På Bagsiden står der:
En bombe eksploderer i et baghus på Nørrebro. På
gerningstedet finder politiassistent Lars Winckler det maltrakterede lig af
Thorbjørn Lehbæk, journalist ved den venstreorienterede netavis Modkraft.
Synet af den afdøde slår benene væk under Lars, for
Thorbjørn han var engang nære venner. Er Thorbjørn offer for et attentat? Eller
var han i virkeligheden igang med at fremstille en bombe rettet mod det nært
forestående EU-topmøde?
Overbevist om Thorbjørns uskyld kommer Lars på sporet af en
terrorcelle, og truslen om flere bombesprængninger viser sig at være
overhængende. Samtidig hvirvler efterforskningen op i de to venners
fælles fortid i 80’ernes punk- og BZ-miljø. Ikke alt fra dengang tåler dagens
lys. Og ikke alt er blevet tilgivet.
Jeg synes egentlig at De berusedes vej er en bog skrevet i
et sprog der tiltaler mig. Det er let og ligetil og hovedpersonen Lars, kan man
næsten ikke andet end at synes om.
Plottet er som sådan også snørklet, så det
ikke sådan lige er til at gennemskue. Alligevel var der bare et eller andet der
gjorde, at jeg kedede mig imens jeg læste - manglede lidt action måske mest. Jeg blev bare ikke
rigtigt grebet af den. Ofte tog jeg mig selv i at springe passager over, som
for mig at se, mest var fyld. Jeg synes den blev langtrukket og selvom
slutningen var overraskende, synes jeg også det samtidig virkede lidt sådan
hovsa-agtigt. Fra at Lars kører i ring i sin opklaring det meste af bogen, til
at han lige pludselig bum bum bum gennemskuer alt muligt afgørende uden videre.
Det holdt ikke helt for mig.
Det skal så lige siges til bogens forsvar, at det er 3. del
i en serie og dette var den første i serien jeg læste. Jeg er jo nok gået glip
af noget på den konto, men synes dog alligevel, at få hold på de fleste løse
ender der måtte ha været fra de foregående i rækken. Jeg kan godt lide, at de
fleste af personerne er så nemme at synes om, og jeg fik lyst til at høre mere
om deres liv og nye mord de skal opklare sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar