Anmeldelse: Chris Carter - Skrevet i blod

Æj hvor var det fantastisk, endelig at bruge tid med Robert Hunter igen. Og Carlos Garcia. Og kriminalkommisær Blake. Jeg har savnet dem alle sammen. 

Det kræver ikke mange siders læsning før det bliver grumt. Præcis som jeg kan lide det. Jeg holdt vejret gang på gang gennem hele bogen. For mig, er dét en indikator på en virkelig god historie. 

Ved et tilfælde, bliver en morders dagbog leveret til LAPD Special Crime Unit. En dagbog fuld af detaljerede beskrivelser af grusomme mord. Det tager ikke Hunter og Garcia lang tid, at slå fast, at dagbogen er ægte og skrevet af en seriemorder. Og så begynder jagten!

Som nævnt, er det her alt det jeg sætter pris på i en krimi. En rigtig god brutal serial killer thriller, hvor der ikke er lagt fingre imellem de detaljerede beskrivelser og hvor forfatterens fantasi ikke er til den blide side. Et plot twist, som lader mig gætte med, men som samtidig ikke er til at regne ud og som først afsløres til aller sidst. En intelligent morder, som snyder ikke bare betjentene, men også læserne. Det bliver simpelthen ikke meget bedre end det her. Det eneste minus ved bogen, er at vi ikke får de brutale detaljer fra hvert eneste mord i dagbogen - jeg ville godt have haft, at samtlige var beskrevet ... haha, ja det er nok en smule twisted :) 

Denne bog var bestemt ventetiden værd. Chris Carter skuffer heller ikke denne gang. Som altid når jeg afslutter en Carter-bog, følte jeg en form for tomhed efterfølgende. Som at savne en ven. Jeg er nødt til at vente et par dage med at starte på en ny bog, for den skal lige have tid og plads til at bundfælde sig. 

6 store flotte krimiperler til “Skrevet i blod”

Du kan også følge Tine Krimitanker på Instagram og Facebook

Anmeldelse: Karen Dionne - Den onde søster

Pyha altså, det er godtnok længe siden jeg har læst en bog der var SÅ spændende fra start til slut som denne!! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet løsrive mig fra ”Den onde søster”. Jeg læste bogen færdig i går aftes og da jeg vågnede i morges og havde været i bad, glædede jeg mig til at læse videre i den, indtil jeg slukøret kom i tanke om at jeg var færdig med den. En af den slags bøger, som gør det svært at starte på en ny umiddelbart efter. Den skal ligesom lige have lov at synke ind før jeg er klar til at kaste mig over en ny bog.

Normalt er det seriemorderbøger med uhyggelige udspekulerede mordere og twistede plots, som skræmmer mig og får mig til at gyse. Sådan en type bog er ”Den onde søster” ikke. Langtfra faktisk. I stedet møder vi Rachel, som har boet 15 år på et psykiatrisk hospital. Mest som en straf til sig selv, fordi hun er af den fulde overbevisning, at hun har slået sine egne forældre ihjel. Da hun bliver præsenteret for et bevis for at hun ikke kan have gjort det, udskriver hun sig selv, for at vende tilbage til barndomshjemmet, i håbet om at få sin hukommelse tilbage og huske den skæbnesvangre aften. 

Hvorfor har hun så tydelige billeder i hovedet, hvis det ikke er hende der har slået dem ihjel?

Sideløbende med Rachels nutidige fortælling, kører en historie fortalt af hendes mor fra tidligere tider. En historie om et forældrepar, som kæmper en ulige kamp med en datter, som besidder tydelige psykopatiske træk og som gør både mennesker og dyr fortræd. Hvor langt er man som forældre villig til at gå, for at beskytte sit barn fra at omverdenen skal opdage hendes mørke sider – eller for at beskytte omverdenen fra selv samme. Mere vil jeg ikke fortælle, da jeg vil være ked af at afsløre noget du selv skal have lov at blive overrasket og forfærdet over når du læser.

Jeg er simpelthen blæst bagover af denne fremragende bog. Jeg var skiftevis skræmt og forfærdet og havde konstant ondt i maven over de mange frygtelige hændelser. Vi ved jo fra starten, at forældrene er døde, men vi ved ikke hvordan det virkelig skete. Stille og roligt kommer sandheden frem bid for bid og det bliver mere og mere grufuldt og hjerteskærende. Historien er skrevet så snedigt, at der er lagt flere små hints ud til læseren, så vi kan regne ud at ting kommer til at ske, men vi ved bare ikke hvornår eller hvordan. Genialt simpelthen. Jeg kan slet ikke slippe historien igen. Jeg har tænkt på den flere gange i løbet af dagen i dag og jeg har fortalt om den til kollegaer og veninder.

Både personer og omgivelser er beskrevet, så jeg følte det som om jeg så en film. I øvrigt ville det også være en fremragende bog for filmatisering til en creepy psykologisk thriller.

Karen Dionne har også skrevet ”Dyndkongens datter”. Jeg skal være ærlig og bøje hovedet i skam og tilstå, at jeg skuede bogen, ikke på dens cover, men på dens titel. Derfor har jeg ikke læst den, men det bliver der lavet om på nu.

6 kæmpestore krimiperler til ”Den onde søster” – jeg kan altså simpelthen ikke anbefale den nok!

