Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Den der banker på

”Den der banker på”, er 3. del i serien om advokaten Martin Benner. De første to hedder ”Lotus blues” og ”Mios blues”. På svensk hedder denne 3. del faktisk ”Henrys hemmelighed”, hvilket jeg egentlig synes er en bedre titel, fordi det passer sammen med de to første som også indeholder navne. Samtidig så dækker begge titler lige godt over indholdet af bogen, så jeg forstår slet ikke begrundelsen for at ændre titlen så drastisk. Men pyt … det betyder jo heldigvis intet for handlingen.

I første omgang var det ikke meningen at der skulle komme en bog nr. 3 i denne serie, men hvor er jeg dog glad og taknemmelig for at der alligevel gjorde. Jeg er helt og aldeles vild med Martin Benner! Simpelthen en fantastisk karakter. Så skide ligeglad med alt og alle og alligevel så følsom når det kommer til plejedatteren Belle som i virkeligheden er hans niece og til ekskæresten Lucy, som skal giftes lige om lidt, samt til nære venner, som der ikke findes mange af.

Martin Benners gode ven Henry går hen og dør. Under begravelsen, som foregår i Sverige, trods det, at Henry bor i New York, møder en fremmed op og konfronterer Martin Benner med en række undrende spørgsmål omkring dødsfaldet. Martin har, som altid, svært ved at lade tingene ligge, så han begynder at undersøge sagen. Samtidig modtager Lucy et forkert skakspil fra New York. Der begynder at ske mystiske ting og det lugter lidt af at der er forbindelse imellem sagerne. Jo mere Martin gør for at holde sig ude af suppedasen, jo dybere synker han ned i den.

”Den der banker på”, er et mysterium med en masse forskellige tråde, som ikke er sådan lige at regne ud. Selvom Martin Benner er lidt en type der ikke spekulerer for længe over sine handlinger, så er det ikke nogen lynhurtig bog med masser af action. Tvært imod er den en anelse for langsommelig i sit tempo, men for mit vedkommende var det et plus. Jeg nyder hvert sekund i selskab med Benner. Han er simpelthen så sjov på sin egen kølige egoistiske facon. Det er en af den slags bøger hvor jeg forundres og glædes over forfatterens evner. Hold nu k… hvor må det være sjovt at skrive Martin Benners tanker. Bogen er skrevet med jeg-fortæller, så vi får det hele med.

Jeg lander den på 5 krimiperler, fordi den på trods af, at jeg er fuldstændig forgabt i denne hovedperson, samtidig mangler lidt mere uhygge. Bogen har et godt plot som jeg ikke gennemskuede før de endelige afsløringer før de kom.

Jeg vil sige, at man ikke bør kaste sig ud i denne før man har læst dens to forgængere. Jo, det er muligt at læse den selvstændigt, men taget i betragtning, at de to første egentlig var én lang historie hvor vi finder ud af hvem Martin Benner er, hvorfor han har adopteret sin niece, hvorfor han ikke vil giftes med Lucy, hvorfor han har en mafiabosstype på speed dial, så synes jeg bare man må mangle alt for meget af det gode og måske man ikke fornemmer præcist hvor underholdende det er at følge ham. Jeg krydser fingre, tæer, arme, ben, hår …. ALT … i håbet om, at der kommer endnu en Benner-bog. Jeg er slet slet ikke færdig med ham!!