Viser opslag med etiketten krimi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krimi. Vis alle opslag

mandag den 17. januar 2022

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Det sidste søm

 

Hvilket ord beskriver hvad jeg mener om denne bog, tænkte jeg da jeg satte mig for at skrive en anmeldelse af “Det sidste søm” af Stefan Ahnhem. Fremragende er ikke helt den rigtige beskrivelse. Så slog jeg op i synonymordbogen og bladrede igennem forslagene … Eminent?, tjaa. Fortrinlig?, naaah. Knippelfin?, ej ik rigtig, men dog lidt svensk-ish. Mesterlig?, nu nærmer vi os. Trestjernet?, overhovedet ikke. Uovertruffet?, jooh måske. Fabelagtigt?, jaarh det kunne det godt være, det minder også lidt om Fabian. Elitær?, soleklart. Megafed?, helt vildt. Overlegen? JA! dét er edderbrodereme helt sikkert - fuldstændig helt og aldeles overlegen … hvad så med alle de ovennævnte på én gang? 100%


Det var med både glæde og vemod, da jeg gik i gang med at læse denne sidste del i serien om Fabian Risk. Vemod selvfølgelig, fordi det er den sidste, glæde fordi jeg har ventet i spænding og er vild med denne serie. Lad mig bare starte med at komme med en opfordring … før du går i gang med at læse, så sørg for at have alt hvad du skal bruge indenfor en radius af armslængde, have god tid og måske også lige huske at tisse af. Når først du er startet, er det faktisk umuligt at stoppe igen! 

Jeg var på den vildeste rutschebanetur - de første mange kapitler var det enten med tilbageholdt åndedræt eller tårer i øjnene. Stille og roligt forsvinder tårerne, men åndedrættet kom der ikke rigtig styr på, før sidste side var vendt. Det er så sindssygt godt skrevet, sådan nærmest helt overvældende. Jeg har egentlig slet ikke ord og roser nok. 


Hvis du ikke har læst denne serie endnu, så start fra begyndelsen. Hvis du som mig har fulgt Fabian Risk, Dunja Hougaard og sidstnævntes jagt på hævn over Kim Fu**ing Sleizner, så lover jeg at det dér sidste søm, bliver banket godt og grundigt fast. Stefan Ahnhem har hele tiden sagt, at han han ønsker at alt skal kunne ske i hans bøger … i “Det sidste søm”, sker alt virkelig og forvent ikke at du kan regne noget som helst ud. Bedst som jeg begyndt at trække vejret normalt igen, gik det amok igen. Der er ingen fald på spændingskurven på noget tidspunkt. Overhovedet. Kæmpe respekt!


Jeg glæder mig helt vanvittigt til at finde ud af, hvad Stefan Ahnhem finder på til os næste gang. 


Fuld plade + det løse 

⭕️⭕️⭕️⭕️⭕️⭕️🔝






 

lørdag den 14. august 2021

Anmeldelse: Jakob Melander - Jeg er Sarons rose



Hvis du nu kun skulle læse én krimi denne sommer, så skulle du vælge den her! Fy for den lede, hvor er den god!
Jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg skal starte. Eller hvordan jeg skal få alt det med jeg gerne vil sige. Det er som om jeg bare er vild med alt ved den her bog. Jeg er vild med, at den er skrevet i jeg-form, så vi kommer helt ind og mærker hvem hovedpersonen Christian Porsing er. Ham er jeg i øvrigt også vild med. Jeg er vild med Sigga Freitag, hendes lidt halvsure men alligevel varme væsen. At hun har nogen evner ud over det sædvanlige, men som på ingen måde kommer til at virke utroværdige. Der er ingen nemme upti-vupti-løsninger på baggrund af hende. Tvært imod er der ingen nemme løsninger overhovedet. Det virker som om alt er grundigt gennemtænkt. Der er masser af snørklerier, som giver læseren mulighed for at gætte med undervejs. Jeg troede jeg havde luret den flere gange, men det viste sig at jeg tog fejl. På en måde i hvert fald 😉
Jeg var sådan helt ægte opslugt fra start og blev trukket fuldstændig og aldeles ind i historien. Jeg var meldt ud af familien i den tid det tog mig at læse den og det er længe siden jeg er fløjet SÅ hurtigt gennem en så forholdsvis lang bog - heller ikke selvom jeg forsøgte at læse langsomt, fordi jeg ikke ville have, at den skulle slutte. Jeg tænkte på den når jeg ikke læste og hvis man kan sige at man kan savne en bog når man ikke læser i den, så var det dét jeg gjorde.
Jeg har altid synes at der manglede noget power og uhygge i Jakob Melanders bøger. Det skal jeg da lige love for, at han har lavet om på her! Den er uhyggelig, brutal og blodig på den fuldstændig fremragende måde. Plottet er klamt og beskrivelserne er billedlige. Hele bogen er generelt meget billedlig. Som at se en film. Ikke bare det der sker lige omkring personerne, men som om et bredere perspektiv bliver foldet ud. Jeg så ikke bare bilen, jeg så hele pladsen og omgivelserne bilen holdt på. Giver det mening? At lykkedes med dét, uden at bruge ret meget mere end et par ord på beskrivelsen, er en bedrift i sig selv.
Bør jeg skrive lidt om handlingen? Det er slet ikke nødvendigt, for uanset hvad, er denne bog en must read. Jeg lægger et billede på af bagsiden, så kan du læse om handlingen dér hvis du vil.
Der er slet ingen tvivl om, at der skal 6 kæmpe krimiperler til Jakob Melander og “Jeg er Sarons rose”. Hvem eller hvad mon Saron er? Skynd dig at læse og finde ud af det.
Fuld perleplade



 

tirsdag den 18. august 2020

Anmeldelse: Chris Carter - Skrevet i blod

Æj hvor var det fantastisk, endelig at bruge tid med Robert Hunter igen. Og Carlos Garcia. Og kriminalkommisær Blake. Jeg har savnet dem alle sammen. 

Det kræver ikke mange siders læsning før det bliver grumt. Præcis som jeg kan lide det. Jeg holdt vejret gang på gang gennem hele bogen. For mig, er dét en indikator på en virkelig god historie. 

Ved et tilfælde, bliver en morders dagbog leveret til LAPD Special Crime Unit. En dagbog fuld af detaljerede beskrivelser af grusomme mord. Det tager ikke Hunter og Garcia lang tid, at slå fast, at dagbogen er ægte og skrevet af en seriemorder. Og så begynder jagten!

Som nævnt, er det her alt det jeg sætter pris på i en krimi. En rigtig god brutal serial killer thriller, hvor der ikke er lagt fingre imellem de detaljerede beskrivelser og hvor forfatterens fantasi ikke er til den blide side. Et plot twist, som lader mig gætte med, men som samtidig ikke er til at regne ud og som først afsløres til aller sidst. En intelligent morder, som snyder ikke bare betjentene, men også læserne. Det bliver simpelthen ikke meget bedre end det her. Det eneste minus ved bogen, er at vi ikke får de brutale detaljer fra hvert eneste mord i dagbogen - jeg ville godt have haft, at samtlige var beskrevet ... haha, ja det er nok en smule twisted :) 

Denne bog var bestemt ventetiden værd. Chris Carter skuffer heller ikke denne gang. Som altid når jeg afslutter en Carter-bog, følte jeg en form for tomhed efterfølgende. Som at savne en ven. Jeg er nødt til at vente et par dage med at starte på en ny bog, for den skal lige have tid og plads til at bundfælde sig. 

6 store flotte krimiperler til “Skrevet i blod”




Du kan også følge Tine Krimitanker på Instagram og Facebook

onsdag den 8. juli 2020

Anmeldelse: Karen Dionne - Den onde søster



Pyha altså, det er godtnok længe siden jeg har læst en bog der var SÅ spændende fra start til slut som denne!! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet løsrive mig fra ”Den onde søster”. Jeg læste bogen færdig i går aftes og da jeg vågnede i morges og havde været i bad, glædede jeg mig til at læse videre i den, indtil jeg slukøret kom i tanke om at jeg var færdig med den. En af den slags bøger, som gør det svært at starte på en ny umiddelbart efter. Den skal ligesom lige have lov at synke ind før jeg er klar til at kaste mig over en ny bog.

Normalt er det seriemorderbøger med uhyggelige udspekulerede mordere og twistede plots, som skræmmer mig og får mig til at gyse. Sådan en type bog er ”Den onde søster” ikke. Langtfra faktisk. I stedet møder vi Rachel, som har boet 15 år på et psykiatrisk hospital. Mest som en straf til sig selv, fordi hun er af den fulde overbevisning, at hun har slået sine egne forældre ihjel. Da hun bliver præsenteret for et bevis for at hun ikke kan have gjort det, udskriver hun sig selv, for at vende tilbage til barndomshjemmet, i håbet om at få sin hukommelse tilbage og huske den skæbnesvangre aften. 

Hvorfor har hun så tydelige billeder i hovedet, hvis det ikke er hende der har slået dem ihjel?
Sideløbende med Rachels nutidige fortælling, kører en historie fortalt af hendes mor fra tidligere tider. En historie om et forældrepar, som kæmper en ulige kamp med en datter, som besidder tydelige psykopatiske træk og som gør både mennesker og dyr fortræd. Hvor langt er man som forældre villig til at gå, for at beskytte sit barn fra at omverdenen skal opdage hendes mørke sider – eller for at beskytte omverdenen fra selv samme. Mere vil jeg ikke fortælle, da jeg vil være ked af at afsløre noget du selv skal have lov at blive overrasket og forfærdet over når du læser.

Jeg er simpelthen blæst bagover af denne fremragende bog. Jeg var skiftevis skræmt og forfærdet og havde konstant ondt i maven over de mange frygtelige hændelser. Vi ved jo fra starten, at forældrene er døde, men vi ved ikke hvordan det virkelig skete. Stille og roligt kommer sandheden frem bid for bid og det bliver mere og mere grufuldt og hjerteskærende. Historien er skrevet så snedigt, at der er lagt flere små hints ud til læseren, så vi kan regne ud at ting kommer til at ske, men vi ved bare ikke hvornår eller hvordan. Genialt simpelthen. Jeg kan slet ikke slippe historien igen. Jeg har tænkt på den flere gange i løbet af dagen i dag og jeg har fortalt om den til kollegaer og veninder.

Både personer og omgivelser er beskrevet, så jeg følte det som om jeg så en film. I øvrigt ville det også være en fremragende bog for filmatisering til en creepy psykologisk thriller.

Karen Dionne har også skrevet ”Dyndkongens datter”. Jeg skal være ærlig og bøje hovedet i skam og tilstå, at jeg skuede bogen, ikke på dens cover, men på dens titel. Derfor har jeg ikke læst den, men det bliver der lavet om på nu.

6 kæmpestore krimiperler til ”Den onde søster” – jeg kan altså simpelthen ikke anbefale den nok!




Her kan du følge min blog på FACEBOOK

Her kan du følge min blog på INSTAGRAM

søndag den 5. juli 2020

Anmeldelse: Pernille Boelskov - Brudzonen


Brudzonen er 3. del i Pernille Boelskovs serie om præsten Agnethe Bohn og hendes fætter, politibetjent, Lars Bohn Hansen. Jeg har læst begge de foregående (”Granitgraven” og ”Bornholmerdybet”), men af en eller anden mystifystisk grund, har jeg kun anmeldt Granitgraven. Alle tre bøger er gode og anbefalelsesværdige. 

I denne 3. del, er det ellers gode forhold mellem Lars og Agnethe sat på prøve. Normalt er de gode til at samarbejde, men af årsager jeg ikke kan nævne uden at afsløre vigtige begivenheder i de to første bøger, så er der altså kold luft imellem dem nu. Agnethe, som er præst og helst vil have tingene på det rene, forsøger at række hånden ud til Lars, men han er lidt af en træmand, så det er ikke nemt. I stedet koncentrerer hun sig om at hjælpe en ung mand, Tomasz, som lige er blevet far og i forbindelse med fødslen, mistede sin kone. Svigerforældrene ønsker forældremyndighed over den lille pige, fordi Tomasz er stum. Agnethe sætter sig for at rode i hans fortid som bådflygtning fra Polen, for derved at hjælpe ham til at begynde at tale igen.