Her kan du følge min blog på FACEBOOK

Her kan du følge min blog på INSTAGRAM

Anmeldelse: Phoebe Locke - Manden i skyggerne

Hvis der er noget jeg synes er vanvittigt skræmmende, så er det sådan noget med en uhyggelig mand – krimier der hedder noget med ”-manden” tiltrækker mig lige lidt ekstra og får mig til at gyse. Jeg ved ikke hvorfor. Givetvis også derfor jeg tiltrækkes af voldsomt drabelige seriemorderbøger hvor en intelligent og udspekuleret morder, dræber løs på bestialsk vis.

Udover at titlen er uhyggelig i sig selv, så er handlingen også baseret på virkelige hændelser. Har du hørt om ”Slender Man”? En vandrehistorie som handler om en ansigtsløs mand, der gemmer sig i skyggerne, som har dræbt sin egen datter og som nu tager piger. For nogen børn, ville det være vanvittigt skræmmende, men andre blev tiltrukket af manden og troede på historierne om, at hvis man ofrede gaver til ham, ville man blive noget særligt for ham og han ville komme tage én med sig ind i skyggerne. I 2014 var historien om Slender Man direkte årsag til at to teenagepiger i Wisconsin slog deres jævnaldrende veninde ihjel. "The Slender Man Stabbing"

Af den grund, var mine forventninger til ”Manden i skyggerne” stor. Og bogen havde virkelig potentiale til at blive præcis så uhyggelig som forventet, men det var den desværre bare ikke. Bogen er skrevet med flere tidslinjer fortalt af forskellige personer, for til sidst at flette sammen i en højere enhed med en overraskende slutning. Desværre kommer vi ikke rigtigt for alvor ind under huden på nogen af fortællerne og alting bliver derfor lidt overfladisk. Synd, synes jeg, for der er elementer af uhygge, som fik min puls op, men som lige så hurtigt faldt fladt … vi når aldrig for alvor et klimaks, selvom slutningen kom bag på mig. Samtidig er det også slutningen, som har efterladt mig med ubesvarede spørgsmål, men ikke på den gode måde, der giver stof til eftertanke.

Tidslinjerne starter i 1999 hvor Sadie og Miles lige har mødt hinanden og allerede venter barn sammen. Vi fornemmer, at der er noget i gære, men vi ved endnu ikke hvad. Så springer vi i tiden hvor deres barn Amber er født og Sadie vælger at forlade sin familie for at beskytte hende. 18 år senere følger vi et filmhold, som er i gang med en dokumentarfilm om Amber Banner, som netop er frifundet for mord. På hvem og hvorfor, ved vi heller ikke noget om før til sidst, hvor det hele afsløres skridt for skridt.

Det er lidt en underlig følelse at have læst en bog, som egentlig er okay god og med et særdeles interessant og vedkommende emne, men som efter endt læsning, på ingen måde sidder under huden på mig. Det havde jeg troet den ville gøre, for det er ikke længe siden, at min egen datter var skræmt fra vid og sans af en vandrehistorie i stil med Slender Man. Husker du Momo? En figur som er en blanding af en kvinde og en fugl. En figur som efter sigende kontaktede børn via deres telefoner og skræmte dem til at gøre frygtelige ting, hvis de ville undgå at Momo slog deres familier ihjel. Min egen datter har aldrig fået beskeder fra Momo, men hun hørte historierne og hun så billedet af den. Hun turde ikke være alene i en lang periode. Turde ikke sove alene eller gå på toilettet alene. Det var en hård tid for familien, og vi gjorde alt for at forklare hende, at Momo i virkeligheden bare er en figur på et museum og ikke findes i virkeligheden. De historier sætter sig dybt i børn og jeg tror de fleste voksne mennesker, undrer sig over, at nogen kan finde på at skræmme børn i en så voldsom grad.

Så … hvad synes jeg så egentlig om ”Manden i skyggerne”? Alt i alt en god og læseværdig bog, fordi baggrundshistorien er interessant og skræmmende. Til tider røg min puls i vejret, men overordnet set, er det en slow pace-bog i et meget langsomt tempo. Forvent en god historie, men forvent ikke at komme under huden på personerne. Et par stykker af dem fra filmholdet, kunne jeg godt tænke mig at følge videre, men jeg ved ikke om forfatteren Phoebe Locke, har flere bøger på plakaten. 
Er du til en stille og rolig psykologisk krimi, hvor puslespillet lægges stille og roligt brik for brik, så vil du sandsynligvis synes godt om denne bog. Den er da også kategoriseret som en spændingsroman, hvilket passer bedre på den end krimi. 

3 krimiperler til Manden i skyggerne

Anmeldelse: Kim Faber & Janni Pedersen - Satans sommer

Jeg vil gerne indrømme, at jeg er virkelig svær at stille tilfreds når det kommer til krimier. Måske har jeg bare læst for mange og kræver for meget efterhånden. Jeg vil gerne rystes og have den der isnende følelse i kroppen, af at blive skræmt. Der skal ske noget. Der må gerne være følelser og der må gerne være vedkommende emner og forhold der udvikler sig – venskaber så vel som kærlighed. Det kan også være okay med et langsommere tempo, så længe jeg føler mig fastholdt i historien og spændingen holder. Det gjorde den desværre ikke for mig i ”Satans sommer”.

Juncker som stadig bor i sin fars hus i Sandsted, får en sag om en højtstående advokat, som findes skudt i en park. Samtidig bliver hans ekskone, Charlotte, kontaktet af en person som har beviser på, at terrorangrebet, som skete i forrige bog, Vinterland, kunne have været forhindret og at 19 mennesker som blev dræbt under angrebet, kunne have været i live i dag. Da Juncker ikke ønsker at samarbejde med Charlotte, drager hun i stedet hans kollega Signe, ind i sagen. Det varer ikke længe før de to er ude, hvor de har rigtig svært ved at bunde.

Som nævnt i begyndelsen, så er jeg nok svær at stille tilfreds efterhånden. Satans sommer får rigtig meget ros rundt omkring, men jeg er altså nødt til at stå ved, at jeg kedede mig gennem størstedelen af bogen. Der sker simpelthen for lidt for mig. Der er alt for meget parforhold og tanker omkring parforhold. Der er enormt meget snak og selvom jeg synes det allerbedste ved bogen egentlig er det sproglige aspekt, så synes jeg samtidig at der er alt for meget overflødig snak – fx at en person genfortæller alt det til en kollega, som vi lige har læst. Her kunne man have nøjes med at skrive ”han fortalte hvad der var sket …” eller noget i den stil. Beskrivelserne af personer og omgivelser, er fantastiske og medvirkende til at gøre det hele mere levende for læseren, men der er også grænser for, hvor detaljeret det behøver at være hver gang – at et kontor er lille, er rigeligt for mig at få at vide – jeg behøver ikke vide hvor mange der måske kunne være derinde på en god dag, f.eks. Først godt 300 sider inde i bogen, begynder spændingen, som desværre også brydes af en lidt for nem opklaring – ”Elementært, kære Watson”, står der endda i bogen. Lidt for elementært for mig desværre.

Når det så er nævnt, så synes jeg vi skal slutte af med det positive, for Satans sommer indeholder også en masse gode ting. Det der springer mig mest i øjnene, er autenciteten. Specielt journalistdelen er på en eller anden måde, meget anderledes end andre bøger med journalister i hovedrollerne. Det er tydeligt at Faber og Pedersen, er professionelle på området og ved præcis hvordan det foregår når en stor sag er gravet frem og tingene går løs. Der er også lagt en masse energi i at gøre karaktererne autentiske. Deres følelser og deres tanker og deres indbyrdes samtaler, giver en fin dimension til historien. Nu ved jeg godt, at jeg lagde ud med at skrive, at der er for meget snak, men samtidig, så er netop snakken og samtalerne og måden de udspiller sig, noget af det der løfter bogen. Som jeg også skrev om den første bog af Faber & Pedersen, så er de mestre i skønne vendinger og leg med sproget. Billedlige beskrivelser, der fik mig til at smile og til tider endda næsten juble lidt.

Hen mod slutningen (og desværre først dér), begynder tingene at ske og det beskrives, så det giver ondt i maven. Ikke fordi det er modbydeligt, men fordi det er trist.

Der er mange bolde i luften her. Ikke alle bolde fra forgængeren ”Vinterland” kommer i spil, men afslutningsvis er der noget der tyder på, at den del jeg havde glædet mig mest til, kommer i spil på et senere tidspunkt. Det ser jeg frem til, ligesom jeg også ser frem til at finde ud af hvad der sker med Juncker og Signe efter denne omgang af ”ulydighed” fra deres side 😀

Anmeldelse: David Garmark - Sort arv

Jeg har glædet mig til denne bog, da jeg var ret glad for den forrige i serien, ”Rød tåge”. 
David Garmark er dygtig med sit sprog og skiller sig tydeligt ud fra mængden. Særligt dialogerne personerne imellem, er dagligdags og nutidige og i høj grad medvirkende til, at danne læserens billede af karakterernes personligheder.

Max Munk er taget til Ribe, hvor hans kræftsyge far ligger på sit dødsleje. Max kommer for at få svar på spørgsmål om sin afdøde søster. Hvorfor begik hun selvmord for 25 år siden og hvorfor tyder noget nu på, at søsteren alligevel ikke er død? Max får SÅ meget mere end dét fra sin far og ender i et endnu større dilemma og med endnu flere tanker og spørgsmål. En af David Garmarks forcer, er netop at ramme plet på de personlige følelser og den sorte samvittighed. Det formår han også her. Vi mærker vreden og vi føler smerten.

Under opholdet i barndomsbyen, møder Max en tidligere veninde. En han lovede at komme tilbage og hente, men endte med at brænde af. Og hvad er nu også dét for noget med at man som kvinde ”skal hentes”? Men altså, Edith som hun hedder, beder Max om hjælp til at finde sin forsvundne datter, Caroline. Caroline har været depressiv og har leget med det okkulte. Max siger i første omgang nej, men da forsvindingssagen begynder at trække tråde mod barndomshjemmet, Munkenæs Gods, bliver han alligevel grebet af sagen.

Der er masser af fuld fart fremad i ”Sort arv”. Der sker enormt mange ting og jeg erkender, at det blev en anelse rodet for mig i længden. Til tider også lidt for mange ”tilfældigheder”. Der er en hel del tråde at hitte rede i og jeg synes et enkelt element bliver lidt overflødigt og dermed mest føles som unødvendigt fyld, der ikke er vigtigt for historien – hvis jeg siger ulvene, så har jeg ikke sagt for meget.

Alt i alt har jeg det blandet med bogen her. En krimi er det jo, men der er så meget fokus på alt muligt, så jeg synes på en eller anden måde det føltes mere som en rigtig god fortælling. En slægtsroman som møder en spændingsroman og toppes med noget okkult, lidt action og en hel del humor. Jeg har svært ved at sætte fingeren helt præcist på hvad det er der driller mig.

Nu lyder det hele så negativt, og det er VIRKELIG ikke meningen. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide bogen og jeg sætter især pris på Max Munk. Jeg er ikke sikker på, han er en jeg havde lyst til at snuppe en kop kaffe og en hyggesnak med – til dét virker han for kold og socialt akavet, men jeg synes det er forfriskende med en hovedperson som ikke er som alle de andre. Ingen superhelt, ingen superhjerne og bedst af det hele – heller ingen sur drukkenbolt. Han er på en eller anden måde bare helt almindelig og nede på jorden. Jeg var godt underholdt hele vejen igennem og jeg gættede løs på, hvordan det mon hang sammen. Jeg fik ret i noget af det, bl.a. omkring Caroline. Jeg havde dog troet en anden udvikling til sidst, men den kan måske at komme endnu. Der er stadig en del løse tråde, som mangler at blive bundet sammen. Og jeg glæder mig til mere, når 3. del – ”Hvidt had” udkommer til næste år.

Anmeldelse: Paul Cleave - Whatever it takes

Der er ingen tvivl om, at Paul Cleave er på toplisten over mine favoritforfattere. Han har en evne, som jeg sætter kæmpe pris på, men som virkelig hører til sjældenhederne. Han blander brutalitet, grusomhed, grov vold med en tør humor, som kan få mig til at trække på smilebåndet, selv når det går vildest for sig. Til gengæld ved han også hvornår humoren skal i baggrunden, så han i stedet får læsernes hjerter til at græde.

”Whatever it takes” er Cleaves seneste bog, udgivet i maj 2019. Den er endnu ikke udgivet på dansk, så hvis du ønsker at læse den nu, så må du forberede dig på det engelsksprogede.

Vi kommer ind i historien, hvor politibetjent Noah Harper, er i gang med at tæve en mand sønder og sammen, for at få ham til at afsløre, hvor han har gemt den 7-årige Alyssa Stone. På den positive front, så finder Noah pigen i tide og får hende hjem til hendes familie igen. Han lover Alyssa, at han aldrig vil lade noget dårligt ske hende igen – at han altid vil passe på hende. Bagsiden af medaljen er, at manden som han brutalt tæver en afsløring ud af, er sheriffens søn. Sheriffen er ikke typen man spøger med, så da han beder Noah forsvinde fra den lille by for evigt og aldrig sætte sine ben i byen igen, så retter Noah Harper ind. Han forlader, sin hustru, sit hjem og sin by, for aldrig mere at vende tilbage.

12 år senere, får han en opringning fra sin ekskone, som han ikke har talt med siden han forlod Acacia Pines. Alyssa Stone er forsvundet igen og selvom politiet mener, at hun har forladt byen af personlige årsager, så er hendes far, som ligger på sit dødsleje, sikker på, at der er sket hende noget. Noah Harper, er en mand der holder ord. Han vender tilbage til Acacia Pines, for at finde Alyssa. Sheriffen er også en mand der holder ord, så det varer ikke længe, før Noah har fået sin første dragt prygl og trusler på livet, hvis han ikke tager sit gode tøj og flyver tilbage hvor han kom fra.

Men Noah Harper kan tåle en omgang tæsk. Og han kan i høj grad også selv uddele tæsk. I det hele taget bliver der langet mere end almindeligt mange øretæverover disken i denne bog. Faktisk så mange, at jeg til sidst tænkte ”aaaarh, nu kan han da vist ikke tåle mere vold, hvis han skal overleve”. Men han tager hvad der kommer og han gør hvad han mener der skal gøres … alt sammen krydret med den der helt fantastiske tørre humor, som lige sætter prikken over i’et. Jeg er vild med Noah Harper og jeg håber virkelig at vi får mere af ham, nu hvor det ikke umiddelbart ser ud til, at vi får lov at få mere Theodor Tate. 

Dette er egentlig hvad jeg vil kalde en lidt langsommelig bog. Der er ikke meget udvikling i handlingen til at begynde med, selvom den på alle måder er pakket med action. Ind imellem tog jeg mig selv i at tænke ”så, kom nuuuu …” men så skete der uventede ting og følelsen forsvandt. Sjov kombi egentlig, som dog fungerer som det skal. Selvom bogen har et lidt langsomt tempo, så er det alligevel den slags bog, som kræver at man som læser lige vender en side mere … og én mere og … man ved bare, at der er noget stort i vente og ganske rigtigt. Jeg havde på ingen måde regnet ud hvad der ville ske og at den omgang hævn jeg håbede på, pludselig ikke var det vigtigste. Overhovedet. Slutningen kalder på en efterfølger, så jeg krydser hvad krydses kan.

Paul Cleave er fra New Zealand og plejer at skrive bøger der foregår netop dér. Denne bog er dog flyttet til en lille soveby i USA. Det fungerer virkelig fint og beskrivelsen af byen står skarpt, på trods af, at byen er fiktiv.

Jeg er vild med Paul Cleaves bøger. Han er den type forfatter, som fortjener at blive fremhævet for sine bøger, fordi han i mine øjne, er en smule overset. Det er synd, når han har sådan et enormt talent. Han bruger ikke sine jeg-fortællere til at snyde os læsere, han bruger dem til at styrke deres personlighed for os. Og det virker. Virkelig godt endda. Hver gang jeg har lukket en bog af Paul Cleave, så føler jeg et savn og en længsel efter mere.

"Paul Cleave er en mester i mørke thrillers", står der på forsiden af bogen. Jeg er fuldstændig enig!

Anmeldelse: C. J. Tudor - Dengang Annie Thorne forsvandt

Jeg ved ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at læse ”Dengang Annie Thorne forsvandt”. Jeg var ret vild med forgængeren ”Kridtmanden” og glædede mig allerede dengang til at læse den næste.

Det har jeg så langt om længe om længe fået gjort og det startede virkelig godt.

Jeg valgte at lytte til bogen, fordi jeg havde et projekt jeg så kunne lave imens. Oplæseren er god og behagelig at lytte til. Meget positiv oplevelse.

Da Joe Thorne var barn, boede han i den lille by Arnhill. Efter hans søster, Annie, forsvandt for derefter at dukke op igen to dage senere, blev intet nogensinde det samme igen. Joe forlader byen, men mange år senere, nu som voksen og med en uddannelse som lærer, modtager han et anonymt brev, om at det sker igen. At børn er begyndt at forsvinde, for så at dukke op igen. Samtidig er en tragedie sket i byen. En mor har udryddet sin familie og tilsidst sig selv. Joe ansøger om job på byens skole og flytter ind i huset hvor tragedien skete. Det er hurtigt meget tydeligt, at der er folk som ikke ønsker Joe tilbage i Arnhill.

Som sagt starter bogen yderst positivt ud. Spændende, medrivende og en af den slags bøger, hvor jeg tager mig selv i at sidde og tænke, at det er dælme er godt skruet sammen. Fedt sprogbrug og generelt bare rigtig godt gennemtænkt. En jeg-fortæller, som jeg havde svært ved at gennemskue, hvor vidt vi kunne stole på. Det kan man sjældent med jeg-fortællere, er min erfaring, med mindre forfatteren bruger det for at tydeliggøre hovedpersonens personlighed, frem for at holde hemmeligheder skjult. I Joe Thornes tilfælde føltes det mest som det sidste. Jeg kunne næsten ikke vente til vi nåede slutningen, så jeg ville få opklaret hvordan det hang sammen. 

Men så … så tager historien en drejning, som jeg synes er møgærgerlig. Forfatteren vælger simpelthen mere eller mindre, at kopiere en meget kendt historie af gysets mester himself, Stephen King. Hvilken bog det er, vil jeg ikke afsløre, men for fanden jeg synes det er ærgerligt. Historien går fra helt i top på spænding, til bum, helt til bunds fordi det udover at være en efterligning, pludselig også er en bog med overnaturlige elementer. Det havde jeg på ingen måde ventet.

Nå, men med dét sagt, så var det jo faktisk stadig en ganske god historie. Jeg skulle lige bruge lidt tid på at sunde mig over overraskelsen i genreskiftet, men da jeg lige havde sat mig ud over min irritation, så var det jo faktisk en ganske god bog. Jeg glæder mig stadig til næste bog fra C. J. Tudor. ”The other people”, er den engelske titel.

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Løftet 1-4

Løftet er en miniserie i 4 dele, som findes som lydbog på Mofibo. Det er en nem lille bog at gå i gang med, hvis du som mig har lidt svært ved at samle tankerne om læsning i denne tid, hvor verden vender op og ned. Hvert afsnit varer lige omkring en time, eller knapt det halve, hvis du som mig, sætter hastigheden op.

Løftet handler om Nina, som sidder i fængsel. Hun er den hårdtslående type i mere end én forstand, kan man vist roligt sige. Nina bliver prøveløsladt og skal bo hos en person, som hun kender. Hvem det er, vil jeg ikke afsløre.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad formålet er med denne lille historie. Nina bliver sluset ud i samfundet, men hun har ikke brug for ro – Nina er en slags hævner med en ekstremt stor retfærdighedssans. Hendes tid i fængsel har gjort hende stærk og rå. Hun kæmper for en sag, som giver hende styrke, men som samtidig bringer en undren ind i mit hoved. Hvis man brænder så stærkt for at opnå noget vigtigt for én, vil man så bringe sig selv i fare og risikere at sætte sit mål over styr?

Hvis man kan se bort fra det lidt urealistiske i historien, så er det altså ret god underholdning. Jeg blev optaget af den med det samme og skyndte mig at skifte til næste afsnit, så snart et afsnit sluttede. Løftet er skrevet i et typisk Steffen Jacobsen-sprog, med både humoristiske og meget billedligt beskrevne detaljer. Selvom bogen er kort, så nåede jeg alligevel at sætte pris på Nina og kunne godt ønske mig mere om hende. Endnu engang tager jeg mig selv i at juble lidt over denne type karakter, som er en lille bitte smule superhelteagtig. Typen der tager hævn på en måde som får os læsere til at klappe i vores hænder og juble når det lykkedes. Vi kan jo håbe, at der kommer en del 2. Jeg krydser i hvert fald fingre.

Jeg giver den 3 perler, fordi den, selvom det er god underholdning, trods alt ikke er så lang, at den kan nå at komme i dybden med ret meget.

Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet II - Drengen der forsvandt"

Dette er 2. del i en serie om Akademiet. Jeg har ikke læst 1. del, men jeg synes ikke jeg manglede noget for at forstå baggrunden, så nye læsere kan sagtens starte her, om end man selvfølgelig nok bør starte fra begyndelsen, hvis man endnu har denne serie til gode.

Jeg har ofte hørt Eva Maria Fredensborg omtalt positivt, men jeg har ikke læst noget af hende før nu. Jeg havde derfor ikke rigtig nogen forestillinger om hvad jeg gik ind til, men jeg kan godt afsløre at det var en meget positiv oplevelse.

Akademiet er et nordisk politisamarbejde, som denne gang mødes for at tage fat på sager, som andre har givet op på. De giver sig i kast med en sag om en forsvunden babydreng, som blev fjernet fra sin barnevogn for 2 år siden og stadig savnes. 

Drengens forældre var ikke under mistanke dengang, men omstændigheder gør, at Akademiet nu kigger nærmere på dem igen. Noget ved deres forklaring halter. Et andet sted, sidder to computernørder og arbejder på udviklingen af et nyt spil. Som bibeskæftigelse, hjælper de med at udføre lyssky gerninger for suspekte typer.

Akademiet med Hampus Cedergren og Nadia Elmkvist som er vores hovedpersoner, skal forsøge at lave en profil af gerningsmanden og ud fra den, prøve at finde ud af hvordan han tænker og arbejder. De kommer langt omkring og ikke uden problemer. Både den indviklede sag, men også interne anliggender gør det svært for holdet at samarbejde.

Vi har ikke at gøre med en uhyggelig bog og heller ikke en med bog med noget videre bestialske morderscener. Til gengæld er plottet skræmmende fordi det er så realistisk og med garanti er alle forældres værste frygt. Tempoet er jævnt hele vejen igennem og ikke på ét eneste tidspunkt, kedede jeg mig eller tænkte at det blev for langt eller ligegyldigt. Tvært imod, så var jeg fastholdt fra første side og jeg ærgrede mig, da jeg nåede slutningen.

Alle hovedpersonerne er stærke og jeg følte hurtigt, at jeg lærte dem at kende – også selvom jeg altså ikke har læst 1. sæson. Deres beskæftigelser er anderledes og interessante. Hampus som profiler, Nadia som forhørsleder & ekspert i kropssprog, samt Bjørn og hans ekspertise inden for it. Jeg kan virkelig godt lide det her univers og jeg får svært ved at vente på sæson 3.

Akademiet er oprindeligt en Mofibo-original, men den fåes nu også i helt almindelig bogform. Denne gang har jeg valgt at lytte til bogen, hvilket også var en positiv oplevelse med indlæsning af Lars Brygmann.

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - X måder at dø på

Ih hvor har jeg ventet med længsel på denne bog! Dette er ligesom en miniserie i serien, og den første ”Motiv X” sluttede brat, og med mange uforløste spørgsmål. Endelig kom afslutningen, som tager fat præcis hvor den forrige sluttede – og øv øv øv for dælen noget møg … for bogen er læst og nu starter ventetiden forfra. Det er da næsten ikke til at holde ud, at der nu skal gå det meste af et år, før vi igen skal være i selskab med Fabian Risk. Levede ”X måder at dø på” op til forventningerne? Dét tror jeg nok den gjorde!!

I forrige bog, blev der taget hul på historien om Terningemanden. Ringer det en klokke? Måske har du allerede læst bogen af samme navn, skrevet af Luke Rhinehart. Vores gerningsmand i X-serien, er stærkt inspireret af denne bog. Tilfældige mennesker bliver slået ihjel på bestialsk vis, efter metoder gerningsmanden selv har fundet på. Terningen bestemmer hvordan.

Vi får lukket et par døre, men flere står stadig åbne. Dunja er temmelig fraværende i bogen her, men Kim Fucking Sleizner, glimrer ved stadig at være et røvhul. Den historie er en af dem jeg glæder mig til at følge og en af dem jeg samtidig vil glæde mig til, at se afsluttet. Jeg håber til det sidste, at Dunja får lov at få sin hævn.

Hvilket fremragende univers, som simpelthen står knivskarpt på det indre biograflærred. Det er som at se en film – en grusom, grum, gruopvækkende, blodig og detaljeorienteret film. Jeg rejser mig fra min plads i læsestolen og klapper højt og længe … jeg er simpelthen begejstret over Stefan Ahnhems evne til at skrive så jeg holder vejret i spænding, og flere gange lige må tage en pause og puste ud, når kapitlet får ende. Ja, der er mange tråde at holde styr på, fordi der kører så mange sideløbende historier, men hvor er det fantastisk cool som han alligevel har styr på det og får samlet op på alle de løse ender og samtidig formår at lægge nye spor ud til næste del i serien. Og ja, indimellem bliver gerningsmanden en smule fuld af overmenneskelige evner, men skidt pyt, det er sådan det er med de rigtig gode og uhyggelige serial killer thrillers som jeg sætter så stor pris på. Det er dét der får hårene til at rejse sig og dét der giver kuldegysninger. Jeg vil mærke en krimi i hele kroppen, jeg vil gyse og føle mig på grænsen til skræmt. Alt det formår Stefan Ahnhem at gøre med ”X måder at dø på”. Tak for det og skyyyyyynd dig nu bare at skrive næste del, for vi er faktisk nogen, som ikke ret godt kan vente!!

Hvis du ikke har læst "Motiv X" så anbefaler jeg dig at gøre det først. Ellers går du glip af for meget.

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Den der banker på

”Den der banker på”, er 3. del i serien om advokaten Martin Benner. De første to hedder ”Lotus blues” og ”Mios blues”. På svensk hedder denne 3. del faktisk ”Henrys hemmelighed”, hvilket jeg egentlig synes er en bedre titel, fordi det passer sammen med de to første som også indeholder navne. Samtidig så dækker begge titler lige godt over indholdet af bogen, så jeg forstår slet ikke begrundelsen for at ændre titlen så drastisk. Men pyt … det betyder jo heldigvis intet for handlingen.

I første omgang var det ikke meningen at der skulle komme en bog nr. 3 i denne serie, men hvor er jeg dog glad og taknemmelig for at der alligevel gjorde. Jeg er helt og aldeles vild med Martin Benner! Simpelthen en fantastisk karakter. Så skide ligeglad med alt og alle og alligevel så følsom når det kommer til plejedatteren Belle som i virkeligheden er hans niece og til ekskæresten Lucy, som skal giftes lige om lidt, samt til nære venner, som der ikke findes mange af.

Martin Benners gode ven Henry går hen og dør. Under begravelsen, som foregår i Sverige, trods det, at Henry bor i New York, møder en fremmed op og konfronterer Martin Benner med en række undrende spørgsmål omkring dødsfaldet. Martin har, som altid, svært ved at lade tingene ligge, så han begynder at undersøge sagen. Samtidig modtager Lucy et forkert skakspil fra New York. Der begynder at ske mystiske ting og det lugter lidt af at der er forbindelse imellem sagerne. Jo mere Martin gør for at holde sig ude af suppedasen, jo dybere synker han ned i den.

”Den der banker på”, er et mysterium med en masse forskellige tråde, som ikke er sådan lige at regne ud. Selvom Martin Benner er lidt en type der ikke spekulerer for længe over sine handlinger, så er det ikke nogen lynhurtig bog med masser af action. Tvært imod er den en anelse for langsommelig i sit tempo, men for mit vedkommende var det et plus. Jeg nyder hvert sekund i selskab med Benner. Han er simpelthen så sjov på sin egen kølige egoistiske facon. Det er en af den slags bøger hvor jeg forundres og glædes over forfatterens evner. Hold nu k… hvor må det være sjovt at skrive Martin Benners tanker. Bogen er skrevet med jeg-fortæller, så vi får det hele med.

Jeg lander den på 5 krimiperler, fordi den på trods af, at jeg er fuldstændig forgabt i denne hovedperson, samtidig mangler lidt mere uhygge. Bogen har et godt plot som jeg ikke gennemskuede før de endelige afsløringer før de kom.

Jeg vil sige, at man ikke bør kaste sig ud i denne før man har læst dens to forgængere. Jo, det er muligt at læse den selvstændigt, men taget i betragtning, at de to første egentlig var én lang historie hvor vi finder ud af hvem Martin Benner er, hvorfor han har adopteret sin niece, hvorfor han ikke vil giftes med Lucy, hvorfor han har en mafiabosstype på speed dial, så synes jeg bare man må mangle alt for meget af det gode og måske man ikke fornemmer præcist hvor underholdende det er at følge ham. Jeg krydser fingre, tæer, arme, ben, hår …. ALT … i håbet om, at der kommer endnu en Benner-bog. Jeg er slet slet ikke færdig med ham!!

Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Pitbull

Det her er en bog som jeg har ventet på i spænding. Spændingen er endelig blevet udløst og jeg har lyst til at råbe ud til alle, at det her bare er en helt suveræn bog. Den har ligesom bare lidt af det hele – lidt af alt det jeg sætter pris på ved en god krimi.

I Pitbull er både Schäfer og Heloise Kaldan tilbage. På opfordring af Schäfers kone, Connie, er Heloise blevet tilmeldt en vågetjeneste hvor frivillige sidder hos døende mennesker. Heloise våger over Jan Fischof, som er syg af kræft. Jan betror Heloise, at der er ting i hans fortid, som stadig plager ham. Da hun er sikker på, at han ikke kan overgive sig til døden før han har styr på hvad der gør ham ked af det og bange, sætter hun sig for at drage mod Sønderjylland for at hjælpe Fischof med at få fred i sjælen på vej ind i døden.

Hvad der bare skulle have været en lille smuttur med et par samtaler hist og pist, viser sig at være en langt større sag end først antaget. Der er heller ikke meget samarbejdsvilje rundt omkring i det lille lokalsamfund, når der kommer en københavnerjournalist der tror hun skal ”spille smart”. Modviljen er stor og Heloise bringer sig selv i fare mere end én gang, da hun opsnuser en sag om et par forsvundne piger og begynder at rode i sammenhænge.

Kender du dét at du har læst en bog, som gør et eller andet ved dig? Noget som det kan være svært at sætte en finger på, men som gør at du har lyst til at fortælle om bogen til alle der gider lytte. At du har behov for at tale om bogen med andre der også har læst den, så I kan snakke om hvad hinanden mener om den – hvordan I hver især tænker og tolker. Sådan en bog er Pitbull for mig. Den er så gennemført og dyb. Den har blodige detaljerede beskrivelser, den har spænding, den har en fin kærlighedshistorie, som kun får lov at fylde lige tilpas. Den har et fedt plottwist, som fik nakkehårene til at rejse sig på mig da afsløringen kom – og det på trods af, at jeg allerede havde regnet ud hvordan det hang sammen. Den har et dagligdags billedsprog, som gør, at især Heloise, står knivskarpt i den indre biograf.

Vigtigst af alt, så har den dét som Anne Mette Hancock mestrer til fingerspidserne, nemlig et psykologisk spil, som sætter hovedpersonen og dermed også os læsere, på prøve omkring vores egen etik og moral. Hvad er det lige vi skal føle og mene. Det er så fedt, synes jeg. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en krop fyldt helt op af blandende følelser og stadig fuld af spørgsmål.

Hold nu fast, hvor er det godt det her!!

Top of the pop, fuld perleplade

 

Anmeldelse: M. W. Craven - Black Summer

For efterhånden længe siden, købte jeg en stak engelske bøger, som jeg havde set anbefalet hos engelske og amerikanske bogbloggere. Denne bog var ikke en af dem der blev købt i første omgang. Jeg startede med bog nr.1 i serien om Washington Poe og Tilly Bradshaw og den greb mig så helt og aldeles, at jeg simpelthen var nødt til at sende Saxo ud efter den næste del. Jeg elsker simpelthen persongalleriet i denne serie. Kriminalbetjenten Washington Poe og hans kollega Tilly Bradshaw, som er specialist indenfor computerprogrammering mv. men som til gengæld er socialt udfordret i høj, men temmelig underholdende grad. De to har også et par ret cool overordnede. Til sammen giver det en loyal flok, som trods uoverensstemmelser alligevel holder sammen og bakker hinanden op på en hjertevarm måde.

For 6 år siden var Poe med til at få en psykopat fængslet for mordet på sin egen datter. En psykopat, som samtidig var tv-kendis med kokkeprogram og egen 3-stjernet Michelin-restaurant. Liget fandt man aldrig, men Poe og kollegaerne var sikre i deres sag. Da en ung medtaget kvinde kommer ind på en politistation og påstår at hun er mesterkokkens datter, får Poe problemer. Hvordan havde de overhovedet held med at få kokken fængslet uden et lig? Var de sikre på hans skyld fordi de ikke brød sig om hans person? Da datteren forsvinder igen, er det pludselig Poe der er den jagede og kæmper mod tiden for at bevise, at han ikke står bag.

Hvis du er vild med et snørklet opklaringsarbejde, hvor der hele tiden dukker nye overraskelser op … og hvis du er vild med intelligent udtænkte plots, som ikke er til at gennemskue, men som alligevel hele tiden giver dig mulighed for at gætte på hvordan dælen det hele hænger sammen … og hvis du så samtidig sætter pris på et par fantastiske hovedpersoner, som du med garanti allerede savner når du har lukket bogen, så er M. W. Cravens serie temmelig sikkert noget for dig. Jeg er helt tosset med Poe og Tilly og jeg kan næsten ikke holde ud at vente på at bog nr. 3 udkommer.

Hvis Mike Craven holder stilen i de kommende bøger, så er jeg sikker på, at hans navn bliver et af dem vi alle sammen taler om i krimifamilien. Hans første bog udkommer på dansk engang i løbet af 2020 og jeg drømmer om at han måske også en dag gæster Krimimessen i Horsens.

Endnu en omgang topkarakterer til Mr. Craven

Anmeldelse: M. W. Craven - The puppet show

Jeg er på evig jagt efter krimier med intelligente plots og med overraskelser undervejs jeg ikke havde set komme. Krimier der er så uhyggelige at jeg holder vejret i spænding imens jeg læser, som ryster mig og giver mig kuldegysninger. Krimier hvor det sproglige element også imponerer mig undervejs og gerne med en smule tør humor. Hvis vi lige ser bort fra Harry Hole, så er jeg ikke sådan super meget til de der fordrukne typer med psykiske problemer. Jeg er mere til de rå typer som forholder sig cool i de fleste situationer og så synes jeg det er lidt fedt, hvis en af personerne har en lidt særlig evne, som IKKE er overnaturlig eller urealistisk.

Den slags bøger er der langt imellem, men helt tilfældigt faldt jeg over”The puppet show” af M. W. Craven. Jeg siger jer … den har alt det ovenfor nævnte! Dens to hovedpersoner Washington Poe og Tilly Bradshaw, er to virkelig stærke hovedpersoner. Den fandenivoldske Poe, som ingen midler skyr, men som alligevel kan bringes i knæ, når hans egen fortids skeletter bringes frem i lyset og trykkes på, lige dér hvor det gør allermest ondt. Tilly som er socialt handicappet og har levet med mobning og underkuelse hele sit liv, men som alligevel fortsætter ufortrødent med det computerprogrammeringsarbejde hun er så vanvittig dygtig til. Da hun kommer under vingerne hos Poe, løfter hendes potentiale sig endnu højere. Et makkerpar som jeg virkelig har savnet efter bogen var læst til ende. Jeg glæder mig simpelthen så meget, til at læse næste bog i serien, som hedder ”Black Summer”.

En seriemorder hærger Cumbria. Han brænder sine ofre levende og placerer dem rundt omkring i områdets mange stone cirkles (jeg ved ikke hvad det hedder på dansk). Da de finder en tekst skåret ind i brystet på det ene offer, er der ingen tvivl om, at morderen vil have Poes opmærksomhed. Men er Poe næste offer eller ønsker morderen at provokere? Pile peger i retning af et nu lukket børnehjem, men andre pile peger i andre retninger. Holdet er mere eller mindre på bar bund. Hvis jeg nu afslører, at titlen henviser til et dukketeater, hvor nogen trækker i de snore, som får dukkerne til at bevæge sig – får dem til at gøre hvad dukkeføreren ønsker de skal gøre - så har I måske lidt en idé om hvad der er i vente med denne brillante bog. Og så bliver den ved med at overraske lige til det sidste!

Jeg har læst ”The puppet show” på engelsk, da den endnu ikke er oversat til dansk. Der er dog gode nyheder, for jeg ved at Forlaget Jentas har købt rettighederne så bogen udkommer på dansk engang i løbet af næste år. Efter min mening passer M. W. Craven (Mike Craven) perfekt ind netop dér i selskab med Chris Carter og Paul Cleave! Her er virkelig noget at glæde sig til. 

Bare læn dig tilbage - siderne vender sig selv!

6 kæmpestore krimiperler