede og ventede på, at historien skulle tage fart. Vel er Claires oplevelser og følelser gribende, men det bliver ret hurtigt kedeligt og langtrukket. Super ærgerligt, for jeg var ret vild med forfatterens forrige bog, Løgnen. Den var, efter min mening, af en helt anden og langt mere slagkraftig kaliber. Det mest spændende, er den sideløbende historie, i form af en chatkorrespondance mellem to personer. Vi er ikke helt er sikre på hvem personerne er, men vi begynder at få en anelse og der tegnes et billede, af en ubehagelig person. 

Slutningen er tankevækkende. I får lige et lille citat: 
”Men man er nødt til, at give slip på sine børn. Man er nødt til at lade dem vælge deres egen vej, og hvis de vælger den forkerte, kan man kun håbe, at de kommer til en og rækker ud efter ens hånd..”