Samtidig efterforsker Lars og hans kollegaer et mord på en ung mand, som ved første øjekast ser ud som en sexleg med dødelig udgang. Den dræbte viser sig at være forsker og have gravet i en fortid, som har at gøre med polske bådflygtninge og bornholmske fiskere under den kolde krig. Lars og kollegaerne går i hans fodspor for at finde ud af om der er en forbindelse. En mørk historie, begynder at tegne sig og der er helt tydeligt nogen, som vil gå langt for at undgå, at skandalen kommer frem i lyset.

Brudzonen er ligesom sine to forgængere i serien, ganske velskrevne. Fantasien hos forfatteren er god og plottet hænger godt sammen. Ganske vist, havde jeg tidligt luret hvem der var morderen, men det var skruet således sammen, at jeg ikke var sikker før til sidst.

Tempoet i bogen er stille og roligt og jeg må erkende, at jeg synes den var længe om at komme ordentligt i gang og jeg blev ikke for alvor fanget før til halvvejs igennem bogen. Slutningen er til gengæld både hæsblæsende og uhyggelig. Måske har det noget at sige, at alting foregår på en ø og omgivelserne på en eller anden måde føles lidt ”begrænsede”. Samtidig er det også netop de særlige omgivelser, der gør historien anderledes. Jeg er vist ikke nem at stille tilpas. Men uanset hvad, så er personerne virkelig fint beskrevet og alle er de sympatiske og meget ”menneskelige”. Jeg sætter pris på dem alle, måske lige med undtagelse af et enkelt røvhul, men lad os nu se hvordan dét ender 😊

Jeg er glad for denne serie og glæder mig til den næste.

4 af 6 krimiperler til Brudzonen.






Følg mig på FACEBOOK og/eller følg mig på INSTAGRAM

fredag den 26. juni 2020

Anmeldelse: Daniel Cole - Bødlen & Slutspil




Da Daniel Coles debut, Kludedukken, udkom for et par år siden, var jeg helt og aldeles fuldstændig solgt. Allerede dengang var Cole i gang med bog nr. 2 og det var svært at være nødt til at vente på den. Næsten 3 år skulle der gå, før ventetiden var forbi og så er vi endda dobbeltheldige, for i mellemtiden er der også skrevet en bog mere i serien, som forlaget har valgt at udgive samtidig.

At begge bøger udgives samtidig, er et temmelig genialt træk. Selvom Det er to historier og to bøger, så starter Slutspil præcis hvor Bødlen slutter, så man kan næsten sige, at det er én lang bog. Hvis man som jeg er helt tosset med skrivestilen i Daniel Coles bøger, så bliver det bare aldrig for langt, selvom de to bøger til sammen, fylder lige omkring 800 sider.

”Hvordan fanger man en morder der allerede er død?” spørges der på bogens forside. Kludedukkemorderen er der gjort kål på … eller er der? For pludselig begynder folk at dø – folk som på den ene eller den anden måde havde en forbindelse til Kludedukkesagen.

Og i Bødlen bliver det grumt endnu engang. Med bestialske mord, groteske handlinger og et plot som ikke er til at gennemskue og som har twist efter twist, der gør at man som læser bliver fuldstændig opslugt. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg elskede hvert sekund.

I ”Slutspil” er der lagt temmelig meget låg på brutaliteten. Her gælder det et af de her mysterier med et lukket rum. Var det mord eller selvmord, når liget findes i et aflåst rum, som er fuget indefra? Det kræver nok ikke det helt store af en garvet krimilæser, at regne ud at det var mord. Men hvordan, hvem og hvorfor?

Hvor der var fuld knald på Bødlen, så foregår Slutspil i et meget stille og roligt tempo. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde håbet på lidt mere vildskab, for Cole mestrer det bestialske på grænsen til det vanvittige. Når det så er sagt, så gør det ingenting i dette tilfælde, for udover det bestialske, så mestrer Daniel Cole også humoren. Igen og igen og igen trak jeg på smilebåndet over de komiske små bemærkninger der flyver både imellem hovedpersonerne, men også bare flettet ind i teksten som det mest naturlige. Det er så vanvittigt forfriskende og for mig er det med til at sætte Daniel Cole på min absolutte topliste. Han skriver simpelthen imponerende lækkert.

Der er et temmelig stort persongalleri og til at starte med, er det tungen lige i munden for at hitte rede i dem. Der gik dog ikke lang tid før jeg havde et rigtig fint kendskab til dem alle og deres personligheder. Endnu en ting, som denne forfatter formår på fineste vis. Jeg er vild med dem alle, men Baxter, Wolf og Rouche, har en særlig plads.

Jeg kan kun sige, at hvis du endnu ikke har læst Kludedukken, så skynd dig at gøre det. Hvis du allerede har læst den, så ved du hvad der venter dig med de kommende to. Jeg vil anbefale dig at læse dem begge lige efter hinanden, for Slutspil starter som sagt i samme øjeblik, som Bødlen slutter. Det eneste minus er, at det kun var 800 sider og sidste side er læst i denne trilogi. Jeg har undersøgt om der er flere bøger af Daniel Cole og sørme om vi ikke er heldige at han afleverede manuskript til en stand alone i april. Den vil jeg se frem til at læse!

Fuld perleplade til både Bødlen og Slutspil.



Læs evt. min anmeldelse af Kludedukken lige H E R (Da anmeldelsen af Kludedukken blev skrevet, gav jeg kun op til 5 krimiperler. Havde jeg skrevet den i dag, ville den få 6 perler)

Du kan også følge min blog både på INSTAGRAM og FACEBOOK 


mandag den 22. juni 2020

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen sæson 3 "Hævnen"



Så blev det endelig tid til 3. sæson af Pyromanen. Denne del har fået undertitlen ”Hævnen” og er efter sigende sidste del. Æv, siger jeg bare, for hold fast hvor er det bare en god serie!

Jeg har efterhånden læst en hel del krimier og der skal åbenbart mere og mere til at skræmme mig eller overraske mig når det kommer til plot. Jeg elsker at gætte med på hvem morderen er eller hvordan plottet hænger sammen. Det er selvfølgelig en lille sejr til mig selv når jeg gætter rigtigt, men allerbedst er det altså når jeg overraskes og ikke havde regnet den ud. Det havde jeg ikke her!

Jeg har sagt det før og jeg vil godt sige det igen … jeg er vild med Inger Wolfs bøger. Hun har lige den der ekstra tand af det grusomme og selvom Sebastian Vinther og Klara Larsson er kærester i denne del, så fylder parforholdet og dets problematikker minimalt. Der er dog skruet ned for grumskaben i denne, men spændingen er i top hele vejen og jeg var ude på kanten af stolen flere gange.

Den gennemgående historie i de to forrige sæsoner, har været Klaras fortid i Sverige. Hvad skete der egentlig dengang da hun var 8 år og forsvandt sporløst i et helt år? Lag for lag er sløret blevet løftet, men først i denne sæson 3, får vi den endelige afsløring. Der bliver dog ikke givet ved dørene, så vi må vente til de sidste sider før vi har alle brikkerne i puslespillet på plads.

En tragedie i Lycksele, som er byen Klara voksede op i og hvor hun i sin tid også blev bortført, oplever en tragedie. Et forældrepar bliver brutalt myrdet og deres yngste datter på 8 år forsvinder. Pigen har en slående lighed med Klara da hun forsvandt og da der bliver fundet en sort elefanthue på gerningsstedet, er det oplagt for det svenske politi, at hente Klara ind til afhøring. Måske husker hun noget, som kan kaste lys over sagen. Både Klara og makkeren Sebastian er nysgerrige af sind. Det varer ikke længe før de er rodet godt og grundigt ind i opklaringsarbejdet, selvom det ikke er med svenskernes gode vilje. Klara er opsat på at få løst sin barndoms mysterium.

Jeg er normalt ingen hurtiglæser, men denne her fløj jeg igennem på bare et par dage. Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig igen og heldigvis bød forgangne uge på både en fridag og en weekend uden de helt store planer. Det er simpelthen så fremragende et sammenstrikket plot. Der er en masse tråde, men ikke nogen det er svært at holde styr på, for først hen mod slutningen går det op for os, hvor mange bolde der egentlig er i luften. Jeg synes det er både genialt og forfriskende, når det hele bare spiller og når intet er så ligetil som det umiddelbart ser ud. Jeg har armene i vejret af begejstring!

Super ærgerligt, hvis det her virkelig er det sidste vi skal høre til Sebastian og Klara. Jeg er vild med dem begge og jeg ville gerne følge dem videre.

Endnu engang scorer Pyromanen fuld perleplade 🔥🔥🔥🔥🔥🔥




Læs evt. mine anmeldelser af sæson 1 "Sorger" og sæson 2 "Giften"

lørdag den 30. maj 2020

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Jeg kan se dig



Jeg havde egentlig lagt Mari Jungstedts bøger på hylden og besluttet at NU var jeg altså færdig med dem. Jeg var godt underholdt i starten af hendes forfatterskab, men så gik der simpelthen alt for meget parforhold og ulykkelig kærlighed i den. Derfor er jeg sprunget over de sidste par stykker, men da ”Jeg ser dig” kom ind ad min dør sammen med en invitation til et online bogbloggermøde med Mari, læste jeg bagsideteksten og besluttede, at den lød så tilpas interessant, at jeg tænkte den skulle have en chance.

Historien starter med 5 universitetsstuderende, som tager på hyggeweekend på en øde ø. Kort før afgang springer den ene fra, hvilket bliver hans held. Næste dag, findes de 3 døde og den 4. i chok. Frida som den overlevende hedder, har svært ved at genkalde sig hvad der skete – i hvert fald når hun taler med politiet, for når vi er med i hendes tanker, så står det forholdsvist klart, at hun husker en del mere end hun giver udtryk for. Men hvorfor? Og var det held eller tilfælde, at hun blev skånet på øen? Er hun stadig i fare?

Karin og Knutas, skal finde hoved og hale i mysteriet. Vi er med på sidelinjen og følger deres tanker i opklaringsarbejdet, hvilket giver os rig mulighed for at gætte med. Jeg elsker at gætte med! Jeg havde et par bud undervejs, men var ikke sikker i min sag. Desværre afslørede forlaget tematikken i bogen, inden jeg var færdig med at læse, så derfor kunne jeg godt regne ud, hvilken retning jeg skulle kigge efter morderen. Det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen og jeg er glad for at jeg gav bogen en chance.

Størstedelen af de foregående bøger, har været én stor omgang problemfyldt Johan/Emma og Karin/Knutas ulykkelig problemfyldt kærlighed. I ”Jeg kan se dig”, er det hele ligesom faldet til ro. Karin og Knutas er et par og alt kører uden det store hurlumhej. Johan og Emma har det tilsyneladende godt og han spiller faktisk kun en mindre rolle i bogen her, sammen med fotografen Pia Lilja. I det hele taget er det dejligt forfriskende, at det endelig er drabssagen der er i fokus.

Bogen er ikke så lang – kun 276 sider, men det er god underholdning fra start til slut. Vi er ikke med når selve mordene sker, men vi er med i tiden lige op til - uhyggen og det snigende ubehag kom krybende ind under huden på mig. Det er ikke en fastpace historie, men heller ikke en langsommelig. Den ligger et sted lige midt imellem med et fint spændingsniveau og en god historie som fangede mig og holdt fast i min læselyst hele vejen igennem. Jeg er glad for at jeg gav den en chance og selvom jeg manglede at læse de foregående bøger i serien, så havde jeg ingen problemer i at følge med. Tvært imod, var det som at komme tilbage til et gammelt bekendtskab.




torsdag den 28. maj 2020

Anmeldelse: Julie Hastrup - Vildskud



Jeg glæder mig altid til en ny Julie Hastrup-krimi. Til tider er der knald på gru og spænding og andre gange ikke helt så meget. Denne 8. bog i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm, hører til i den sidste kategori.

Dette er meget tydeligt en bog, som står forfatterens hjerte meget nært. En bog, hun har været nødt til at skrive, fornemmes det. Denne bog handler om selvtægt og de følelser der raser i en person, som har oplevet at en i den nære familie mister livet eller er udsat for meningsløs og umotiveret grov vold.
Nikolaj Bille er sorgterapeut og leder en sorggruppe med tre mennesker i dyb sorg. Alle har de mistet en i deres nærmeste familie og alle har de svært ved at slippe sorgen. Fælles for dem er også, at de har brug for en syndebuk at give skylden for deres tab. En at bebrejde og en de kan lægge alle de svære følelser over på. Da gruppen får et 4. medlem som helt tydeligt bærer nag og som ikke lægger skjul på sine tanker om hævn over den person, som hun mener er skyld i sin søsters død, vender stemningen i gruppen. Mille, som hun hedder, får pludselig hele gruppens vrede frem og deres møder tager en drastisk drejning.

Vildskud er en anderledes Julie Hastrup-krimi. Der er skruet ned for kærlighedsforhold og de følelser der er forbundet med det. Vi hører om følelserne omkring Niclas, som stadig er indlagt i Sverige og i gang med genoptræningen. En lille snert af følelser omkring en anden person, som jeg personligt godt gad have set udvikle sig - men måske næste gang. Forbrydelserne og opklaringen af dem, fylder en del – det er godt. Dog synes jeg, at krimidelen bliver lidt tynd og med for mange ”tilfældigheder” på en eller anden måde. Allerede før side 100, havde jeg dannet flere mulige scenarier i hovedet, som mere eller mindre viste sig, at holde stik. Der er ikke rigtig noget nyt i selve krimidelen, og plottet kunne have udviklet sig mere overraskende end som så.

Det der fylder mest i Vildskud, er det psykologiske, synes jeg. Og på den gode måde, for den er dyb og den er følelsesladet og den sætter tanker i gang og den giver klump i både mave og hals. Den rammer ret flot spot on, på alle de forbudte og tabubelagte følelser. Følelser om hævn og ønsket om at se de ”skyldige” lide lige så meget som man selv gør. At også de, får ødelagt deres liv. Men det er skruen uden ende, for som Julie Hastrup helt diskret trækker frem, så ønsker en af personerne at hævne en, der har mistet livet pga hævn. Det bliver tydeligt på mere end én måde, hvorfor selvtægt er en dårlig idé, selvom det kan føles som det eneste, der umiddelbart kan lindre ens sorg.

Hvis jeg skulle give karakterer udelukkende ud fra et krimiperspektiv, så ville jeg nok lande Vildskud på 3 krimperler, men den har et vigtigt budskab og jeg var både fanget og rørt hele vejen igennem, så derfor ender den på 4 krimiperler.



mandag den 18. maj 2020

Anmeldelse: Kim Faber & Janni Pedersen - Satans sommer


Jeg vil gerne indrømme, at jeg er virkelig svær at stille tilfreds når det kommer til krimier. Måske har jeg bare læst for mange og kræver for meget efterhånden. Jeg vil gerne rystes og have den der isnende følelse i kroppen, af at blive skræmt. Der skal ske noget. Der må gerne være følelser og der må gerne være vedkommende emner og forhold der udvikler sig – venskaber så vel som kærlighed. Det kan også være okay med et langsommere tempo, så længe jeg føler mig fastholdt i historien og spændingen holder. Det gjorde den desværre ikke for mig i ”Satans sommer”.

Juncker som stadig bor i sin fars hus i Sandsted, får en sag om en højtstående advokat, som findes skudt i en park. Samtidig bliver hans ekskone, Charlotte, kontaktet af en person som har beviser på, at terrorangrebet, som skete i forrige bog, Vinterland, kunne have været forhindret og at 19 mennesker som blev dræbt under angrebet, kunne have været i live i dag. Da Juncker ikke ønsker at samarbejde med Charlotte, drager hun i stedet hans kollega Signe, ind i sagen. Det varer ikke længe før de to er ude, hvor de har rigtig svært ved at bunde.

Som nævnt i begyndelsen, så er jeg nok svær at stille tilfreds efterhånden. Satans sommer får rigtig meget ros rundt omkring, men jeg er altså nødt til at stå ved, at jeg kedede mig gennem størstedelen af bogen. Der sker simpelthen for lidt for mig. Der er alt for meget parforhold og tanker omkring parforhold. Der er enormt meget snak og selvom jeg synes det allerbedste ved bogen egentlig er det sproglige aspekt, så synes jeg samtidig at der er alt for meget overflødig snak – fx at en person genfortæller alt det til en kollega, som vi lige har læst. Her kunne man have nøjes med at skrive ”han fortalte hvad der var sket …” eller noget i den stil. Beskrivelserne af personer og omgivelser, er fantastiske og medvirkende til at gøre det hele mere levende for læseren, men der er også grænser for, hvor detaljeret det behøver at være hver gang – at et kontor er lille, er rigeligt for mig at få at vide – jeg behøver ikke vide hvor mange der måske kunne være derinde på en god dag, f.eks. Først godt 300 sider inde i bogen, begynder spændingen, som desværre også brydes af en lidt for nem opklaring – ”Elementært, kære Watson”, står der endda i bogen. Lidt for elementært for mig desværre.

Når det så er nævnt, så synes jeg vi skal slutte af med det positive, for Satans sommer indeholder også en masse gode ting. Det der springer mig mest i øjnene, er autenciteten. Specielt journalistdelen er på en eller anden måde, meget anderledes end andre bøger med journalister i hovedrollerne. Det er tydeligt at Faber og Pedersen, er professionelle på området og ved præcis hvordan det foregår når en stor sag er gravet frem og tingene går løs. Der er også lagt en masse energi i at gøre karaktererne autentiske. Deres følelser og deres tanker og deres indbyrdes samtaler, giver en fin dimension til historien. Nu ved jeg godt, at jeg lagde ud med at skrive, at der er for meget snak, men samtidig, så er netop snakken og samtalerne og måden de udspiller sig, noget af det der løfter bogen. Som jeg også skrev om den første bog af Faber & Pedersen, så er de mestre i skønne vendinger og leg med sproget. Billedlige beskrivelser, der fik mig til at smile og til tider endda næsten juble lidt.

Hen mod slutningen (og desværre først dér), begynder tingene at ske og det beskrives, så det giver ondt i maven. Ikke fordi det er modbydeligt, men fordi det er trist.

Der er mange bolde i luften her. Ikke alle bolde fra forgængeren ”Vinterland” kommer i spil, men afslutningsvis er der noget der tyder på, at den del jeg havde glædet mig mest til, kommer i spil på et senere tidspunkt. Det ser jeg frem til, ligesom jeg også ser frem til at finde ud af hvad der sker med Juncker og Signe efter denne omgang af ”ulydighed” fra deres side 😀



mandag den 4. maj 2020

Anmeldelse: David Garmark - Sort arv



Jeg har glædet mig til denne bog, da jeg var ret glad for den forrige i serien, ”Rød tåge”
David Garmark er dygtig med sit sprog og skiller sig tydeligt ud fra mængden. Særligt dialogerne personerne imellem, er dagligdags og nutidige og i høj grad medvirkende til, at danne læserens billede af karakterernes personligheder.

Max Munk er taget til Ribe, hvor hans kræftsyge far ligger på sit dødsleje. Max kommer for at få svar på spørgsmål om sin afdøde søster. Hvorfor begik hun selvmord for 25 år siden og hvorfor tyder noget nu på, at søsteren alligevel ikke er død? Max får SÅ meget mere end dét fra sin far og ender i et endnu større dilemma og med endnu flere tanker og spørgsmål. En af David Garmarks forcer, er netop at ramme plet på de personlige følelser og den sorte samvittighed. Det formår han også her. Vi mærker vreden og vi føler smerten.

Under opholdet i barndomsbyen, møder Max en tidligere veninde. En han lovede at komme tilbage og hente, men endte med at brænde af. Og hvad er nu også dét for noget med at man som kvinde ”skal hentes”? Men altså, Edith som hun hedder, beder Max om hjælp til at finde sin forsvundne datter, Caroline. Caroline har været depressiv og har leget med det okkulte. Max siger i første omgang nej, men da forsvindingssagen begynder at trække tråde mod barndomshjemmet, Munkenæs Gods, bliver han alligevel grebet af sagen.

Der er masser af fuld fart fremad i ”Sort arv”. Der sker enormt mange ting og jeg erkender, at det blev en anelse rodet for mig i længden. Til tider også lidt for mange ”tilfældigheder”. Der er en hel del tråde at hitte rede i og jeg synes et enkelt element bliver lidt overflødigt og dermed mest føles som unødvendigt fyld, der ikke er vigtigt for historien – hvis jeg siger ulvene, så har jeg ikke sagt for meget.

Alt i alt har jeg det blandet med bogen her. En krimi er det jo, men der er så meget fokus på alt muligt, så jeg synes på en eller anden måde det føltes mere som en rigtig god fortælling. En slægtsroman som møder en spændingsroman og toppes med noget okkult, lidt action og en hel del humor. Jeg har svært ved at sætte fingeren helt præcist på hvad det er der driller mig.

Nu lyder det hele så negativt, og det er VIRKELIG ikke meningen. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide bogen og jeg sætter især pris på Max Munk. Jeg er ikke sikker på, han er en jeg havde lyst til at snuppe en kop kaffe og en hyggesnak med – til dét virker han for kold og socialt akavet, men jeg synes det er forfriskende med en hovedperson som ikke er som alle de andre. Ingen superhelt, ingen superhjerne og bedst af det hele – heller ingen sur drukkenbolt. Han er på en eller anden måde bare helt almindelig og nede på jorden. Jeg var godt underholdt hele vejen igennem og jeg gættede løs på, hvordan det mon hang sammen. Jeg fik ret i noget af det, bl.a. omkring Caroline. Jeg havde dog troet en anden udvikling til sidst, men den kan måske at komme endnu. Der er stadig en del løse tråde, som mangler at blive bundet sammen. Og jeg glæder mig til mere, når 3. del – ”Hvidt had” udkommer til næste år.




søndag den 3. maj 2020

Anmeldelse: Paul Cleave - Whatever it takes


Der er ingen tvivl om, at Paul Cleave er på toplisten over mine favoritforfattere. Han har en evne, som jeg sætter kæmpe pris på, men som virkelig hører til sjældenhederne. Han blander brutalitet, grusomhed, grov vold med en tør humor, som kan få mig til at trække på smilebåndet, selv når det går vildest for sig. Til gengæld ved han også hvornår humoren skal i baggrunden, så han i stedet får læsernes hjerter til at græde.

”Whatever it takes” er Cleaves seneste bog, udgivet i maj 2019. Den er endnu ikke udgivet på dansk, så hvis du ønsker at læse den nu, så må du forberede dig på det engelsksprogede.

Vi kommer ind i historien, hvor politibetjent Noah Harper, er i gang med at tæve en mand sønder og sammen, for at få ham til at afsløre, hvor han har gemt den 7-årige Alyssa Stone. På den positive front, så finder Noah pigen i tide og får hende hjem til hendes familie igen. Han lover Alyssa, at han aldrig vil lade noget dårligt ske hende igen – at han altid vil passe på hende. Bagsiden af medaljen er, at manden som han brutalt tæver en afsløring ud af, er sheriffens søn. Sheriffen er ikke typen man spøger med, så da han beder Noah forsvinde fra den lille by for evigt og aldrig sætte sine ben i byen igen, så retter Noah Harper ind. Han forlader, sin hustru, sit hjem og sin by, for aldrig mere at vende tilbage.

12 år senere, får han en opringning fra sin ekskone, som han ikke har talt med siden han forlod Acacia Pines. Alyssa Stone er forsvundet igen og selvom politiet mener, at hun har forladt byen af personlige årsager, så er hendes far, som ligger på sit dødsleje, sikker på, at der er sket hende noget. Noah Harper, er en mand der holder ord. Han vender tilbage til Acacia Pines, for at finde Alyssa. Sheriffen er også en mand der holder ord, så det varer ikke længe, før Noah har fået sin første dragt prygl og trusler på livet, hvis han ikke tager sit gode tøj og flyver tilbage hvor han kom fra.

Men Noah Harper kan tåle en omgang tæsk. Og han kan i høj grad også selv uddele tæsk. I det hele taget bliver der langet mere end almindeligt mange øretæverover disken i denne bog. Faktisk så mange, at jeg til sidst tænkte ”aaaarh, nu kan han da vist ikke tåle mere vold, hvis han skal overleve”. Men han tager hvad der kommer og han gør hvad han mener der skal gøres … alt sammen krydret med den der helt fantastiske tørre humor, som lige sætter prikken over i’et. Jeg er vild med Noah Harper og jeg håber virkelig at vi får mere af ham, nu hvor det ikke umiddelbart ser ud til, at vi får lov at få mere Theodor Tate. 

Dette er egentlig hvad jeg vil kalde en lidt langsommelig bog. Der er ikke meget udvikling i handlingen til at begynde med, selvom den på alle måder er pakket med action. Ind imellem tog jeg mig selv i at tænke ”så, kom nuuuu …” men så skete der uventede ting og følelsen forsvandt. Sjov kombi egentlig, som dog fungerer som det skal. Selvom bogen har et lidt langsomt tempo, så er det alligevel den slags bog, som kræver at man som læser lige vender en side mere … og én mere og … man ved bare, at der er noget stort i vente og ganske rigtigt. Jeg havde på ingen måde regnet ud hvad der ville ske og at den omgang hævn jeg håbede på, pludselig ikke var det vigtigste. Overhovedet. Slutningen kalder på en efterfølger, så jeg krydser hvad krydses kan.

Paul Cleave er fra New Zealand og plejer at skrive bøger der foregår netop dér. Denne bog er dog flyttet til en lille soveby i USA. Det fungerer virkelig fint og beskrivelsen af byen står skarpt, på trods af, at byen er fiktiv.

Jeg er vild med Paul Cleaves bøger. Han er den type forfatter, som fortjener at blive fremhævet for sine bøger, fordi han i mine øjne, er en smule overset. Det er synd, når han har sådan et enormt talent. Han bruger ikke sine jeg-fortællere til at snyde os læsere, han bruger dem til at styrke deres personlighed for os. Og det virker. Virkelig godt endda. Hver gang jeg har lukket en bog af Paul Cleave, så føler jeg et savn og en længsel efter mere.

"Paul Cleave er en mester i mørke thrillers", står der på forsiden af bogen. Jeg er fuldstændig enig!








torsdag den 30. april 2020

Kend din krimiforfatter: Jussi Adler-Olsen




1. Hvor er du født og vokset op?
Jeg er født i København, men anser mig delvis som vendelbo, da det meste af min opvækst foregik på det Psykiatriske hospital i Brønderslev.

2. Må vi se et billede af dig som barn (eller ung? - hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar)
Vedhæftet - ca. 4-5 år på Peblinge Dossering og 19 år med guitaren. 



3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange?
Min far var overlæge og min mor hjalp ham på mange måder, bl.a. var det hendes ide, at starte daglægevagten i København. På det tidspunkt var min far praktiserende læge, og hun kunne se, at der var et behov for lægehjælp uden for de almindelige arbejdstider. Mine forældre havde et tæt arbejdsfællesskab og skrev bl.a. flere bøger sammen. Jeg har tre ældre søstre og voksede op i et trygt og kærligt hjem.

4. Hvor har du gået i skole?
Først i Roskilde, så i Brønderslev og siden i Brøndby, jeg blev student fra Rødovre Statsskole.

5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor?
Jeg har altid været nysgerrig, mit yndlingsfag har altid været det, hvor jeg syntes læreren gav mig mest viden. Men ærligt talt, så var jeg ret god til det meste, ikke mindst til sløjd, dansk og historie. Latin havde jeg kun et år, og der kunne jeg nok have gjort mere ved det. 

6. Hvad var det værste fag og hvorfor
Jeg har ikke haft noget værste fag - dog var matematik i gymnasiet ikke min favorit, men jeg tog siden revanche og kastede mig over statistik på universitetet.

7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige
God, opfindsom og en rigtig frisk kammerat, håber jeg

8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være?
Husk at være ung, giv dig selv lov til at prøve så meget af som muligt. Det gjorde jeg heldigvis også. Jeg havde nogle meget forstående forældre, så den fik ikke for lidt.

9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single?
Jeg har været sammen med Hanne i 50 år.

10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn)
En søn på 30

11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje?
Lidt af hvert, kaffen skal helst have rigeligt med mælk, te kan være mange forskellige, dog ikke med hyben og andre sure bær, og til mine måltider drikker jeg fortrinsvis vand eller mælk.

12. Hvad er dine livretter?
Jeg elsker karryretter, wokretter, gratiner, supper .... Jeg kan blive ved. Men IKKE sushi, kalkun og lam. Puha.

13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger? 
Jeg har et stort behov for at lytte til musik, og jeg kan slet ikke skrive uden at have sublim musik i mine ører. Jo bedre det er, jo mere skal jeg kæmpe for at skrive næsten ligeså godt. Stilarten er sådan set ligegyldigt, bare det er godt komponeret  og udført. Men jeg nyder både klassisk musik og moderne. Traditionel jazz keder mig dog, mens fusionsmusik tænder mig.

14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab? 
Åhh, mange ting, men først og fremmest min familie.

15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter?  
Jeg havde en lang karriere indenfor forlagsverdenen, inden jeg selv blev forfatter. Da jeg var helt ung havde jeg et tegneserieantikvariat, mens jeg læste, jeg har komponeret musik til Valhalla, jeg har siddet i koordinationsgruppen for fredsbevægelsen, har selv været forlægger i eget forlag, og jeg har arbejdet som administrerende direktør i Bonnier koncernen.

16. Hvad fik dig igang med at skrive?
En gammel plan skulle udleves, og da min kone og jeg havde sparet nok op til, at vi kunne klare os uden mine indtægter i nogle år blev vi enige om, at jeg skulle prøve.

17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du?
Stor tilfredshed og med enorme forventninger til modtagelsen. Jeg aner ikke, om jeg fejrede det.  

18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet)
Som sagt: Jeg er ikke vild med hverken lammekød, kalkun, sushi eller gedeost. 

19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan? 
Institutionsmad. 

20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det?
Da jeg mistede ham, jeg følte var min næsten storebror, i en bilulykke i Brasilien. Der var jeg 15 år. Herudover har jeg haft kræft for en del år tilbage i to omgange, det var svære perioder.

21. Hvornår har livet gjort dig mest glad?
Min familie gør mig lykkelig, og sidste år fik jeg et barnebarn. Hver gang jeg tænker på hende, får jeg en inderlig følelse af lykke. 

22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter?
Jeg har altid læst meget, men det kniber lidt med at få tid til det nu, hvor jeg skal bruge ganske meget tid på mit eget. Men John Steinbeck vender jeg altid tilbage til.

23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet? 
I Afdeling Q serien udfordrer jeg mig selv. Jeg prøver at skrive hver enkelt roman i denne serie på en ny måde. F.eks. havde vi en klassisk "car chase" i Flaskepost fra P og en traditionel efterforskningsroman i Den Grænseløse. I det hele taget er serien om Afdeling Q et eksperimentelt projekt, der, når serien er færdig, kan læses som én lang roman med en gennemgående krimi/thriller - hvad skete der på Amager, da Hardy blev skudt og Anker dræbt, og hvilke konsekvenser havde det. I bind 10 bliver dette afsløret.

24. Hvad er din dårligste vane?
Spørg Hanne - ha ha! Men det er nok, at jeg er lidt for vild med at spille visse endeløse spil på min mobil.  

25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til?
Jeg synes faktisk, at jeg skriver ganske godt. Og så er jeg en habil handyman. Jeg kan klare de fleste arbejdsopgaver i et byggeri og i hjemmet. 

26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv? 
Så trækker jeg nogle timer eller dage eller uger ud af kalenderen og er sammen med Hanne. Men at se på fodbold på Camp Nou eller i tv er absolut også noget, jeg dyrker. Ligesom tv-serier, når de er bedst, og det er f.eks. La Casa de Papel, der får danske og andre tv-serier til at blegne.  

27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor? 
Jeg er egentlig ganske tilfreds med dem alle, og desværre, kan man sige, har nogle af de mest kontroversielle emner, jeg har skrevet om, vist sig at ske i virkeligheden. Kvinden i Buret blev skrevet før Natascha Kampush blev fundet i kælderen. Og Hun Takkede Guderne, hvor jeg nævner et flys styrt i et højhus og distribuering af miltbrandbreve, blev skrevet før 9/11 og Washington Dekretet blev skrevet før Trump blev præsident.

28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier, og hvad er vigtigt for dig i dine bøger? 
Det er at udfolde plots og situationer med ofte oversete magtmisbrug og at give bud på, hvordan man kan gøre op med dem. Ingen af mine romaner må distancere sig fra virkeligheden og den tid, hvori de udspiller sig.  

29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. 
Jeg elsker f.eks. at gå i Sketchers, jeg er et ultra-B-menneske, jeg elsker tørt rugbrød, jeg bader kun i vand over 29 grader, jeg er ekstremt kuldskær, mit yndlingsdyr er myreslugeren. 

30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er igang med at skrive? 
Før jeg begynder at skrive, bruger jeg al den tid, der er nødvendigt på research og på at skrive en synopse. Når først den er på plads kan jeg starte selve skrivningen, og i denne del af processen er langt det meste i mit hoved. Ofte får jeg de bedste ideer, lige når jeg er ved at vågne, så har hjernen arbejdet med problemet og givet mig nye indfaldsvinkler og løsninger. 

31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige? 
Omsorgsfuld, tror jeg.

32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende? 
Min sekretær siger, at mange kommenterer, at jeg er ganske ligetil. Nogle forestiller sig, at når man er blevet kendt, så påvirker det mennesker, men jeg er, som jeg altid har været og for nogle er det uventet. 

33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver?  
Jeg kan skrive hvor som helst, bare jeg har min gode gamle PC med Word Perfect 5.1.-programmet installeret. 

34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? (Hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar) 
Vedhæftet (udsigt fra skrivebord)

35. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med? 
Som sagt elsker jeg at gå til Barcelonas kampe, når jeg er dernede, ligesom jeg følger levende med i VM og EM i fodbold. Men en tennismatch på højt plan i tv, specielt kvindernes turneringer, og hele forløbet under de Olympiske Lege vil jeg meget nødigt gå glip af. Er der tid til et Formel 1 løb eller Le Mans, så er jeg også på, og også gerne live.

36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier? 
Jeg skriver aldrig om forbrydelser begået imod små børn. Jeg hader også splatterbeskrivelser. Og så vil jeg aldrig skrive om de alt for oplagte emner, som de fleste spændingsforfattere i perioder elsker at kaste sig over. Jeg leder efter emner, der er mine og kun mine, hvis overhovedet muligt, haha. 

37. Hvor vil du helst holde ferie? 
Hvor som helst, bare Hanne er med. Og det er jo meget godt i disse tider, hvor man ikke kan rejse. 

38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende?  
Ha, jeg taler da jævnligt med personerne i mine bøger, i hvert fald dem, der er med i Afdeling Q. 

39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser? 
Q9 - og så får du ikke mere at vide...

40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind.
Ja tak - tag nu coronaen seriøst. Selvom der nu bliver løst lidt op for karantænen, så skal vi stadig passe på.